”Den er fri som gør, ikke som han vil, men som han bør” (Peder Syv, 1688)
Kan man forestille sig en dødsannonce, hvor der under afdødes navn står: Hun gjorde sin pligt?
Det er professor i psykologi og forfatter Svend Brinkmann, som leger med eksemplet. Han husker ikke, at han har set en sådan dødsannonce, men han tænker, at det er stort, hvis man kan skrive sådan om en afdød.
Men er det gode et liv, hvor man gør sin pligt? Selv om det i mange år har lydt, at befrielsen kommer ved, at man bliver befriet fra pligterne, tror han, at pligten kan gøre fri.
Den 29. august udkommer hans bog ”Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden”, hvor netop pligten udpeges som nøglen til befrielsen. Brinkmann henviser til et citat af den franske filosof Albert Camus (1913-1960): ”Friheden udgøres ikke primært af privilegier, men af pligter”.
”Der kan være noget befriende i at være forpligtiget. Man er fri i den udstrækning, man forstår, at der er noget, man bør gøre som menneske og som det ikke er op til mig at bestemme rigtigheden af. Skal jeg selv bestemme alt, bliver jeg slave af mine impulser.”
Efter at han for to år siden udkom med bogen ”Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang”, har Svend Brinkmann holdt foredrag over det meste af landet, og mange, som ønskede at sige nej til, hvad de oplever som en udviklingstrang, og en del læsere, har nærmest omfavnet den nej-hat, Brinkmann i bogen opfordrer til, at man tager på som en protest. Men er det nok bare at bære en nej-hat?
Foredragene og de debatter, bogen har affødt, har vist den 41-årige professor et Danmark, hvor mange er på jagt efter mening. Går man i terapi, læser selvudviklingsbøger eller arbejder man på anden vis med ens personlige udvikling, så dækker det ifølge Brinkmann over en søgen efter mening, men at ville finde meningen er vel et sundhedstegn?
”Nej; at spørge efter meningen er ikke et sundhedstegn. Det er et spørgsmål, man typisk begynder at stille, når meningen opleves fraværende. Er man engageret i sit liv med arbejde og familie, så vil livet fremstå som fyldt med betydning og værdi, og spørgsmålet om, hvordan man får et meningsfyldt liv vil ikke på samme måde trænge sig på,” siger han.
Men hvorfor har så mange, hvis man skal følge Brinkmanns analyse, svært ved at finde en mening? I hans nye bog peger han på den instrumentalistiske tænkning som en årsag til, at meningen først og fremmest er noget, man jagter. Med instrumentalisering henviser han til, at noget bliver et instrument, middel eller redskab for noget andet end sig selv og dermed ikke længere fremstår som et mål i sig selv.
”Der er ikke noget galt med instrumentaliseringen som sådan, men i dag er den instrumentaliserede tænkning ved at blive den primære måde, vi relaterer til vores omverden på, og så tømmer vi tilværelsen for mening. Det er som om, at det meste af det, vi gør, er blevet et middel til noget andet og ikke længere har nogen værdi i sig selv. Men rigtigt meget kan gøre nytte ved at være unyttigt. Tilværelsen består af andet og mere end ’det nyttige’,” siger han.
Som et eksempel på hvordan en handling kan instrumentaliseres, nævner han samtalen mellem forældre og børn i en børnefamilie. Når familien samles ved aftenbordet, og forældrene spørger til børnenes skoledag, kan man spørge, fordi man gerne vil høre, hvad børnene har at fortælle.
Men man kan også spørge, fordi spørgsmålet er et redskab til at udvikle børnenes evne til at klare sig godt i skolen. Stiller man spørgsmålet om skoledagen med bagtanke om at styrke særlige evner hos børnene, så instrumentaliseres samtalen.
”Træder vi ind i vores tilværelse, vil vi forhåbentlig opdage mange ting, vi gør uden at have bagtanker med dem. Vores nære relationer er et godt eksempel på noget, som har mening i sig selv, hvor det ville være fortvivlende, hvis det også skulle instrumentaliseres. Men det ligger som en mulighed, at man kan instrumentalisere en relation og eksempelvis gøre børnene til en del af sin personlige udvikling eller ens iscenesættelse som forælder. Den mulighed kan vi kun bekæmpe i det omfang, vi er opmærksomme på den.”
Kritikken af instrumentaliseringen er ikke ny. Filosoffer har i mere end 200 år kritiseret instrumentaliseringen, men menneskets evne til at forfine den instrumentalistiske tilgang til livet er relativ ny. Det moderne menneske har fået bedre redskaber til at stille det instrumentalistiske spørgsmål til sit eget spejlbillede, og psykologien, som er Brinkmanns fag, har givet redskaberne til at forfine instrumentaliseringen.
Sundhedspsykologien spørger for eksempel, hvordan man kommer til at leve et langt liv? Sundhedspsykologien konkluderer, at religiøse mennesker lever længere end gennemsnittet, og vil man leve længe, kan man så opsøge en religion. Men bliver man religiøs søgende ud fra et ønske om et langt, jordisk liv, og bliver religionen instrumentaliseret? Er det ikke klogt at bruge den viden, man gennem forskning har fundet frem?
”Jo, selvfølgelig er det klogt, men vi må så samtidig erkende, at der er en umiddelbarhed, som vi ikke kommer tilbage til. Et eksempel er evnen til at falde i staver. Engang kunne man sætte sig med sin kaffekop og glo, mens man så bladene falde af træerne. I dag er det gjort til mindfullness, som bliver noget man skal træne sig i, og det bliver et instrument til optimering og selvforbedring.”
