Prøv avisen

Studerende: Der er ikke kun ét rigtigt valg

24-årige Nicklas Olsen havde svært ved at finde sig til rette i gymnasiet, og det krævede flere forsøg, før han endte på den rette uddannelse. I dag læser han psykologi her på Københavns Universitet. – Foto: Leif Tuxen

For 24-årige Nicklas Olsen har det haft stor betydning, at han har prøvet flere forskellige jobs og uddannelser. I dag er han glad for sit uddannelsesvalg, men der skal gøres op med idéen om, at man risikerer at blive fastlåst resten af sit liv i et bestemt job

Du må hellere blive håndværker. Den besked fik 24-årige Nicklas Olsen, da han endnu ikke var særlig gammel. En boglig uddannelse var ikke en mulighed, når man havde så svært ved at sidde stille og koncentrere sig i skolen. Alligevel var det ikke sådan, det endte. For da han senere kom på Esrum Kostskole i Nordsjælland, så lærerne, at nok havde han travlt med alt muligt andet, men han var kvik.

”Og hvis du er kvik, kan du ikke blive håndværker, lød beskeden praktisk talt,” siger Nicklas Olsen i dag, mens han sidder i sit bofællesskab i København og drikker iskaffe.

For nylig flyttede han fra Vanløse til Søerne midt i København og er med sine egne ord blevet klar over, hvad det vil sige at bo centralt. Fra sin nye adresse kan han gå til sit studierelevante arbejde i formidlingstjenesten Ageras på Vesterbrogade og til Københavns Universitets afdeling på Øster Farimagsgade. Her læser han psykologi – en af de 10 uddannelser i landet med de højeste adgangskrav.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle have en uddannelse. Fra man er helt lille, får man at vide, at man kan arbejde i Netto, eller man kan tage en uddannelse. På kostskolen opdagede jeg, at det så ikke nødvendigvis behøvede at være en tømreruddannelse,” siger han.

Den viden havde Nicklas Olsen ikke fået med hjemmefra, hvor der generelt ikke var meget støtte at hente fra forældrene. Han flyttede hjemmefra som 16-årig og har siden selv stået for at ordne alt det praktiske og passe sin uddannelse. Og mens faderen var pladesmed og soldat før sin tidlige død og moderen ufaglært, styrede Nicklas Olsen nu mod en universitetsuddannelse.

Han begyndte på gymnasiet i Helsingør, hvor han har boet det meste af sin ungdom, men trods gode hensigter om at gennemføre kunne han ikke lave det samme otte timer om dagen, og han endte med at droppe ud. I en periode arbejdede han hver dag og så meget til sine venner, indtil han forsøgte igen med en toårig HF.

”Det var helt anderledes. På HF fik jeg ikke årskarakterer, som læreren bestemte, men kun eksamenskarakterer. Det betød, at jeg kunne tage det i mit eget tempo, og i læseferierne kunne jeg få lov til at fordybe mig. Jeg behøvede ikke lade, som om et fag interesserede mig, hvis det ikke gjorde, men jeg kunne stadig få 12 til eksamen.”

Det gjorde han også i de fleste tilfælde, og med de mange gode karakterer i bagagen ændrede hans uddannelsesplan sig igen. Han fandt frem til fire uddannelser, som han syntes lød spændende, og som alle tilfældigvis krævede høje karakterer. Han printede beskrivelserne ud og hængte dem op på væggen derhjemme. En af dem var projektledelse på CBS Handelshøjskolen i København.

”Jeg kan godt lide at have en fast plan, så jeg kan arbejde målrettet. Man har jo varierende motivation for det, man end laver. I perioder, hvor man ikke har motivationen og udelukkende skal køre på disciplin, er det en del nemmere, hvis man kan huske sig selv på, hvorfor man gør det. Hvis man tænker, jeg har ikke lyst til det her, og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til, så er der ikke langt til: Hvorfor skal jeg så overhovedet lave det?”.

”Jeg søgte ind på projekt- lederuddannelsen efter mit første sabbatår. I løbet af sabbatåret havde jeg arbejdet med teknisk isolering, og efter en måned var jeg blevet sat til at planlægge og koordinere, lave vagtplaner og bestille materialer hjem til byggepladsen. Det var en megafed oplevelse og også en forsmag på studiet,” siger han.

