Prøv avisen

Præst: Det gode liv kan også leves uden en, man kan holde i hånden

”Efter en tid noterede jeg mig, at jeg kunne vågne om morgenen og have lyst til at vågne, og at jeg glædede mig til at se, hvad jeg skulle lave i dagens løb. Det gode er nærmest kommet snigende,” siger Margrethe Brodthagen. Foto: Leif Tuxen

Margrethe Brodthagen kæmpede i år med ensomhed, som var destruktiv. Dengang var stilheden i hjemmet forfærdelig. I dag værdsætter hun den

Forleden sad hospitals- og hospicepræst Margrethe Brodthagen i sin bil på vej hjem fra arbejde og kom til at tænke på nogle ord, hun har hørt sagt om sorg: ”Sorg er ikke et problem, der skal løses, men et liv, der skal leves.” Mens hun kørte mod sit hjem i Kalundborg, tænkte hun på, om man kunne sige det samme om ensomhed.

Nu sidder hun her i sin stue og deler de ord, hun kom frem til den dag i bilen. Ordene dækker både for den relationelle og eksistentielle ensomhed:

”Ensomhed er ikke et problem, som skal løses, men et liv, som skal leves.”

Margrethe Brodthagen ved, at udsagnet måske kan provokere. For det er svært at tale om, at et godt liv også kan være et liv, hvor man ikke er ubetinget elsket af et andet menneske. Hun peger over på mod reolen, hvor der ligger en stak med bøger og breve fra mennesker, som skrev til hende, efter at Kristeligt Dagblad i sidste måned bragte et indlæg fra hende. Her skrev hun om ikke at være elsket og opfordrede til, at man tænkte over, hvor hårdt det er at få at vide, at uden kærlighed og elskov fra den eneste ene er ens liv amputeret.

Hun har modtaget en lang række mails efter sit indlæg. Når hun læser henvendelserne, kan hun se, at mange ikke helt har forstået, hvad det er for en styrke og kraft, hun finder i ensomheden. En indsigt, hun med egne ord har knoklet sig til. Det er den proces, hun har sagt ja til at tale om.

Hun er født ind i en præsteslægt, som strækker sig tilbage til hendes tipoldefar. Selv blev hun født i Jorløse nær Tissø, hendes far, Mogens Larsen (1924-1996), var præst, og da hun var fem år, fik han embede i Svenstrup på det nordlige Als. Barndomsminderne er fra den 36 meter lange præstegård, hvor hun voksede op med en fem år yngre søster. Da hun i 1973 blev student, var mulighederne mange, men efter et par sabbatår, søgte hun ind på teologistudiet ved Københavns Universitet.

I 1975 blev hun gift med sin ungdomskæreste, men efter tre år erkendte de, at de var for forskellige, og de blev skilt. Hun fortsatte med at læse, men havde fuldtidsjob ved siden af studiet og tid til venskaber og kærester. Da hun efter 13 års studier blev cand.theol., drømte hun om at blive hospitalspræst, men hun syntes ikke, at hun havde erfaringen. I stedet arbejdede hun med kommunikation, men savnede sin faglighed.

I 1990 indledte hun et nyt kapitel i sit voksenliv. Hun blev ansat som valgmenighedspræst i Ubberup ved Kalundborg og ser det som 18 fantastiske år på alle planer. Samtidig med at hun flyttede til Ubberup, mødte hun den mand, hun et par år senere blev gift med. Han havde to mindre børn fra et tidligere forhold, så livet i præstegården med den store have lignede på mange måder et familieliv, som det man putter i glas og ramme. At parret ikke fik børn var et aktivt fravalg.

For 11 år siden forandrede tilværelsen sig for Margrethe Brodthagen. I april 2008 blev parret skilt, og tre måneder senere fik hun embede som sygehus- og hospicepræst i Dianalund. Et embede, som var en indfrielsen af et ønske, som havde fulgt hende, siden hun afsluttede studiet.

Tiden omkring skilsmissen beskriver hun som smertefuld. Et år efter bruddet købte hun den hvide dukkehuslignende bolig. Med sine evner for at indrette skabte hun sig en harmonisk base med kunst og arvestykker, men samtidig kæmpede hun med en ensomhed, som var destruktiv.

”Der er en urkraft inde i sådan en ensomhed.”

Hun havde en svær depression, gik hos en psykiater og fik medicinsk behandling. I perioder var hun sygemeldt fra sit nye embede, mens hun i andre perioder måtte trække på sin rutine som præst for at klare sig gennem sine forpligtigelser.

”Det var en grundfølelse af ikke at være noget værd. Jeg sad i min stue mutters alene. Telefonen ringede ikke, for vi ringer jo ikke til hinanden længere, og her var så forfærdeligt stille. Jeg kunne bruge al min energi på at drukne mig i, hvor skidt jeg havde det.

