Det er ikke sådan at komme til at tale med Gurli Vibe Jensen. Er telefonen optaget, skal man være tålmodig, for hun tager sig god tid til at tale. Den dybe, menneskelige samtale er hendes hjemmebane, så man må pænt stille sig i køen og vente.
Om to dage fylder hun 90 år, og fødselaren er forundret over, at folk fortsat ringer og opsøger hende. I en årrække har hun boet i en tidligere skovriderbolig med udsigt til Skarresø på Vestsjælland, og adressen afholder ikke folk fra at opsøge kvinden, som slog sit navn fast som markant og folkekær præst ved Helligåndskirken i København gennem tre årtier. Når hun tænker tilbage, har hele hendes liv været et møde med mennesker.
LYT TIL DELE AF INTERVIEWET HER.
”Jeg tror, jeg indirekte er opdraget til at møde mennesker, som var de mine nærmeste. Mødet med mennesket er uhyre væsentligt for mig, og der opstår ret let en samtale. Jeg presser ikke på og vil ikke forcere noget, men det er meget ofte samtaler om at være menneske, hvilket ikke bare er en foræring,” siger hun.
”Hvis man gennem samtalen kan få mod til at se minderne i øjnene, kan det gøre godt, selv om det i første omgang kan gøre ondt at erindre. Mange forskyder deres minder og forsøger at være friske og frejdige, for man kan blive ængstelig ved at sige, hvad der ligger som en skygge i sindet. Der skal mod til at se minderne i øjnene og kalde dem ved navn. Fordybelsen i samtalen kan føre til fornyelse. Som det hedder i salmen 'Glæd dig Zion': 'Han på nådens stol er dommer.' Der er en forløsning ved at tale ud,” siger hun.
Er der fællestræk i de menneskelige kampe, som hun har hørt om gennem mange års samtaler? Hun er stille, og standerurets sprøde tik-tik-tik og pejsens knitrende ild fylder stuen.
”Manglen på tillid og fællesskab er et tema i mange menneskers liv. Mange omgås folk, de kan konversere og hygge sig med, men derfra og så til at afsløre, hvad der ligger i sindet, er et stort spring,” siger hun.
I aftes ryddede hun op i gamle papirer. En række interviews røg i pejsen, og hun vil gøre sit til, at det bliver let at rydde op efter hende.
”Jeg synes, det er ret utænkeligt at indse, at man har nået en grænselinje i sin alder. Jeg er glad for at leve, men samtidig er jeg nøgtern. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er så stærk, som jeg har været, og at der er en grænse, som jeg er kommet tættere på,” siger hun.
Men nu gælder det 90-årsdagen, hvor menighedsrådet ved Helligåndskirken har inviteret hende til at fejre dagen med andagt i Helligåndskirken. Hun er fortsat i vigør som præst, når nogen beder hende holde en dåb eller vielse. På fødselsdagen vil hun også tage præstekjolen på.
”Jeg er taknemmelig for livet og har lyst til at leve. Jeg har lyst til at fordybe mig i kunst, bøger, samtaler og musik, her hvor stilheden synger. Det at leve er mageløst, men det betyder ikke, at mit liv er uden skygger og svære prøvelser. Mit liv har mange farver,” siger hun.
”Sorg sætter mærker, og det er væsentligt at erkende. Jeg kan ikke bare sige, at det er et tab, at min familie og nærmeste venner er døde. Nej, det er den del af livet, som giver nogle ar og eftertanke. Hvor var vi henne, hvis vi ikke havde et stort forråd af smerte, som vi kan hente kræfter fra? Smerten giver en virkelighedssans. I stedet for at dykke ned i mørket, må man sige, at det er blevet mig betroet at komme gennem tider og oplevelser, som ikke bare var overflade, men som gør mig mere følsom,” siger hun.
