Pia Kjærsgaard: Der er oplevelser i ens liv, man ikke kan slippe af med

Folketingets formand Pia

For Pia Kjærsgaard er tilgivelse en central værdi i kristendommen. Et tema, hun har arbejdet med i forhold til sine nu afdøde forældre. Hendes mor døde i 2014, og de sidste år havde hun ikke kontakt med hende. Sammen med sin mand og børnene drøftede hun, om hun skulle deltage i begravelsen. Foto: Jens Welding Øllgaard

Jeg synes, det er så uretfærdigt, at vores familie ikke er større, for jeg sætter utrolig meget pris på familierelationer. Blod er tykkere end vand. Sådan er det bare.
Pia Kjærsgaard (DF)

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, fylder torsdag 70 år og skal om kort tid fejre guldbryllup med Henrik Thorup. De blev kærester i folkeskolen, kort efter hendes forældre blev skilt. Stabiliteten i deres forhold står som en kontrast til hendes forældres konfliktfyldte brud

Alder er ikke et tema, som optager Pia Kjærsgaard synderligt. Skulle man tro, at den runde dag havde givet hende anledning til at overveje, hvor længe hun vil fortsætte i politik, må man tro om.

I stedet beskriver hun den glæde, hun mærker i kroppen, når hun om morgenen tager turen op ad trappen til Christiansborg. Hun har siddet i Folketinget siden 1984, men glæden ved vælgernes opbakning er udtalt.

”Så længe jeg kan klare det fysisk og psykisk, og så længe vælgerne stemmer på mig, så er jeg her stadig.”

Det er ikke politik, vi skal tale om denne dag, men tro, håb og kærlighed. Hun tager imod i døren til formandskontoret, som nærmere er en sal end et kontor. Her er god plads til skrivebord, mødebord og sofahjørne. Hun fører an mod sofahjørnet, hvor der er dækket op med tekopper og Merci-chokolade. Forkontoret har sørget for, at der er myntete på kanden, som er Pia Kjærsgaards foretrukne drik til lange arbejdsdage, når hun vel at mærke har fået sin morgenkaffe.

Kærligheden. Privat kommer den runde fødselsdag til at stå i skyggen af det guldbryllup, hun og Henrik Thorup skal fejre til sommer. Den stabilitet, parret har levet med, står i kontrast til Kjærsgaards familiehistorie, der er præget af en svær skilsmisse.

”Min mand har flere gange sagt, at hvis jeg bliver gammel og kommer på plejehjem, vil jeg sidde og tale om mine forældres dårlige skilsmisse. Og det er ikke løgn. Det er ikke noget, som jeg tænker på hver dag, men selvom jeg er granvoksen, sidder det i mig: ’Hvordan kunne de gøre det mod os børn?’ Der er oplevelser i ens liv, man ikke kan slippe af med.”

Hun er opvokset på den pæne del af Østerbro i København, hvor hendes far drev en farvehandel, mens hendes mor var hjemmegående. Hendes forældre købte siden en beboelsesejendom i Hellerup, hvor familien, som også talte hendes lillebror Henrik, flyttede ind. Fra 4. klasse gik hun på Hellerup Skole. Hun gik til spejder, til dans og havde, hvad hun beskriver som en ”god barndom”.

Da hun var 13 år, fortalte hendes mor hende, at hun var forelsket i en anden mand, som i øvrigt var en ven af familien. En dag, mens Pia Kjærsgaard var i skole, flyttede hendes mor. I Pia Kjærsgaards indre fyldte bruddet alt, men udadtil var hun tavs om skilsmissen. Hun savnede sin mor, og hun var samtidig vred. Hverken veninder eller lærere fik noget at vide. Kort efter hendes mor var flyttet, fik hun at vide, at hendes mor var gravid, hvilket hun heller ikke fortalte til nogen.

Alt dette skete lige inden Pia Kjærs- gaards konfirmation i 1961. Festen stod på sin vis i skilsmissens tegn, for hendes far bestemte, at hendes mor ikke måtte være med i kirken og til festen. Blandt de minder, hun har bevaret fra konfirmationen, er telegrammet fra Henrik Thorup, som gik en klasse over hende på Hellerup Skole. Han flyttede til skolen, og hun var ikke den eneste, som syntes godt om ham.

”Han var vældig pæn at se på. Han var høj, lidt mager i det, og så havde han kulsort hår, brune øjne og lidt fine træk. Han var faktisk en rigtig køn fyr. Når jeg ser billeder af mig fra den tid, kan jeg se, at jeg også har været ret pæn. Sådan tænkte jeg ikke dengang, men jeg havde meget selvtillid, og Henrik havde bestemt også et godt øje til mig.”

Han inviterede hende i biografen i Vangede, hvor de så ”Øst for Paradis”, og så var de kærester. I stedet for at fokusere på forældrenes konflikter, tog Pia Kjærsgaard fat på at bygge en base af tryghed. Hendes far gav hende lov til at indrette sin egen lille bolig med køkken, bad og stue i ejendommens kælder, og hun sørgede for, at boligen havde alt, hvad der hørte til et hjem.