Video: Svend Brinkmann fortæller, hvad vi skal stå fast på
Kan man finde tilbage til meningen ved at disciplinere sig ud af disciplineringen? Brinkmann nikker. Her er en vejviser: den gamle, græske tænker Aristoteles (384-322 f. Kr.), som ser på livet med et anti-instrumentalistisk blik og siger, at der er noget, man bør gøre, uanset om man selv vil få noget ud af det. Der er noget, som har en form for egenværdi, mening og værdighed i sig selv, uanset konsekvenserne for ens helbred, lykke og velvære.
”Der er noget, som har en værdi i sig selv, og som man skal gøre, uanset om det er anstrengende eller befriende. Der er noget, der er godt, fordi det er et formål i sig selv, og det kan vi sammen søge at beskytte og gøre til et eksistentielt ståsted.”
I den nye bog præsenterer han en række eksistentielle ståsteder. Det er grundlæggende fænomener fra ansvar til kærlighed. Men har ståstederne mon samme appel som nej-hatten? Læsernes reaktion har han til gode, men han tror det ikke.
Der kan være en umiddelbar tilfredshed ved at demonstrere sin uvilje mod udviklingstrangen, men i den nye bog foreslår han en livslang øvelse, hvor man ikke skal forvente applaus. Måske det modsatte. I bogen skriver han: ”Desværre er en del af menneskets tragedie, at det moralsk gode og meningsfulde liv ikke altid belønnes med lykke og velvære.”
I stedet for at leve det moralsk gode liv, konkluderer Brinkmann, at det er udbredt at leve med en passiv nihilisme. Begrebet rummer erkendelsen af, at intet uden for selvet har mening, og ens fokus er derfor på den indre verden, hvor man er optaget af sin egen psykologi og udvikling, og rettesnoren er, ”hvad der føles rigtigt indeni.”
”Man kan vælge den passive nihilisme som stærkt projekt, som man ser det hos coach Tony Robbins, hvor man gennem passion og vilje kan lykkes med hvad som helst, og det eneste vigtige er viljen. Den passive nihilisme kan også optræde som et slags underskudsfænomen, hvor man gemmer sig i sin egen boble, fordi verden kører af sted med 200 kilometer i timen, så søger man tilbage og mærker efter i sig selv. Men måske er det mere befriende at finde ud af, hvad der er virkelig vigtigt end at finde ud af, hvad der virkelig vigtigt for dig? Det bliver fremhævet som havende værdi i sig selv at kende sig selv og være sig selv. Jeg mener, det er at sammenblande mål og midler. Det har ikke nogen værdi i sig selv at være sig selv. Det har værdi i sig selv at være et godt menneske og i den udstrækning ’være sig selv’.”
Bogen ”Stå fast” var en protest mod den passive nihilisme, men kritikken af den passive nihilisme er også en del af den nye bog. Den første bog rummede en kritik af psykologien, som han fortsætter i den nye bog, for han ser fortsat et behov for at udfordre sit eget fag, som han vurderer, er blevet en erstatningsreligion, som i mange tilfælde tilbyder midler uden mål.
En erstatningsreligion hvor selvrealisering står som frelse, og Guds plads som kosmisk centrum er overtaget af selvet. Han medgiver, at man sjældent møder mennesker, som taler om selvrealisering som frelse, men folkeligt udleves den psykologiserede erstatningsreligion ud fra et fokus på lykke.
”Den sekulære fortolkning af frelse er lykke. Tilværelsens mål er at være lykkelig, og alt, som truer dette mål, er forkert. Det er et lykke-begreb, som handler om et subjektivt velbefindende: Det skal føles godt, og der er et enormt socialt pres for, at man skal klappe med. Men hvad nu hvis man får positive følelser indeni af at gøre noget, som er etisk forkert? Så skal man vælge, om man vil gøre det etisk rigtige eller være lykkelig.”
Svend Brinkmann beskriver det som unikt i verdenshistorien, at lykken fortolkes som tilværelsens mål. Tidligere kulturer har været aristoteliske og stræbt efter en form for moralsk perfektion. Aristoteles ville ikke kunne lave distinktionen mellem det, som er det rigtige og det, som gør os lykkelige. For Aristoteles er det, som gør mennesker lykkelige, defineret ud fra, hvad der er rigtigt for mennesket.
”Vi har et lykke-begreb, hvor alt kan puttes i, og forbrugersamfundet, reklamebranchen og selvudviklingsindustrien lever af, at vi skal fylde et eller andet i lykke-maskinen. Sagen er, at projektet er dømt til at mislykkes, fordi vores fokus på lykke skaber en evig trang til noget nyt og noget mere.”
I sin nye bog lader Brinkmann filosoffen Iris Murdoch (1919-1999) introducere kærligheden som ståsted med følgende citat: ”Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt.” Murdochs definition af kærligheden beskriver Brinkmann som et ideal, man må bruge et liv på at øve sig i. Men Murdochs tænkning har ikke stor udbredelse; ifølge Brinkmann er kærligheden blevet et instrument i det store lykke-projekt. Mens han skrev den aktuelle bog udkom tre selvhjælpsbøger om at ”elske sig selv”.
”At elske vil sige at blive ledt væk fra sig selv og få opmærksomheden på en anden. Det er fint at tale om selv-accept og det at være god ved sig selv, men vi skal passe på med ikke at blande kærlighedsbegrebet ind i det. Bliver projektet at ’elske sig selv’, så har vi gang i en lykke-optimering, hvor vi identificerer det at elske og kærlighed med følelser, og begge dele skal vi have mest muligt af, hvis lykke er frelse. Er andre besværlige at elske, kan vi jo efterstræbe de følelser ved at elske os selv. Jeg ser det som en fortvivlet, pervertering af kærlighedsbegrebet.”