Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Da Johs. Nørregaard Frandsen ikke længere ville være en bonderøv

En 40-minutters tur på en tunet knallert førte professor Johs. Nørgaard Frandsen fra én kultur til en anden. Rejsen blev den røde tråd i både hans identitet og karriere. Foto: Nils Rosenvold

Professor og kulturforsker Johs. Nørregaard Frandsen hedder egentlig Johannes. Men på en knallerttur skiftede han både navn og kulturel baggrund. Det kom til at definere hans liv og karriere

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle være landmand. Jeg er opvokset på en gård og havde traktorkørekort og det hele, men så fik jeg rygproblemer. Det var noget med en knogle. Så jeg drømte om i stedet at skulle på landbohøjskole, det krævede bare et realkursus, og det var derfor, jeg flyttede hjemmefra som 18-årig på min tunede knallert.

Det var en af de første dage i august 1968, og jeg havde store planer. Jeg havde boet hele mit liv i Grimstrup, en landsby med under 100 indbyggere, og nu skulle jeg på kostskole i Grindsted, en noget større by.

Så jeg havde købt nyt tøj, der passede bedre til det nye liv, jeg var på vej til. Af samme grund havde jeg tænkt mig at stille min scooterstøvler af læder fra mig, når jeg nåede frem.

Men den vigtigste forandring besluttede jeg mig først for under den 40 minutter lange tur ad diagonalvejen fra Grimstrup til Grindsted.

1: Jeg ville ikke længere tale jysk, men rigsdansk. Jeg ville ikke tages i at være en bonderøv.

Og 2: Jeg ville ikke længere kalde mig Johannes, men Johs. Johannes, med tryk på den midterste stavelse, lød for bondsk, syntes jeg. Johs. passede bedre til det hurtige liv, jeg forestillede mig at blive en del af. Jeg havde behov for at slette min baggrund for at kunne begynde på ny, simpelthen. Og det var det, jeg gjorde på den knallerttur: Jeg lagde bondekulturen bag mig.

Flere år senere opdagede jeg, at jeg havde fortrængt eller glemt mit vestjyske. Jeg kunne ikke længere tale mine forældres sprog, sådan som det blev talt i min barndom, og lige der slog det mig for alvor, at jeg var groet i en grundlæggende anden retning, end den jeg kom fra. Og at der ikke var nogen vej tilbage.

Da jeg var 18, kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk. Jeg var langhåret og gik til rockkoncerter. Det var jo sidst i 60'erne, og der var godt gang i det hele, også for mig, så jeg havde helt klart brug for at bryde med bondekulturen, men at det blev så stort et spring, havde jeg ikke regnet med. Det var jo et radikalt mønsterbrud i forhold til, at jeg endte med i stedet at ville være først læge, så journalist, for siden at ende med en humanistisk akademisk karriere.

Min interesse i bruddet betød, at jeg begyndte at beskæftige mig professionelt med at springe fra én kultur til en anden. For jeg indså, at når man lægger afstand til noget, får man også øje på det på en ny måde.

Jeg har i mange år arbejdet med forfattere, der har forladt landbrugskulturen lige som mig. Jeppe Aakjær, for eksempel. Johannes V. Jensen. Knud Sørensen. Jens Smærup Sørensen. Jeg skal heller ikke glemme Marie Bregendahl. Og Hans Kirk, der er faktisk mange. Fælles for dem er, at de alle har et særlig skarpt blik på den landbrugskultur, de forlod - netop fordi, de forlod den.

Landbrugskulturen er helt klart blevet den røde tråd i min karriere. Nu arbejder jeg med H.C. Andersens forfatterskab, og min særlige interesse for ham handler jo også meget om hans mønsterbrud. Mange af hans eventyr er kendetegnet ved at have et mønsterbrud som drivkraft. Den måde, hans skrev på, var også i sig selv et brud på de gængse genrer. Han var meget usikker på, hvad det var, han skrev, men han blev jo et eksempel på, at man må afgive noget af sig selv for at finde sig selv.

Sådan har jeg det også. Jeg brød op med noget, der strammede, men også havde en enorm styrke, som jeg genfandt via forskningen. På den måde blev turen på knallerten og de mønsterbrydende tanker, jeg siden omsatte til handling, i høj grad det, der har defineret mig.