”Jeg husker en dag, hvor min fars husbestyrerinde opdagede, at jeg sågar havde anskaffet mig min egen flaskerenser. Man kan spørge, hvad en 16-årig skulle med en flaskerenser, men jeg havde brug for at bygge mit eget hjem, og jeg havde det hele. Det var en anden tid. Jeg havde travlt med at blive gift og få børn. Det var der mange i min generation, som gjorde.”

Hun var 18 år, da Henrik Thorup friede, efter han havde fået sin uddannelse i forsikringsbranchen. De blev gift en junidag i 1967, og mindre end ni måneder senere var drømmen om en kernefamilie realiseret. Snart var der to børn, men da børnene nærmede sig skolealderen, mærkede Pia Kjærsgaard, at hun var ved at køre sur i livet som hjemmegående.

”Vi besluttede at gå fra hinanden, for vi følte, vi var vokset fra hinanden. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det ikke stak så dybt, men jeg var nået til et punkt, hvor der skulle ske noget, og så flyttede Henrik. Vores forældre var chokerede, for det kom bag på dem.”

”Vi var i statsamtet og blev separerede, men lovede hinanden at uanset hvad, så skulle det her ikke gå ud over børnene. Men efter fire måneder flyttede Henrik hjem igen. Det blev ikke et vendepunkt for vores forhold, men en påmindelse om, hvad vi havde. Der var ingen andre involverede, så derfor kunne vi også let fortsætte vores forhold.”

Folketingets formand Pia

”Når jeg er til en gudstjeneste, tænker jeg, at jeg gerne ville komme der oftere, for det er et sted, hvor man ikke skal tænke på alt muligt andet, men fokusere på det kristne budskab. Og så er kirken et af de få steder, hvor man kan være sikker på, at folk ikke sidder med deres smartphones,” siger Pia Kjærsgaard, som her er fotograferet på formandskontoret. Hun har selv valgt Christian Dalsgaards (1824 - 1907) maleri til kontoret. Foto: Jens Welding Øllgaard

Politisk har hun udtrykt modstand mod muligheden for at blive skilt på nettet. Den modstand hænger blandt andet sammen med hendes egen historie.

”En skilsmisse er en fuldkommen drastisk handling, og man skal ikke bare kunne lade sig skille på nettet. Jeg går varmt ind for, at man skal gennem en separationsperiode. Var vi blevet skilt dengang, så ved jeg ikke, om vi på samme måde havde fundet sammen igen.”

Men hvad er hemmeligheden bag det lange ægteskab? Pia Kjærsgaard siger uden betænkningstid, at tålmodighed, kærlighed og humor har været det vigtigste i deres forhold.

”Henrik er enestående tålmodig og overbærende.”

Hun beskriver en tryg hverdag med samtaler, hvor hun ofte ved, hvad han vil sige, inden han har åbnet munden.

”Kærlighed er den omsorg og hengivenhed, man viser hinanden, og ønsket om at ville være sammen om det hele, også det, som er mindre godt. I praksis har det haft stor betydning for os, at vi har et sted i Grækenland, hvor vi kan være os selv. Her trækker jeg vejret på en anden måde. Jeg følger med i, hvad der sker i Danmark, men jeg involverer mig ikke, og jeg kan på en helt anden måde være nærværende.”

Og så er der humoren. De er gode til at le sammen, og han kan få hende til at knække sammen af latter. Hun fortæller, hvordan han en dag fik hende til at bryde leende sammen i en skotøjsbutik, mens hun ventede på ekspedienten. Han forlod butikken, mens hun stod grinende tilbage og ventede på ekspedienten.

”Henrik er utrolig humoristisk og kan få mig til at grine voldsomt. Det er så befriende at kunne se det fjollede i en situation og kunne grine sammen. Vores hund giver os også ofte grund til at grine.”

Tro. I de 33 år, Pia Kjærsgaard har siddet i Folketinget, har hun ikke forsømt en åbningsgudstjeneste. Og som det systematiske menneske, hun er, har hun taget flere af sangbladene med hjem, når der har været en salme, som på særlig måde talte til hende. Snart vil hun afgøre, hvad der skal synges ved hendes begravelse, og det skal være salmer, folk kan synge med på, og så må de gerne koble teologien med beskrivelser af Danmarks natur, som for eksempel Jakob Knudsen gør det i ”Se nu stiger solen”.

Da hun fyldte 60 år, sagde hun til Kristeligt Dagblad, at hun mærkede, at kristendommen med årene var kommet til at betyde mere for hende. Snart er et årti gået, og hun bygger videre på svaret fra dengang.

”Det er håbet om, at der er noget. At vi ikke bare er væk den dag, vi dør, men at vi på en eller anden måske skal ses igen.”

