Det er lettest at se marsvin, når det næsten er havblik. Derfor er det også en smule ildevarslende, at der netop denne sommersøndag er meldt om kraftig blæst i Lillebælt ved Middelfart på Fyn. Turbåden ”Mira III” – også kaldet Lillebælts dronning – duver i vandkanten, mens både danske og udenlandske turister går om bord for at komme med på to en halv times marsvinesafari.
Skipper Hans Østergaard løsner fortøjningen og starter den sekscylindrede Albin-dieselmotor, der får ”Mira III”, bygget i 1915, til langsomt at ryste i gang. En skælmsk ven af besætningen sidder på land og råber, at han nu vil klæde om til sit marsvinekostume og hoppe i vandet, så safarifolket kan få valuta for pengene. Alle er klar over, at det nok vil blive svært at se de små minihvaler i et vejrlig, der pisker skum på toppene af de grå bølger. Det kan simpelthen være svært at skelne marsvin fra bølger, når det blæser, fortæller Hans Østergaard.
Ikke desto mindre er stemningen optimistisk om bord. I salonen, prydet af royale billeder, kan man få sig et glas vin eller vand og en pause fra blæsten, men de fleste sætter sig udendørs enten i stævnen eller agter for at være tæt på vandet.
”Hvis man ikke vil have vind i håret, skal man sætte sig ude bagi,” lyder rådet, mens vi tøffer ud af havnebassinet.
Marsvinesafari med afgang fra Middelfart er en populær sommerudflugt, der strækker sig fra juni og helt frem til slutningen af september. ”Mira III” har i juli og august fire ugentlige ture, men også andre turbåde sejler i Lillebælt, der efter sigende er et af de mest hvalrige farvande i verden. Her kan man opleve den lille hval på tætteste hold.
Der er da heller ingen tvivl om, at Middelfart er en sand marsvineby. Hvalen er motivet i købstadens byvåben og både skibe og huse i byen bærer dens navn. I Henner Friisers Hus, der er en del af Middelfart Museum, kan man få de gode historier om marsvin, mens man på Fisketorvet i byens ældste del kan se Marsvinebrønden skabt af kunstneren Hans Olsen. For netop her i de pittoreske smågader boede byens marsvinejægere gennem generationer.
Siden middelalderen har Middelfart været hjemsted for et marsvinejægerlav, som drev en velorganiseret jagt, hvor man – ligesom ved den færøske grindefangst – kunne drive marsvinene ind på det lave vand i Gamborg Fjord ved Svinø. Jægerne brugte dyrenes gode spæklag til lampeolie, som således var en vigtig del af byens overlevelse. Marsvinet blev fredet i 1967, fordi bestanden var aftagende. Så fra at være en vigtig indtægtskilde er marsvinet i dag et hyggeligt havdyr, man med lidt held kan se på en rundfart.
Et oppusteligt marsvin er også med på turen i dag. Det meste af tiden daser det på en bænk i salonen, men nu tager turbådens andet besætningsmedlem, Christian Guldbrandt, dyret med ud i stævnen for at give en lille lektion om den kystnære hval. Han er en del af Middelfart Marsvinslaug og er som regel med på safarierne sammen med Hans Østergaard.
Han peger og fortæller, at marsvinet er en tandhval med cirka 100 tænder, og at det er en af verdens mindste hvaler. Det kan blive cirka 1,8 meter langt og vejer 50-60 kilo som udvokset. Det kommer som regel op efter luft to- tre gange i træk af få sekunders varighed, hvorefter det dykker igen og leder efter fisk. For at holde sit fedtlag ved lige må marsvinet spise op til seks kilo om dagen.
Føden finder det ved såkaldt ekkolokalisering, hvor det ved at udsende højfrekvente lydbølger i en stråle rammer eksempelvis fisk, hvorefter lyden bliver kastet tilbage. Marsvinet opfanger de reflekterede lydbølger i underkæben og øret, og på den måde bestemmer hvalen afstanden og retningen til byttet.
Marsvinet er et flokdyr, men kan sagtens svømme rundt alene eller i mindre grupper på to-tre stykker, så bare fordi man opdager ét marsvin, er det ikke nødvendigvis tegn på, at andre er lige i nærheden, siger Christian Guldbrandt.
