Prøv avisen

Elisabeth Gjerluff Nielsen: Der har ikke været kærlighed nok mellem os søskende

Måske kan det være opbyggeligt for nogle at vide, at det også kan være svært at være søskende, selvom man er pop star. Der er ingen grund til at gøre livet nemmere, end det er, siger sangskriver Elisabeth Gjerluff Nielsen, der er aktuel med bogen ”Store børn. Erindring om en familie”. – Foto: Leif Tuxen

Trods stærke, vestjyske familietraditioner begyndte søskendeforholdet i familien ­Gjerluff Nielsen at krakelere, da forældrene døde. De svære relationer til sine voksne ­søskende beskriver musiker og forfatter ­Elisabeth Gjerluff Nielsen i erindrings­bogen ”Store børn”

En søndag for et par år siden sad Elisabeth Gjerluff Nielsen på kirkebænken til højmesse i Vor Frue Kirke i København som så mange gange før. Et særligt smukt orgelstykke indledte gudstjenesten, og det fik hende til at kigge bagud mod orglet. Idet hun vendte sig, fik hun samtidig øje på sin ene storebror Peter A.G. Nielsen, som sad et par rækker bagved. Der besluttede hun, at hun efter højmessen ville gå hen til ham og ønske god søndag og spørge, om de ikke skulle drikke en kirkekaffe, prøve at tale lidt ordentligt sammen igen.

”Jeg tænkte på, hvor trist det var, at vi som voksne søskende nærmest ikke havde noget med hinanden at gøre. Jeg savnede jo det, man måske kan have sammen, når man som søskende har kendt hinanden i mere end 50 år og været vidner til hinandens liv. Jeg besluttede mig for at række hånden længere frem.”

Den 62-årige sanger, musiker og forfatter fortæller fra sit lyse kartoffelrækkehus på Østerbro i København om dette og andre forsøg på at nærme sig sine tre søskende. Hendes bog ”Store børn. Erindring om en familie” udkom på Gyldendal i går og handler dels om opvæksten i den vestjyske provinsby Skjern, dels om smerten i at måtte erkende, at de ”store børn” trods fælles opvækst er kommet så langt fra hinanden, at det er vanskeligt, måske næsten umuligt at nå de fremstrakte hænder.

”Jeg ønskede selv at blive klogere på, hvad en familie består af, og hvor konflikterne kommer fra. Hvorfor endte vi søskende ofte med at være sarkastiske og overfladiske over for hinanden? Hvorfor havde vi behov for at hævde os og sætte hinanden på plads? Og hvorfor skulle der helst være en, der var udenfor?”.

Hun understreger, at bogen er hendes version af historien og hendes fortolkning af de indbyrdes relationer. Hendes søskende – som i øvrigt fik tilsendt bogens manuskript tidligt i processen – har sikkert en anden opfattelse, tror hun. Men hun er ikke sikker, for de har kun sagt lidt eller ingenting, og hendes kontakt med dem er sparsom.

”Jeg forsøger ud fra min beskrivelse af min egen opvækst at beskrive, hvad der sker i vores fælles barndom. Selvom man er vokset op hos de samme forældre, kan man have en vidt forskellig opfattelse af barndommen, men det er tabubelagt at tage hul på sammenstødene, ja, ren Kain og Abel. Med bogen vil jeg gerne undersøge, hvorfor alt det gode, jeg ønsker for os som søskende, ofte ender med at blive det stik modsatte.”

Elisabeth Gjerluff Nielsen er den yngste i en søskendeflok på fire. Den ældste bror, Jens, blev født i 1951, Peter i 1952, storesøsteren Kirsten i 1955, og hun selv i 1957. Hendes forældre havde rødder i to storfamilier i Skjern. Faderen var opdraget indremissionsk og var en entreprenant forretningsdrivende, som havde store armbevægelser og var meget socialt anlagt. Moderen var grundtvigianer, stod for hus og hjem, men havde også uddannelse og fuldtidsjob på Tarm Sygehus og ville helst bruge sin sparsomme fritid på at læse bøger.

”Mine forældre var nødt til at mødes om nogle ting, selvom de havde forskellige opfattelser på en række punkter. Det sværeste for os børn var nok, at to kulturer var blevet til en familie, og man på en måde skulle lære at tale to sprog. Det kan være svært at forstå, hvis ens mor sætter pris på, at man kan passe sig selv, mens ens far synes, man skal være i fuld vigør med andre.”

Hun blev kaldt Hittebarnet af sine ældre søskende, som fik overbevist hende om, at hun både så anderledes ud med sit helt mørke hår og mørke øjne og også opførte sig anderledes og derfor var et hittebarn fundet i en kurv i Skjern Å. Om og om igen tegnede hun det samme motiv fra Anden Mosebog. Moses i sivkurven, som bliver fundet ved Nilens bred af Faraos datter. Efter forældrenes død fandt hun kassevis af de tegninger i sin fars gemmer.

