”Rigtige mennesker har rigtige mangler, og det er netop det kiksede og mislykkede, som giver tilværelsen modhager og kontur. Så lad for himlens skyld kroppen og kønnet og kærligheden stritte og drop angsten for afvigelse og social censur.”
Christian Graugaard i ”I skønneste uorden”.
Christian Graugaard er professor i sexologi. Længe inden han fik sit professorat ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, havde han markeret sig i debatten som formand for Sex og Samfund gennem et årti. Han er læge, men har sit virke i krydsfeltet mellem kroppen, kønnet og seksualiteten.
Da vi aftaler interviewet, siger han, at han egentlig hellere vil kaldes ”intimolog” end sexolog. Man skal ikke tale længe med ham for at opdage, at han synes, at seksualiteten alt for ofte reduceres til et mekanisk spørgsmål om genital funktion. For ham er det vigtigt, at sanseligheden, ømheden, nærheden og fortroligheden også bliver inddraget.
I hjemmet på Østerbro i København står bøgerne tæt. Han ikke bare læser, men oversætter lyrik og skriver egne tekster fra essayistiske refleksioner til rejsebreve og erotiske fabuleringer. En lang række tekster fra de sidste tre årtier er fornylig udkommet i bogen ”I skønneste uorden”. Som forfatter vil han gerne formidle lysten og seksualiteten som det sted, hvor man tør miste fodfæstet og gå lykkelig i opløsning.
Læs et uddrag af Christian Graugaards bog "I skønneste uorden" her.
Graugaard læser sociologiske teoretikere og medicinsk litteratur, men oplever, at kunsten ofte er bedst til at beskrive kompleksiteten og ambivalensen på hans felt. I den lille stue er der en hyldefuld bøger om den norske maler Edvard Munch. En gang om året besøger Graugaard Munchmuseet i Oslo og oplever, hvordan Munch igen og igen får ham til at græde, fordi han ser direkte ind i samlivets eufori og smerte.
Hvordan beskriver man nutidens seksualitetskultur? Christian Graugaard har forsket i seksualhistorie og mener, det er nødvendigt med et historisk tilbageblik. Første stop er 1870’erne, hvor forfattere og kunstnere debatterede kønsmoralen intenst. Ifølge Christian Graugaard var det her, kimen blev lagt til en ny seksualmoral, hvor målet var at adskille seksualitet fra forplantning og varig kærlighed. En af bannerførerne var Georg Brandes, som kritiserede den patriarkalske familie, og Henrik Ibsen, som lod Nora forlade sit ægteskab i ”Et dukkehjem”.
”Også de tidlige feminister satte lus i skindpelsen ved at påpege, at der var ting i forholdet mellem mænd og kvinder, som ikke var naturgivne, sådan som man i mange århundreder havde opfattet det. Der var derimod tale om sociale indretninger, som kunne socialt om-indrettes. Man så antydningen af en ny kønsmoral, og man så de første tegn på seksualiteten som en erfaring i egen ret,” siger Christian Graugaard.
Under den første seksuelle revolution blev der lirket ved nogle ting, men samtidig var seksualmoralen meget stærk. Det var dengang, da man kun kunne tale om moral i ental. Den anden seksuelle revolution fandt sted i mellemkrigsårene. Har man set tv-serien ”Matador”, husker man måske den opstandelse, det vakte i Korsbæk, da Elisabeth Friis ved et møde på Postgården forsvarede den kontroversielle læge Leunbach, som blev dømt for medvirken til illegal abort i 1936. I virkelighedens verden ydede Leunbach en betydelig, men omstridt indsats for at hjælpe fattige kvinder med seksualoplysning og adgang til prævention. Han var en del af den anden seksuelle revolution, som også blev tegnet af personligheder som forfatteren Thit Jensen og arkitekten Poul Henningsen.
”Det var en videreførelse og en radikalisering af kravene om seksuel autonomi, som var blevet fremført under den første seksuelle revolution. Man ønskede at frigøre seksualiteten fra lukkede moralske kredsløb som ægteskab, kernefamilie og kønslige hierarkier.”
I 1960’erne kom den tredje seksuelle revolution. Ifølge Christian Graugaard er det en udbredt misforståelse, at det var den første.
