For Lise-Lotte Rebel har livets begrænsning altid været nærværende. Det skyldes, at hun som kun 16-årig mistede sin far, og hendes mor var syg af polio.
”Jeg havde sygdom og død tæt inde på livet. Min far var 40 år, da han døde. Da jeg selv blev 40, tænkte jeg, at ’nu er du alligevel blevet 40’. Så livets begrænsning har stået meget stærkt for mig. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil blive 100 år, for jeg har meget livsappetit og meget livsglæde,” siger Lise-Lotte Rebel.
Hun har taget frakken over skuldrene og skutter sig, for der er lidt køligt i bispekontoret i det gamle Vor Frue Kloster i Helsingør. For tiden står det tomt, fordi coronakrisen har sendt biskoppen og stiftspersonalet på arbejde på hjemmekontoret. Men undtagelsesvist har hun inviteret indenfor, for her kan man sidde med flere meters afstand for hver sin ende af det lange mødebord. Anledningen er, at Lise-Lotte Rebel i dag fylder 70 år, og efter mere end 25 år som biskop over Helsingør Stift, fratræder hun embedet den 31. januar og går på pension.
Fødselsdagen skal fejres i små etaper med børn, deres ægtefæller og børnebørn, fordi der er begrænsninger på, hvor mange man må samles inden døre. Og så må festen for venner og arbejdsrelationer holdes på et senere tidspunkt. Bispevielsen den 31. januar af den nye biskop, Peter Birch, er også blevet udskudt. I stedet aflægger han bispeløftet ved en lille ceremoni i Helsingør Domkirke, hvor det markeres, at stiftet fra 1. februar har en ny biskop.
”Det har været et svært år, synes jeg, for jeg lever meget af den gode kontakt med mennesker. I stedet har man været henvist til kontakt med folk via skærm. Den sidste ordination, jeg havde, var den 20. december, og jeg elsker at holde ordination og gudstjeneste. Men det var jo med stor afstand og ingen nærhed. Dog må jeg sige, at sognene rundtomkring arbejder ihærdigt og trofast med at fastholde et gudstjenesteliv og i det hele taget bevare kontakterne i menighederne.”
”Jeg tror, at denne her corona har fået mig til at vænne mig til tanken om, at jeg ikke længere skal sidde her hver dag. Jeg har altid været på mit kontor alle ugens hverdage, men det er jo lukket og personalet sendt hjem, og det har de været i snart et år. Men når de sender en mail om morgenen om, at nu har vi ikke været på det virtuelle mødested Teams i 12 timer, får jeg abstinenser. Man vænner sig til at have den kontakt, og det bliver da underligt at stoppe, fordi det fylder så meget i ens liv,” siger Lise-Lotte Rebel.
Med al den erfaring, hun har fået efter så mange år som biskop, kunne hun egentlig godt tænke sig at begynde forfra.
”Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke skulle være noget, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Men jeg vover at have tillid til syndernes forladelse, og det betyder et nyt og anderledes lys over både det, der er sket, og det, som vil komme. Vi mennesker har så mange sære ting for, og det får man en vis erfaring med som præst og biskop. Der vil altid være ting, der går i hårdknude. I et stort stift vil der af og til være præster, som menighedsrådene vil af med, og præster, der vil af med menighedsrådene. Man kan ikke undgå, at der opstår om ikke stridigheder så udfordringer.”
”Der har jeg selv, synes jeg, fået et overskud i form af erfaring. Det handler blandt andet om i samtaler med folk, der er i strid med hinanden, at spørge, om de virkelig ønsker, at denne strid skal løses, for det kræver en vilje fra alle parter. Ingen kan løse en konflikt, hvis der ikke er noget dybfølt ønske om at løse den. Hvis man lever fortrinligt med den kamp og strid, det giver, så er der ikke mulighed for en løsning.”
”Men faktisk har der ikke været mange stridigheder. Set i lyset af at stiftet er så stort, har glæderne langt været i overtal.”
Når Lise-Lotte Rebel bliver bedt om at gøre regnebrættet op – nåede hun det, hun gerne ville i sin tid som biskop – lyder svaret:
”Man er altid en hård dommer over sig selv, og der måtte gerne have været flere timer i døgnet. Men jeg lærte hurtigt som ung præst at glæde mig over det, jeg faktisk nåede, i stedet for at gøre alt det, jeg ikke nåede, til et problem.”
