Prøv avisen
Spørg om livet

Der er ikke altid lige store fejl på begge sider

"Jeg ville ønske, at folk forstod, hvor stor en præstation det er," skriver Alice til brevkassen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Det er i tråd med tidsånden, når man lader sig styre af sine følelser og bryder et langt ægteskab efter en pludselig opstået forelskelse. Men følelser bør ikke altid have forkørselsret frem for etik, vilje og fornuft

Kære brevkasse

I sidste uges brevkasse læste jeg om Solveig, der for et halvt år siden var blevet skilt ret pludseligt, fordi hendes mand havde fundet en anden, som han hurtigt flyttede sammen med.

Jeg er selv blevet skilt for nogle år siden, og jeg har lyst til at sige, at det ikke er underligt, at man stadig er tung og har svært ved at finde livsgnisten igen blot efter et halvt år. Det tog mig lang tid at finde fodfæste igen. Det var jo som en livsrystelse, hvor næsten alt, hvad jeg ejede og havde, blev hvirvlet rundt i luften og efterlod sig et kaos af tanker, smerte, forvirring, ensomhed, selvbebrejdelse, vrede og endnu flere ting.

Og pludselig stod jeg alene med hverdagen, de praktiske ting, økonomien og følelser over for venner og familie. Forholdet til ens børn ændres også, idet de jo også bliver kastet ind i et følelsesmæssigt kaos, og man skal passe så meget på, hvad man siger og gør også over for dem i en sådan krisesituation.

Det var ubeskriveligt hårdt. Og selvfølelsen ligger af naturlige årsager langt nede. Man er blevet vraget, og alt det, man har haft sammen, er kastet ud til fordel for en anden.

At rejse sig midt i det kaos er virkelig svært. Jeg ville ønske, at folk forstod, hvor stor en præstation det er. For man skal midt i det hele også overkomme at høre folks mere eller mindre velmenende sætninger.

For eksempel blev der sagt til mig: ”Men nu gælder det jo om at komme videre.” Som om jeg ikke havde kæmpet for det hver eneste dag, fra det øjeblik min mand en tirsdag havde sagt, at han flyttede. Men folk aner åbenbart ikke, hvor mange kræfter det koster.

I sidste uges brev stod der, at Solveig havde fået på puklen af familie og venner efter skilsmissen. Men der stod ikke årsagen til, at hun havde fået det. Der kan måske være gode grunde til det, men det kan også være, at det ikke er i orden. Man skal i hvert fald passe på med at sparke til en, der allerede ligger ned.

Men sætningen satte gang i en tanke hos mig, som jeg ofte har haft siden min skilsmisse. En sætning, som provokerer mig meget. Og det er talemåden, at ”der jo er fejl på begge sider”.

Ja, naturligvis er der fejl. Ingen har levet i et ægteskab i mange år uden at fejle. Alle har vi gjort dumme ting, alle har vi forsømt noget. Jeg selv bebrejder mig også stadig, at jeg ikke tidligere i vores forhold kæmpede mere for, at vi fik en bedre dialog om vores forhold og om vores ønsker og længsler, så vi kunne have fået et dybere forhold. Min mand sagde ikke altid så meget og gled ofte af, når vi skulle tale om følelser og mere dybe ting.

Da skulle jeg have kæmpet mere. Jeg svigtede på en måde i det at lade ham blive i sit indelukkede univers. Og det er smertefuldt at tænke på, at en forelskelse i en anden kvinde sikkert har lukket op for hans ord. Men det var ham, der gik. Han ødelagde virkelig meget. Vores børn er også tilført mange bekymringer og dilemmaer, og bruddet bragte os alle ud i flere års krise. Det gjorde han bare fra den ene dag til den anden. Der synes jeg ikke, man blot kan sige, at der er fejl på begge sider. Hvad tænker I om det?

Til Solveig har jeg lyst til at sige, trods alt det svære, at der er håb forude. Jeg er et bedre sted i mit liv nu end for nogle år siden. Men smerten og chokket tager tid, og længere tid end man aner og har lyst til. Jeg håber, du vil opleve, at livet kan lysne igen på vejen videre.

