Prøv avisen

Der er noget sorgfuldt i at sige farvel til sine børn, når de flytter hjemmefra

Når Renée Toft Simonsens børn flytter hjemmefra, er forfatteren altid med i processen. "Jeg stiller op i flere dage og kører i Ikea og sørger for, at de har, hvad de skal bruge. Og det er mig, der betaler, fordi jeg har mulighed for at gøre det. Det havde min egen mor ikke råd til, da jeg selv flyttede hjemmefra," fortæller hun. Foto: Rasmus Juul

Det kan være hårdt for forældrene, når børnene flytter hjemmefra, og reden bliver tom. De fleste er dog fortsat meget involveret i deres børns liv efter flytningen, siger forskningsleder

Da Renée Toft Simonsens ældste barn, Ulrikke, for fem år siden flyttede hjemmefra, gik moderen flere gange dagligt ind på datterens tomme værelse og indsnusede hendes duft, der sad i væggene. Det var den 53-årige psykolog og forfatters metode til at begribe, at hendes lille pige nu var blevet en ung kvinde på 18 år, som var flyttet ud.

”Jeg var i en sorgproces. Det var en måde for min krop og mit sind at forstå, at hun ikke kom hjem til aftensmad. Jeg havde det, som om jeg sagde farvel på den definitive måde. Så når jeg gik ind på hendes værelse, svarede det lidt til, at jeg var henne på gravstedet og lægge en blomst. Det var simpelthen mærkeligt, at familien var blevet mindre. Det var mærkeligt, at hun ikke længere var der,” siger hun.

Renée Toft Simonsen udgav i foråret bogen ”Jeg er f*cking hot”, der handler om at være kvinde omkring de 50. Flere kapitler i bogen beskriver netop, hvordan det er at være mor til børn, der bliver voksne og flytter. Renée Toft Simonsen er gift med musikeren Thomas Helmig og har fire børn, som hun kalder sine. Ida-Marie på 26, der er Thomas Helmigs datter fra et tidligere forhold, Ulrikke på 24 og Jens Kristian på 23, som hun har med sin eksmand, og endelig deres fælles søn Hugo, som er 20. Hugo bor stadig hjemme, men flytter om et par måneder, og så bliver huset i Aarhus helt tomt.

”Og sådan skal det selvfølgelig være. Det er både naturligt og rigtigt, at børnene skal af sted, men der er noget enormt vemodigt over, at det er slutningen på en hel æra. Du har viet dit liv til at passe på dem, smøre madpakker til dem og køre dem til dans og sport, mod at de til gengæld lægger deres små bløde arme om din hals eller spørger, om I skal spille Uno. Når du bliver forælder, får du en forøget mening med livet. Du skal ikke kæmpe med at forstå, hvorfor du er til. Du skal drage det barn op og være den bedste version af dig selv. Så det øjeblik, du ikke længere er uundværlig, skal du til at kigge på, hvem du så er. Der er noget sorgfuldt i at sige farvel.”

Sorgreaktionen over, at børnene flytter hjemmefra, bliver af amerikanske psykologer kaldt ”Empty Nest Syndrome” – altså ”den tomme rede-syndromet”. Ifølge det anerkendte amerikanske psykologi-tidsskrift Psychology Today og diagnosemanualen DSM Library er det ikke en klinisk diagnose, men refererer til den overgangsperiode, hvor børnene flytter ud, og nogle forældre oplever en følelse af tab og ensomhed og i nogle tilfælde også depression. Ifølge den amerikanske forskning er kvinder lidt mere tilbøjelige end mænd til at blive ramt af den tomme rede, men fædre kan sagtens opleve de samme følelsesreaktioner som mødrene.

Lige nu frem mod studiestart den 1. september er det højsæson for tomme reder. Hvert år flytter cirka 90.000 danske unge mellem 15 og 29 år hjemmefra. Det betyder, at de ud over at skulle finde en bolig også skal have styr på økonomien og få skabt en ny struktur på hverdagen. Men også forældrene skal finde ud af, hvordan de skal forholde sig til et liv, hvor et, flere eller alle børn er flyttet ud.

