Prøv avisen

Sarah Zobel: Der er ingen genveje til nærvær

”Nærvær handler om, at man skal turde vælge fra og skabe en større enkelhed i sit liv, for ellers kan man ikke være nærværende,” siger Sarah Zobel. Foto: Jacob Boserup

Psykolog Sarah Zobel holder kurser, hvor hun underviser børn og forældre i nærvær. Når man som hun er fraskilt og må leve med fravær af børnene, bliver det ekstra vigtigt at kunne være til stede, når man har dem

Når Sarah Zobel skal fortælle om nærvær, fortæller hun om de madpakker, hun har delt med sin mormor på en bænk i Husum. Da hun selv blev mor, vidste hun, at hun ville give sine børn den samme oplevelse af nærvær. Men hvad der syntes så let for hendes mormor, når de gik fra lejligheden mod parken, er ikke helt så enkelt i dag hverken for barnet eller den voksne, konstaterer den 41-årige psykolog og forfatter. Det er en af årsagerne til, at hun har lavet konceptet ”Løvehjerter”, som er weekender for børn og forældre, hvor de gennemgår øvelser, som gør dem bedre i stand til at finde nærværet frem.

”Vi er født med evne til at være nærværende. Mindre børn er fuldt til stede i det, de gør, hvad enten de leger eller er vrede. Det er en drøm for mange voksne at kunne finde tilbage til den tilstand, hvilket også er grunden til, at så mange forsøger sig med mindfulness eller meditation,” siger hun.

Men når man skal tage en weekend ud for at lære at være nærværende med sit barn, bliver nærvær så ikke blot endnu en disciplin, man skal mestre i den uendelige stræben efter et perfekt liv? Sarah Zobel medgiver, at det er en oplagt fare.

”De fleste af os er indoktrineret med det usynlige projekt 'det perfekte liv', som næres af de sociale medier og omfatter en lang liste af ting, man helst skal kunne sætte flueben ved: træne, perfekte ferier, skønne middage. Ja, vi har i det hele taget høje forventninger til, hvordan det gode liv skal se ud. Men nærvær handler om det modsatte af en 'to do'-liste med ekstra add ons. Nærvær handler om, at man skal turde vælge fra og skabe en større enkelthed i sit liv, for ellers kan man ikke være nærværende. Vi er nærværende, men vi har fyldt så meget på, at vi ikke kan finde ind ud af at rette vores psykiske energi mod et andet menneske,” siger hun.

For to et halvt år siden blev hun skilt, hvilket har fået hende til at blive mere bevidst om, hvordan hun og børnene bedst bruger tiden, når de er sammen. I den ene uge er de hos deres far, og i den anden uge er de hos hende i lejligheden i Hellerup nord for København. Med andre ord har skilsmissen bragt meget fravær ind i deres familieliv.

”Jeg prioriterer anderledes, og når jeg har børnene, siger jeg nej til middage og sociale aktiviteter, fordi jeg kun har børnene på deltid. Naturligvis skal man ikke sætte sig på dem, men det er jo ikke muligt at være nærværende, hvis man er fysisk fraværende,” siger hun.

Men selvom hun og børnene er under samme tag, kan man sagtens være sammen uden at have den opmærksomhed og kontakt med hinanden, som hun mener, er afgørende for børns udvikling.

”De fleste forældre er enige i, at de ønsker, at deres børn skal vokse op og udvikle et sundt selvværd, men fundamentet for selvværdet er den nærende muld, som opstår, når forældre og børn er nærværende til stede over for hinanden. Man skal som forældre kunne tjekke ind på sit barn og rumme det, det siger. Når man går gennem en skilsmisse, er man i en undtagelsestilstand af sorg og krise, og det kan være udfordrende at være nærværende, fordi man skal kunne tåle at høre sine børn sige, at man er den største idiot i verden, fordi man har hevet deres livsfundament væk under dem.”

For at skabe en god kontakt med børnene er der en række uskrevne regler og ritualer hjemme hos Sarah Zobel. Selv indleder hun dagen med at meditere og holder sig fra telefonen den første time, fordi hun ønsker at møde den nye dag og børnene uden at være mentalt optaget af de tanker, som hun ved, melder sig, når hun tjekker mail og sociale medier. Samme rytme giver hun videre til børnene ved at holde fast på, at telefon og iPad ikke må være med ved morgenbordet. Når mor og børn mødes om eftermiddagen, finder hun en time, hvor de kan være sammen uden afbrydelser.

”Hvis vi går ud og tager en kop kakao, kan jeg se, at min 13-årige tager telefonen og tjekker den. Så kunne jeg jo vælge at gøre det samme og tænke, at hun har brug for at koble af med telefonen. Men i de situationer holder jeg mig ikke tilbage for at bede hende lægge telefonen fra sig og prøve at få en samtale i gang,” siger hun.

Børnene må gerne se fjernsyn og tjekke YouTube-videoer, men hun sætter gerne grænser for, hvor længe de må være på deres skærme og foreslår, at de for eksempel kan tegne eller spille et spil i stedet.

”Mine børn siger også, at de keder sig, og det er jo et udtryk for, at de har brug for at komme ned i gear. Vi lever helst i sjette gear, og når vi kommer ned i fjerde gear, føles det rastløst og tomt. Nogle gange giver jeg dem lov til at kede sig og ser, hvad der sker, og andre gange foreslår jeg, at vi kan spille et spil. Mange voksne synes, det er kedeligt at spille Ludo eller Matador igen og igen, men når man er i det, vil man mærke, at det er godt at lege, og når man spiller et spil, er man tvunget til at være til stede,” siger hun.

Ved aftensbordet forsøger hun at åbne op for en samtale. Hun ved fra samtaler med andre forældre, at mange oplever, at det er svært at tale med børnene om dagen. Hun foreslår, at man som voksen opgiver det klassiske spørgsmål ”Hvad skete der i skolen i dag?”. I stedet kan man selv spille ind med en fortælling om noget, som er sket, og dermed komme ud af den forhørsagtige situation.

Ligesom det er vigtigt for hende, at dagen begynder roligt, vægter hun, at børnene falder i søvn uden for megen uro. Selvom den 13-årige datter gerne vil være på sociale medier om aftenen, så er reglen hjemme hos Sarah Zobel, at børnene afleverer deres telefoner et par timer inden sengetid.

”Det giver mulighed for et bedre putteritual, hvor vi kan have den gode kontakt, og jeg kan se, at de sover bedre, når de ikke er på nettet lige til de skal sove.”