Vinteren 1979 var barsk. Enorme snemængder tvang busser til at blive i garagerne, og børn fik snefri. På en lørdag fuld af sne blev biskop Czeslaw Kozon præsteviet. Snemasserne forhindrede flere i at nå frem. I den katolske kirke har man for nylig markeret hans 40-årspræstejubilæum. Siden han var dreng på Lolland, var det hans ønske at blive præst. I anledning af jubilæet har han sagt ja til, på en nærmest forårsagtig vinterdag, at tage tilbage til barndommens katolske land, og hans mor, Therese Kozon, har lovet at have kaffen klar, når vi når Lolland.
Biskoppen hører gerne radio, når han kører. Kun hvis der er moderne klassisk eller jazz, skifter han kanal. I dag skal den halvanden times tur fra parkeringspladsen ved bispekontoret i det indre København mod syd bruges til at tale om det liv, han betragter som en gave.
Når han skifter gear, kan man se den markante gyldne ring med rubinerne, som er det synlige tegn på, at han for snart 24 år siden blev udnævnt til biskop for den romersk-katolske kirke i Danmark.
Han er netop vendt hjem fra Rom, hvor han som formand for Den nordiske bispekonference var indkaldt til et møde, som skulle sikre fælles fodslag i kampen mod seksuelt misbrug i kirken. I hans tid som biskop er der også kommet sager frem om seksuelt misbrug i den katolske kirke i Danmark. Han oplever, at debatten farver mange menneskers opfattelse af den katolske kirke.
”Sagerne er nedslående på grund af de mennesker, som det er gået ud over. Og så svækker det folks tillid til kirken og giver nogle et argument for at gennemhulle kirkens lære. Nogle afviser kirkens dogmer og moral, fordi de ikke mener, at man kan lytte til en kirke, hvor der ikke er orden i egne rækker.”
Han holder en pause og tilføjer:
”Men læren bliver ikke forkert, fordi folk ikke efterlever den.”
Han har et stille og lidt genert smil, og bag smilet bor en optimist, som siger, at han bliver holdt oppe af troen på, at kirken er grundlagt af Gud. Han tror, at Kristus gennem kirken har anvist den vej, han ønsker, mennesker skal gå.
Hans far, Ignancy Kozon, kom til Danmark efter Anden Verdenskrig. Da Polen blev taget af tyskerne, blev faderen sat i fangenskab og udførte tvangsarbejde på tyske gårde. I 1945 kom han til Danmark som flygtning og fik kontakt til en landmand på Lolland, hvor han fik en plads. Han blev en del af den katolske menighed i Nykøbing Falster. I kirken mødte han den livlige og charmerende Therese, som han siden blev gift med. Hun var barn af polske roearbejdere, og parret delte både sprog og tro. I 1951 fik parret deres første søn. Ignancy Kozon opkaldte sønnen efter en polsk helgen.
”Det navn har voldt mig megen besvær, når jeg har skullet stave det.”
Andre børn af polske forældre fik navne som Tadeusz og ændrede det til Tage, eller Pawel, som let blev til Poul. Ved at vælge navnet Czeslaw til sin førstefødte ønskede faderen at sikre, at sønnen vedblev at have et polsk navn.
Czeslaw Kozon er blevet fortalt, at hans første ord var polske. Det var også på polsk, han lærte at sige trosbekendelsen og bede Fadervor og Hil dig, Maria. De tre led var en fast del af aftenritualet i hjemmet. I barndomsbyen Grænge, hvor hans fleste barndomsminder er fra, vekslede mange uhindret mellem det bløde, syngende lollandske og polsk. Og sådan var det også i menigheden i Nykøbing Falster dengang i 1950’erne og 1960’erne. Hans far skilte sig lidt ud som en polsk patriot.
”Min far havde ufrivilligt forladt sit land. Han var stolt af at være fra Polen og fulgte med i, hvad der skete i landet.”
Lidt før bilen når Farøbroerne, peger han ud ad vinduet mod en mark:
”Se. Der er vildgæs.”
Som dreng var fugle hans store interesse i mange år. Han tilbragte timer på engarealerne på Lolland, hvor han studerede fugle. At se på fugle var hans sport.
”Jeg syntes simpelthen, fugle var smukke.”
I det hele taget var han glad for dyr og tænkte, at han måske skulle være dyrlæge engang. Men det var, før han blev messedreng.
Han drejer fra rundkørslen og ind på Bispegade i Nykøbing og parkerer ved den røde kirkebygning. Det er kirken, hvor hans forældre mødte hinanden, hvor han selv er døbt og firmet, og som nabo til kirken ligger den katolske skole, hvor han var elev til og med 7. klasse, hvor han kom på realskole i Toreby.