For Pia Kjærsgaard er tilgivelse en central værdi i kristendommen. Et tema, hun har arbejdet med i forhold til sine nu afdøde forældre. Hendes mor døde i 2014, og de sidste år havde hun ikke kontakt med hende. Sammen med sin mand og børnene drøftede hun, om hun skulle deltage i begravelsen.

Folketingets formand Pia

Hvad er håbene for det nye årti? Selv agter Pia Kjærsgaard at byde ind med flid, engagement og kampgejst, og på den private front håber hun på mange gåture omkring Gentofte Sø med hund og ægtefælle. Hunden, som er hendes sjette, er genvejen til et skattet frirum for parret i hverdagene. Foto: Jens Welding Øllgaard

”Mine børn og min mand ville følge mit valg, men de frarådede mig at deltage, så jeg blev væk. Det var et svært valg. Der er meget, jeg kunne have ønsket anderledes, men jeg har tilgivet både hende og min far, og ellers tror jeg ikke, at jeg kunne være kommet gennem livet, så ville jeg være blevet et bittert og ulykkeligt menneske.”

Hun tror på, at man skal stå til regnskab for sit liv. Hun kender de folkelige beretninger om Sankt Peter med nøglerne ved himlens port, men det er ikke den slags regnskab, hun tror på.

”Vi kommer alle til at fejle, men prøver man at leve sit liv så rigtigt som muligt, så får man en lettere gang på jorden og måske også lettere tilgivelse fra andre, når man er havnet i en situation, hvor det er, hvad man har brug for.”

Håb. Bag skrivebordet står billeder af børn og børnebørn. De repræsenterer på mange måder både håbet og meningen i Pia Kjærsgaards tilværelse. Hendes bror er død, og han efterlod sig hverken hustru eller børn.

”Jeg synes, det er så uretfærdigt, at vores familie ikke er større, for jeg sætter utrolig meget pris på familierelationer. Blod er tykkere end vand. Sådan er det bare. Selvom misundelse er en grim ting, kan jeg blive næsten helt misundelig, når jeg hører nogen sige, at de skal til en nieces fødselsdag, og at de bliver 16 juleaften. Jeg har en lillebitte familie, som jeg hæger om. Jeg har heldigvis et par kusiner, som jeg er glad for. Især efter vi er blevet ældre, er det vigtigt med de relationer, hvor man kan tale om dem, som er gået bort.”

Hendes egen mormor og mor hjalp til, da Pia Kjærsgaards børn var mindre. Selv har hun lagt sig på sinde at være aktiv som bedstemor. Hun rejser sig og henter sin telefon ovre fra skrivebordet for at læse en besked, som hun fik på telefonen fra et barnebarn, der i går var på besøg i Folketinget sammen med sin gymnasieklasse. Barnebarnet takker for arrangementet og skriver, ”du er den bedste bedstemor i verden”, og så er der indsat et hjerte.

”Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe min familie, ikke mindst med tid.”

Det er snart længe siden, hun og ægtefællen skrev deres testamente.

”Der skal være orden i tingene. Der er ikke meget overladt til tilfældighederne i mit liv.”

Testamentet er forsynet med et personligt brev til hvert af børnebørnene og en opfordring til at huske at være familie og holde sammen. Og så handler det om deres jordiske gods.

”Jeg er ikke bleg for at indrømme, at ting betyder noget for mig, for ting fortæller utrolig meget, og det betyder noget, at mine efterladte vil have noget at kunne glæde sig over, når vi ikke er her længere. Det skal være noget, som giver dem gode minder. Vi har skrevet, at de skal være lang tid om at rydde op, og at de helst ikke må smide noget ud. Naturligvis kan de ikke have det hele selv, men så skal de forære det væk.”

Hvad er håbene for det nye årti? Selv agter hun at byde ind med flid, engagement og kampgejst, og på den private front håber hun på mange gåture omkring Gentofte Sø med hund og ægtefælle. Hunden, som er hendes sjette, er genvejen til et skattet frirum for parret i hverdagene.

”Der er en fred mellem os, som er blevet mere udtalt med alderen. Man hidser sig mindre op, og det ville da være latterligt, hvis vi skulle gå på vores gamle dage og bide af hinanden.”

I aften vil hun smutte forbi sønnen, som er ved at bygge om. Hun vil sikre sig, at han får veltillavet aftensmad, for Pia Kjærsgaard ser den praktiske omsorg hånd i hånd med kærligheden.

”Jeg synes, det er helt naturligt, at jeg hjælper med lidt mad, og jeg nyder at gøre det. Og så håber jeg, at børnene en dag vil huske en for det gode.”

Folketingets formand Pia

”Selv om misundelse er en grim ting, kan jeg blive næsten helt misundelig, når jeg hører nogen sige, at de skal til en nieces fødselsdag, og at de bliver 16 juleaften. Jeg har en lillebitte familie, som jeg hæger om. Jeg har heldigvis et par kusiner, som jeg er glad for. Især efter vi er blevet ældre, er det vigtigt med de relationer, hvor man kan tale om dem, som er gået bort,” siger Pia Kjærs-gaard (DF). – Foto: Jens Welding Øllgaard