Når man som Gurli Vibe Jensen bor langt fra gadelygter, får man en anden opmærksomhed på lys og skygge. En morgen vågnede hun til et andet lys i stuen, fordi et stort bøgetræ var væltet. Nu ligger den mægtige stamme på kanten til hendes have og venter på at blive fjernet.
”Hvis jeg går mod lyset, går min skygge bag mig. For mig er det, hvad kristendommen drejer sig om. Kristus, som jeg finder det helt naturligt at tale om, han er lys på min vej. Han er virkelig til, og hans indflydelse bringer mig til at sige: Der er håb. Der er kræfter til at være menneske trods alt med skyggen bag mig,” siger hun.
Men hvad med tvivlen, som af mange kaldes troens tvilling? Kan man blive 90 år uden at kæmpe med tvivl?
”For mig er kristendom ikke en lige landevej, hvor man bevæger sig fredfyldt. Der er dybe grøfter på begge sider af den vej, jeg går på. Og man kan føle, at ens tro er i en pause, som ikke anfægter, men som også er en del af livet. Det er i de perioder, hvor man gror og vokser i erkendelse, før man begynder at bekende. Jeg bekender mig til Kristus, men jeg går ikke rundt med nogen facitliste og føler mig fremmedgjort, når jeg møder kristne, som har færdige svar,” siger hun.
Når hun følger nyhedsstrømmen gennem den daglige avislæsning, melder spørgsmålet sig ofte: Hvor er Gud?
”Min reaktion er at blive tavs. Jeg er ikke from og færdig i alle situationer, og det er ofte, jeg må spørge, hvor Gud er. Det er, som når et hjerte søger sit ekko. Der er gåder, vi ikke kan løse. Men jeg tror, at der kun er mennesker i verden, som Gud elsker. Gud søger alle. At Gud søger mennesket, mærker man i behovet for tilgivelse og i behovet for eksistens. Det er ikke en eksamen i tro eller gode gerninger, men at ånde frit som man er, hvor man er,” siger hun.
Nok åbner hun gerne sine døre og er gæstfri, men hun er samtidig et privat menneske. Mange har betroet sig til hende, men selv har hun kun haft en mindre kreds, som hun har delt sit liv med. Nære venner er døde, og i dag er der tomme pladser i hendes liv.
”Som Grundtvig siger, så er døden en iskold hånd. Det er svært at sige farvel, og man kan ikke pjatte om det tab, som døden er. Men der er en arv fra dem, som er døde. Når jeg tænker på de forskellige, som ikke er mere, så tænker jeg på, hvad de gav mig, som jeg kan slide videre på,” siger hun.
”En god ven af mig sagde aldrig farvel, tog i mange år afsked med ordene 'See you in the morning'. Vi ses i morgenen. Jeg har påtaget mig at bruge de ord. For der er en morgen af fornyelse, som venter. Vi lever i en foreløbighed. Døden har også et håb. Der er et håb om at blive mødt af Guds kærlighed uden afslutning,” siger hun.
Selvom hun har lyst til at leve, så er hun også et praktisk menneske, som har forberedt sig på den kendsgerning, at hun skal dø. Hun har valgt salmerne til sin bisættelse og ønsker, at der skal læses et enkelt vers fra Jobs bog: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.”
Og så skal der synges den salme, som på mange måder indrammer en balance, hun har haft som en bøn for sit liv. Grundtvigs ”Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt”.
”Det er en bøn om, at det, jeg siger som præst og i min hverdag, må høre sammen med mit engagement og det, mit hjerte søger,” siger hun.
Hun fortæller om et besøg hos en meget ældre dame, som sidder i kørestol og bor på plejehjem.
”På døren havde min veninde sat et papskilt op med ordene 'Foråret så sagte kommer'. Jeg sagde til hende, at jeg gerne vil arve det skilt. I stedet for krampagtigt at blive i smerten over den tabte førlighed, havde hun åbnet døren for håbet om foråret,” siger hun.