FEM MYTER OM SÅRBARHEDEN
Der er altså gode grunde til, at vi ikke bryder os om at tænke på, tale om og mærke sårbarheden, for den rokker ved vores selvopfattelse og truer vores følelse af at høre til. Det skal vi vide og respektere, når vi vil arbejde med at lære vores egen sårbarhed at kende. Men der er også dårlige grunde til sårbarhedens blakkede ry, og de ligger blandt andet i vores misforståelser af begrebet – det, Brené Brown kalder myter om sårbarheden:
Myte 1: Sårbarhed er svaghed.
Dette er måske den mest udbredte myte. Når jeg slår ordet sårbar op i ordbogen, nævner den svag som “ord i nærheden”. Men intet menneske er enten svagt eller stærkt. Det er et vilkår for ethvert menneske indimellem at føle sig fuld af energi, optimisme og virkelyst (’stærk’) og andre gange at føle sig tømt, træt og tørstende efter hjælp og håb (’svag’). Styrken er god, for den sikrer overlevelse for os selv og vores flok, men sårbarheden er ikke en modsætning til styrken, den er indlejret i den. Styrken eksisterer ikke uden svagheden, og svagheden er ikke et karaktertræk, men et vilkår. At være sårbar er at være et helt menneske. At stå ved det er stærkt. Hvis vi ikke ved, at vi er sårbare, er vi ikke stærke, så er vi bare dumdristige. Man kan også sige det sådan her:
Hvis sårbarhed er svaghed, så er følelser svaghed. Enhver følelse, vi mærker – glæde, sorg, irritation, håb, magtesløshed og alle de andre – indeholder nemlig en sårbarhed, som vi kan vælge at anerkende og tillade at være der, eller som vi kan bruge energi på at undertrykke. Mange af os har det svært med vores følelser, fordi de er svære at styre, og når vi har svært ved at styre, mister vi kontrol og dermed fodfæste. Det er godt at kunne styre sine impulser, så vi ikke bliver drevet rundt i manegen af vores følelser og kommer til at gøre ting, der skader os selv og andre. Men den eneste måde aldrig at miste fodfæste på er ved at stå bomstille. Eller holde fast i, at vi kun vil bevæge os så meget (eller lidt), at vi ikke falder.
Problemet med den indstilling er, at faldet ikke er en teoretisk risiko, faldet er med i enhver bevægelse. Det ved tumlingen, der rejser sig igen og igen for at lære at gå. Det ved fodboldspilleren, der får bandage og lidt bedøvende gelé på og går tilbage i kampen for at blive tacklet og skubbet til, men især for at score nogle mål for sit hold. Og det ved vi i virkeligheden alle sammen, når vi står op hver morgen og går i gang med vores respektive hverdag. At gå ud i verden, vel vidende at der er en risiko ved alting, er det, der gør os modige. Ikke tanken om, at noget slemt aldrig kan eller vil ske. Derfor er sårbarhed styrke, ikke svaghed.
Myte 2: Sårbarhed er noget, vi kan vælge til og fra.
Vores sårbarhed er ikke en fordel eller en ulempe, et værktøj eller en fjende. Du kan ikke vælge at sige, at du ikke er typen, der bruger sårbarhed, eller at du har valgt sårbarheden fra i dit liv. Sårbarheden findes hos os alle sammen, om vi vil eller ej. Hvis vi kender, anerkender og måske endda omfavner sårbarheden, kan vi leve med den som en god ven. Som med alle gode venner vil der være irritationsmomenter og gnidninger indimellem, måske endda pauser med iskold luft, men vi kommer altid tilbage igen. Men hvis vi nægter at anerkende sårbarheden i os selv, kan den få os til at handle på måder, vi egentlig ikke har lyst til: Vi kan i værste fald ende som typerne, der ofte går i forsvar, ikke kan tåle kritik, kritiserer andre, ikke rigtig kan engagere os i noget eller nogen eller slet og ret bliver lidt ligeglade med det hele. For sårbarheden vil ligge neden under det hele og råbe som et irriterende barn, indtil vi tager os af den.
Sårbarheden er ikke et til- eller fravalg. Den er et vilkår. De mest hardcore vil insistere på, at det muligvis er rigtigt, men at de i hvert fald vil holde den så meget stangen, som de kan. Sørge for ikke at dyrke den, ikke komme i situationer, der udfordrer den, skynde sig at holde den nede, hvis den dukker op. Sådan en strategi har to svagheder; den ene er, at det kræver en enorm mængde energi at holde sårbarheden nede, den anden er, at man risikerer at lukke af for alle de følelser, man gerne vil have – som glæde, kærlighed og virkelyst. For det er svært at lukke af for det ene uden at lukke af for det andet. Og så er der faktisk en tredje svaghed i den plan, som slet og ret er, at den vil slå fejl. Vi er alle sårbare, og ingen af os kan løbe fra det, hvor hurtige vi end er.