”Måske syntes mine søskende, jeg var forkælet. Jeg var jo nummer fire og blev nok ikke opdraget i samme grad som de andre, men var til gengæld god til at lege selv og tvivlede derfor heller ikke på min mors kærlighed, hvilket de andre måske mere gjorde. Jeg kan fra en tidlig alder huske følelsen af at være udenfor – men at det også var o.k., at jeg ikke var i rigtig familie med de store, når jeg syntes, de var grove. Så jeg blev ikke kuet af det. Dengang.”

Hun husker sin barndom som god med stort fokus på, i hvert fald fra faderens side, at pleje familiefællesskaberne og traditionerne. Tidligere ville hun da også have forsvoret, at hun ville komme til at skrive en bog som denne.

”Jeg har ingen dysfunktionel familie at beskrive. Jeg har haft gode kår, gode muligheder, kærlige og interesserede forældre. Og jeg havde derfor ikke troet, at mit forhold til mine søskende skulle blive sådan her. Jeg havde troet på, at vi kunne løse vores konflikter hen ad vejen med kærlighedens stærke arm, som min far altid talte om, tog frem og brugte. Han havde uden tvivl også et indremissionsk glansbilledagtigt billede af, hvordan en familie skulle være.”

Glansbilledet af den gode familie begyndte at krakelere, da forældrene i 1998 døde med blot 10 dages mellemrum. Faderen døde uventet af en blodprop, og derefter moderen efter kortere tids kræftsygdom. Med dem døde også traditionerne og familiemiddagene i barndomshjemmet i Skjern.

”Så er vi alene hjemme. Med hver sin barndom,” konstaterer Elisabeth Gjerluff Nielsen i bogen.

Hun oplevede, at selvom søskendeflokken på fire nu var de ældste i familien, og alle havde passeret de 40 år, så forsøgte de at fastholde hinanden i de roller, de havde fået som børn.

”Hvad stiller man op med en storebror, der siger, han vil være ens nye far, når forældrene dør? Det var ikke det, jeg havde brug for som 40-årig som mor til to små børn. Men det har vi haft svært ved at løsne op for. Vi har nok holdt fast i de positioner, der blev grundlagt, da vi var små.”

Hun slår ud med armene og kommer selv med en mulig del af forklaringen.

”Som barn i 1960’erne blev mine brødre opdraget til en meget traditionel manderolle, der handlede om ansvarlighed og om at tage sig af de små, hvilket på sin vis er meget smukt. Men på samme tid begyndte mange piger og kvinder at rive sig løs og insistere på, at de kunne være selvstændigt tænkende væsener. Det sammenstød tror jeg, mange i min generation har oplevet.”

Egentlig var det en anden bog, hun ville have skrevet. En bog, hvor hun sammen med sin ene storebror og frontfigur i Gnags, Peter A.G. Nielsen, skulle undersøge og udfordre søskenderollerne storebror og lillesøster. En forlagskontrakt var skrevet under, og utallige møder mellem de to søskende var blevet aftalt, færre var blevet gennemført, men Elisabeth Gjerluff Nielsens computer var fuld af notater, udklip og gamle og nye billeder, som skulle garnere fortællingen om de to søskende. Når hun ville skrive den med ham, var det, fordi de begge var sangskrivere og i mange år var dobbeltforbundne privat, fordi de var gift med et tvillingepar. Og så fordi de også havde mange konflikter og sammenstød, som hun gerne ville løsne op.

”Da Peter fyldte 60 år, gav jeg ham oplægget til storebror-lillesøster-portrætbogen. Jeg oplevede det selv som en gave, at vi kunne gå i kødet på de roller, man umærkeligt giver hinanden i en familie. For hvad nu, hvis man har svært ved at acceptere den rolle, man fik som toårig, når man, som jeg er nu, er 62 år. Jeg synes, vi burde bidrage positivt til hinandens liv og acceptere hinanden som jævnbyrdige mennesker i stedet. Det troede jeg, vi kunne med bogen.”

Bogprojektet kuldsejlede dog i 2015, fordi de to søskende havde svært ved at blive enige om både form, indhold og vejen dertil.

”Jeg blev virkelig ked af det og gik helt i sort, fordi det var endnu et nederlag i den her familie. Jeg lod det ligge i nogle år, og det var godt, for jeg var både hævngerrig og vred. I stedet for at komme hinanden nærmere var vores relation gået helt i hårdknude.”

I rækkehuset i København bor hun ”selvvalgt alene”. Hun har en kæreste i en anden landsdel, og døtrene på 25 og 30 år er for længst flyttet hjemmefra – men kommer ofte forbi. Altid om søndagen, hvor Elisabeth Gjerluff Nielsen inviterer på familiemiddag med to-tre retter, gerne simremad, og som regel også kage og et glas vin. Hun er blevet mormor til Ursula på to år, som hun henter en gang om ugen, og som har et legehjørne i køkken-alrummet. Hun sætter familielivet højt, men ser ikke sine søskende Peter og Kirsten, som begge bor i København. Hendes ældste bror, Jens, taler hun med, men han bor i Malaga i Spanien, så de mødes ikke ofte.

