Prøv avisen
50’erne

Højskoleforstander: Når man er i 50'erne, er der ikke tid til at vente

Tegning: Rasmus Juul.

I 50’erne høster man frugten af sit familie- og arbejdsliv. Men det er også i det årti, at de levede år begynder at sætte sig spor i kroppen, skriver 54-årige højskoleforstander Anja Rykind-Eriksen

Ret beset fylder min alder ikke ret meget. For i et travlt arbejds- og familieliv er der ikke megen tid til klynk og klage. Jeg er nok lidt atypisk, idet jeg stadig har fire hjemmeboende børn mellem 9 og 19 år. (De tre store er flyttet hjemmefra, og havde jeg ”nøjedes” med at få de tre, havde mit liv jo set noget anderledes ud nu).

Som udgangspunkt er jeg født som en genert og tilbageholdende pige – dog med et lidt trodsigt sind. Men med tiden og erfaringen har jeg vokset mig til handlekraftig pondus og bliver ofte spurgt til råds om dette og hint. Fordi erfaring jo faktisk er en fantastisk ting. Især reflekteret erfaring. I kraft af mit job taler jeg med virkelig mange mennesker i alle aldre, og jeg tror, at jeg er blevet en rigtig god lytter efterhånden, fordi jeg er trænet i det og nysgerrig på andres tanker om livet.

Jeg har hørt så meget, at der skal ekstremer til, før jeg rystes eller bliver mundlam. Jeg tør gå ind i ret svære samtaler om ubehagelige eller meget følsomme emner med højskoleelever og andre, som jeg møder på min vej.

Med alderen er jeg kommet på plads med livet. Og jeg er blevet helt skarp på, hvad jeg vil – og ikke vil – være en del af. Jeg har ingen problemer med at sige fra over for opgaver eller udtalelser og har en veludviklet nejhat, som jeg bruger flittigt. Jeg siger sjældent ja til noget, som jeg ikke har lyst eller tid til. Til gengæld er jeg ret god til at passe det, jeg har sat mig for, og til at få noget fra hånden, få sat struktur på et møde eller planlagt en studietur eller en kursusuge. Jeg har gjort det mange gange før og har fundet ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.

I mit familieliv nyder jeg nu også at have voksne børn, som man kan diskutere og dele tanker og holdninger med. Vi kan have reflekterede snakke om livet hos både dem og os. Et stærkere bånd kan jeg ikke ønske mig med nogen. Jeg nyder ligeledes at have et stærkt og fasttømret ægteskab, som virkelig må anses for at være velafprøvet efterhånden. Men stadig fyldt med passion og kærlighed.

Vi er hinandens allerbedste venner og er helt på det rene med, at et ægteskab til stor del består af et makkerskab, hvor vi kender hinanden til fulde og altid kan regne med den anden. Vi ved, at ethvert skænderi ikke er ensbetydende med, at man er på vej mod enden, men at vi tværtimod stadig har et stærkt og kærligt samliv, som vi glæder os til at få mere tid til, når også de sidste børn en dag flytter hjemmefra.

I det hele taget ser jeg 50’erne som det årti i livet, hvor jeg høster frugterne af mit familie- og arbejdsliv. Jeg har stadig de samme mentale kræfter som altid. Jeg er stadig midt i det hele og har fuld indflydelse på eget liv. Hvad mere kan man drømme om?

Og så kommer vi til det værste ved min alder, som i virkeligheden hænger sammen med noget af det bedste. En kvindekrop som min, der har født syv børn og har slæbt rundt på babyer og småbørn i mere end 20 år sammenlagt, er begyndt at sende regningen nu. Med smerter her og der og jævnlige besøg hos fysioterapeuter og reumatologer. Det gør noget ved min selvforståelse, at kroppen begynder at vise træthedstegn og hindrer mig i at grave så meget i haven eller gå så lange ture, som mit hoved egentlig gerne vil. Det gør noget ved mit selvbillede at skulle bede om arbejdsmæssig hjælp, og det gør mig bekymret for, hvad fremtiden mon bringer på den front.

Bekymring er blevet en følgesvend, som kan være svær at samarbejde med. Den fandenivoldskhed, jeg havde som ung, er blevet udfordret af en bevidsthed om, at modgang, skilsmisser, sygdom, død og lignende kan ramme pludseligt og ubarmhjertigt. Det har gjort mig mere ydmyg over for livet, men også tilført en snert af frygt og angst.

Jeg tænker mere på, at livet ikke er uendeligt, og tager mig selv i at spekulere over, at hvis jeg skal nå at gøre noget andet i mit liv, end jeg gør nu, skal det snart være. At der ikke er oceaner af tid tilbage – ja, at jeg givetvis har flere år bag mig end foran mig – og at jeg måske ikke når alt det, jeg gerne vil.

Jeg har hele mit voksenliv anset mig for at være på vej. Mit liv har bestået af mange lange rejser med familie, flere uddannelser, flere jobs, mange bosteder. Så det er en del af min selvopfattelse. Det har været fundamentet: ikke at gro fast, men at brænde for det, jeg gør, og hele tiden have drømme for fremtiden. Der ligger så mange spændende oplevelser og gøremål forude. Og den del skal jeg så minde mig selv om at holde fast i – for der er ikke tid til at vente.

Anja Rykind-Eriksen er 54 år og er sammen med sin mand forstander på Rødding Højskole i Sønderjylland.