Bent gav dette interview kort før sin død: Der er meget liv i livet trods lidelsen

Da Bent Storbjerg fik kræft for syv et halvt år siden, valgte han holde sine nærmeste orienterede gennem breve. I maj dikterede han et afskedsbrev, som hustruen skrev og sendte. Kort før sin død onsdag aften gav han dette interview til Kristeligt Dagblad

Elefanten på bordet har trådt på en mine. Bent Storbjerg sammenlignede sin kræftsygdom med at træde på en mine, for med ét blev meget forandret. I maj fik han en terminalerklæring, og Grete Storbjerg, der er intensiv sygeplejerske, fik plejeorlov. Onsdag aften, da himlen var rød, sov han ind i døden. Billedet er taget otte dage før Bent Storbjergs død. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Elefanten på bordet har trådt på en mine. Bent Storbjerg sammenlignede sin kræftsygdom med at træde på en mine, for med ét blev meget forandret. I maj fik han en terminalerklæring, og Grete Storbjerg, der er intensiv sygeplejerske, fik plejeorlov. Onsdag aften, da himlen var rød, sov han ind i døden. Billedet er taget otte dage før Bent Storbjergs død. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Bent Storbjerg holder af elefanter. Ja, han samler på dem. Fascinationen af det store dyr blev ikke mindre af, at han i en årrække boede i Afrika. En stor elefant ser på ham med spørgende øjne fra maleriet over sofaen. Med til samlingen hører også en elefant med benprotese. Den har trådt på en landmine. Nogle gange føler Bent Storbjerg, at han har trådt på en mine. Det skete, da han for syv et år halvt år siden fik konstateret kræft.

”Bum. Med ét er meget forandret,” siger han og lader stilheden stå.

Da han fik diagnosen, skrev han et brev til familien og kredsen af venner om sin situation, og flere breve fulgte. Torsdag den 7. maj i år skrev han det sidste. Han fandt ordene, og hans hustru Grete Storbjerg skrev dem:

”Denne mail vil være den sidste mail i mit syv et halvt år lange kræftforløb. Kræfterne er ikke længere til det.”

Gennem Bent Storbjergs 41 breve kan man følge hans sygdomshistorie, men brevene er også udtryk for, at der er meget liv i livet trods lidelsen. De to identiske, hvide Tripp Trapp-stole i den lyse stue på Jordbærmarken i Herning vidner om det. Det samme gør de tre indrammede bryllupsbilleder ovre ved fjernsynet og ikonen, som han har anbragt på det lille bord ved sofaen. Det er alt det liv, vi skal tale om.

Egentlig ville Bent Storbjerg have været tømrer og kom i erhvervspraktik som sådan, men efter at have fulgt, hvordan tømrermesteren byggede ligkister, fik han en læreplads i Brugsen i den nordvestjyske landsby Brandborg ikke langt fra Bøvlingbjerg, hvor han er vokset op. Han blev kommis og fik efter nogle år ansættelse i korn- og foderstofhandlen i Bøvlingbjerg, hvilket banede vej for et job på Axelborg i København.

Han kom i missionshuset Bethesda i det indre København, og da missionshusets unge afholdt kanotur på Suså, meldte han sig. På den solrige forårsdag, hvor lyset legede i vandet, fik han øje på Grete. Senere den sommer blev de kærester, og til august er det 36 år siden, de gav hinanden deres ja i Hede-agerkirken i Herning.

De delte værdier og tro, og da Grete Storbjerg var færdiguddannet som sygeplejerske, tog de et år til Tanzania som volontører for Det Danske Missionsselskab (DMS). De kunne se for sig, at de ville trives som missionærer. Med to små sønner tog de til Sierra Leone i Vestafrika for Sudanmissionen (i dag Mission Afrika). De havde forestillet sig, at de skulle være der i seks år, men en borgerkrig i landet betød, at de måtte ændre planer.

Med tre sønner blev de siden udsendt til Nigeria for Sudanmissionen. Parret lod sig ikke afskrække af, at de skulle lede et pionerarbejde i et afsidesliggende område, hvor mange lokale ikke havde set hvide mennesker. Hun arbejdede som sygeplejerske, og han støttede lokale missionærer og skulle opføre en bibelskole. Deres ældste søn kom på kostskole i Jos, otte timers kørsel fra hjemmet, men da det blev tid til at sende barn nummer to på kostskole, vurderede de, at det var tid til at rykke tilbage til Danmark. Skønt de vendte hjem, bevarede de optagetheden af missionens arbejde. Fra 1999 og 12 år frem var Bent Storbjerg medlem af missionsselskabets bestyrelse.

