Der står et stort stearinlys, lige når man træder ind ad døren til Arresødal Hospice, der ligger i Frederiksværk i Nordsjælland. Det er ikke særlig iøjefaldende i dag, for det er ikke tændt. Det sker kun, når en patient dør. Flammen slukkes af en pårørende, når den afdøde bliver kørt væk. Men i dag skimtes kun vægen, der lille og forkullet gemmer sig bag stearin.
Hospicets 12 patienter befinder sig rundtomkring på de mange gange. De fleste er inde på deres stuer, men de, der har energi til det, sidder i fællesrummet og spiser frokost. Det gør blandt andre 79-årige Jørgen Glad.
”Navnet forpligter,” siger han efter at have rullet sig selv og sin rullestol ind på sin stue. Med lidt besvær kommer han på benene og sætter sig i den grønne lænestol, der står ved siden af hans seng.
”For det meste prøver jeg at være glad, for tilværelsen kan jo være sur nok i forvejen. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg syntes, at jeg ikke var spor glad,” siger han, løfter sine rystende hænder og folder dem foran sig.
Den gennemsnitlige indlæggelsestid på Arresødal Hospice lød i 2017 på 21,8 dage. Jørgen Glad har været indlagt i lidt over en måned.
”Kræften sidder her,” siger han og fører hænderne ned til det nederste af maven.
”I knoglerne. Og leveren.”
For 10 år siden fik han konstateret prostatakræft, så han fik kemo- og strålebehandling. Der gik otte år, hvor han kunne arbejde, men for et par år siden brød kræften ud igen med fornyet styrke. Og så fik han det, han kalder dødsdommen.
”Jeg røg på sygehuset med helvedesild oven i kræften, og det knækkede mig fuldstændig. De kunne ikke gøre noget på sygehuset, så de sendte mig hjem.”
Men forholdene var ikke optimale i det hjem, han deler med sin kone Anne, som han har været gift med i 59 år. Så da han fik beskeden om, at han kunne komme til Arresødal Hospice, græd han af glæde.
I vindueskarmen bag ham er et julelandskab af vat og keramikhuse. Det er hans barnebarn, der har lavet det til ham.
”Vi har et meget nært forhold til hende,” siger han og løfter brillerne. Han klemmer fingrene mod øjnene for at holde nogle tårer tilbage.
Jørgen Glad og hans kone har brugt meget tid med deres barnebarn. Hun er vokset op uden en far, Jørgen Glads søn, som døde for 17 år siden – 10 dage før sin datters fødsel.
Så Jørgen Glad er vant til at tale om døden. Han har gjort det meget med sin kone.
”Jeg har affundet mig med, at jeg skal dø. Det er, fordi vi har været så åbne omkring det og talt så meget om det. Jeg mener ikke, jeg er bange for at dø, det kan jeg ikke vide, før der bliver banket på foroven. Jeg synes, at det er hamrende irriterende, men vi skal jo den vej alle sammen.”
For Jørgen Glad har julen altid fyldt meget. Han er religiøs og har forsøgt at holde traditionerne i hævd. I år er omstændighederne og omgivelserne anderledes.
”Det betyder meget for mig, at vi har kunnet samles hvert eneste år til jul. Anne, min dejlige kone, plejer at lave en kæmpe julefrokost den første søndag i advent. Det kunne vi så ikke i år. Det har vi lavet heroppe i stedet, så det har været dejligt, at vi har kunnet holde fast i de traditioner.”
”Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have julen med,” tilføjer han uden tøven, og der er ingen tvivl i hans stemme. Han har allerede truffet beslutningen. Punktum.
Men i hans situation er der meget, man ikke selv bestemmer.
”Vores 60-årsbryllupsdag og min 80-årsfødselsdag skulle have været i det kommende år. Men så sagde lægen inde på Herlev Hospital: ’Nu kan vi ikke gøre mere for dig. Jeg synes, I skal holde den fest i år’.”
Så det gjorde de, inden Jørgen Glad blev indlagt.
Flere af hospicets patienter og medarbejdere er nu samlet i fælleslokalet for at overvære elever fra nogle af de lokale skoler opføre luciaoptog. Jørgen Glads læber er trukket forsigtigt opad. Han har sunget i kor i 49 år, og sangen gør ham glad.
Bagefter søger de unge sangere mod æbleskiverne, mens 63-årige Benny Holm Jensen bliver rullet ned på sin stue af sin bror Lars. Også datteren Trine, sønnen Thomas og konen Zanne er samlet på hans værelse.
”Julen får et andet perspektiv, når man sidder her. Men for mit vedkommende er jeg på det, der hedder et palliativt ophold. Jeg arbejder imod at komme hjem til jul og holde min jul derhjemme,” fortæller Benny Holm Jensen, der netop har fejret sin fødselsdag hjemme.
Han har kræft i lungerne, siger han.
”Og i knoglerne,” lyder det fra Zanne og Thomas.
Og den sidder også i nogle lymfer. Og så er der også noget i lårbenene. Han har kun haft diagnosen i fire måneder.
”Det er gået meget stærkt. Men det er ikke sådan, at jeg skal dø i morgen,” siger han.
”Tanken var, at når jeg skulle dø engang, så skulle det være hjemme. Det er jeg ikke sikker på, jeg vil mere. Nu vil jeg gerne være her. Også fordi de pårørende får en anden fred og ro. De skal ikke våge over mig hele tiden. Det er der også andre til.”
Familien sidder om ham og smiler, nikker og kigger ud i luften. De er vant til at tale om hans sygdom. Efter de har fået åbnet op for det, er det blevet nemmere.
Men det ændrer ikke på situationens alvor. Men samtidig giver det også julen en anden betydning, er de enige om. Thomas uddyber:
”Tingene får en større betydning. Lige pludselig synes jeg, det er rigtig hyggeligt at se luciaoptog og synge julesalmer. Det betød måske ikke ret meget før i tiden, men hvis det er sidste år, min far er her, hvilket vi ikke håber, så giver det stor betydning at være med til sådan noget. Også her, når han nu er her. Vi gør det ikke kun for min fars skyld, også for vores egen.”
Der er stille lidt. Så siger Benny Holm Jensen:
”Det er fred og ro her. Julen er lige ved at komme i anden række. For det er simpelthen så fredfyldt at være her og blive bygget op igen.”
Selvom han har fået fornyet energi af at være på hospice, betyder det ikke, at han bliver rask. Når man er indlagt på hospice, er man er uhelbredeligt syg. Man kan godt vælge at forlade stedet igen, men så bliver man fulgt af det udgående hospiceteam.
Tilbage i fællesrummet forlader de unge spisebordet, og Jørgen Glad sætter hænderne på rullestolens hjul.
”Jeg går lige ind og lægger mig,” siger han, mens han smiler til dem, han passerer. Nogle får et kram. Da han næsten er henne ved sin stue, løfter han hånden til afsked.