Prøv avisen

Der, hvor alt giver mening

”Jeg tror, at religiøsiteten hos de troende stikker langt dybere, end folk almindeligvis gør sig forestilling om. Generelt undervurderer man for eksempel kirkegængerne,” siger Erik Meier Carlsen. Foto: Leif Tuxen

Buddhisten Erik Meier Carlsen er blevet overrumplet af, hvor godt han finder sig hjemme i højmessen. Han mener, at danskerne generelt er religiøse analfabeter, som mistolker troens betydning

Første søndag i advent 2013 gik Erik Meier Carlsen til gudstjeneste. Det var der så mange andre, som gjorde netop første søndag i advent, men for Erik Meier Carlsen blev gudstjenesten i Mariendals Kirke på Frederiksberg en indgang til en ny forståelse af hans arv, og siden er han kommet til gudstjeneste i kirken stort set hver søndag.

”Det har været en så utrolig herlig oplevelse, og det overrumplede mig noget, at jeg oplever højmessen som fuldstændig meningsfuld,” siger den 67-årige forfatter, politiske kommentator og forhenværende chefredaktør, som er kendt for sit omfattende engagement i den tibetanske buddhisme.

Da vi mødes i Mariendals Kirkes lyse kirkerum for at tale om hans åndelige vej, understreger Erik Meier Carlsen, at kirkegangen ikke har rokket ved hans buddhistiske ståsted, men gudstjenesterne har åbnet ham for betydningen af hans kristne arv og skærpet hans undren over det, han kalder for danskernes religiøse analfabetisme.

Erik Meier Carlsen siger, at han har været religiøs det meste af sit liv. Når hans mor sang aftensang og bad aftenbøn i familiens beskedne lejlighed i det indre København, tog han ordene og ritualet til sig. Hans far var en filosofisk agnostiker og præget af opholdet i tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Erik Meier Carlsen husker, hvordan faderen citerede lyrikeren Erik Knudsen: ”Troen, der før var klippegrund, er blevet en stjerne”. Ligesom sin far fandt Erik Meier Carlsen det naturligt at stille filosofiske spørgsmål. Han var omkring syv år, da han blevet optaget af spørgsmålet om tiden.

”En jegbevidsthed dukkede op, og jeg blev stærkt optaget af tiden: Dette nu, som er her, og nu er fortid. Omkring samme tid udviklede jeg en dødsangst. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle dø. Jeg havde nogle skræmmende oplevelser, som kom til mig, når jeg var blevet lagt i seng. Jeg kunne finde på at springe op af sengen og råbe for at bremse tankestrømmen. Jeg husker det meget klart, men det var ikke noget, mine forældre blandede sig i, så måske har jeg ikke råbt så højt, som jeg husker det,” siger han.

Inden han skulle i skole, flyttede familien til en større lejlighed i den pæne ende af bydelen Østerbro. I drengeårene blev han en del af Civil KFUM i den lokale sognekirke. Et par kreative ledere drev en attraktiv afdeling af KFUM i Sankt Jakobs Kirke, hvor der blandt andet var mulighed for at se film. Og Erik Meier Carlsen blev et dedikeret medlem. Indføringen i den kristne tro var en vigtig del af programmet i Civil KFUM, og han deltog gerne i bibeltimerne og var med på en række udflugter, hvor der oftest var indlagt kirkegang. Hans dødsangst havde tændt en søgen efter livets mening.

”Nogle troede, at jeg var præstesøn, fordi jeg var så engageret og vidende om Bibelen,” siger Erik Meier Carlsen.

Hans konfirmationsforberedelse blev et vendepunkt. Med sin nysgerrige og bevidste tilgang til kristendommen havde han en række spørgsmål til troen, som han oplevede, at præsten gled af på.

”Jeg var udfordret af spørgsmålet om troen på kødets opstandelse og spurgte ind til det. Jeg kan ikke huske, hvad præsten svarede, men jeg kan huske, at hans svar blev ved med at være en anfægtelse for mig,” siger han.

Han blev konfirmeret, men i stedet for filmeftermiddage i Civil KFUM blev han politisk aktiv. Når han ser tilbage på sit liv, beskriver han årene fra 14 til 19 år som en socialistisk-utopisk periode. Han meldte sig ind i SFU og blev formand for den københavnske lokalafdeling og var med i SF's hovedbestyrelse sammen med den navnkundige Aksel Larsen. Han overvejede, om han skulle gå efter en tilværelse som politiker, og da han var blevet student fra Gammel Hellerup Gymnasium, slog han sig ned i Aarhus, hvor han læste til cand.scient.pol. Det blev dog kun til et år på studiet, inden han søgte og fik en plads som journalistelev på Demokraten i Aarhus.