På Aalborg Universitet er forskere i færd med at undersøge, hvad det betyder for både de unge og for deres forældre, når de unge flytter hjemmefra. Forskningsprojektet har titlen ”Den gode overgang”, og forskerne fra Center for Ungdomsforskning og Forskningscenter for Video ved institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet følger 36 unge, der flytter hjemmefra, og deres forældre.

Lektor og souschef ved Center for Ungdomsforskning Niels Ulrik Sørensen er leder af projektet og undersøger, hvordan nutidens forældre forholder sig til, at børnene flytter hjemmefra. Han siger:

”Følelsesmæssigt er der forskel på, hvordan forældrene oplever det. For nogle er det en stor sorg, mens andre synes, det er en lettelse. En mor fortæller, at hun frygtede dagen, hvor den yngste skulle flytte. Det blev nærmest en fortælling om en familie, der døde, og hvor hun skulle sidde alene tilbage med sin mand. Hun havde svært ved at se, hvordan de skulle få pustet liv i familien igen, nu hvor børnene var flyttet. Hun oplevede det som et stort tab.”

”Andre forældre påpeger, hvordan det også er besværligt at have børn boende hjemme, som er blevet voksne. De fylder meget, spiser meget, de roder, larmer og har venner med hjemme. Så nogle forældre ser også stilheden og den ekstra plads og tid som kærkommen. Det er ikke bare enten-eller,” siger Niels Ulrik Sørensen.

Fælles for en stor del af forældrene til unge, der flytter hjemmefra, er, at de er meget involveret i, at overgangen fra at være hjemmeboende til udeboende skal forløbe nogenlunde glat. Nogle laver også en aftale om, at den unge kan blive boende hjemme i de første år på universitetet for at skabe ro om begyndelsen på det nye kapitel.

”Disse forældre er inde over flytteprocessen på en anden måde, end det har været almindeligt i tidligere generationer, og det gør overgangsprojektet interessant. Der er en anden nærhed mellem børn og forældre. Så Selvom flytteprocessen skaber fysisk afstand, så er bruddet mellem forældre og børn ikke så rent, som det har været for tidligere generationer. Mange forældre hjælper de unge med at finde og måske også betale en bolig, men de er samtidig meget bevidste om at understrege, at de også stiller krav til børnene. At pengene for eksempel er lån, som skal betales tilbage. Nogle kalder det curling, men undersøgelser viser faktisk, at det er de børn, som har de mest aktive forældre, der også selv trives bedst. Noget kunne tyde på, at engagementet smitter positivt af på dem og gør dem livsduelige.”

Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen kan bekræfte, at mange forældre i dag fortsætter med at være involveret i deres store børns liv – også efter at de er flyttet hjemmefra. Ikke mindst økonomisk støtter forældrene med hjælp til køb af bolig, lidt lommepenge, eller de klarer en uforudset høj tandlægeregning. For eksempel viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Nordea, at en ud af fem forældre har hjulpet deres voksne børn med køb af fast ejendom. Halvdelen forærer børnene pengene, mens den anden del giver pengene som et lån. Og det er kun 1 ud af 10 forældre, der opfatter købet som en investering. Den primære motivation er simpelthen at give børnene nogle gode rammer, når de flytter hjemmefra. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, synes hun:

”Forældre er sjovt nok og heldigvis involveret i deres børns ve og vel, og det kan betyde, at der er penge involveret. Og jeg er ganske sikker på, at forældrene hjælper børnene med flere penge end for 30 år siden, fordi vores samfund har ændret sig, og vi er blevet rigere. Mange forældre har et andet økonomisk råderum og har lyst til at gøre dem glade, som er tættest på. Det betyder ikke, at de unge er blevet dårligere til at klare sig selv.”

Ann Lehmann Erichsen er 57 år og husker tilbage på dengang, hun selv flyttede hjemmefra. Hun kom ikke fra rige kår, men hendes far arbejdede i SAS, og det lykkedes ham at skaffe hende et job samme sted, så hun kunne tjene lidt penge.

”Så egentlig tror jeg, forældre altid har forsøgt at hjælpe deres børn så godt, de nu kunne. Arbejdede man på B&W, forsøgte man at få sin søn i lære det samme sted, eller man prøvede at skaffe sin datter en lejlighed gennem den pensionskasse, man var medlem af. I dag er boligmarkedet eksploderet samtidig med, at der virkelig mangler studieboliger i de store byer.”