Venlig hilsen

Alice

Kære Alice

Tak for dit brev og din egen historie. Det er godt at høre, at du har fundet håbet og lidt mere fodfæste i dit liv igen. Til dit spørgsmål vil vi gerne begynde med at sige: Vi synes også, at det er både overfladisk og ualvorligt at konkludere efter en skilsmisse, at der jo er fejl på begge sider. Som du skriver, er der selvfølgelig ingen af os, der er fejlfrie. Det er rigtigt – men det er også ganske banalt. At dømme andres samlivsbrud op i ligelige ansvarsdoser er en underkendelse af den enkeltes personlige ansvar.

Desværre er sætningen om, at der er fejl på begge sider, ofte lanceret af diverse behandlere og parterapeuter. Det bliver sætningen imidlertid ikke mere rigtig af. Ved at understrege den talemåde lægges der ofte en ualmindelig stor byrde på den, som bliver forladt og står rystet tilbage.

Og det reducerer eller fjerner ansvaret for den, som måske er blevet forelsket og har fulgt denne følelse og brændt broerne bag sig og satset alt på et nyt forhold. Den, der gør det, får endda nogle gange ros på de sociale medier, som om han eller hun endelig kan springe ud og være ærlig og følge sit hjerte. En sådan virkelighed handler desværre mere om vor tids ulykkelige vægtlægning og forkørselsret for den behagelige følelse og forvekslingen af forelskelse med kærlighed.

Selvfølgelig er der forhold, som er for svære at være i over meget lang tid. Men så må begge, især når der også er børn, ansvarliggøres, så man ikke bryder ud uden kampen for en genopretning – gerne ved hjælp af gode fagfolk.

Efter en sådan fælles kamp må man nogle gange ende med, at det ikke fører noget godt med sig at fortsætte sammen, men finde en bedre vej hver for sig. Her kan man måske tale om ”fejl på begge sider”. Men når man har levet i et på mange måder godt ægteskab i 10, 20 eller 30 år og den ene så pludselig bliver forelsket på et kursus eller på arbejde og ikke udviser vilje eller initiativ til at kæmpe for det, som man har haft sammen, inklusive fælles børn og måske børnebørn, så kan man ikke bare altid sige, at der er fejl på begge sider. Så bryder man et ægteskabsløfte og en loyalitet til de relationer, som har stolet på én måske gennem mange år.

Som vi skrev i sidste uge, er det meget sjældent, at en mand tager initiativ til skilsmisse, uden at der er en anden kvinde åbenlyst eller ventende i kulissen, som han er blevet forelsket i. Og en sådan følelse kan åbenbart for flere feje års samvær og gode relationer helt til side.

Man kan en del gange undre sig over, at flere ikke reflekterer lidt mere over deres egne oplevelser og følelser og for eksempel siger til sig selv:

”Jeg tror, at jeg er ved at få varme følelser eller måske er ved at blive lidt/meget forelsket i den eller den. Det er ikke kun klogt af mig at følge op på den følelse og opsøge og være sammen med hende, for så får følelsen næring og kan pludselig overtage min vilje og fornuft. Hvad er det, jeg egentlig savner i mit eget forhold? Måske skulle jeg snakke med min kone om det og eventuelt få hjælp hos en god psykolog med kompetence inden for parterapi til at vitalisere vores forhold og lære mig og os noget nyt”.

At forholde sig til sig selv på den måde hedder at gå i meta eller reflektere over sig selv. Det er klogt at gøre i mange forhold. Følelser kan være stærke sager, men de er sjældent den bedste rådgiver, når man imponeres af dem og følger dem uden at gå i ”meta” og være nøgtern og tænksom gennem længere tid.

Langt mere pålidelighed, varighed og gode relationer og vigtige følelser kan bevares og udvikles, hvis man lader sig styre af etik, vilje og fornuft – og hjælp fra gode mennesker omkring sig.

Mange hilsener