Prøv avisen
Jeg tror

Jakob Kvist: At blive forælder er at sætte angst i verden

Det bekymrer mig, at vi har travlt med at smide alt åndsliv ud til fordel for en sindssyg materialistisk tilgang til tingene. Vi opdrager vores børn til produktionsmyrer for konkurrencestaten og pisker dem gennem skolesystemet og ud på arbejdsmarkedet, siger Jakob Kvist. Foto: Leif Tuxen

Vi opdrager vores børn til produktions-myrer for konkurrencestaten, siger Jakob Kvist. Han mener, at moderne mennesker har alt for travlt med at dyrke en produktivitets-gud. I stedet burde vi lære vores børn at tale sammen

Der var en kærlighed, som var forudsætningen for min opvækst.

Vi har altid fået at vide, at vi godt måtte være her. I dag er det blevet så moderne at tale om selvværd og selvtillid og om forskellen mellem de to begreber.

Det talte man ikke om dengang, men når man tilpas mange gange får at vide, at man er elsket af sine forældre, og for såvidt også af Gud, så tror man på det og får selvværd.

Så tør man henvende sig til en fremmed på gaden i forventningen om, at den anden godt gider at høre på en.

Jeg er vokset op som den yngste af seks i Varde. Min far, Vagn Kvist, var byens præst, og han interesserede sig levende for andre mennesker. Som barn oplevede jeg det, som om folk væltede ind i vores hjem, og han drønede ud på hjemmebesøg. Hans credo lød: For Gud er ethvert menneske ubetinget lige vigtigt, uanset hvem vi er i hinandens og vore egne øjne.

Det var ord, han levede efter, og man kan roligt sige, at hans teologi gik hånd i hånd med hans gemyt.

I mit hjem lærte jeg, at kærligheden kan lade sig gøre. Min morfar var menighedsrådsformand i Børkop og med til at ansætte min far som præst.

Min far kom med sine tre børn og sit dårlige ægteskab til Børkop, blev skilt og endte med at stikke af med menighedsrådsformandens datter. Hun var 16 år yngre, så de blev gift med kongebrev og fik tre børn sammen.

Min far og mor elskede hinanden meget højt, de rørte meget ved hinanden, kyssede hinanden og gjorde helst alting sammen og brød sig ikke om at være adskilt, selvom de jo af og til var nødt til det.

Min mor var den, som fik alt til at hænge sammen, og hun gjorde sig alle mulige anstrengelser for, at vi skulle være en familie, selvom vi seks børn ikke var helsøskende. 

At være præstens søn var til tider også en lidt udsat position. Jeg fik nogen på hovedet den første skoledag af nogen fra 3. klasse, fordi jeg var præstens søn, men min søster kom og reddede mig. Min far var ret vellidt, så jeg hørte også folk sige, at bortset fra ”det der med Gud”, var han en fin fyr.

Han arrangerede foredrag for Kirkeligt Samfund, og der kom foredragsholdere fra hele landet hjem til natmad, og vi sad som børn i køkkenet og lyttede med. Husets store faktotum var Johannes Lauridsen. En selvudlært teolog, som var gået ud af 7. klasse.

Han havde sin gang i studenterkredsen i København som en slags Sokrates-skikkelse og betød en del for mange af de grundtvigsk-tidehvervske teologer.

Laurids, som vi kaldte ham, havde ikke meget familie, men var som en bror for min far. Han kom ofte og boede hos os i lange perioder, og han talte meget ligeud til børn. Jeg kunne sidde i timevis og høre ham forklare de mest indviklede sager.

Jeg kom på Grundtvigsk Konvent i Rødding, hvor min far var mødeleder. De første år var jeg med, fordi jeg ikke lige kunne blive passet, men jeg blev ved med at komme, fordi det var enormt sjovt at høre, hvordan gnisterne føg, når præsterne og teologerne diskuterede. Der var lidenskab i det.

Laurids var der også, og når han ikke gad lytte, så gik vi hen på kroen og spiste is, og om aftenen drak folk bajere og diskuterede til den lyse morgen.

Efter gymnasiet begyndte jeg at læse noget Kierke-gaard, Løgstrup og andre teologer, men jeg har nok aldrig for alvor overvejet, at teologien skulle være min vej. Jeg havde så mange forskellige interesser. Jeg havde fire-fem sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg rejste rundt i USA, gik på Ry Højskole, var jord- og betonarbejder og spillede i band.