Han husker, hvordan der var en stærk fascination af nærmest alt østligt i de år. Den bølge var han med på. Selv afsøgte han grænser for bevidstheden gennem enkelte gange at bruge LSD, og da hans bror en dag lånte ham en bog skrevet af den indiske ny-hinduistiske guru swami Narayanananda, læste han den uden dog at være voldsomt optaget af den. I 1970 kom swami Narayanananda til Gyllingnæs på Mols, hvor hans tilhængere holdt sommerlejr. Erik Meier Carlsen kendte mange af dem, som slog deres telt op ved Gyllingnæs den sommer.

”Jeg tænkte, at jeg kunne dække swamiens besøg som journalist, men jeg kom aldrig til at skrive en linje, for jeg blev indfanget af ham. Da jeg mødte swamien, spurgte han mig, om jeg havde en guru, og jeg svarede noget overrumplet 'nej', og han sagde, at det havde jeg nu. Og så gav han mig instruktioner, også om mit privatliv. Jeg fortalte, at jeg havde en kæreste, og han sagde, at jeg skulle gifte mig med hende og få to børn, og det gjorde jeg så. Min kæreste og senere kone var nysgerrig og fulgte med, men hun var ikke så voldsomt engageret, som jeg blev.”

Mens mange af vennerne blev på Gyllingnæs, rejste Erik Meier Carlsen tilbage til København, hvor han var ansat som journalist på dagbladet Information. I sin fritid dyrkede han kundalini-yoga efter guruens anvisninger og levede strengt vegetarisk, sådan som han havde lært det på Gyllingnæs. Selvom han forsøgte at leve sig ind i det hinduistiske ikonografiske univers, syntes han ikke, det vakte den genklang, han søgte. En gåtur på Strøget i København i sommeren 1971 kom til at ændre hans trosvej. I en kasse ved et antikvariat stødte han på bogen ”Foundations of Tibetan Mysticism”. Han købte bogen og tog den sammen med en engelsk udgave af ”Den Tibetanske Dødebog” med på sommerferie.

”Jeg oplevede en fuldstændig ubegribelig fascination. Jeg blev så fascineret, og det var en skarp kontrast til den hinduistiske gudeverden, som ikke rigtig sagde mig noget,” siger han.

Han fik kontakt med en engelsk buddhistisk nonne, som han tog tilflugt hos, og i 1973 var han med til at indvie det første tibetansk buddhistiske tempel i Danmark, som havde til huse i en beskeden kælder i det indre København. Dalai Lama besøgte landet og forestod indvielsen.

”I buddhismen siger man, at den første tro vækkes ved eksemplet. De mestre, jeg så i de første år, legemliggjorde en sikker livstydning, som jeg aldrig havde set før. De havde det, jeg ikke havde fundet hos præsten. Mestrene var autentiske og fuldstændig urokkeligt til stede i deres virke, og deres eksempel omvendte mig, og jeg fik tro.”

Han husker, hvordan Dalai Lama ved deres første møde i 1973 sagde, at man skulle blive i den åndelige tradition, som var i ens land. Men så tilføjede Dalai Lama, at der var enkelte individer, som kunne få en særlig glæde af at skifte tro, og Erik Meier Carlsen tænker, at han var en af de få.

43 år efter at han søgte tilflugt og officielt blev buddhist, beskriver han sit forhold til den kultur og religion som en forelskelse, der er fuldstændig og dybt omfattende. Siden han blev buddhist, har han indrettet sig med et tempelrum. Da han boede i villa, havde han et tempel i haven. I dag har han indrettet et tempelrum i sit soveværelse. Her er han at finde i hvert fald tre gange om dagen. Hans praksis har ændret sig gennem årene, men nu hvor han har god tid, bruger han sammenlagt flere timer dagligt på den praksis, som er centrum for hans tro.

Et så stærkt og vedvarende engagement i buddhismen har haft omkostninger.

”Jeg er ikke tibetaner og kommer ikke til at leve et tibetansk liv, selvom jeg på nogle måder gør mig umage for det. Jeg har lært mig sproget og studeret alle sider af tibetansk kultur, og nogle af mine yndlingsretter er tibetanske. Men det betyder også, at der er meget væsentlige sider af min tilværelse, som jeg ikke kan dele med de mennesker, som jeg ellers har haft omgang med. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg var buddhist, og det er blevet set som kuriøst, måske interessant, men jeg har opfattet det som en umulig opgave at formidle troens indhold til mennesker, som ikke var rede til at bruge megen tid og mange kræfter på det, og det har betydet, at selv mine nærmeste ikke har haft adgang til en væsentlig del af min tilværelse.”

”Jeg er heldig at have et godt og nært forhold til mine fire børn, og jeg har i nogen grad delt min tro med dem, men det har ikke virket meningsfuldt for mig at opdrage dem i buddhismen. Jeg har slæbt dem med til alt muligt, og særligt mine to sønner har tænkt, at det var noget sært noget,” siger han.

