Prøv avisen

Klavs fik en hjerneblødning: Der er dage, hvor jeg føler mig som et halvt menneske

64-årige Klavs Andreassen føler sig indimellem som et halvt menneske. Den ene halvdel er, som den altid har været. Den anden lever sit eget liv efter hjerneblødningen. Men gennem hårdt arbejde og et optimistisk livssyn har han formået at forene de to til et helt menneske, der på nogle områder er rigere end den, han var engang. Foto: Emil Kastrup Andersen

Efter en hjerneblødning mistede Klavs Andreassen sin førlighed, sit job, evnen til at tale og til at spille musik. Og hvad stiller man så op med den skæbne? Man tillader sig selv lidt sortsyn, og så tager man livet ved hornene og dykker dybt efter livsmodet

Hans hånd svæver usikkert gennem luften, før håndtrykket er en realitet. Den lever stadig sit eget liv, den højre hånd og armen med, men i det mindste lever den, siger han.

Klavs Andreassens tale har også sin egen fri vilje. Ordene gemmer sig nogle gange, og så må sætningen tage en omvej for at nå sit mål. I det hele taget er intet helt som før. En stok hjælper ham med balancen, guitaren står urørt, og en pædagog hjælper med at holde styr på økonomien og de andre ting, hans hjerne tidligere let fandt struktur i, men som nu blot er en vrimmel af tal og tanker.

Der er dage, hvor han føler sig som et halvt menneske. Helt bogstaveligt talt. For mens den venstre halvdel er lige så fuld af kraft, som den altid har været, er den højre en skygge af sig selv. Og de to dele taler ikke altid lige godt sammen.

Alligevel fejrede han for nylig et særpræget jubilæum. 10-året for den hjerneblødning, der næsten tog hans liv og siden sendte det i helt ny retning. ”Tak fordi I vil være med til at fejre min hjerneskade,” sagde han i sin tale, for det er sådan, han har det. Selvom han aldrig bliver den, han var, er der nok at fejre.

”Det har været en lang, sej kamp, og jeg har da været ramt af tungsind, ligesom jeg ved, at rigtig mange bliver det. Men når jeg gerne vil fortælle min historie, er det for at minde om, at livet ikke slutter med en hjerneblødning, men det er et nyt liv, der begynder, og det liv kan man selv være med til at forme.”

Over 120.000 mennesker i Danmark lever med en hjerneskade. For de 75.000 skyldes den en hjerneblødning, men intet tilfælde er magen til de andre. Klavs Andreassens tilfælde tog sin begyndelse i krydset ved Netto i Nyborg. Han var 54 år og et godt sted i sit liv. Børnene var voksne og velkørende, ægteskabet var rodfæstet i snart 30 års tillid og respekt, han nød sit arbejde som pædagog og elskede den succes, han efterhånden havde fået som musiker. Han optrådte med sine egne sange, endda i fjernsynet, og udgav cd’er, der lå på ”Dansk-toppen”. Og netop den dag var det hans forældres diamantbryllupsdag, og han var på vej til dem med en flaske Gammel Dansk for at skylle dagen ordentligt i gang.

Men inden lyset skiftede, kom lammelsen ud af det blå. En summen i højre arm bredte sig, og så kunne han ikke længere mærke den. Han følte sig pludselig svimmel og dårlig og greb sin telefon. Inden hjælpen nåede frem, var han bevidstløs. I ambulancen vågnede han og tænkte: Det her er ikke godt.

Først troede lægerne, at det var en svulst i hjernen, og han røg på operationsbordet. Det var det ikke, og så kunne historien have sluttet der, men fire dage efter opstod en alvorlig blødning i hans hjerne. Hele hans højre side blev lam, han begyndte at få voldsomme epileptiske anfald og mistede evnen til at tale.

”Jeg troede, jeg var ved at dø,” fortæller Klavs Andreassen. ”Og det var jeg egentlig afklaret med. Jeg har aldrig frygtet døden, måske fordi jeg tror på, at sjælen lever videre, selv efter kroppen er gået tabt. Og jeg fik faktisk den fornemmelse to gange i den periode, hvor de epileptiske anfald var værst; at jeg forlod min krop og befandt mig i en slags mellemtilstand, hvor det var op til mig, om jeg ville tilbage til livet eller af sted. Jeg valgte at blive, for jeg synes jo ikke, jeg var færdig endnu.”

Det blev dog en beslutning, han ikke altid var lige tilfreds med i den efterfølgende tid. Genoptræningen var barsk og langsommelig, og han havde svært ved at undslippe den tanke, at han for altid var bundet til kørestolen, lammet og uden sprog. Musikken var væk. Arbejdet var væk. Hans familie var dybt ulykkelig, og det var hans skyld.