Men hvorfor overhovedet begynde at lufte de familiære problemer? Hvorfor stille et problematisk søskendeforhold til skue i offentligheden? Hvad skal det gøre godt for? Sådan har for eksempel hendes ældste bror, Jens, spurgt. Selv har hun også overvejet det længe og været i tvivl undervejs – og kan godt forstå, at mange erindringsbøger først bliver skrevet, efter at hovedkaraktererne er døde. Men det er også meget ”gammel Skjern” at holde på formerne, og det har hun ikke behov for længere.

”Når folk ligger under muld, er det nemmere at sige, at de var entydigt fantastiske eller entydigt dårlige. Derfor er det måske meget godt at se på relationerne i levende live, så man ikke ser på dem i et fjernt lys. Det er stadigvæk min version, men det er min version i levende live. De andre har helt sikkert en anden version, og den individualitet anerkender jeg. Mine søskende og jeg har virkelig forskellige sind, og det giver udfordringer, men måske kan vi give plads til, at vi ikke alle sammen er ens. Til styrkelse af det indre menneske.”

Hun erkender, at det nok ligger i hendes natur at stikke hånden i hvepsereden og stille de spørgsmål, som vi ikke altid ønsker at høre svar på. Men hvor meget må man egentlig skrive om hinanden?

”Det har været en svær balance, for der er tale om mennesker, der stadig er her, og det er min version. Mennesker er virkelig krænkbare, og det gælder også mig selv. Men vi har jo kun det ene liv, og hvis ikke vi kan give vores refleksioner og erfaringer videre, så ligger de jo bare og flagrer rundt som ingenting og dør. Måske kan det være opbyggeligt for nogle at vide, at det også kan være svært at være søskende, selvom man er pop star. Der er ingen grund til at gøre livet nemmere, end det er.”

Undervejs havde hun søvnløse nætter og var bange for at såre nogen. Nu håber hun, at folk vil læse bogen som en sober skildring af noget ganske genkendeligt.

”Der er også nogen, der siger ’er det ikke bare jalousi?’, jo, det er det også. ’Er det ikke bare magtkampe?’ Jo det er det også. Præcis som i Bibelen eller hos Shakespeare, hvor vi tror, at det handler om kongemagten, men i virkeligheden er familien, der slås om positionerne og om at blive anerkendt som de mennesker, vi er. Det kan alle mennesker godt forstå. Børn slås indbyrdes om forældrenes kærlighed, indtil de er sikre på, at de føler sig elskede og falder til ro.”

Handler jeres konflikter og uro i søskendeflokken så i virkeligheden om, at I ikke fik kærlighed nok af jeres forældre?

”Jeg har fået nok kærlighed af mine forældre. Men der har ikke været kærlighed nok mellem os søskende. Jeg har sikkert heller ikke givet min del, og det kan jeg så overveje på, ligesom de kan. Men der er ikke lagt en kile ned i vores relation. Den ligger snarere i dvale.”

Ingen har slået hånden af nogen, Det er vigtigt for hende at understrege. Hun ved ikke, hvordan og hvor meget de andre tre ses indbyrdes, men hun fik kun fødselsdagshilsen fra én sidst. Det er ikke udtryk for et definitivt opgør. Måske ser relationen anderledes ud i fremtiden.

”Det, jeg håbede ville ske for mig personligt, er sket. Det har givet mig en frihed at gennemføre bogprojektet. Jeg er gået i rette med min egen angst for mine søskendes afvisninger.”

Når Elisabeth Gjerluff Nielsen går rundt i København, sker det ofte, at fremmede Gnags-fans henvender sig til hende for at spørge, hvordan det går med Peter A.G. og hans hund. Før hun skrev ”Store børn” holdt hun facaden og svarede, at det gik fint, og at hun helt sikkert ville hilse sin bror. I dag vil svaret lyde anderledes ærligt.

”Så vil jeg sige, at jeg faktisk ikke ved, hvordan det går med Peter og hans hund, fordi vi ikke har den store kontakt lige nu. Mit håb er, at andre, der er tynget af familieproblemer, vil få en lidt lettere gang på jorden.”

Tilbage på kirkebænken den søndag i Vor Frue Kirke i København for et par år siden, var Elisabeth Gjerluff Nielsen stadig mærket af det forliste bogprojekt. Men hun ville også gerne række hånden ud til sin bror, så de kunne prøve at nærme sig hinanden igen.

Da postludiet lød, vendte hun sig for at finde ham og invitere ham med til kirkekaffe.

Men pladsen, hvor Peter havde siddet, var tom.

Selvom man er vokset op hos de samme forældre, kan man have en vidt forskellig opfattelse af barndommen, men det er tabubelagt at tage hul på sammenstødene

Elisabeth Gjerluff Nielsen, musiker