Prøv avisen

Der er noget særligt ved at køre mountainbike tidligt om morgenen

Martin Dyrgaard drømmer om at køre mountainbike i Harzen i Tyskland, hvor terrænet er mere kuperet end på Fyn, hvor han bor. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/ritzau

43-årige Martin Dyrgaard har tidligere dyrket bane- og landevejscykling på eliteplan. I dag er racercyklen skiftet ud med en mountainbike og de mange udfordringer, som cykling i naturens terræn giver

”Mountainbiker alvorligt kvæstet efter kollision med rådyr”.

Sådan lyder en nyhedsoverskrift aftenen inden, mountainbikerytter Martin Dyrgaard har indvilliget i at tage Kristeligt Dagblads udsendte med ud at køre på mountainbike i en af Fyns mindre skove. Det er med andre ord ikke ganske ufarligt at begive sig ud i naturen og ind på de vilde dyrs domæne med to hjul under sig.

Så slemt går det heldigvis ikke denne mandag formiddag i den lille skov i udkanten af Odense. Ud over en hund i snor støder vi således ikke på et eneste dyr i de lysegrønne omgivelser. Det kan ellers være en af de ekstra gevinster på nogle cykelture, fortæller Martin Dyrgaard.

”På denne årstid kan jeg godt lide at tage af sted tidligt om morgenen. Så er der en særlig stemning. Der er stadig dug på græsset, og det er også her, man har bedst mulighed for at møde skovens dyr,” siger han.

Vi mødes ved indkørslen til den lille skov, hvor der for ganske nylig er blevet lagt helt nye cykelspor ud. Det er frivillige fra Næsby Cykel Motion, hvor Martin Dyrgaard er medlem, der har anlagt sporene i de områder af skoven, hvor kommunen har givet dem lov. Der er ikke fri leg på hele arealet, for her skal også være plads til ryttere på hest og folk, der bare vil spadsere en tur i skoven. Martin Dyrgaard stiger op på sin cykel. Han ligner en professionel. I et par cykelsko, som matcher hans sorte og røde mountainbike, der, indrømmer han, ikke hører til i den helt billige ende af skalaen, cykelhjelm på hovedet, en tætsiddende cykeldragt og cykelhandsker, der sørger for, at han ikke får vabler på hænderne, er han klædt på til en tur i det ujævne terræn.

Det første, lill e stykke af turen foregår på en sti, hvor man kan køre to ved siden af hinanden, men relativt hurtigt snævres sporet ind, så der kun er plads til et enkelt hjulsæt. Solen sniger sig ind ad små huller i tæppet af de grønne, hvislende trækroner over os. Men det gør ikke noget, at man ikke kan nyde synet af den blå himmel, for det er strengt nødvendigt at have øjnene fæstnet til jorden foran ens cykel, så man ikke overraskes af pludselige bump eller en gren på afveje.

”Rødderne kører du bare hen over. Det er ikke så svært,” lyder det fra Martin Dyrgaard oppe foran.

Og ganske rigtigt, hvis ikke man panikker, men lader dækkene, der helst ikke skal være pumpet for hårdt op, glide hen over rødderne, går det relativt nemt. Selv på en mountainbike i en noget anden prisklasse end Martin Dyrgaards.

Vi kommer frem til et sted, hvor sporet deler sig i to. På en pæl peger en blå pil i den ene retning – en rød i den anden. Som på skipister er mountainbikesporene kategoriseret efter, hvor udfordrende de er. I dagens anledning tager Martin Dyrgaard det nemmeste – havde han været ude med sine cykelkammerater, havde han formentlig valgt det røde og mere udfordrende spor.

Han fortæller, at han bedst kan lide at cykle sammen med andre, og medlemsskabet i den lokale cykelklub plejer han ved at køre sammen med sine holdkammerater cirka en gang om ugen.

Som yngre var Martin Dyrgaard en talentfuld bane- og landevejsrytter, der også var inde omkring landsholdet. Konkurrencegenet fornægter sig derfor ikke, og indimellem har han også deltaget i mountainbikeløb sammen med klubkammeraterne. I dag er det dog ikke længere det primære at deltage og vinde konkurrencer.

”Når man har dyrket en sport på højt plan, er man jo bevidst om, hvad man har kunnet, og vil gerne holde sig i form til at kunne blive ved. Man vil altid gerne træne lidt mere. Men nu har jeg familie, og det giver sig selv, at jeg ikke kan køre så mange løb som tidligere. Derfor er det vigtigste for mig i dag at komme ud og få nogle gode oplevelser. Og så selvfølgelig motionen,” siger han.

Martin Dyrgaard drømmer om at tage til Harzen og køre i et terræn, der er væsentligt mere kuperet end herhjemme og dermed også mere udfordrende. Men han kan også godt lide at opleve nye områder og terræner herhjemme. Og en af fordelene ved at dyrke mountainbike er, at man kan have sin sport med på farten.

”Det er så nemt at have cyklerne med, når du kører på weekend eller på ferie et sted herhjemme. Med en ryttercykel er du begrænset af kun at kunne køre på landevejen, men med en mountainbike kan du køre overalt. På markveje, plantager og andet, som du støder ind i,” siger han.

På den videre vej rundt i skoven støder vi på adskillige udfordringer, som man som rutineret cykelrytter kan vælge at kaste sig ud i eller som mindre rutineret vælge at køre uden om. På den måde tilpasser man selv ruten til ens formåen.

Men let ser det ud, når Martin Dyrgaard i et pænt tempo kører frem mod et af rutens indlagte hop, passerer det og fortsætter i et lille svæv, inden han atter rammer jorden.

Tilbage på den brede sti står en familie på fire. Far, mor og to små piger, der ikke ser ud til at være meget mere end syv-otte år. Alle klædt i cykeludstyr og klar til at stige på mountainbikes i forskellige størrelser. Lidt tidligere har en herre på 50 plus passeret os – også på en mountainbike.

”Mountainbike er for alle. Både for store og små, og uanset aldersgruppe. Det er kun lysten, og hvilke udfordringer du kunne tænke dig, der afgør det,” siger Martin Dyrgaard.

225999541