Forventningerne var derfor store, da han begyndte, men uddannelsen var alligevel ikke ham, og han droppede ud efter et halvt år. Og fordi det i Danmark ikke alene er gratis at få en uddannelse, men man også får statsstøtte, mens man læser, blev det nemmere at springe ud i noget andet.

Han havde længe overvejet psykologi, og han havde karaktergennemsnittet til at komme ind, så han kunne lægge en nogenlunde sikker plan. I dag går han på femte semester på psykologistudiet og har en god mavefornemmelse. Men han ved ikke, om han vil kalde sig helt sikker på, at det er det rigtige valg.

”Hvis du skal vælge 1 ud af 400 muligheder, og du kan se dig selv i flere jobs, hvordan skal man så nogensinde kunne vælge rigtigt?”, spørger han.

”Men det har været rigtig godt, at jeg har haft nogle sabbatår og prøvet nogle ting af. Det har gjort, at jeg kunne sige, ’Det er et fedt arbejde, det her, men det gider jeg ikke lave i 40 år.’ Jeg har prøvet en uddannelse og kunne sige, ’Det er rigtig interessant, det her, men jeg tror ikke, det er helt mig.’ Der er mange, der vælger en uddannelse, som ikke har noget at måle det op imod og måske bliver overraskede over, at det er så læsetungt. Jeg har prøvet formen før, og jeg bryder mig stadig ikke om det, men jeg kan mærke, at indholdet på psykologi siger mig mere. Jeg har også altid sagt, at jeg bare ville være hurtigt færdig, så jeg kunne komme i gang med at tjene nogle penge. Men jeg har fundet ud af, at jeg trives bedst ved at kunne lave noget praktisk ved siden af mit studie.”

At han har en god fornemmelse, tilskriver han ud over sit sabbatår sin opvækst med fraværende forældre.

”Jeg er nok lidt atypisk i forhold til mange af mine jævnaldrende. For mange af mine studievenner er det første gang, de skal gøre deres egne overvejelser og tage stilling til, hvad de gerne vil. Jeg har længe skullet gøre mig mine egne overvejelser, og det tror jeg, har gjort, at jeg på nuværende tidspunkt er mere afklaret end de fleste. Men det betød i begyndelsen, at jeg ikke kunne finde ud af at gå i skole, og at jeg har afprøvet mange forskellige strategier for at komme igennem.”

Han mener, at man med fordel kunne ændre strategi, når man taler om uddannelse med unge mennesker.

”Før i tiden havde man ikke nær så mange muligheder som i dag. Der kunne man lave det, ens forældre lavede, og hvis man var kvinde, kunne man ikke lave så meget. Der er mere frihed, men der er også en angst forbundet med den, og jeg tror i bund og grund, at det handler om, at vi ikke har fået så meget støtte i at håndtere den frihed,” siger Nicklas Olsen.

Han oplevede, at studievejledningen på særligt gymnasiet ikke var den store hjælp. Der var knap så meget ”Hvad interesserer du dig for?” og mere ”Hvilke karakterer har du nu, så lad os se, hvad du kan blive”. Men da Nicklas Olsen på et tidspunkt fik en støtteperson fra kommunen, som var psykolog, og som han stadig har kontakt til, fik han vendt det hele om. Psykologen sagde, ”Hvad inter-esserer du dig for, og hvad kunne du se dig selv lave? Okay, så forsøg at få de karakterer, det kræver”. Det var en stor motivation. Og så har Nicklas Olsen endnu en pointe:

”Jeg tror, at mindsettet vedrørende uddannelse skal ændres, så det ikke bliver italesat som så sindssyg vigtigt at vælge rigtigt. Som ung får man en opfattelse af – og det skyldes i høj grad de mange stramninger på området – at man skal vælge rigtigt nu, ellers er man fanget i noget, man ikke har lyst til at lave resten af livet. Men så fastlåst er man heller ikke, og uanset hvad man laver, er der noget interessant ved det, tror jeg.”