Sammen med sønnerne Benjamin og Daniel rejste ægteparret til Sierra Leone som missionærer for Sudanmissionen. Privatfoto. Affotografering: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sammen med sønnerne Benjamin og Daniel rejste ægteparret til Sierra Leone som missionærer for Sudanmissionen. Privatfoto. Affotografering: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Tanken var at familien ville blive i Sierra Leone i seks år, men efter to år i landet blev de tvunget til at rejse hjem på grund af borgerkrigen i det vestafrikanske hjem. Senere blev familien udsendt til Nigeria som missionærer.  Privatfoto. Affotografering: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Tanken var at familien ville blive i Sierra Leone i seks år, men efter to år i landet blev de tvunget til at rejse hjem på grund af borgerkrigen i det vestafrikanske hjem. Senere blev familien udsendt til Nigeria som missionærer. Privatfoto. Affotografering: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Når han tænker på betydningen af familiens år ude, siger han, at det har givet dem en ballast som ægtepar. De er et makkerpar, hvor det næsten er umuligt at sige Bent uden også at sige Grete. Og omvendt.

”Vi er et par med godt venskab, vi har grinet meget og virkelig nydt at have projekter sammen.”

Han var 55 år, da han fik konstateret kræft. Parret havde været på cykeltur, hvor han fik intense smerter. Umiddelbart tænkte de, at det kunne være brok. Det viste sig at være nyrekræft. Venstre nyre blev fjernet. Her sad en tumor på størrelse med en knytnæve.

Da Bent Storbjerg blev syg, var han i gang med at læse Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente. Ægtefællen rejser sig og vender tilbage med en læderindbunden udgave af ”Bibelen på hverdagsdansk”. Hun læser nogle af de vers fra kapitel 38 i Esajas’ Bog, som kom til at tegne horisonten for Bent Storbjergs sygdom.

”Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i…”

Og nogle dage senere var det kapitel 40, Bent Storbjerg læste: ”Selv unge mænd kan blive udmattede, selv de stærkeste har en grænse. Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer.”

Godt to år og flere operationer senere stod det klart, at livsforlængende behandling var det bedste tilbud. Bent Storbjerg kom med i et forsøg, hvor han blev behandlet med stoffet cabozantinib, og opbyggede et tæt forhold til overlæge professor Frede Donskov, Aarhus Universitetshospital.

I 2018 publicerede Frede Donskov sammen med Bent Storbjerg en lidt usædvanlig forskningsartikel i det internationale tidsskrift Oncology and Therapy. Her skriver Bent Storbjerg på engelsk om sit forlængede liv. På dansk lyder ordene blandt andet således:

”Jeg indså, hvor skrøbelig jeg var, og at jeg ikke havde kontrol over mit liv. Jeg følte mig magtesløs. Døden var ikke noget, jeg havde overvejet. Ikke desto mindre var døden nu en realitet i mit liv. Det var skræmmende at erkende, at jeg ikke havde nogen kraft til at påvirke det, som potentielt kunne ødelægge mit liv. Det eneste, jeg kunne kontrollere, var min tro. Jeg fandt lindring for min lidelse og magtesløshed gennem troen på Gud. I de bibelske historier kunne jeg se, at Gud er tæt ved mig, også i dyb lidelse. Den indsigt gjorde det muligt for mig at se den skræmmende realitet i øjnene uden at blive ødelagt. Og jeg vidste, at troens sandhed havde gjort det muligt for andre før mig at finde styrke og håb, selv om de var magtesløse.”

Elefanten på bordet har trådt på en mine. Bent Storbjerg sammenlignede sin kræftsygdom med at træde på en mine, for med ét blev meget forandret. I maj fik han en terminalerklæring, og Grete Storbjerg, der er intensiv sygeplejerske, fik plejeorlov. Onsdag aften, da himlen var rød, sov han ind i døden. Billedet er taget otte dage før Bent Storbjergs død. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ikonen på det lille bord ved sofaen står som et udtryk for den indre åndelige vandring, Bent Storbjerg har været på.

”Det har været en proces, hvor jeg i mødet med magtesløsheden har oplevet, hvor afhængig jeg er af min himmelske far. Med afmagten kommer overgivelsen. Det sker ikke i løbet af en nat, men er en langsom og sorgfuld proces, hvor bøn er kommet til at fylde mere.”

Da han havde fået beskeden om, at der kun var mulighed for livsforlængende behandling, talte han med sognepræsten om at blive salvet, sådan som det har været tradition op gennem kirkens historie, og som det er beskrevet i Jakobs Brev i Det Nye Testamente. Børnene og de nærmeste var samlet i hjemmet den aften i oktober sidste år, hvor sognepræsten salvede ham med olivenolie.

”Jeg husker en voldsom usikkerhed dengang, men siden har jeg kunnet vende tilbage til salvingen og vidst, at min situation er kendt af Gud.”

Ikonen på det lille bord hedder ”Venskabsikonen” og er en kopi af en koptisk ikon fra det syvende århundrede. Den forestiller Jesus med sin arm om skulderen på en ukendt ven. Bent Storbjerg peger på den lange arm, som Jesus er gengivet med. Det er udtryk for, at Jesu følgeskab rækker dybt ind i vores menneskelige situation. Han så ikonen, da han og hustruen sammen med et vennepar tilbragte en uge i det økumeniske kloster Taizé i Frankrig.

