90-årige Karen har oplevet både krig og fred – og hun maler stadig, når hun er i sorg

Sidst var det nazisterne, og nu er det en usynlig virus, der binder danskerne på hånd og mund. Men i krig og corona holder Karen Zimsen fokus på det, der gør situationen tålelig

Der er lukket for besøgende på landets plejehjem, så Karen Zimsen, som fylder 90 år i dag, og fotografen holder god afstand uden for Ældrecentret Brogårdshøj nord for København. I krig og fred har Karen Zimsen haft et dramatisk liv. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen.
Der er lukket for besøgende på landets plejehjem, så Karen Zimsen, som fylder 90 år i dag, og fotografen holder god afstand uden for Ældrecentret Brogårdshøj nord for København. I krig og fred har Karen Zimsen haft et dramatisk liv. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen.

90-årsfødselsdagen er aflyst. Det er hverdagen på plejehjemmet også.

Ikke siden hun var i krig, har Karen Zimsen oplevet noget lignende, nu hvor corona har invaderet landet.

”Jeg er spærret inde her. Godt beskyttet, men helt isoleret fra omverdenen. Alligevel er jeg en af de heldige, for jeg har en lille veranda,” siger hun om sin nye virkelighed på det ældrecenter, Brogårdshøj i Gentofte nord for København, hvor hun har boet de seneste fem år.

På vegne af andre er hun bekymret for coronasmitten, men for hendes egen del vil der aldrig være noget, der kommer i nærheden af den frygt, hun følte, da hun som 14-årig i 1944 blev rodet ind i frihedskampen for Danmark.

Som hun siger, ville hendes far gerne have haft en søn, og så var hun et stærkt barn, derfor hentede hun sammen med faderen de våben, englænderne kastede ned om natten i Charlottenlund Skov.

Moderen måtte ikke vide noget. Selvom også hun var med i yderkanten af frihedskampen, når hun og Karen smurte madder til trætte modstandsfolk, som havde været på sabotage.

Faderen var inspektør i tennisklubben HIK i Hellerup nord for København, og her boede den lille familie Jacobsen bogstaveligt talt oven på en tikkende bombe – alle hulrum i hallen var fyldt op med våben.

Ofte var hele molevitten tæt på at blive afsløret, sådan som Karen Zimsen har skrevet om i sin bog ”Maries verdenskrig”, der udkom tilbage i 1984.

Mens hun fortæller, tager hun sig til brystet og udbryder.

”Tænk, jeg kan stadig mærke, hvor bange jeg var, nu jeg fortæller om det.”

Det værste var en nat, hvor hun og faderen overraskede et opgør i skoven, og faderen for øjnene af sin datter måtte skyde to tyske soldater.

”Det var ved midnatstid, og vi var på vej ud til det sædvanlige sted for at hente de pakker, der var kastet ned, da vi hørte et skrækkeligt skrigeri. Vi løb efter lyden og så en ung mand i lys frakke ligge på jorden i en blodpøl, mens en ganske ung pige løbe forvirret og halvpåklædt rundt. Det var hende, der skreg, og det var hendes kæreste, der var blevet skudt.”

Ved liget stod to tyske soldater, og den ene sagde: ”Hände hoch”, som sådan nogle gør, og tog sigte.

”Men min far skød først, og den anden soldat fik en kugle for panden. Jeg kan huske den hvide birkestamme, han stod op af, blev rød.”

Faderen fik datteren ind i bilen og af sted gik det hjemad. Den forvildede pige med den døde kæreste måtte klare sig selv.

”Jeg svedte, frøs og hakkede tænder, selvom jeg havde et tæppe om mig – og så blev vi vinket ind til siden af en patrulje, som ville se ausweis,” siger hun og holder en pause.

”Min far trak sit falske identitetskort frem, hvor der stod, han var læge, pegede på mig, der sad ved siden af, og sagde: ’tyfus’. Så fik vi lov at køre.”

Oplevelsen lærte Karen Zimsen, at hun ikke er modig, mener hun.

”Jeg danner stadig et billede af de døde tyskere inde i hovedet, når jeg taler om det, og siden har jeg altid fået feber, når jeg oplever noget skræmmende.”

Hun har tænkt meget over, hvorfor hendes far tog hende med på de farlige ture, og hun kan ikke sige sig helt fri for at tænke, at det spillede ind, at hun ikke var hans egentlige barn.

Hendes adoptivforældre fik hende, da hun var kun tre timer gammel, med barnevogn af en læge på Østerbro i København, der ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre.

”Min biologiske mor ville ikke beholde mig,” siger Karen Zimsen, der først som voksen fandt ud af, at hun var adopteret.

Det var hendes svigermor, folketingsmedlem og kvindesagsforkæmper Kirsten Gloerfelt-Tarp (R), som senere hjalp hende med at finde den biologiske mor – i Kolding.

”Da jeg første gang mødtes med min biologiske mor og den mand, hun var gift med, stod jeg der med stor mave på og min mand Kjeld ved min side. Mest af alt var det bare underligt, og jeg kunne slet ikke genkende mig selv i hende. Hun var af en helt anden slags,” siger Karen Zimsen og udbryder.

”Men min biologiske far må have været kreativ, for jeg kan både male og skrive!”.

