Præst: Mange danskere længes efter dybde i livet

Jette Dahl blev for seks år siden ansat som den første præst i folkekirken med særligt ansvar for åndeligt søgende. Nu går hun på pension efter 38 år som teolog, hvor hun ofte har trådt nye veje for at imødekomme den længsel efter spirituel praksis, som hun oplever hos mange mennesker i dag

Jette Dahl kan blandt andet byde på æbler fra sin egen have. –
Jette Dahl kan blandt andet byde på æbler fra sin egen have. – . Foto: Gorm Branderup/ritzau.

Man skal kunne tåle modgang. Have et særligt gå på-mod. Og være rummelig.

Sådan beskriver 64-årige Jette Dahl de vigtigste karaktertræk, hvis man vil være præst i den danske folkekirke og samtidig arbejde med åndeligt søgende. For det har ikke altid været let at være pioner inden for et område som kristen spiritualitet. Til gengæld har det været eksistentielt givende, skabt mange åndelige fællesskaber og udviklet Jette Dahls eget gudsforhold.

For seks år siden blev hun som den første i landet ansat som stiftspræst i Ribe med særligt ansvar for åndeligt søgende. Da var hun i slutningen af 50’erne og havde forinden været sognepræst i 25 år og senere gennem flere år arbejdet som freelancepræst og åndelig vejleder, hvor hun udbød pilgrimsvandringer, retræter og meditationskurser. Hendes navn er derfor også kendt af mange, for gennem årene har Jette Dahl været i kontakt med en stor gruppe mennesker, der savner en dimension af nærvær og dybde i deres liv; ”de længes efter en åndelig madpakke”, som Jette Dahl beskriver det.

Men til november er det slut. Jette Dahl holder afskedsreception i denne måned og går på pension. Ikke med vemod, men med glæde over alt det, der er lykkedes at få fokus på, også i folkekirken – og med stor lyst til at leve et liv uden arbejde, men med tid til at besøge gode venner, dyrke familielivet og måske skrive en ny bog.

”Jeg har været igennem et længere sygeforløb det seneste års tid, hvor jeg i november fik konstateret kræft i galdeblæren og derfor måtte igennem flere kemobehandlinger. Nu er jeg heldigvis på den anden side og går til løbende kontrol,” fortæller Jette Dahl, der byder på te og fintskårne æbler fra egen have, mens hun smiler varmt og imødekommende.

Det er ikke første gang, Jette Dahl tager livtag med en kræftsygdom. Første gang var hun 44 år og næsten nybagt mor til sin yngste datter, Julie, der var knapt et år, da lymfekræften blev konstateret. Det var i denne periode, hun for alvor mødte den Gud og det åndelige nærvær, som hun i dag hjælper andre mennesker med at finde frem til.

”I den meget angstprovokerende tid oplevede jeg bøn på en helt ny måde, og hvis jeg ikke havde haft Gud at bede til, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle have gjort. Inderligheden og behovet for virkelig at tale med Gud var meget stærk, og dér begyndte min rejse mod den indre fordybelse og en kristen trospraksis, som siden har præget mit liv – både som teolog og som menneske,” fortæller Jette Dahl.

Efter sygeperioden søgte hun om tre måneders studieorlov fra sit embede som sognepræst i Åstrup og Vonsbæk ved Haderslev, hvor hun stadig bor sammen med sin mand. Her tog hun blandt andet på et retræteophold i Sverige og i Skovhuset ved Vejle, hvor hun oplevede det afgørende skifte fra troen som noget mere intellektuelt og ydre, til det, hun i dag betegner som ”Gud som også en iboende kraft”.

”Det var en katolsk søster fra Aarhus, der ledte retræten, som handlede om ’Guds nærvær’. Hende havde jeg en samtale med, og på et tidspunkt spurgte hun: ’Hvad har Gud så gjort for dig?’, og dét spørgsmål havde jeg aldrig fået før. Jeg kunne jo let have svaret som uddannet præst med hele påskens teologi, men det var ikke den slags intellektuelle svar, hun bad om. Jeg var helt tavs.”

”Men så oplevede jeg pludselig, at der kom et lys ind fra højre, og netop dér udspillede der sig en scene, som jeg senere fandt ud af stammer fra den berømte bog ’Forbrydelse og straf’ af den russiske forfatter Dostojevskij. I den fattige prostituerede Sonjas usle værelse, hvor der nærmest kun står en seng, får den mandlige hovedperson øje på en bibel og stiller hende netop det samme spørgsmål: ’Hvad har Gud så gjort for dig, Sonja?’. Og hun svarer, uden tøven: ’Alt har Gud gjort for mig!’”

”Da jeg fortalte om dette syn til søster Regina, lød hendes næste spørgsmål: ’Jette, hvad giver du Gud lov til at gøre for dig?’ Og så begyndte jeg bare at græde. I lang tid. For det gik jo op for mig, at jeg før havde holdt Gud lidt udenfor og tænkt, at jeg nok skulle klare det hele selv. Men fra det tidspunkt lod jeg Gud komme indenfor, og lige siden har jeg arbejdet på at fastholde og forsvare netop dét nærvær – og set det som min opgave at hjælpe andre med at finde det samme.”

Netop dét nærvær og den inderlige forbindelse til Gud er nemlig udfordret i dag, oplever hun. Ikke kun som det var tilfældet i Jette Dahls eget liv, men hos en udbredt gruppe af mennesker, der heller ikke oplever, at den traditionelle trosinstitution, folkekirken, kan hjælpe med den åndelige side af kristendommen eller spiritualiteten.

”Det er gået op for mig, at der er meget stor forskel på at sige, at man tror på Gud, og så til at tage troen ind i hjertet – at tage den usynlige virkelighed alvorligt. Og mange oplever, at folkekirken har svært ved at rumme troen på Gud som en indre eller iboende kraft, som man via åndelig træning kan lære at komme i kontakt med. Blandt andet gennem bøn til Kristus og samtale med ham. De oplever i stedet en afvisning, hvis deres personlige oplevelser ikke lige korresponderer med konfessionen, og en del fortæller også, at de savner muligheden for dialog i folkekirken og ofte har svært ved at fornemme, om præsten nu virkelig også selv er troende, når han står og udlægger dagens tekst på prædikestolen.”

Foto: Gorm Branderup

Jette Dahl skænker mere te op i keramikkrusene og bruger bagefter igen hænderne som medfortællere. Hun er flere gange blevet opsøgt af frustrerede søgende, der har forsøgt at få en samtale med deres lokale sognepræst om deres spirituelle længsel eller søgen, men som, hvis de for eksempel nævner egne oplevelser med reinkarnation, bliver mødt af en afvisende holdning og en melding om, at de ”vist ikke hører til i folkekirken”.

”Da en af disse kvinder – og det er typisk kvinder – kom til mig, lyttede jeg til hende med åbenhed, og da hun så spurgte om min holdning, sagde jeg, at jeg havde respekt for det, hun sagde, men at jeg ikke selv har erfaringer med reinkarnation, og at Jesu opstandelse er nok for mig. Hun begyndte derefter at komme i en af mine åndelige dannelsesgrupper i stiftet, og efter et års tid gav hun mig et kram og sagde, at hun ikke havde så meget brug for tankerne om reinkarnation mere.”

”Dén åbenhed tror jeg altså meget mere på end en afvisning. Det må være folkekirkens opgave at rumme de søgende og dem, der tror på andre ting. For de er der jo. Og i stedet for at afvise dem bør vi tage dem alvorligt og byde dem indenfor – uden at give slip på vores egen tro. Ofte vil der jo ske det, at kristendommen faktisk indeholder det, de søger – i den kristne tradition, som de fleste af os jo kommer fra.”

Jette Dahl har også selv oplevet skepsis fra andre præster.

”Da jeg begyndte at tale om pilgrimsvandringer, meditativ praksis og retræter som en mulighed i folkekirken, blev jeg mødt med stor skepsis fra flere præster. Blandt andet var der teologer fra Tidehverv, der mente, det var udtryk for en alt for from kristendom, og jeg har også oplevet at skulle til samtale hos min biskop, fordi der var kommet en klage over, at jeg havde inviteret en zenbuddhist ind i kirken til et tema om åndelig praksis. Men han var der altså sammen med Peter Bastian og mig, og efterfølgende meldte to nye medlemmer sig ind i folkekirken, fordi de følte sig rummet og mødt.”

”Selvfølgelig forstår jeg også godt forbehold og bekymringer, for kirken skal være opmærksom på, hvad den kan ’lukke ind’, og hvad den kan holde til, og dyretelepati er en af de ting, som jeg ikke selv ville have inviteret indenfor,” siger Jette Dahl med en henvisning til sagen fra Gislinge Kirke på Nordvestsjælland, hvor sognepræsten havde inviteret til foredrag i kirken med en dyreclairvoyant.

Men helt overordnet tror hun på, at det egentlig mest handler om, at vi som kirke også kan rumme de åndeligt søgende, der ellers går andre steder hen.

”Og så skal kirken benytte de myndige lægfolk mere. Jeg har selv oplevet, hvor meget det giver at mødes i grupper, hvor der er mulighed for at sætte ord på den tvivl og tro, mange går rundt med – og længes efter at tale med andre om. Det at sætte ord på netop de tanker i en gruppe skaber nogle meget stærke fællesskaber, og det er en oplagt mulighed for folkekirken. I Ribe Stift har vi kaldt dem ’åndelige dannelsesgrupper’.”

I de perioder, hvor Jette Dahl for alvor har følt sig som en, der træder nye veje i folkekirken, en pioner, har hun ofte tænkt på sin farmor. For ikke nok med, at både faderen og farfaderen var præster, og Jette Dahl dermed er ud af en stolt præsteslægt – det gjaldt faktisk også hendes farmor. Hun læste også teologi, men blev dog aldrig præsteviet.

”Min farmor var en af de første kvinder, der læste teologi på Københavns Universitet. Men hun var fra den tid, hvor kvinder ikke måtte få præstekjolen på, så i stedet brugte hun sin teologi til at yde sjælesorg i sognet, hvor min farfar var præst. Hun var en stærk kvinde, der heller ikke var bange for at gå nye veje, og hun nåede heldigvis at opleve min ordination som præst for 38 år siden.”

I dag oplever Jette Dahl dog, at mange af de ting, der tidligere blev anset som ”problematiske” i folkekirkesammenhæng, er blevet meget mere udbredte. Det gælder især pilgrimsvandring, som hun selv blev optaget af efter sin første kræftsygdom og efterfølgende studieorlov for 20 år siden.

”Ligesom jeg selv har oplevet det, så er der generelt kommet en større erkendelse af, at kroppen også er vigtig i gudsforholdet. At det hele ikke skal foregå i hovedet. Personligt har det været meget vigtigt for mig at have en daglig praksis, hvor troen får plads. Helt konkret i form af at slå korsets tegn. Og gerne som en fysisk aktivitet, der har kroppen med, som for eksempel pilgrimsvandring.”

Jette Dahl omtaler Kristus som sin ”sjæleven” og fortæller, at hun i perioder også bare har siddet i stilhed med et enkelt ord i tankerne. For eksempel ordet ”taknemmelighed”, og det er en række af de værktøjer, hun har taget med sig i sit virke som præst og vejleder for åndeligt søgende. Jette Dahl har undervejs også udgivet flere bøger om kristen trospraksis og senest en i lommeformat om den nye pilgrimsrute Camino Haderslev Næs.

”Og ved du hvad? Det er biskop Marianne Christiansen, der har skrevet forordet til bogen, så nu føler jeg nærmest, at både pilgrimsvandringen og jeg selv har fået det blå stempel af folkekirken. Det er da en god måde at gå på pension på.”