Opholdet her blev den første retræte. Siden tog han til Ådalen Retræte ved Randers. I stilheden valgte han at fordybe sig i Fadervor. Han tegnede de enkelte bønner som et hus og så, hvordan han kunne være med sit lys og sit mørke i bønnen. Han vender tilbage til den lange arm på ikonen og Kristi følgeskab. Når han er blevet scannet, har han prøvet at gøre følgeskabet tydeligt ved at bede en keltisk bøn fra det femte århundrede: ”Kristus under mig og over mig. Kristus med mig og i mig. Kristus omkring mig og nær mig.” Han siger, at bønnen har givet ham ro på trods.

”Vi har nok nemmest ved at se tegnene på, at Gud hører vores bøn, når det går, som vi gerne vil. Men den taknemmelighed og ro, jeg mærker, ser jeg også som et svar på bøn.”

Elefanten på bordet har trådt på en mine. Bent Storbjerg sammenlignede sin kræftsygdom med at træde på en mine, for med ét blev meget forandret. I maj fik han en terminalerklæring, og Grete Storbjerg, der er intensiv sygeplejerske, fik plejeorlov. Onsdag aften, da himlen var rød, sov han ind i døden. Billedet er taget otte dage før Bent Storbjergs død. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det liv, Bent Storbjerg har fået, efter at han fik beskeden om, at der kun var livsforlængende behandling tilbage, har han forsøgt at fylde med hverdag: tid med ægtefællen, drengene og deres kærester, som nu alle er blevet svigerdøtre, vennerne, menigheden og ikke mindst jobbet som fastholdelseskonsulent i Ikast-Brande Kommune. De første år fortsatte han på fuldtid, og siden gik han ned på 32 timer om ugen, inden han for godt et år siden fik førtidspension.

Ude i værkstedet står en skinnende BMW R80/7. Oprindelig var det en politimotorcykel, men de seneste 15 år har den været Bent Storbjergs. Da han blev syg, havde han en drøm om at køre på motorcykel til Norge. Han forestillede sig at køre på den teknisk udfordrende Trollstigen, se Geirangerfjorden og storheden på Atlanterhavsvejen. I august 2017 realiserede han drømmen. Da han atter parkerede motorcyklen i Herning, havde han kørt 2700 kilometer. Han tror, det var endorfinerne af de mange sving og farten, som holdt ham smertefri.

Da han dikterede sit sidste brev, indledte han med en god nyhed: Efter tre uger med coronasmitte kunne ægteparret komme ud af isolationen. Grete Storbjerg er intensivsygeplejerske på Herning Sygehus og blev fritaget for at arbejde med covid-19-smittede på grund af ægtefællens sygdom. Hun så sine kollegaer blive syge, og hjemme var der afstand og masser af håndsprit. Da hun alligevel blev coronasyg, isolerede hun sig hos venner, og ægtefællen var alene hjemme. Hun kom sig hurtigt, men efter fem dage var det ham, som lå med høj feber og nogle gange en følelse af, at hans krop skulle brænde op. Han fik flere tilbud om indlæggelse, men parret var enige om, at hun kunne passe ham. Venner stillede gryderetter, salater og tærter ved døren, stuen blev fyldt med blomsterhilsner, og børnene kom på besøg på den anden side ruden. Hun frygtede, at ægtefællen ikke overlevede. Efter en tid fik de værnemidler, så drengene kunne besøge deres far.

”Jeg var udbrændt. Al min energi og mine kræfter var væk, og det ville ikke give mening at fortsætte kræftbehandlingen. Gud ved bedst. Jeg har givet slip på det. Jeg har ikke kontrol over det mere.”

I dag har Bent Storbjerg en terminalerklæring, og Grete Storbjerg har orlov til at passe ham. Børnene kommer mest muligt, og nogle gange kommer de to børnebørn og indtager de hvide Tripp Trapp-stole.

”Når børnene kommer, er det ikke længere smalltalk. De vil gerne skrive min livshistorie ned. Jeg håber, de vil huske mig som en omsorgsfuld far, som har været der for dem og vist dem troen på, at Gud er nær.”

Billedet er taget otte dage før Bent Storbjerg døde, hvor barnebarnet Josefine var på besøg hos sin farmor og farfar.
Billedet er taget otte dage før Bent Storbjerg døde, hvor barnebarnet Josefine var på besøg hos sin farmor og farfar. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der er meget, han endnu gerne vil opleve. Som han udtrykker det i sit sidste brev med en lune, som passer til spillet i hans øjne:

”Ikke mindst blive gammel sammen med Grete, det tror jeg, vi vil være gode til.” Og så afrunder han brevet med følgende ord:

”Det har været et vanskeligt brev, men her er hvad jeg formåede. Jeg lægger det hele i Guds hånd.”

Den 17. juni døde Bent Storbjerg i sit hjem i Herning. Han har forinden haft interviewet til gennemlæsning og godkendt teksten, som Kristeligt Dagblad bringer med familiens samtykke.