Fordi han i mere end fire årtier har levet med en anden religiøs praksis end flertallet, har det været en overraskelse at opleve, at kirkegangen gav fuldstændig mening for ham. I en årrække har han gået til undervisning hos en tibetansk lama hver søndag, men lamaen måtte ændre sit program og gav eleverne fri hver anden søndag, hvilket gav Erik Meier Carlsen idéen til at gå i kirke.

”Da min lama hørte, at jeg var begyndt at gå i kirke, var han i første omgang spørgende og undrende. Men så vendte han det på hovedet og sagde, at det ikke gjorde noget, for jeg har 'smagt' dzogchen (en retning inden for tibetansk buddhisme, red.). Han har ret. Jeg er stadig funderet i den tibetanske buddhisme, og kirkegangen fjerner mig ikke fra den tibetanske tradition, men det, at buddhismen har fået en vis gennemslagskraft i Danmark, har gjort, at den tradition, jeg er vokset op i, er blevet åbnet for mig,” siger han.

I de godt 40 år han har været buddhist, har buddhismen fået et vist folkeligt gennembrud, men det har ikke fået Erik Meier Carlsen til at føle sig mere hjemme som tibetansk buddhist i landet.

”Med fare for at virke frelst og fordømmende vil jeg tillade mig at mene, at der er megen ren flirtende og overfladisk omgang med religion. Jeg er meget kritisk over for påstande om, at man kan presse en juice af, hvad der er buddhismens egentlige indhold. Jeg tror kun, at det er tilgængeligt i hele det bredspektrede og også kulturelle engagement. Der er nogle, som har sammenlignet modernitetens tilgang til spiritualitet med forbrugerisme, og ofte fører interessen for spiritualitet heller ikke ind i det forpligtende engagement, som er afgørende i seriøs religiøsitet,” siger han.

”Der er en tradition og en rigdom, vi har mistet. Jeg er fra den tid, hvor man lærte salmevers i skolen, og det har jeg tænkt på som et stærkt og godt billede på, hvad en kristen tradition kan betyde. Da min far lå for døden, kunne vi huske de samme salmevers, og de var en ressource, som stod til rådighed for os i en meget svær situation. At kunne dele salmevers i den situation var en gave, som gav en mening, som overskred alt.”

Samtidig med traditionstabet råder det, som Erik Meier Carlsen kalder en religiøs analfabetisme. Analfabetismen betyder, at danskere generelt ikke evner at forstå religionens betydning for den enkelte. Ifølge Meier Carlsen giver det sig udtryk i mange fordomsfulde udtalelser om mennesker med en religiøs praksis.

”Jeg tror, at religiøsiteten hos de troende stikker langt dybere, end folk almindeligvis gør sig forestilling om. Generelt undervurderer man for eksempel kirkegængerne. Men har man ikke selv adgang til den tradition, så kan man ikke forstå betydningen af den og kommer til at fortegne billedet af folk, som om de har overfladiske forestillinger om Gud som en gammel skægget mand på en sky. Der findes mange groteske karikaturer af, hvad religion er for noget, men de mennesker, som virkelig er engageret i kristendommen i dag, har helt sikkert en langt dybere indsigt i, hvad de har med at gøre, end folk generelt opfatter. Personligt er jeg blevet glad for at møde den alvor og fordybelse, som mennesker kommer med til kirken her,” siger han.

Man kan spørge, om Erik Meier Carlsens fire årtier som buddhist har bragt ham nærmere kristendommen. Selv oplever han mange ligheder.

”Jeg er fuldstændig hjemme i min buddhistiske praksis, men den kristne tradition står åben for mig. Når Jesus siger, at man skal elske sine fjender, så hører jeg det som en opfordring til at forlade fikseringen til jeget, der er nøglepunktet i buddhismen. Mennesket er gennem historien blevet selekteret til at være egoistisk for at overleve, men som buddhist må du øve dig i at overskride jegfølelsen, der fører til begær, had og dumhed. Det kan på sin vis minde om kristendommens tale om arvesynden,” siger han.

Det var dødsangsten, som åbnede Erik Meier Carlsen for en åndelig søgen. Hvad tænker han i dag om døden?

”I dag siger jeg gerne trosbekendelsen. En god samtale med valgmenighedspræst Torben Damsholt satte spørgsmålet om kødets opstandelse på plads. Han sagde, at hvis der var en opstandelse, så er det også en kødets opstandelse, for vores krop og sind er ikke adskilt. Jeg hørte engang Indre Missions tidligere formand Christian Bartholdy sige, at døden er den sidste fjende, men at der er en, som er større. Det svar vil jeg gerne gøre til mit. I buddhismen er der ikke et gudsbegreb, men der er en væren, som er større, som også rummer døden.”