På det aflange, sorthvide foto fra 1984, sidder Sonja Bergholdt ene unge kvinde blandt midaldrende mænd. Hun ser lidt beklemt ud.
Men det er hun ikke. Heller ikke selvom de bemærkninger, hun blev til del, da hun som første kvinde blev valgt til kommunalbestyrelsen i Søndersø på Fyn, ville få nutidens kvinder til at oprette en harmdirrende gruppe på Facebook lige med det samme.
”Jaja, lille pige, du er ikke dum, og du kan jo blive hjulpen,” sagde den tidligere borgmester, og ”Du ved ingenting om sådan noget!”, udbrød en anden kommunalpolitiker, når hun udtalte sig om økonomi.
Men det slap de nu ikke godt fra, for Sonja Bergholdt er ikke den, der brænder inde med, hvad hun mener.
Den dag, fotoet blev taget, kom Peter Brixtofte for sent, derfor er han ikke med. Brixtofte var kredsens folketingskandidat for Venstre, og anledningen var et vælgermøde på den nu nedrevne Søndersø Kro i 1984.
Sonja Bergholdt sad i Kommunalbestyrelsen for Socialdemokraterne, samtidig med at hun både hun og hendes mand havde fuldtidsstillinger. Hun på sygehuset i Bogense, han på slagteriet i Odense, og hjemme havde de tre døtre.
”Jeg var den første kvinde i kommunen, der var formand for noget som helst,” siger Sonja Bergholdt, der blandt meget andet stod i spidsen for Socialudvalget.
I dag er hun 75 år og stadig engageret i lokalsamfundet, selvom hun egentlig har nok at gøre med sin egen familie.
For alle tre døtre har fået konstateret forandringer i arveanlægget BRCA og er altså disponerede for arvelig brystkræft. Den ældste datter, Hanne, fik sygdommen og døde for otte år siden fra børn, mand, mor og far. Den næstældste datter blev også ramt og kom sig i første omgang.
I tilgift har Sonja Bergholdts mand, Jørgen, fået Parkinsons sygdom. Denne formiddag er han på dagcenter, men han bor hjemme.
Hvordan klarer hun alt det?
”Dengang sagde jeg jo ja til at have min mand i evig tid, og vi har fået børn, som vi er forpligtet over for, så man gør det, der skal til. Også når det går en imod,” siger Sonja Bergholdt.
I køkkenet skænker hun filterkaffe fra kolben, sætter hjemmebag frem, kaster et fast blik ud i haven, hvor hver en blomst står ret i bedene, og tilføjer.
”Men nogle dage er jeg da heller ikke helten. Der tænker jeg, at hold nu op, jeg kan ikke mere. Men der er ingen, der slipper skadesløs fra livet, og så må jeg jo tage mig af det.”
Den ordentlige have er der to forklaringer på. Dels har Sonja Bergholdt en fortid som gartner, dels er det her, hun går ud og retter både sig selv og planterne op, de dage hvor hun ”ikke er helten”.
Andre gange tager hun en snak med Vorherre ved køkkenbordet.
”Jeg har aldrig tænkt over, om jeg er kristen, det er bare noget, jeg er. Vorherre kan jeg henvende mig til, når det hele bliver for meget. Da vores ældste datter blev syg, troede jeg ikke, at han ville række hånden ned og sige, hvor er det synd, at Hanne fik kræft, nu skal jeg gøre noget ved det. Det er efter min bedste overbevisning ikke noget, han blander sig i, det er noget, der sker, fordi man bliver syg. Men jeg kan tale med ham om, at det synes meningsløst, og at Hanne ikke har gjort nogen noget. Det hjælper mig.”
Efter den næstældste datter i første omgang kom sig oven på sin brystkræft, er sygdommen nu vendt tilbage.
”Børnene er dybt ulykkelige, det er vi alle sammen, vi troede jo, det var forvundet. Det har jeg brug for at tale med Vorherre om. Jeg går over i kirken indimellem, men ikke hver søndag. Gud taler jeg mest med her ved køkkenbordet,” siger hun og viser, hvordan hun sidder med albuerne på bordet, bøjet hoved og halvt foldede hænder. På et sekund er det, som om hun forsvinder ind i sig selv.
”Jeg fortæller ham, at hvis jeg ikke får lidt luft, og hvis han ikke påtager sig noget af opgaven, så tror jeg faktisk ikke, jeg kan holde til det. Og når det så er blevet aften, siger jeg måske alligevel tak for i dag. Det, at jeg sætter mig ned i ro og mag og får sagt, hvordan det er fat, føles godt. Måske fordi han lytter,” siger Sonja Bergholdt, som synes, der lyttes for lidt i hverdagen.
”Hvor tit ser man ikke forældre traske af sted med et barn hængende ved hånden, mens de taler i mobiltelefon. Så siger barnet et eller andet begavet om, hvem det gerne vil lege med, eller hvilke tanker det går med, men det hører mor jo ikke. Det er nok der, den største fare ligger, tror jeg, både over for ægtefælle og børn, at glemme at lytte.”
Selv har hun sine to døtre, ni børnebørn og fem oldebørn boende på egnen og mener, det er et privilegium at have en stor familie.
”Jeg pakker omgående Jørgen med kørestol og hele pivtøjet, hvis de siger, vi skal komme. Jeg kunne ikke drømme om at sige nej, så må resten vente. Man skal ikke se besvær i alting.”
Jørgen og Sonjavar 15 år, da de mødtes, og 18, da hun blev gravid med deres første datter. Det blev til tre børn på mindre end tre år, og hun smiler lidt ad de udsendelser om unge mødre, hun har set i fjernsynet.
