Prøv avisen

Sognepræst: Der er opstandelse i hverdagen

”Påsken giver os et løfte om en evighed, som giver håb for vores liv. Vi er lovet, at vi skal genopstå i Guds rige med alt det glædelige, som måtte være der,” siger Iben Munkgaard Davids. – Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

Påsken er kristendommens store fest, men de enkelte dage i påsken kan også lære mennesker om relationer, tab og håb, siger sognepræst Iben Munkgaard Davids

I morgen er det skærtorsdag, og påskens tegn er svære at overse fra påskeæggene indpakket i farverigt cellofan til påskeliljerne i haven. For sognepræst Iben Munkgaard Davids er påskens historie for stor til at være begrænset til påskedagene. Hun tror, påsken kan lære mennesker meget om livet med hinanden. Ja, hun mener, at man kan spejle sit liv i påsken.

For et par år siden fik hun orlov fra sit job som sognepræst ved Brændkjærkirken i Kolding og tilbragte nogle måneder med teologisk fordybelse i familiens lille, gamle hus ved landsbyen Egholt vest for Kolding. I forlængelse af orloven skrev hun bogen ”Begravelse er en påske”. Bogen har ført flere foredrag med sig, og over kaffekopperne har der tit været en livlig samtale om relationer, tab og håb. Det er temaer, som hun mener knytter sig til påskens helligdage.

”Påskedagene siger noget centralt om det at være et menneske, som indgår i relationer med andre. Det bliver tydeligt palmesøndag, hvor vi mindes, hvordan Jesus red ind i Jerusalem og blev hyldet. Vi drages også ind i hinandens liv på godt og ondt og sætter spor i hinandens liv.”

Der er søndage, hvor hun oplever en palmesøndagsstemning i Brændkjærkirken. Hun fortæller om en søndag for nylig, hvor der skulle være dåb. Hun gik ind i kirken sammen med dåbsforældrene og dåbsbørnene. Mens hun og dåbsfamilierne gik mod alteret, sang kirkens kvindekor. Der er knap 70 kvinder i koret, som stort set alle er mødre, som har gået til babysalmesang, inden de blev en del af koret.

”Der var rigtig mange, som var berørte over at se det lille barn, som blev båret ind til dåben. Jeg kunne se jublen i fleres øjne, da vi gik ind, mens koret sang Albertes ’Lyse nætter’. At vi tør glæde os sammen og stå fast ved glæden er et værn mod det onde, og det minder palmesøndag om, fordi det her er tydeligt, hvordan folk begejstret jubler og hylder Jesus. Kristendommen er et møde og en relation. Det er relationen mellem Gud og menneske og mellem mennesker, og det kommer meget stærkt til udtryk palmesøndag.”

I Det Ny Testamente kan man læse, hvordan Jesus skærtorsdag spiste påskemåltid med sine disciple. Ifølge Iben Munkgaard Davids fortæller skærtorsdag om relationer, men også om brud og afsked. I Matthæusevangeliet kan man læse, hvordan Jesus siger til disciplene, at en af dem vil forråde ham, og i forbindelse med at han indstifter nadveren, taler Jesus om den afsked, som er nært forestående.

Når hun mødes med efterladte for at tale om begravelsen, oplever hun, at nogle af temaerne fra skærtorsdag kan blive aktuelle.

”Skærtorsdag viser, at fællesskab er det, vi lever af, og derfor gør det også ondt, når vi mister hinanden, for den identitet vi har som mennesker, har vi også i fællesskab med andre. Har man mistet, er det ikke alene den døde, som er faldet væk, men en del af den efterladte er også gået bort.”

Hun mener, at skærtorsdag viser behovet for, at man får talt sammen, mens tid er. Fra samtaler med efterladte ved hun også, at den samtale ofte ikke finder sted.

”Folk vil skåne den døende for at tale om døden, fordi man mener, at det vil tage håbet fra den døende. Når jeg hører det, tænker jeg ved mig selv, hvad andet der mon heller ikke er blevet sagt. Det kan have stor betydning, at man får talt ud og måske sagt undskyld.”

Skærtorsdag viser også et fællesskab, som går i stykker, for Jesus forudsiger, at en af de 12 vil forråde ham. I forbindelse med begravelser møder Iben Munkgaard Davids jævnligt familier, som har afbrudt forhold til nære slægtninge. Det kan være voksne søskende, som har mistet den sidste af deres forældre, og i samtalen skyder de ind, at der er en bror eller søster, de ikke ser.

”Reaktionen er ofte: ’Sådan blev det’ eller ’hun har valgt os fra’, men ligesom Judas blev taget til nåde, skal vi kunne tage hinanden til nåde. Ofte vil dette familiemedlem være til stede ved begravelsen, og jeg vil sørge for, at det bliver sagt i talen, at nu hvor de ikke længere har den mor eller far, som de var fælles om, er det dem som efterladte, som skal være noget for hinanden. Det kan man, hvis man tilgiver og har omsorg for hinanden.”