Valget stod mellem litteraturvidenskab og journalistik, og i tredje forsøg blev jeg optaget på Danmarks Journalisthøjskole. I dag ville sådan et tilløb vel nærmest være højforræderi mod konkurrencestaten.

Kierkegaard havde dette enfoldige svar til, hvorfor han troede på Gud: ”Fordi min far gjorde det”. Og det svar har jeg taget til mig.

Med det svar strækker jeg våbnene og siger, at tro ikke er nogen stor præstation. Jeg har ikke mødt Jesus eller læst en bog, som har gjort mig i stand til at gennemskue det hele, men jeg har fået en dåbsgave, som handler om at blive placeret i en passende rangorden.

Jeg har det svært med ordet ”troende”, for så bliver tro til noget, man skal præstere eller har, som andre ikke har.

Ligesom man kan sige, ”jeg er maratonløber”, så kan man sige, ”jeg er troende”.

For mig er tro, at jeg holder vandene og diskussionerne åbne. Det modsatte af tro er ikke tvivl, men skråsikkerhed og viden.

Tro og tvivl hænger fuldstændig sammen og handler om det eksistentielle, det poetiske og de ting i livet, vi ikke kan tale om med stor vægt.

For mig har tro ikke noget at gøre med et firkantet Gudsbillede forsøgt holdt fast gennem dogmer.

Jeg ser tro som en gave, jeg forvalter, og jeg går ikke rundt i en religiøs bimmelim, men jeg kan på den anden side sige til mig selv: Der er ikke noget at være bange for. Man skal kaste sig ud i livet. Der er en dybere sammenhæng, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig ikke er der.

Mennesket skal begribe, at det ikke kan begribe det ubegribelige. Processen, hvor man lærer at begribe, at man ikke kan begribe det ubegribelige, er også en modningsproces, og det er givet en af grundene til, at kirken betyder mere for mig i dag, end da jeg var 18 år.

Dengang var der meget andet, jeg skulle, heldigvis, og jeg havde som regel tømmermænd søndag formiddag. Men på et tidspunkt bliver man dybere optaget af at finde ud af, hvem man selv er i livet, og derfor bliver kirken helt naturligt mere attraktiv senere i tilværelsen.

Jeg er opdraget til at sige, at jeg er kristen, fordi jeg er døbt.

I dåben ligger der en fritagelse for, at det er noget, jeg skal præstere eller gøre mig fortjent til, men jeg har et sted, hvor jeg kan gå hen med de store spørgsmål, og jeg er en del af en åndelig tradition og kan træde ind i en sfære, hvor jeg sidder på de samme kirkebænke som mine forældre, morforældre, oldeforældre og synger de samme salmer.

På den måde indgår jeg i en historisk, lineær fortælling om udforskningen af, hvem vi er, og hvad vi er. Det har jeg meget stor respekt for og ikke noget behov for at bryde med.

Jeg har tre børn. At blive forælder er at sætte angst i verden, men samtidig bliver man på en eller anden måde usårlig, fordi man har fået noget, som er så meget større og vigtigere, så man kan ikke på samme måde rammes af bagateller. Vores børn er døbt.

De må selv finde ud af, hvad de vil med deres liv, men det er vigtigt for os, at de er døbt og har lært, hvor indgangen til kirken er. Børn skal have den første redskabspakke, så de ved, hvordan de skal gebærde sig, og derfor skal man også give dem den kristne børnelærdom.

Jeg synes, det er synd og skam at snyde dem for den indsigt og det sprog, hvormed vi med held har kunnet forvalte en tradition og diskutere gudelige anliggender, når vi havde brug for det i vores kultur.

Nu er jeg fyldt 50 år, og jeg møder af og til jævnaldrende, som ikke kender indgangen til kirken, men som gerne vil med. De har ikke samme baggrund som mig, men vil gerne samle op. Sådan er det vel at komme til alder, men måske er der også en større ydmyghed over for, at verden tumler af sted med os. Fornemmelsen af, at vi selv skaber vores egne liv, kan ligge på et meget lille sted.

Det bekymrer mig, at vi har travlt med at smide alt åndsliv ud til fordel for en sindssyg materialistisk tilgang til tingene.