”Jeg kan godt blive lidt desperat over at høre de pylre-historier, hvor vi nedvikler mennesker i stedet for at udvikle dem. Vi skal selvfølgelig hjælpes ad, men det er ikke nogen sygdom at få et barn, det er en stor fornøjelse,” siger hun og bliver lidt i tankerne ved dokumentaren ”De unge mødre”.
”De skal i byen med veninderne, og de skal også helst sove længe næste dag, men skal man nu det hele? Måske skulle man holde sig til, at nu har vi nogle børn, og det er dem, det drejer sig om de næste 20 år, hvis de skal ordentligt i vej. Vi glemmer, at med liv følger ansvar. Selvfølgelig skal vi hjælpes ad, men hvis man ikke lige har nogen til at rende et ærinde for sig, må man jo gøre det selv,” siger Sonja Bergholdt, der ikke har fortrudt, at hun fik børn tidligt.
”Dengang var der nu heller ikke nogen, der ynkede en for det, og ingen undslog sig for at spørge om hjælp til æbleplukningen, selvom man stod med tre små børn.”
Så hun havde en i barnevogn og to i kravlegård med i æbleplantagen.
”Jeg synes, der var stor glæde i at være en del af samfundet. Hvis man siger ’det kan jeg ikke’, og ’det kan jeg ikke overskue’, hvad har man så ud af livet?”.
Omsorg er en af hjørnestenene i Sonja Bergholdts liv: For familien, for nærsamfundet og i arbejdet med syge på Bogense Sygehus, hvor hun var sygeplejer i 30 år og tillidsmand. Ved siden af sad hun 25 år i kommunalbestyrelsen.
Det sociale engagement stammer tilbage fra barndommen i det vestjyske, mener hun.
”Jeg havde skolekammerater, der blev frygteligt mobbet, fordi de kom ude fra heden. Det kunne jeg ikke tage. Jeg har altid haft det sådan, at alle skal behandles ordentligt. Jeg synes, der skal være ens vilkår. Om man så bruger dem eller ej, er op til en selv, men man skal have muligheden,” siger hun, der voksede op i Sønder Omme mellem Tarm og Grindsted.
Først arbejdede hun på en svagbørnskoloni, derefter på Den Kellerske Anstalt i Brejning, en af landets største institutioner i det, der dengang hed åndssvageforsorgen, men måtte stoppe, da hun blev gravid. Derefter slog det unge par sig ned her i Hårslev, hvor Jørgens far havde byens slagterforretning.
Sonja Bergholdt fik tre børn i rap og arbejdede derefter på et lokalt gartneri, mens hun tog brevkurser for at blive sygehjælperelev på Bogense Sygehus. Det lille sygehus klarede det hele.
”Vores overlæge havde udviklet en særlig operation for folk med åreknuder, så dem behandlede vi utallige af. Jeg kan godt love dig, at der var ingen på egnen, der havde åreknuder til sidst.”
Hun har ingen grund til at ynke sig selv, slår hun fast.
”Der er ingen, der tager skade af at arbejde meget, hvis det er et ordentligt arbejde, og kroppen kan holde til det.”
Til gengæld skal man passe på ikke at overvurdere sine evner som pårørende, har hun erfaret.
”Nu har jeg hjælp til at få min mand op om morgen, og han er på et demensafsnit nogle af ugens dage fra halv ni til halv tre. Han kan godt lide at møde andre, og jeg får lige tid til at gå i Aldi og se nogle mennesker.”
Det lokale betyder meget for hele familien. Og man kan mærke, at Sonja Bergholdt er glad, når hun remser op, at Hårslev med sine 375 indbyggere har både skole, børnehave, kirke, præstegård, sportshal og et rigt foreningsliv.
”Vi har lige taget en omgang i forhold til skolen, som skulle beskæres ned til 3. klasse for at spare. Men folk begyndte at melde deres børn ind i andre skoler, så det er aflyst igen. Nu går skolen fortsat til 6. klasse, og det er vigtigt, for går børnene i andre skoler i andre byer, er det også der, de har venner og dyrker idræt. Skolen er grundlaget for små samfund som vores. Det skal man ikke undervurdere.”
I de lokale kampe, hunhar taget gennem årene, var det da af betydning at være kvinde?
”Bestemt! Jeg kunne inddrage hele familiens liv i nærsamfundet, i stedet for at beslutningerne kun blev taget ud fra økonomien. Sportshallen, for eksempel, den kæmpede vi hårdt for at få stablet på benene, og der kunne jeg fortælle, at jeg tilbragte skisme mange aftener i andre byers haller, mens jeg ventede på mine børn. Der sad jeg og strikkede og var iskold om vinteren. Reaktionen var, at så fik jeg da strikket. Men det kunne jeg have siddet hjemme i varmen og gjort, hvis det var det, jeg ville,” siger Sonja Bergholdt og genkalder sig dialogen fra før Hårslev Hallen åbnede i 1994.
”’Kan vi ikke bare få nogle formiddagstimer i Veflingehallen?’, lød et af forslagene dengang. Der er bare det ved det, at børn har fri om eftermiddagen og ikke om formiddagen. Og vi fik da også den hal til sidst.”
Den eneste formandspost, Sonja Bergholdt har tilbage, er den i Hårslev Pensionistklub. Og så er hun suppleant til menighedsrådet.
I mange år var hun kirkeværge ved Hårslev Kirke, så hun kender forholdene godt.
Faktisk skal hun lige over i menighedshuset. De har ringet, opvaskemaskinen er i stykker.
”De har sikkert trykket på en forkert knap,” siger Sonja Bergholdt og trækker i skoene for at skrå over gaden og redde dagen og opvasken.