Bornholmeruret tikker, og der er billeder overalt: billeder af børn og børnebørn, bryllupsbilleder og smilende ansigter. 77-årige Jørgen Larsen tager imod i døren i Københavns nordvestkvarter med en broche på trøjen, som er et billede af Jørgen Larsen og hans hustru Ruth. Det er taget, da de var unge, og det er blevet brugt som plakat i forbindelse med temadagen om den svære samtale, som Københavns Rådhus holdt i sidste uge.
Han smiler, da journalisten peger på brochen.
”Ja, så blev det altså til plakaten!”, siger han.
Han har inviteret indenfor for at fortælle om tiden omkring sin kones død. Ruth Larsen døde en junidag i 2014 i parrets stue efter et år med alvorlig sygdom.
Jørgen Larsen forklarer, at hun havde sorte huller i lungerne, hvor der intet lungevæv var. Det var en sikker død, og med tiden ville hun lide kvælningsdøden. I juni 2013 fik tilbudt plads på et hospice. Men Ruth Larsen ville gerne hjem, og Jørgen Larsen mente, at han kunne passe hende bedst selv i det hjem, de havde boet i i næsten 30 år.
”Hun ville jo gerne have både sin 70-årsfødselsdag og ikke mindst vores guldbryllup med,” forklarer han, da han har sat sig i sofaen.
Hun nåede begge dele, selvom guldbrylluppet den 2. november 2013 ikke blev holdt i det nærliggende beboerhus som planlagt, men i sengen i stuen med den nærmeste familie omkring.
At Jørgen og Ruth Larsens ungdomsbillede endte på plakaten for temadagen på Københavns Rådhus, skyldes, at parret netop fik taget den svære samtale, som kommunen sætter fokus på. Samtalen, hvor man snakker om døden og tankerne om den, om de praktiske ting omkring begravelsen og om ønskerne i forhold til livsforlængende behandling.
Fordi Jørgen og Ruth Larsen fik et år fra den endelige diagnose, til Ruth Larsen døde, var der tid til at forholde sig til alle de ting, mange ikke når eller ikke har lyst til at forholde sig til, inden nogen dør.
”Der var jo mange ting, vi skulle snakke om. Hvad skal der ske? Hvad skal der ske bagefter? Hvor ville hun begraves? Vi fik planlagt begravelsen, og at hun gerne ville ligge ved siden af vores ældste søn, som døde i 1998. Vi fik talt om, hvad der skulle ske med hendes tøj, at det skulle genbruges ude på Amager. Og hun arrangerede, at vores datter og svigerdatter kom forbi og kunne se ting igennem, de gerne ville have, mens hun stadig var her,” siger Jørgen Larsen.
”Det var naturligt for os at tage de her snakke. Vi har altid kunnet tale om alt, ofte også så vinduerne klirrede, og det var ikke, fordi vi i forbindelse med Ruths død satte os ned og skrev notater og talte formelt, det var ligesom bare noget, der kom hen ad vejen. Hvis vi så en film, og der var et eller andet, kunne vi kigge på hinanden og sige: ’Hør, det skal vi da også lige snakke om’,” siger han.
Efterfølgende har han selv skrevet fem-seks sider ned om sine egne ønsker i forbindelse med sin død.
”Der er formentlig mange år til, at jeg står af, og så har mine børn til den tid glemt, hvad jeg har sagt til dem om mine ønsker. Så er det nemmere, at det er skrevet ned. Det er også efter den snak, Ruth og jeg havde, at det er rart at vide, at de ikke skal stå med alle spørgsmålene, når jeg dør,” siger han.
Parret mødte hinanden, da de var 18 og 21 år. De nåede at få 52 gode år sammen i alt, tre børn og mange gode oplevelser. Som Jørgen Larsen siger, havde de ikke noget til gode.
Selvom parret havde talt om de svære ting, var begravelsen alligevel svær, forklarer Jørgen Larsen.
”Det bliver så sørgeligt alt sammen til sådan en begravelse. Det er også noget meget konkret og noget, man ved kommer til at ske. Når vi ikke ved, hvornår vi skal herfra, er det nemmere at snakke om døden, men begravelsen bliver anderledes konkret. Og hvordan kommer man videre efter begravelsen? Hun havde jo ingen bekymringer at se frem til i den forbindelse, men hun bekymrede sig om, hvordan jeg kom videre. Og det er der jo ikke noget svar på, for det aner man ikke noget om, før man står der,” siger han.
Hvad angår sorgen efter sin kones død, har det været afgørende for Jørgen Larsen, at de nåede at snakke om alle de store ting og at sige farvel. Det nåede de ikke at gøre, da deres ældste søn døde. Og det betød, at sorgen lå og var ubearbejdet i mange år efter. Selvom Jørgen Larsen stadig bliver berørt af at tale om sin kones død, er det noget andet, fordi hun fik fred, da hun døde. Fred for smerterne. Og fordi de nåede at sige farvel og afslutte hendes liv sammen.
”Der er ikke noget, jeg ikke har fået sagt, absolut ikke. Og jeg tror heller ikke, der er noget, hun ikke fik sagt,” siger han.
I dag opfordrer Jørgen Larsen derfor alle, han kender, til at få taget den svære samtale med deres kære, inden det er for sent. For han kan se, hvor stor en forskel det gjorde for ham. Både i tiden omkring Ruths død og efterfølgende.
”Jeg kan se, at andre bliver bitre, fordi der er så meget ufærdigt, så meget, de ikke har fået sagt eller hørt, og det påvirker dem bagefter. Den bitterhed har jeg slet ikke, fordi der ikke er noget usagt. Vi fik sagt farvel og talt om det hele.