Ham har hun aldrig opsøgt. Selvom hun ved, han hed Pontoppidan, kender hun ikke fornavnet og ville ikke lede efter ham og måske ødelægge hans familieliv.

Samtalen bølger lidt frem og tilbage. Når man snart er 90 år, har man mange minder. Men fælles for dem er, at de ikke er kedelige. ”Der er altid så meget drama med dig, Karen,” plejer hendes venner at sige. Og det er rigtigt nok.

Det drama, der nær havde slået hende ud, var, da hendes mand, Kjeld Gloerfelt-Tarp døde som kun 27-årig af en hjernesvulst fra hende og tre små børn.

”Der må jeg indrømme, at jeg blev vred – også på Gud. Faktisk var jeg helt hysterisk.”

Men så hankede Kjelds mor op i hende – med en lussing.

”Hun sagde, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg ikke kunne gøre noget for de døde, men skulle tænke på de levende. Den sætning hjalp mig.”

Men Vorherre forligede Karen Zimsen sig ikke med lige med det samme.

”Jeg meldte mig ud af folkekirken, men jeg fandt snart ud af, at det kunne jeg heller ikke holde ud. Jeg måtte have noget at tro på og meldte mig ind igen.”

Også den kendte danske fysiker og Mars-forsker Jens Martin Knudsen hjalp hende tilbage til troen.

”Han var et videnskabeligt fyrtårn, en, man så op til, og da jeg engang mødte ham, spurgte jeg, om han troede på noget. Han var jo fysiker, så jeg regnede måske med, at han havde et andet svar, men han var troende. For ellers blev han vanvittig, når han så ud i universet. ’Bag stjernerne er der støv, og bag støvet må der være noget,’ sagde han.”

Med sin næste mand, Jon, var hun gift i 55 år. I alt har hun været gravid seks gange, men har født tre børn, fortæller hun.

Da de var unge, tog den lille familie også imod to plejebørn. Karen Zimsens halvbror, Peter, flyttede ind hos dem som 17-årig, da deres fælles biologiske mor døde, og Eva på 12 år tog de til sig, da pigens mor, et familiemedlem, døde.

”Det var meget naturligt, at jeg tog mig af dem, ellers skulle de jo på børnehjem,” siger hun.

Som 18-årig tog Peter livet af sig. Det var Karen, der fandt ham.

Hendes ældste datter, Eva, døde for tre år siden, og som altid, når hun er i sorg, maler hun. Det kan man se rundtom på væggene. Portrætter mest. Også på gangene og i caféen på plejehjemmet hænger hendes malerier. Og her midt i stuen står et staffeli.

Maleriet af hendes mand Jon hænger på en central plads i stuen, ham fik hun ikke med på plejehjem.

”Jon døde den dag, vi skulle flytte,” siger hun og nikker op mod maleriet, der viser en mildt og begavet udseende mand.

”Han gik ned ad trappen i vores hus i Hundested og sagde, at i dag døde han. Han ville ikke med og bo i ’to små huller’ på et plejehjem.

Få timer efter døde han af en blodprop på Frederikssund Sygehus efter at være blevet dårlig derhjemme.

Karen Zimsens lille lejlighed på plejehjemmet er ikke et lille hul, men alligevel tror hun ikke, ægtefællen ville have trivedes her.

”Det er noget med at acceptere, at det er et helt andet kapitel af livet. Det er en stor omvæltning, men jeg begyndte at male, og det var med til, at jeg fik sjælen med.”

Hvad har betydet mest for dig i krig og i fred?

”Krigen var voldsom,” siger Karen Zimsen tænksomt. Hun får stadig høj feber, som dengang i bilen efter likvideringen af de to soldater, hvis hun kommer i ubalance.

”Det er, som om kroppen har bestemt, at sådan vil den reagere.”

Slutningen af Anden Verdenskrig blev andeledes for den unge Karen Zimsen end for så mange andre i Danmark. For i foråret 1945 strømmede tyske flygtninge til landet i titusindvis. Flere end 6000 kom til Gentofte, hvor de blev indkvarteret på kommunens skoler og idrætsanlæg. Dermed også i tennisklubben HIK, hvor der som sagt var skjult våben til modstandskampen i alle hulrum.

Så da krigen var ved at slutte, var den slet ikke slut for familien i HIK, og i de sidste timer flyttede Karen Zimsen og hendes mor de tunge våben fra hallen til et hus i nærheden. Den tyske ledelse af flygtningelejren var tæt på at afsløre dem, kunne pigen forstå på en telefonsamtale.

”Men den del endte i hvert fald godt,” siger hun, så man stadig kan høre lettelsen i stemmen.

Senere blev tennisanlægget et kærkomment fristed, hvor hun blandt andet spillede med den danske tennisstjerne Torben Ulrich, og i en kort overgang arbejdede hun som tennistræner i Sverige.

”Men det var nu mest for at få råd til en meget speciel trøje, jeg virkelig ønskede mig,” siger hun og ler, så hun kommer til at hoste.

Vi holder begge en lille nervøs pause – også selvom vi har tjek på sikkerhedsafstanden.

”Det er blevet sære tider igen,” konstaterer Karen Zimsen, som netop har måttet aflyse sin 90-årsfødselsdag på grund af forsamlingsforbuddet og risikoen for coronasmitte.

Få dage efter samtalen lukkede plejehjemmet helt for alle besøgende.