”Jeg satte mig for, da jeg blev biskop her, at vi skulle have nogle flere præstestillinger til stiftet. Her bor mere end en million mennesker, og vi var det dårligst bemandede stift overhovedet. I de år, jeg har været biskop, har vi fået over 50 nye præstestillinger, så vi nu har 320 præster. Det håber jeg har hjulpet,” siger Lise-Lotte Rebel, der også nævner initiativer som efteruddannelser af præster og årlige præstekonventer på Grundtvigs Højskole i Hillerød.
”Plus – og det er mærkeligt, fordi der er mange, der ikke synes, jeg har været den der kommunikative biskop – så var det faktisk mig, der oprettede et stiftsmagasin og sørgede for, at vi fik en hjemmeside og kom ud til folk, så det blev til at se, hvad der foregår i stiftet.”
”Jeg oplever ikke mig selv som en meningsmaskine, der skal udtale mig om alt muligt. Jeg vil gerne udtale mig om kirkelige ting. Jeg er ikke valgt som politiker, men er sat og kaldet til at være biskop i det her stift, som er rigeligt stort.”
Da Lise-Lotte Rebel i 1995 blev valgt som biskop, var hun den første kvindelige af slagsen i Danmark og indtrådte i et bispekollegium udelukkende bestående af mænd.
”Jeg vil gerne have en ordentlig teologisk debat, og det havde vi også. Jeg synes, at vi har et virkelig godt kollegafællesskab blandt de nuværende biskopper, hvor vi respekterer hinandens forskelligheder. Og der er ikke en, der bemærker, om det er en kvinde eller mand, der fremsætter et synspunkt. Da jeg blev valgt, var man vældig optaget af, at jeg var kvinde, og jeg skulle interviewes her og der og alle vegne. Men hvem bemærker i dag, at biskopperne Marianne Gaarden, Marianne Christiansen og Tine Lindhardt er kvinder? Denne situation har indfundet sig helt naturligt, og sådan skal det også være. Jeg plejer at sige, når jeg er ude de mere konservative steder, at nu er det ikke en kvalifikation i sig selv at være en mand. Heller ikke at være kvinde. Det er det faglige og menneskelige, det kommer an på.”
”Jeg tror, at balancen er god, når vi er nogenlunde lige mange kvinder og mænd, og det er vi omtrent her. I vejledningen ved præsteansættelserne siger jeg altid til menighedsrådene: Vi skal have en god teolog, en, der kan udtrykke sig i et tydeligt sprog. Når jeg har samtaler med teologer, der søger embede, spørger jeg altid om, hvordan de har tænkt sig at omsætte de abstrakte begreber, de har lært på studiet, til et sprog, så det går til hjertet. Et ord, som jeg kan leve af, et ord, jeg kan dø på, og et ord, jeg ikke kan være foruden for at kunne leve.”
”Tiden i dag opleves af mange som presset og stresset med alt for mange krav. Jamen, det er jo her, forkyndelsen af evangeliet må sætte ind. Jeg kan ikke forestille mig noget mere relevant både for unge, midaldrende og ældre end det ord, som alene kan sætte et menneske fri. Du er ikke den, du har gjort dig selv til. For du er før, du vidste deraf, allerede set og elsket af din Skaber og Gud. Du fik det sagt og skænket i din dåb. Er det ikke relevant?”.
Nu, hvor Lise-Lotte Rebel går på pension, forstår hun slet ikke, hvor tiden er blevet af.
”Til hverdag har jeg nydt at komme her på kontoret, møde mit søde og dygtige personale og at have så mange interessante samtaler med mennesker, der brænder for noget. Og så ud og holde møder med menighedsrådene, foredrag og gudstjenester – det har været mit liv. Nu må jeg indstille mig på at sætte mig i gang på en anden måde. Men jeg har mange interesser, og min mand og jeg er tidligere blevet inviteret til konferencer og til at forelæse på udenlandske universiteter. Vi håber at kunne bevare den forbindelse, selvom det lige for øjeblikket ser lidt sort ud med at rejse.”