Vi opdrager vores børn til produktions-myrer for konkurrencestaten og pisker dem gennem skolesystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Det er, som om de kun fødes for at skabe velfærd. Vi dyrker en produktivitets-gud, hvor vi drøner af sted og skal opfylde en hel masse ting i vores liv, tjene mange penge, løbe et maraton, tage en mba og på anden vis dyrke vores cv.

Vi tåler nogle lommer af kultur ude i hjørnerne, men vi forstår det kun, hvis det kan generere omsætning, hvis for eksempel en digtsamling sælger stort, eller en dansk film bliver en eksportsucces. Alt det vi kunne kalde vores åndsliv, veksler vi til noget materielt og målbart nyttigt, og vores fælles samtale foregår på et meget banalt niveau.

Jeg kender en ung mand, som sympatiserer med Islamisk Stat (IS).

Jeg kan ikke forstå ham, men jeg må anerkende, at han i IS finder et åndeligt svar, som vores samfund ikke tilbyder. Han ser kun tomheden og hykleriet.

Og åndeligt tilhører vi en lille enklave højt mod nord med et sekulært credo, hvor vi har udskiftet Gud med velfærdsmammon, og det må så ikke anfægtes.

Vi står med en myres positur og ser arrogant ud på verden og mener, at alle de andre skal lære at forstå, at religion er for tosser.

Jeg oplever kristendommen som en evig kilde til selvkritik. Den holder os i et fast greb ved at sige, at vi er syndere, og at arvesynden nedarves i syv slægtsled. Samtidig har du syndernes forladelse og tilgivelsen som noget, der kommer til os ganske ufortjent og står i et dialektisk forhold til synden, som vi er bundet af.

Skulle man selv gå og synes, at man er en fed fyr, eller måtte omgivelserne synes det, så bliver det hele tiden modsagt. Det kan godt være, at jeg giver 100 kroner til en hjemløs, men det giver mig ikke ret til en eftermiddag med god samvittighed.

Vi skal opføre os ordentligt og dele med næsten og samtidig ikke tro, at vi er noget, fordi vi gør det.

I mit hjem blev der ikke talt meget om mysteriet og den religiøse erfaring. Tiden var en anden, men jeg husker en gang, hvor min far og P.G. Lindhardt sad i vores køkken.

P.G. Lindhardt sagde til min far, at de nok måtte se i øjnene, at de havde lagt for lidt vægt på erfaringen i deres teologi.

Personligt optager det mystiske mig, men jeg tror ikke, at jeg hverken har fantasi, potentiale, ro eller dybde til at bryde nogle erkendelsesgrænser.

Men jeg er overbevist om, at nogen mennesker kan, og at vores tredimensionelle erkendelse har sine voldsomme begrænsninger. Og også i den tanke ligger der både ro og humor.

Jeg kan have en følelse af, at jeg spurter mod min grav. Sløk har sagt, at unge mennesker ved, at de skal dø, men de tror det ikke.

Selvom man selvfølgelig ved, at man skal dø, så er det ikke så stærkt, som hvis man tror på det. Med alderen kommer man til at tro rigtig meget på, at man skal dø.

Når jeg fortvivles over, at tiden bare går, så er der alligevel en grundtone af, at der er en mening med det hele.

Der er ikke noget at være bange for, og man skal heller ikke være bange for at tro. Jeg kan godt lide ordene ”Frygt ikke”. De giver ro. Ikke ro som afklaring, men ro som en tillid til, at vi ikke bare blafrer rundt i en eller anden biologisk tilfældighed, som er totalt meningsløs.

Vi bor lige op ad to kirkegårde.

Fra stuen kan vi se Holmens Kirkegård og fra køkkenet Garnisons. Den sammenhæng kan jeg godt lide, selvom det er en bizar tanke, at man skal ned i jorden. Det er jo helt vildt ærgerligt, for man synes ikke rigtig, man har tid. Eller lyst til at skilles. Men når det gælder døden, er jeg from som et lam og overlader det alt sammen i Guds hånd.

Jeg gør mig ikke de store forestillinger, men jeg håber da, at jeg skal se mine forældre og elskede igen. Jeg ved ikke, hvad der ligger i posen, men jeg satser hele butikken på, at Kristus er gået i forvejen og har sagt, at han er med mig alle dage.

I så fald er der jo ikke noget at være bange for, så det fæster jeg min lid til.