”Den tredje seksuelle revolution var præget af ungdomsoprøret. Velfærdsstaten var så veludviklet, at det kunne lade sig gøre for en ny generation at opfinde nye samlivsmønstre og nye former for seksualitet, samtidig med at de seksuelle minoriteter for alvor kom på banen for at opnå de samme rettigheder og friheder som andre. De tre revolutioner står på skuldrene af hinanden, og det, de har opnået, er så unikt, at vi vanskeligt kan få øje på det. Men hvis vi ellers kunne tale med vores oldeforældre, så ville de dåne, hvis de hørte, hvordan lysten og forplantningen i dag er gået hver til sit. Vi kan gå i seng med hinanden uden at få børn, og minsandten også få børn uden at gå i seng med hinanden.”
”I dag er seksualiteten blevet det, man kunne drømme om i slutningen af 1800-tallet: En del af tilværelsen, som ikke skal andet end være en livslang kilde til sjov og ballade, selvværd, nysgerrighed og eksistentiel fornøjelse.”
Når han ser tilbage, konstaterer Christian Graugaard, at udviklingen er gået stærkt, og at seksualiteten fortsat er i bevægelse. Den britiske sociolog Anthony Giddens omtaler det som en ”plastisk seksualitet”, for at indkredse såvel fleksibiliteten som flygtigheden i det senmoderne menneskes seksualitet. Christian Graugaard ser tegn på en fjerde seksuel revolution, hvor seksuelle kategorier som homo- og heteroseksualitet er kommet under beskydning.
”Nogle reagerer med stor forskrækkelse, fordi de tror, det er et opgør med naturfænomener og derfor lige så vanvittigt som at ville ophæve tyngdeloven, men pointen er, at vi har at gøre med historiske konstruktioner, som er opfundet af 1800-tallets sexologi og i årtier har været i forandring. Vi ser det særligt blandt unge, som kan være intime på mange flere måder og ikke nødvendigvis gider etiketter, mærkater og båse. Hidtil har der i seksualiteten helst skullet være en overensstemmelse mellem det, man gør, det, man føler, og den, man er. Altså: Jeg er en heteroseksuel mand, jeg tænder på kvinder, og jeg har sex med kvinder. I den fjerde revolution hænger de tre dimensioner ikke nødvendigvis sammen. Man kan sagtens definere sig selv som en heteroseksuel familiefar, have lystfyldte fantasier om herrelandsholdet i håndbold og gå i swingerklub og eksperimentere med ting, som ikke er en del af den gængse heteroseksuelle matrice.”
Når Christian Graugaard ser tilbage, konstaterer han, at man har indfriet betydelige gevinster i løbet af de seneste generationer. Seksualiteten har fået et større mulighedsrum.
”Der er en større grad af frihed og frisind, større grad af selvbestemmelse, og så skulle man tro, at vi alle var blevet gladere og gladere, friere og friere med et stort hedonistisk tag-selv-bord, men det har vist sig ikke at være tilfældet.”
Den frihed, som er opnået som følge af de tre seksuelle revolutioner, er blevet udfordret af en række nye idealer og normer. Seksualiteten er som aldrig før blevet en del af menneskers sociale kapital, og Christian Graugaard ser tegn på, at præstationssamfundet smitter af på det intime samliv.
Han henviser til den tyske sexolog Gunter Schmidt, som tilbage i 1990’erne skrev, at der ikke længere findes en seksualmoral, men derimod et utal af forhandlingsmoraler. I denne moralske relativisme er der blevet plads til en række nye moralske aktører, som byder sig til med facitlister.
”I dag er det et socialt succeskriterium at kunne udstille et seksuelt overskud ved for eksempel at få mange børn og samtidig have en karriere. Og hvis vores sexliv ikke fungerer, så holder vi det for os selv, for der er en meget stor skam forbundet med et sexliv, som ikke ligner det, vi tror naboen har,” siger Christian Graugaard.
I forhold til seksualiteten er der, frigjortheden til trods, opstået et enormt tabu: Seksuelle vanskeligheder.
”Man fortæller ikke ved middagsselskabet om ens seksuelle vanskeligheder, eller at man har det fint med, at man ikke dyrker særlig meget genital sex, men at man til gengæld er utrolig god til at ligge i ske og dufte til hinandens hår. Der ligger en lurende skamfuldhed i sådan en fortælling og en fare for at blive udstillet som et mislykket menneske, en taber.”
Hvorfor vinder enkle sandheder frem, når det gælder seksualiteten? For at forklare henviser Christian Graugaard til sociologen Zygmunt Bauman, som forklarede, at der i menneskelivet eksisterer en slags brøk mellem frihed og tryghed, som aldrig rigtigt vil gå op. Før de seksuelle revolutioner var der en lille grad af frihed, men trygheden var stor, fordi skabelonen for ens kærlighedsliv allerede var tegnet op fra fødslen. I dag er brøken så at sige vendt på hovedet.