”Men først vil jeg unde mig 14 dages ferie, som jeg ikke har haft særlig meget af. Jeg har altid haft det bedst med at være på og har ikke haft det godt med at trække stikket ud og så senere vende tilbage til et skrivebord, hvor der ligger bunker. Der er også sprog, jeg gerne vil genopfriske, for eksempel fransk, rejse med min mand, når det bliver muligt, og der er ting, jeg har liggende i skuffen, som burde have været skrevet. Jeg frygter ikke at komme til at kede mig. Og så er der børnebørnene.”
”Min mand er 71 år og pensioneret. Han er begyndt at bage og lave supper, så jeg bliver forkælet på alle mulige måder. Han holder også mange foredrag og skriver artikler, så vi vil sikkert bruge en del tid på hvert vores lille studerekammer og så gå ture sammen. Vi har et vidunderligt og interessant liv sammen, hvor vi taler om alting og er fælles om teologien, børn og børnebørn, glæden ved litteratur og musik og glæden ved at være i naturen. Vi har sammen deltaget i gudstjenester rundtomkring i stiftet hver søndag, og det vil vi fortsætte med,” siger Lise-Lotte Rebel.
Hun og hendes mand har boet i eget hus i Helsingør i 12 år, fordi bispeboligen, der ligger som nabo til stiftskontoret, skal renoveres.
”Vi bor på en villavej, hvor folk gerne kommer forbi, og vi har et hyggeligt nabofællesskab. Det nyder vi.”
Det er et skarpt hjørne, Lise-Lotte Rebel runder i dag. Selv kalder hun det for mærkeligt at blive 70 år.
”I Bibelen står der, at 70 år er støvets år. Men som Benny Andersen har sagt, så hellere dampe end støve, og det håber jeg, at jeg får kræfter til. Det er dejligt at have alderens erfaring. Jeg har fået lov til at opleve så meget, som gør mig så taknemmelig og glad. Jeg tror, at jeg er gladere for livet i dag, end da jeg var helt ung, hvor jeg syntes, der var så mange ting, der var sorrige og besværlige. Så jeg synes, at der er meget at sige tak for i dag.”
Lise-Lotte Rebel bliver følelsesmæssigt berørt, når hun skal fortælle, hvad det er, der har drevet hende som menneske, præst og biskop.
”Det er, at jeg ikke selv kan leve uden at høre det ord sagt til mig, som kan bære i liv og død. Det er det ord, jeg må sige til andre, og som jeg selv må høre for at kunne leve. Vi er alle under Guds ord. Der var alle de svære spørgsmål, jeg som ganske ung blev stillet i: Om der er en mening med livet? Og hvor er Gud henne, når mine kære dør? Hvordan er Gud? Hvordan skal jeg leve med dødsangst, smerte og skyld? Kristendommen forkynder en Gud, som ikke er fjern fra dette menneskeliv. En Gud, der vil os så meget, at Han skaber os i sin overstrømmende kærlighed. Og at Han endda vil os så meget, at Han også vil bære omkostningerne sammen med os ved at komme til os gennem Kristus.”
”At tale om den treenige Gud, den Gud, der viser os, hvem han er, gennem et skrøbeligt barn i en krybbe og gennem en anfægtet, tortureret og korsfæstet mand på Golgata, der blev oprejst på tredjedagen – det er så stort, at det blev jeg nødt til at bruge mit liv på.”
Hvilken skønlitterær forfatter holder du mest af?
Når jeg virkelig skal slappe af, er det med de store klassiske forfattere som Dostojevskij, Sigrid Undset og Henrik Pontoppidan. Men jeg læser også nyere litteratur som Ida Jessen, de store norske og islandske forfattere, deriblandt Jon Fosse og Jón Kalman Stefánsson samt engelske Rachel Cusk.
Har du en fritidsinteresse?
Bjergvandring i Schweiz og langrend i Norge. Teologien bliver jeg aldrig færdig med. Og så går jeg lange ture med min mand, for man taler så godt sammen, når man går.
Hvad er din yndlingssalme?
En salme, der altid har betydet meget, og som jeg lærte mine konfirmander at synge nærmest udenad, er Grundtvigs "Hil dig, Frelser og Forsoner!". Den er god at synge, også for sig selv, hvis man kommer i tvivl og tænker, om der er en mening med livet.