Forandringen kom efter den dag, hvor hun var tæt på ikke at være her mere.

”Jeg tænkte, at jeg ikke orkede at leve. En veninde kom og fandt mig her ved bordet og kørte mig til psykiatrisk skadestue. Jeg er hende evigt taknemmelig, og vi har lige siden haft et særligt bånd.”

På den ene arm har hun arrene fra den dag. De minder om et lavpunkt, som blev til et vendepunkt.

”Jeg begyndte at overveje, om jeg kunne vende den urkraft, der er i ensomheden. Og jeg mærkede, at der også er en enorm energi i ensomheden.”

Dag for dag, uge for uge, indtraf der en forandring, hvor hun registrerede en lettelse og befrielse ved at være alene.

”Efter en tid noterede jeg mig, at jeg kunne vågne om morgenen og have lyst til at vågne, og at jeg glædede mig til at se, hvad jeg skulle lave i dagens løb. Det gode er nærmest kommet snigende.”

På et tidspunkt tog hun på retræte hos Sankt Joseph Søstrene på Stella Matutina nord for København. I samtalerne med den åndelige vejleder hørte hun sig selv sige, at hun følte sig velsignet.

”Det var et meget stærkt ord for mig at bruge, og jeg var overrasket. Men det var det rette ord. Jeg har et rigt liv med mening.”

Efter at hun i sit indlæg i Kristeligt Dagblad havde skrevet, at der er ikke én i hendes liv, som elsker hende og vil hende trods fejl og mangler, fik hun flere henvendelser fra folk, som mindede hende om Guds kærlighed. Et aspekt af livet som har afgørende betydning for hende.

”Uden Gud havde jeg ikke været her i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at det er ved Guds hjælp, at jeg har lært at se, at urkraften i ensomheden også kan bruges til noget positivt. Ved Guds hjælp blev jeg hevet op af depressionen og sat tilbage i livet, hvor jeg ved hans kraft kan få lov at blive brugt i et job, som jeg ser som et ønskejob.”

Når hun skal beskrive en god dag, fortæller hun om en dag, hvor hun tidligt tager turen til Dianalund. Her er hun præst for de 12 personer, som bor på hospicet og deres nærmeste. I løbet af dagen har hun typisk samtaler om stort og småt, og hun sørger for frokosten og kommer med koldt at drikke. Måske beder hun fadervor på en stue eller taler med et menneske, som åbner en kattelem ind til de eksistentielle spørgsmål. Når hun sidst på eftermiddagen sætter sig i bilen og kører mod Kalundborg, undlader hun at tænde for radioen. Hun har brug for i stilhed at forholde sig til samtalerne og indtrykkene.

Da hun kæmpede med ensomhedens negative sider, var stilheden i huset i Kalundborg larmende. I dag beskriver hun den som noget, som er positivt ladet.

”Når jeg kommer hjem, så føler jeg mig brugt på den gode måde. Jeg vil ikke have meget overskud til at være noget for en mand eller en flok børn. Den ro og den fordybelse, andre tager på en retræte for at søge, kan jeg finde her.”

”Efter skilsmissen var der mange, som for at være venlige, sagde til mig, at jeg nok skulle finde en sød kæreste. Og generelt i vores samfund tages det for givet, at man har en at holde i hånden, børn og børnebørn. Men det gode liv kan også være uden en, man kan holde i hånden.”

Da ensomheden var destruktiv, hæftede hun sig blandt andet ved, at telefonen ikke ringede. Nu ringer telefonen lidt oftere, for hun har venner, som ved, at hun sætter pris på et opkald i stedet for en besked på telefonen. Som den introverte person hun er, har hun det godt i sit eget selskab. Da hun valgte at bruge urkraften i ensomheden positivt, besluttede hun sig for at række ud til mennesker og har i dag en håndfuld nære venner, som hun tilbringer tid med.

Vi er på vej mod påske. Påskens gudstjeneste fylder og glæder, men hun medgiver, at jul og påske er helligdage, hvor ensomheden kan være svær.

”Jeg har lært at sætte pris på, at jeg har bedre tid til at fordybe mig i prædikenarbejdet. Som præst kan der let opstå en situation, hvor man bliver kaldt på, og jeg kan glæde mig over, at det ikke stresser mig.”

Gennem stuens sprossede ruder kan man se den have, Margrethe Brodthagen de seneste år har anlagt. I øjeblikket lyser påskeklokkerne op om kap med en blomstrende kameliabusk. Ensomheden har det godt i haven, fastslår hun. Her vokser noget, som styrker hende i troen på, at der er opstandelse i livet. 8

Uden Gud havde jeg ikke været her i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at det er ved Guds hjælp, at jeg har lært at se, at urkraften i ensomheden også kan bruges til noget positivt.

Margrethe Brodthagen