”Det ligger ikke til mig at overveje selvmord, men jeg erkender gerne, at jeg var temmelig sortsynet i en periode. For jeg kunne simpelthen ikke se mig ud af min situation, og den var så langt fra det liv, jeg havde forestillet mig,” siger han.

Og hvad kan man så gøre ved det? Man kan selvfølgelig få professionel hjælp, og det fik han også selv. Det danske sundhedssystem er faktisk overraskende fuld af tilbud, opdagede han. Man skal bare huske at spørge sig ordentligt for.

Men det er ikke altid nok. Som regel er det godt at læne sig op ad dem, der er nærmest. Det gjorde han også.

”Man kan sige meget dårligt om det at blive alvorligt syg, men for mig betød det også en forstærket erkendelse af, hvor vigtigt det er at pleje et tæt forhold til sin familie og venner. Det er dem, der griber en, når systemet giver slip. De greb og støttede også mig, da jeg hvirvlede rundt i mørket, og det er jeg dem evigt taknemmelig for,” siger han.

Der kommer dog også et punkt, hvor selv de nærmeste ikke kan gøre mere. De kunne opmuntre, men ikke tvinge ham videre med genoptræningen. De kunne gøre ham glad, men ikke sikre, at glæden blev boende. Nogen gange finder mørket vej så dybt, at man kun selv kan få lyset derind. Det punkt nåede Klavs Andreassen også.

”Når skæbnen føles tung, er man nødt til selv at bære med. Det er kun rimeligt, men det er også nødvendigt, hvis man virkelig vil lære at acceptere sin skæbne og kæmpe for at få det bedste ud af den. Og der har jeg nok en vis livsgnist i mig, der kan antænde stædighed og optimisme nok til, at jeg kan rykke mig selv væk fra et sted, jeg ikke ønsker at være,” siger han.

Ligesom alle hjerneblødninger er unikke, er den enkeltes livsgnist det også. Her er Klavs Andreassen nok beriget med en livs-gnist over gennemsnit, mener han selv. Den blev grundlagt tidligt i opvæksten på en lille landbrugsejendom på Midtfyn. Forældrene opdragede deres børn til at leve ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, som Grundtvig udtrykte det. Der var plads til musik og forundring over verdens forunderligheder, og han lærte ikke at tage det hele for tungt.

Som voksen stødte han på foredragsholderen og mystikeren Martinus, og her følte han, at hans åndelige søgen fandt fast grund. Tankerne om reinkarnation blev sat i system og gav en højere mening, som han har dyrket lige siden. For skal man komme fornuftigt igennem livets store tilbageslag, hjælper det at kunne finde mening selv i det umiddelbart meningsløse, siger han.

Det mærkede han første gang, da hans første barn døde som otteårig efter alvorlige problemer med hjertet.

”Man kommer sig ikke over den slags, men man kan lære at leve med det. Det kræver hjælp, men den stærkeste kraft må man finde i sig selv.”

For ham tog det to år efter hjerneblødningen at finde kræfter nok. Vendepunktet kom en solskinsdag i maj på genoptræningscenteret Vejlefjord Rehabilitering. Både fysisk og psykisk var det begyndt at gå fremad, men det var, da han en dag sad på en hest og blev trukket hen ad stranden med solen i ryggen, at han for første gang tænkte: Det er så sådan her, mit nye liv ser ud, og det er måske ikke så slemt endda.

”Jeg voksede op med heste, og jeg tror, at det at sidde på en hest igen gav mig den sidste styrke til at tage skæbnen på mig og virkelig føle: Okay, jeg må videre.”

Klavs Andreassen tager en mundharpe op fra skuffen og spiller en melodi med lukkede øjne. Han har knap 20 forskellige versioner af det lille instrument og fisker en anden frem til et nyt nummer.

Musikken er igen blevet et tyngdepunkt i hans liv. Det er slut med at arbejde som pædagog eller noget som helst andet, men han både spiller og synger i trioen Dagslys, som også optrådte til 10-årsjubilæet for hjerneblødningen. Stående der på scenen med udsigt til familien, vennerne; hele hans liv, kunne han ikke lade være med at blive rørt over, hvor langt han er nået, siden det hele så ud til at være slut.

”Jeg føler mig faktisk beriget, selvom jeg rent fysisk er reduceret. Jeg har indset, hvor vigtige mine næreste relationer er for mig, og jeg har lært at være mere ydmyg over for hverdagen. Dengang, jeg arbejdede som snedker, drømte jeg ofte om den næste ferie, den næste adspredelse, men man skal passe på med at ønske sig væk fra sit normale liv. Man ved ikke, om alternativet er bedre.”

Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen