Formand for Danske Gymnasiers bestyrelse: Unge i dag bliver formet af de store etiske spørgsmål

Som formand for Danske Gymnasiers bestyrelse og rektor på Gefion Gymnasium i København oplever Birgitte Vedersø en generation af unge med stor interesse for de etiske spørgsmål. Det tvinger de voksne til også at forholde sig til det, og det er godt, mener hun

Birgitte Vedersø. –
Birgitte Vedersø. – . Foto: Steen Agerskov Sørensen.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

"Professionelt er det lige nu et etisk dilemma, når vi taler om elevfordelingen i gymnasieskolen. Det er et spørgsmål, som kan være vanskeligt at håndtere. Især når det handler om, hvorvidt vi skal fordele eleverne på baggrund af deres etnicitet. På den ene side er det indlysende, at ingen har lyst til det. Historien bugner jo ikke ligefrem med gode eksempler på, at det er en god idé at dele folk op på den måde. Skolen skal være et fristed, hvor man alene skal være på grund af sin evne og lyst til at lære.

Vi vil gerne have, at alle elever føler sig velkomne. På den anden side står vi i den situation, at vi ved, at det giver problemer, hvis vi får for meget segregering i samfundet. Det viser sig meget ofte i debatten om flygtninge og integration, at de største modstandere er dem, der ikke kender nogen indvandrere. Det er sundt at møde andre, som ikke ligner en selv. Derfor er det på den enkelte skole et spørgsmål om integration, hvor der ikke skal være for mange af enten den ene eller den anden type elever. Ydermere er det et problem, fordi der statistisk set er større frafald blandt elever af anden etnisk herkomst, og det kan på længere sigt blive en økonomisk udfordring. Det er et svært dilemma, som vi forsøger at håndtere."

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

"Det er et stort spørgsmål. Jeg synes generelt, at der er store etiske spørgsmål på dagsordenen lige nu. Især når det kommer til klimaet. Det er et kæmpestort dilemma, fordi vi godt ved, at vi bør skrue ned for forbruget. Og mange af os forsøger også at gøre det i det små. Men samtidig synes jeg også selv, at det er dejligt at tage på ferie et varmt sted og få sol på næsen, når det er koldt i februar."

Hvad er tidens største etiske dilemma?

"Jeg tænker, at det er et meget stort etisk dilemma i tiden, at vi på den ene side har tilstrækkeligt meget viden til at vide, at vi burde lægge vores liv om af hensyn til klimaet. Og på den anden side har en samfundsdynamik, der er indrettet, så den er baseret på forbrug. Det er et dilemma. Især når man har med unge at gøre, som er oprigtigt interesseret i den her dagsorden, men som ikke altid formår at få det koblet sammen med handlinger i eget liv.

Som gymnasieskoler har vi et ansvar i forhold til det. Vi har at gøre med unge i en tid, hvor de bliver formet og stiller store spørgsmål. Det betyder også, at de unge konfrontere de voksne og skolen med etiske spørgsmål og dilemmaer hele tiden. Det er lige fra ”hvorfor bruger vi engangskopper i kantinen, når vi ved, at det er skadeligt for klimaet?” til langt større spørgsmål om lighed, identitet og krænkende adfærd. Det er både udfordrende og givende. Det er dejligt, fordi det tvinger os som voksne til at tage de etiske overvejelser op med os selv og hinanden."

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

"Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes, i lighed med efterhånden rigtigt mange andre, at vi har for meget fokus på det, der kan måles og vejes. Vi savner at tale om vores visioner for, hvilket liv og samfund vi gerne vil have. Det kunne jeg godt bruge en større diskussion om. Jeg tror, det ville vinde stor genklang blandt de unge, fordi deres tanker netop kredser om livets store spørgsmål. Og der er det værdier og etik, som burde være pejlemærkerne."