Et tip kan dog være at holde øje med måger, som svæver over vandet.
”Nogle gange er det et tegn på marsvin, når en flok måger flakser op og dykker ned. Marsvin presser nemlig sild og tobis op, som mågerne gerne vil have fat i. Man kan sige, at mågerne æder oppefra, og marsvinene æder nedefra,” siger han.
Planen er at sejle gennem Fænøsund for at ende og vende i netop Gamborg Fjord, hvor skipper Hans Østergaard forudser, at vandet vil være roligere og derfor mere marsvineegnet. Men kort efter, midt på åbent, uroligt vand ved den gamle Lillebæltsbro, hvor fok er på bridgewalking, råber han pludselig op og stikker hovedet ud af sit styrhus, mens han peger ud i vandet.
”Der er marsvin!”
Alle om bord kaster sig prompte mod rælingen i højre side. Kikkerter bliver sat mod øjnene, kameraer sat på zoom og hår skubbet væk fra ansigtet, mens alle prøver at finjustere blikket.
Og ganske rigtigt, lige efter at vi er sejlet under broen, dukker en sort, blank ryg med finne op af bølgen for at forsvinde igen få sekunder efter. Det går hurtigt, men det var der. Det var et marsvin, vi så. Folk om bord smiler til hinanden og sætter sig ned igen. Tidlig gevinst trods dårlige odds. Hvad kan det ikke blive til?
Ikke så længe efter er vi heldige igen, denne gang på den anden side af Lillebælts dronning. En lille glinsende hval er oppe at trække luft for så at dykke igen.
”Der er det! Nu er det væk. Der er det igen!”
Termokander med kaffe, tæpper og kiks bliver fundet frem. Det er tydeligt, at de fleste safarigæster har forberedt sig hjemmefra, så sejlturen i sig selv også er en hyggelig udflugt.
Det gælder også Lis og Finn-Rudolf Reif fra Fredericia, som er på tur med nogle naboer. Turen er en fødselsdagsgave, som nu skal indløses. Ægteparret Reif er erfarne krydstogtsgæster, der over årene har været på flere store cruises. Derfor var det oplagt at forære dem en marsvinesafari i Lillebælt. Selvom de har boet i nærheden altid, er det første gang, de er på en målrettet tur for at se marsvin. Men de har nu altså set de små hvaler mange gange før, fortæller Finn-Rudolf Reif.
”Da jeg var barn i Fredericia, så jeg dagligt marsvin. Det var slet ikke usædvanligt. Men i dag ser jeg dem sjældnere.”
Både han, hustruen og vennerne sætter pris på sejlturen, uanset hvor mange småhvaler de får at se.
”Det er selvfølgelig spændende, hvis vi ser dem, men turen er også dejlig i sig selv. Vi nyder at komme til havs. Det er så fredfyldt. Og så snakker vi om, hvad vi sejler forbi,” siger de.
En del af turen handler da også om at indsnuse den salte luft og nyde en del af de smukke bygninger i vandkanten. Vi passerer blandt andet Hindsgavl Slot, der har været vidne til megen historie. Dramatisk var det, da Frederik VI som den slagne Napoleons allierede i januar 1814 på Hindsgavl måtte tiltræde Kielerfreden, der betød afskrivning af Norge til Sverige. Det tidligere sindssygehospital og Middelfart Marina er også på ruten frem mod Gamborg Fjord.
Som ventet er vandet mere roligt her i fjorden. Bølgerne har lagt sig, men marsvin er der ikke mange af. I varmt og solrigt vejr bliver dyrene dovne, og man kan til tider opleve dem ligge og nærmest dase i vandoverfladen, fortæller Hans Østergaard. Hans marsvinerekord på en tur er omkring 25 styk. Men i gennemsnit er det nok mere almindeligt at se en tre-fem stykker på en tur, vurderer han.
I dag ser vi dog ingen marsvin her i fjorden. Skipper Hans vender ”Mira III”, og vi sejler retur ad samme rute.
På vejen tilbage mod færgelejet i Middelfart og igen tæt på den gamle Lillebæltsbro, når fotografen vist nok lige at se halen på et marsvin, mener han.
To et halvt marsvin på en ellers hypotetisk svær dag, det er da ikke så ringe.