Myte 3: Sårbarhed handler om at vise det hele til alle.
Dette er måske den mest udbredte. Den vokser ud af det, vi skal se nærmere på i kapitlet “Det nye sort”, som handler om at misbruge sin sårbarhed til at få opmærksomhed eller omsorg fra andre, enten bevidst eller ubevidst. Eller have svært ved at dosere den rigtigt og over for de rigtige. For ligesom sårbarheden ikke er til at slippe uden om, er den heller ikke noget, vi skal dyrke som en afgud eller hælde ukritisk ud over andre for at opnå noget bestemt. Det handler ikke om at vise vores inderste til alle, altid. At være tilpas med sin sårbarhed betyder ikke at optage en video af sig selv grædende og sende det live på Instagram eller skrive lange intime opslag på Facebook med detaljer om vores skilsmisse.
Når eller hvis vi gør det, er det ofte, fordi vi mangler opmærksomhed i en grad, som kræver et helt andet indre og ydre arbejde at komme overens med end det, som suset fra de sociale medier kan tilbyde. Det kan føles rart med en masse likes og kommentarer, men vi kan også få slemme tømmermænd bagefter, fordi opmærksomheden som enhver rus klinger af igen, hvorefter vi mærker, at vi gik for langt over for de forkerte.
Det behøver ikke at handle om sociale medier, det kan også bare handle om møder med mennesker, hvor vi af forskellige grunde går for langt for hurtigt. Det kræver tillid at vise et andet menneske sit inderste, og tillid bygges op langsomt, gennem de handlinger, vi udfører over for hinanden, som viser, at den anden kan stole på os. Brené Browns billede på dette, som hun har lånt fra sin datter Ellen, er et glas med marmorkugler, som datterens klasse havde stående. Hver gang børnene gjorde noget godt, kom læreren en kugle i glasset. Tilsvarende med venner: Hver gang en ven gør noget, der viser os, at vi kan stole på ham eller hende, triller der en kugle ned i det imaginære glas. Kun de fulde glas – marmorkuglevennerne – kan vi stole helt og fuldt på. Så sårbarheden er ikke et nyt banner, vi kan iføre os for at opnå noget bestemt, og den er ikke en undskyldning for at opføre sig dumt eller grænseoverskridende.
Myte 4: Sårbarhed er noget, man kan arbejde med alene.
Man kan godt starte arbejdet med sin sårbarhed alene, for eksempel ved at læse bøger som denne eller gå og øve sig lidt på at blive venner med den i det små, men i selve situationen, hvor sårbarheden kan mærkes, er der altid andre mennesker involveret. Ifølge Brené Brown handler det om, at vi har brug for en indercirkel af mennesker, der altid vil give os en hånd, når vi falder. Mennesker, der elsker os, både når vi er grimme og smukke, og som har vores ryg, når vi føler os sårbare.
Det bider dog sig selv lidt i halen, for hvordan får vi den slags relationer, hvis vi ikke er i kontakt med vores sårbarhed? Det er svært, tror jeg. Så der er fordele i at arbejde med sin sårbarhed, hvordan ens relationer end ser ud nu og her. Om man er helt alene eller en del af en stor flok. Ensom eller elsket. Eller begge dele.
Kernen af sårbarheden og det måske sværeste menneskelige dilemma af alle er, at vi ikke kan klare os uden de andre, men vi kan heller ikke altid regne med dem. Vi har ikke ret til andres kærlighed og omsorg, selv om vi har brug for dem. Dét er sårbart. Men det bliver ikke mindre sårbart af, at vi holder os for os selv eller prøver at overbevise os selv om, at vi kan klare os uden andre. Det bliver vi kun (endnu mere) ensomme af.
Myte 5: Sårbarhed er enten-eller.
Denne myte står for egen regning. Jeg har mødt den i al min research og alle mine samtaler om sårbarhed, og den går på, at hvis man er sårbar, så er man kun det. Eller hvis man er modstandsdygtig, så er man ikke også sårbar. Sårbarheden er så svær at forstå og måske også at acceptere, fordi vi er vant til at tænke i modsætningspar. Vores hjerner elsker at stille det sådan op, for så forstår vi verden meget enkelt. Men det at omfavne sin sårbarhed er indlejret i at være modstandsdygtig. At kunne såres er indlejret i at passe på sig selv. At sætte grænser er indlejret i at kunne vise tillid til andre.
Det hele hænger sammen som yin og yang, og det har vi ofte svært ved at vride vores hjerner rundt om. Derfor tror vi, at det ene udelukker det andet, men med sårbarheden er det både-og, ikke enten-eller. Hvis vi kan få den myte knust, har vi fået en meget vigtig nøgle til at lære ikke kun vores sårbarhed, men os selv i det hele taget rigtig godt at kende.