”I dag er der meget frihed, men meget lidt tryghed. Det ser ud til, at prisen for friheden er en stigende grad af utryghed, og det gør, at der er plads til folk, som lokker forvirrede sjæle med forkromede sandheder og har strukturer og normer.”
”Tidligere var lægen og præsten sexlivets eneste moralske instanser, men efterhånden som deres autoritet er blevet minimeret, er der blevet plads til andre sandhedsleverandører, og jeg kan bare konstatere, at der på seksualitetens område er uhyggeligt mange facitlister og idealer i omløb. Det gælder for eksempel livsstilsindustrien og hele det brogede kor af popsexologer, som får forbløffende megen taletid og råber højt om, at jo flere orgasmer, jo sundere liv. Jo vådere, jo vildere og jo bedre. Det er håbløst forældede og endimensionelle forestillinger om, hvad køn, sex og parforhold er for noget, og det kan øge stressniveauet.”
”Der er også idealer, som er skabt af medicinalindustrien, som har store økonomiske interesser i at sælge os det perfekte sexliv. Og endelig er der reklamebranchen, som pirrer os med redigerede fotos af kroppe. I en informationsforstoppet tidsalder har en organisation som Røde Kors brugt letpåklædte modeller for at fortælle danskerne, at der er mennesker, som dør på grund af urent drikkevand. Vi møder disse seksualiserede fantom-kroppe overalt, og også det kan være en kilde til stress. For hvor er det lige, man spejler sin ølmave og sine slappe bryster i det offentlige rum?”.
Til september begynder et nyt hold af masterstuderende på sexologuddannelsen ved Aalborg Universitet. Det er typisk sygeplejersker, læger, psykologer og jordemødre, som går på studiet. I undervisningen gør Christian Graugaard og kollegaerne en dyd ud af at udvide opfattelsen af det seksuelle.
”Seksualiteten må aldrig reduceres til mekanik. Det er lidt som forskellen på hardware og software i en computer. I sexologien har vi været meget optaget af hardware, men det, som gør en computer interessant, er jo trods alt det software, vi kommer i den.”
For at uddybe henviser han til en metafor, nogle norske kollegaer har udviklet. De taler om seksualitet som ”den trojanske hest”. Udefra set er den seksuelle akt et fysiologisk møde mellem to kroppe, men ligesom det var tilfældet under den trojanske krig, så smugles der eksplosive ting ind i den trojanske hest: Håndtering af angst, ambivalens, relationelle konflikter og fejring af liv.
”Seksualiteten er en af menneskelivets største historie-fortællere. I en vellykket seksuel relation kan man kommunikere og fortælle historier. Der foregår subtile ting i den seksuelle kommunikation, som ikke kan udtrykkes på anden måde, og som de færreste er i stand til at verbalisere, men som har med eksistensen at gøre.”
På fransk kalder man orgasmen for ”la petite morte”, hvilket oversat til dansk betyder ”den lille død”. Psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) var optaget af spændingsfeltet mellem livs- og dødsdrifter, og Christian Graugaard minder i et essay i ”I skønneste uorden” om, hvordan den franske filosof Georges Bataille (1897-1962) beskrev erotikken som en åbning mod døden.
”Det seksuelle møde er et af de ganske få steder, hvor vi tør slippe kontrollen, lade vores grænser invadere og vores integritet forsvinde ud i orgasmens blå tåger. Der er kun to andre steder i livet, hvor vi på samme måde går til grunde: Når vi glider ind i søvnen, og når vi dør. På den måde ser Bataille seksualiteten som den ultimative grænseoverskridelse, ja, en generalprøve på døden. Og Freud taler simpelthen om menneskets længsel efter sit organiske ophør.”
For nogle år siden brugte Christian Graugaard et helt år på at skrive bogen ”Corpus – rejser i menneskekroppen”. Det resulterede i et digert, populærvidenskabeligt værk, hvor seksualiteten havde sit eget kapitel. Da han havde afsluttet det enorme formidlingsarbejde, skrev han en hurtig, lyrisk refleksion om kroppen. På fire og en halv side sammenfattede han, hvad han havde brugt et år på at skrive. Teksten er med i ”I skønneste uorden”. Her beskriver han seksualiteten med følgende ord:
”Seksualitet er en eksistentiel, spirituel og kulturel forvandlingskugle af de allerstørste. En historiefortæller. En meningsskaber. En virkelighedsfabrik. En hemmelighedskræmmer. En stor og gnistrende drømmeautomat.”