”Når næsten halvdelen af de danske forældre hjælper økonomisk med boligkøb eller er klar til det, så tyder det i stedet på, at familiesammenholdet er stærkt, og at generationsøkonomien lever i bedste velgående. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor mange voksne mærker luft i deres økonomi, når børnene er flyttet, og hvor det for mange giver mening at bruge af deres økonomiske råderum til at hjælpe næste generation i gang. Det betyder ikke nødvendigvis, at de unge er dovne. Jeg tror faktisk, de allerfleste unge sætter en ære i at klare sig selv. Det er jo derfor, de flytter ud.”

I Aarhus forbereder psykolog Renée Toft Simonsen sig på, at det yngste barn snart følger efter sine ældre søskende og flytter ud. En manøvre, hun vil være en stor del af.

”Når mine unger flytter hjemmefra, er jeg med i hele processen. Jeg stiller op i flere dage og kører i Ikea og sørger for, at de har, hvad de skal bruge. Og det er mig, der betaler, fordi jeg har mulighed for at gøre det. Det havde min egen mor ikke råd til, da jeg selv flyttede hjemmefra. Jeg tror, det er rigtigt, at vi i dag er mere pylrede om børnene end tidligere generationer. Vi er mere opmærksomme på, hvordan man er en god mor og dygtige forældre. Dengang skulle de også komme godt i vej, men det var mere de store linjer, man så på, hvor vi i dag er helt nede på madpakkeniveau.”

Hun flyttede selv hjemmefra som 16-årig og så sig ikke tilbage. Det har hun tænkt en del over i denne fase, hvor hendes egne børn flytter.

”Jeg havde ikke meget tilovers for min mors tårer, da jeg sad på et loft i New York. Jeg var hård i filten. I dag forstår jeg hende på en anden måde. Børnene har jo travlt med deres eget liv, som de skal, men vi laver heldigvis mange ting sammen. Rejser sammen, for eksempel.”

Tove Ditlevsen digt ”Børnene” fra digtsamlingen ”Blinkende Lygter” fra 1947 har bidt sig fast. Renée Toft Simonsen læste en del af Ditlevsens digte i perioden, da hun som purung boede i New York. Digtets sidste linjer berører i høj grad den tomme rede:

Men fordi de var gode børn så vi dem ofte siden;

to timer ved søndagskaffen sad de og spildte tiden,

gik så hen under aften, hvorhen fik vi aldrig at vide –

vi vinkede til dem fra lågen, stumt, ved hinandens side.

Mørket er blidt og varsomt, regndråber er så rene –

gode børn er en gave. Det er ondt at være alene.

”Da jeg selv var ung og læste digtet, tænkte jeg, at det sikkert var forældrenes egen skyld, at børnene ikke blev længere, fordi de havde gjort sig fortjent til de korte besøg. I dag rammer ordene mig som knivstik. Men det er ikke noget, jeg belemrer mine børn med. Men de ved godt, at jeg synes, det er svært.”

Selvom hun har det allerbedst, når alle fire børn er hjemme på én gang, ser hun også fordele ved den nye livsfase. Og hun nyder, at hun ikke hver dag skal stå klar med aftensmad klokken 18.00. Lige det var hun efterhånden træt af.

”Friheden er en anden side af det. Det er ikke kun sørgeligt, det er også en dejlig periode. Nu skal vi lige i gang. Hugo flytter den 1. oktober, og det glæder jeg mig overhovedet ikke til. Det er vidunderligt, at han er livsduelig, men jeg tror også, at der bliver meget stille.”

Læs uddrag af bogen ”Jeg er f*cking hot” her.

Det øjeblik, du ikke længere er uundværlig, skal du til at kigge på, hvem du så er. Der er noget sorgfuldt i at sige farvel

Renée Toft Simonsen

Når mine unger flytter hjemmefra, er jeg med i hele processen. Jeg stiller op i flere dage og kører i Ikea og sørger for, at de har, hvad de skal bruge. Og det er mig, der betaler, fordi jeg har mulighed for at gøre det.

Renée Toft Simonsen