Prøv avisen

"Det er sådan noget, som sker i onde drømme, men det her var en lørdag eftermiddag i S-toget"

Rejser man jævnligt med S-tog, vil man vide, at de fleste rejsende synes fordybet i en skærm, og man kan overveje, hvor meget man ser sine medpassagerer. Men de så, at en pige stod skrigende tilbage på perronen, og flere blev oprørte over, at lokoføreren blot kørte.

Når man lige har oplevet det værste, er det bedste, at andre ikke var ligeglade, men tog sig tid til at vise godhed og omsorg, skriver journalist på Kristeligt Dagblad Else Marie Nygaard

Jeg har oplevet det værste og det bedste. Og det tog min dre end fem minutter. Da stemningen på et øjeblik forandrede sig, havde vi lige fortalt hinanden, at vi glædede os til at komme hjem og få tørt tøj på, for en cykeltur med masser af sol var blevet til en våd omgang, da vi blev overrasket af torden og kraftigt regnvejr. Og når regnen vælter ned, og man ikke har pakket regntøj, kan man glæde sig over, at man gratis kan tage cyklen med S-toget.

Togturen gik fint, og vi var klar ved togdøren til at stige ud, da toget ankom til stationen. Datteren holdt godt på sin cykel, og en dame, som havde frie hænder, trykkede hensynsfuldt på den runde knap, som får togdøren til at åbne sig. Ud steg min meget våde yngste datter, og jeg skulle til at følge i hælene på hende. Men da jeg troede, jeg var på vej ud, begyndte de værste knap fem minutter. Inden jeg var nået ud, kørte toget med mig og efterlod datteren alene på perronen. Det er sådan noget, som sker i onde drømme, men det her var en lørdag eftermiddag i et S-tog.

Jeg kunne se pigen med åben mund og desperate øjne på perronen, og jeg bilder mig ind, at jeg hørte hendes skrig, mens hun holdt ved sin cykel. De næste minutter var både bevægende og forfærdelige. Den ellers stille togvogn forandrede sig med ét, for den skrigende pige på stationen gjorde den ellers tyste togvogn talende. Og hjælpsom.

Rejser man jævnligt med S-tog, vil man vide, at de fleste rejsende synes fordybet i en skærm, og man kan overveje, hvor meget man ser sine medpassagerer. Men de så, at en pige stod skrigende tilbage på perronen, og flere blev oprørte over, at lokoføreren blot kørte. For kunne han ikke se, at der var en mor på vej ud med en cykel? En mand spurgte mig, om han skulle hive i nødbremsen. Jeg kunne intet sige, men fik alligevel rystet på hovedet. En kvinde spurgte, om jeg ikke kunne ringe til min datter. Var det ikke fordi, at mit indre var et stort tavst skrig efter barnet, ville jeg have været lidt fornærmet over den selvfølgelighed, hvormed damen antog, at en niårig var udstyret med en mobiltelefon.

Der er ikke langt mellem stationerne på denne S-togs-strækning. Kører toget planmæssigt, tager det kun et minut at komme fra KB Hallen til Ålholm Station. Her steg jeg af. Jeg hørte en mand, som venligt råbte til mig, om jeg havde husket at tjekke ud med Rejsekortet. Det vidste jeg faktisk ikke, men jeg følte, at jeg fløj op ad stationens mange trapper med min ret tunge cykel velsignet med særlige mor-kræfter. Og så ræsede jeg mod stationen, hvor min datter var strandet og råbte hendes navn.

En kvinde med en rullekuffert stod ved siden af min datter, som stadig klamrede sig til cyklen. Jeg håber, at jeg fik sagt tak for hjælpen, men jeg ved det ikke, for jeg kunne kun sige min datters navn. Hun græd og rystede.

Da hun atter fik mæle, fortalte hun, at der var kommet flere damer hen til hende, da toget kørte. De havde spurgt, om hun havde en telefon. Om hun kunne mit telefonnummer. Hun måtte svare nej til begge dele, men det havde ikke afholdt dem fra at ville hjælpe. Hun havde fortalt, hvad jeg hed, og en af kvinderne havde googlet mit navn i håb om at kunne ringe til den forsvundne mor. Kvinden med rullekufferten havde spurgt, om hun kunne sin adresse. Det kunne hun, og damen havde tilbudt at følge pigen hjem.

Da vi var hjemme igen og havde fået tørt tøj på, havde vi brug for bare at sidde tæt. Jeg fortalte hende, at jeg er taknemmelig for, at der var så hjælpsomme mennesker omkring hende, og hun spurgte flere gange ind til, hvad der var blevet sagt i togvognen, da vi kørte fra hende.

Jeg mærkede, at jeg kunne smøre beskrivelserne af hjælpsomheden på hende, som var det en helende salve.

Når man lige har oplevet det værste, er det bedste, at andre ikke var ligeglade, men tog sig tid til at vise godhed og omsorg.