Langfredag er dagen, hvor Jesus blev korsfæstet. Iben Munkgaard Davids beskriver det som dagen, hvor den menneskelige skrøbelighed bliver sat til skue.

”Dagen demonstrerer dødens terror og adskillelsens realitet. Vi ved godt, at døden er der, men den dag får vi lov at se døden i øjnene på værst tænkelige vis. Og Jesu død er vel at mærke den død, vi frygter, fordi han døde på den mest smertelige måde.”

”Når jeg taler med mennesker, som har mistet, kan flere fortælle om deres egen langfredag, hvor de så ind i den menneskelige skrøbelighed. Som pårørende har de set, hvordan deres kære led, og tænkt, at de gerne ville have båret en del af den syges fysiske eller psykiske smerte. I samtalen med mig konkluderer de måske, at den måde, deres kære led på, ville de ikke ønske for deres værste fjende.”

Men langfredag er også dagen, hvor Jesu kors blev tomt. I kristendommen er det tomme kors et håbsbillede.

”Kristendommen fortolker korsdød som tegnet på Guds nåde: Kristus døde for vores skyld. Jesu død på korset tager ikke vore pinsler fra os, for det kan være smerteligt at have med andre mennesker at gøre. Man giver af sin kærlighed til et andet menneske, og når det menneske går bort, mister man også noget af sig selv, og man står med en kærlighed, som er blevet hjemløs. Det er en del af kærlighedens væsen. Men korset minder os om, at Jesus er med i den smerte, som vi står med, hvad enten vi står ved en sygeseng eller pines i vores liv.”

Påskelørdag er en dag til spørgsmål. Både på hospitaler og i private hjem har Iben Munkgaard Davids registreret, at det er en udbredt skik, at man åbner vinduet, når et menneske har åndet ud. En sygeplejerske eller en pårørende slår vinduet op, så den afdødes sjæl kan flyve ud.

”Der er mange spørgsmål til, hvad der sker, når et menneske dør. Særligt børn er meget konkrete i deres forestillinger.”

I kirkens trosbekendelse siger man ”korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde...”

”Hvad var det for et dødsrige, Jesus var i? Hvor skal vi hen, når vi dør? Det kan vi alt sammen kun gisne om, men vi må holde fast i, at Gud har lovet os en glædelig opstandelse.”

Påskedag er opstandelsesdagen. Det er den tomme gravs dag, og kirkeårets største festdag. Når Iben Munkgaard Davids skal tale om opstandelse, beskriver hun Arne Haugen Sørensens alterbillede i Skelager Kirke i Aarhus. I studietiden var hun kirketjener i kirken, og hun havde lejlighed til at fordybe sig i billedet med de store håndflader.

”Gang på gang hører jeg mennesker fortælle, at de har holdt deres kære i hånden på dødslejet og sagt til den døende, at hun godt måtte slippe, og de har beskrevet, hvordan den døende fysisk åndede ud, og i deres egen hånd har de mærket, at trykket mod deres håndflade aftog, fordi døden indtrådte. Vi har lov at tro, at den hånd, vi holdt, den holder Gud, ligesom han holder de efterladtes hånd, og at vi aldrig kan falde længere end ned i Guds hænder. Hos Gud er der aldrig et bundløst hul.”

”Påsken giver os et løfte om en evighed, som giver håb for vores liv. Vi er lovet, at vi skal genopstå i Guds rige med alt det glædelige, som måtte være der. Vi kan have mange billeder af, hvad det vil sige, men grundlæggende er det noget, vi kun kan tro og håbe på.”

For Iben Munkgaard Davids er der også opstandelse i hverdagen. Som præst kommer hun tæt på mennesker i livskriser, men hun ser også folk rejse sig. Hun beskriver det som hverdagens opstandelse.

”Jeg bliver håbefuld, når jeg se, hvad mennesker egentlig magter. Et par mistede et barn, men efter en tid så jeg, hvordan de var der for deres andet barn, kørte til stævner, lavede mad og havde overskud til at tænke på andre. Hvor kommer sådan en styrke fra?”.

”Vi ser mange mennesker, som er knækket og har ondt i sjælen, men mennesker overrasker mig også gang på gang ved at magte det, som bliver dem budt. Der kommer kræfter til dem, hvor man må spørge: ’Hvor har de fået den styrke fra?’.”

”Skærtorsdag viser, at fællesskab er det, vi lever af, og derfor gør det også ondt, når vi mister hinanden, for den identitet vi har som mennesker, har vi også i fællesskab med andre. Har man mistet, er det ikke alene den døde, som er faldet væk, men en del af den efterladte er også gået bort.” Foto: Michael Drost-Hansen