Familien gik trofast til søndagens messe, og han mindes, at han var betaget af både musikken og liturgien.
Da han blev ældre, så han jævnaldrende blive messedrenge, men selv foretrak han at blive på bænken ved sin familie. Men da han var 12 år, fik en klassekammerat ham overtalt til at blive messedreng. Første gang han gjorde tjeneste, var til en begravelse. Det blev et vendepunkt i hans liv.
”Jeg var ikke til at stoppe igen. Som messedreng kom jeg tæt på præstens arbejde, og jeg fik en naturlig dragning mod at blive præst. Jeg så en mening med at tro.”
Dengang boede sognepræsten på den anden side af kirken, og han åbnede sit hjem for Kozon. De var Des og udvekslede højst håndtryk, men mentalt udviste sognepræsten en afgørende generøsitet over for den unge Kozon.
”Han lod mig bladre i sine bøger, og han tog mig med på husbesøg, måske fordi han så en præstespire i mig. For mig var det vældig inspirerende.”
Nu læste Kozon ikke kun om fugle, men supplerede frilæsningen på drengeværelset med helgenbiografier og kirkehistorie.
”Fra mit hjem var jeg bærer af en kristen tro og praksis, men i de år mærkede jeg, at troen også var noget, som bar mig, og noget, jeg skulle indrette mit liv efter.”
Næste stop er landsbyen Grænge på den anden side af Guldborgsund. Foruden italiensk, tysk, engelsk og polsk taler Kozon et syngende lollandsk. I hvert fald når han er hos sin mor i huset i den østlollandske stationsby.
I et Danmark, hvor antallet af katolikker udgør mindre end en procent af befolkningen, voksede han op i et markant katolsk mindretal. Da han var dreng, var der 30 polske katolske husstande i Grænge. I dag er der én polsk husstand tilbage blandt byens knap 400 indbyggere. Her bor Czeslaw Kozons mor, 91-årige Therese Kozon.
Czeslaw Kozon har taget polsk hjemmebag med. Mens kaffemaskinen ude i køkkenet snorker, udveksler mor og søn polske ord om kagen, som er tæt og sødt bagværk tilberedt med kogte birkes.
Han husker en periode som ung, hvor han gerne ville løbe væk fra sin polske arv. Men perioden var kort. Både åndeligt og menneskeligt er han taknemmelig for sit tætte forhold til Polen, hvor han som ung knyttede mange bånd.
Da Czeslaw Kozon fortalte forældrene, at han ville være præst, blev han mødt af forståelse. Hans mor lukkede munden på de kvinder, som havde ondt af, at Therese Kozon med en søn som præst ikke ville få huset fuldt af børnebørn. I hjemmet i Grænge er et kald ikke et fremmedord, men ses som et udtryk for Guds vilje.
”At jeg ønskede at blive præst, kom jo næppe som en overraskelse for mine forældre, for de kunne se, hvor optaget jeg var blevet af kirken.”
Nu er han 67 år og gammel nok til at gå på pension, men det har han ingen planer om. Han oplever, at han har megen energi og klarer sig med begrænset søvn og nærmest uden egentlige ferier. I den katolske kirke kan man fortsætte som biskop, til man fylder 75 år, og hvis helbredet tillader, bliver han gerne i embedet.
Som nybagt student steg Czeslaw Kozon på toget i Nykøbing Falster og stod af i Rom, hvor han læste teologi i fem år. Målet var at blive sognepræst i en katolsk menighed i Danmark, hvilket han blev for 40 år siden.
Han husker ikke, at han har været i tvivl om beslutningen undervejs. Lige så naturligt det er for andre at tvivle, lige så naturligt er det for Kozon at tro. Nogle gange finder han det svært at forklare, hvad det vil sige at tro. I hans univers er det givet, at Gud er.
”Jeg ser troen som en gave, og jeg fik den gave på et tidligt tidspunkt i mit liv. Tro er for mig en relation.”
På bagsædet af den sølvfarvede stationcar ligger tidebønnebogen på latin. Kozons kalender er tæt, men aldrig tættere end at der bliver rum til laudes, middagsbøn, vesper, læsningernes tidebøn og komplet. Han beder gerne tidebønnen på latin for at holde sproget ved lige. Han finder det latinske sprog smukt, og det minder ham om den katolske kirkes verdensomspændende fællesskab.
”Tidebønnen deler min dag op og er med til at helliggøre tiden.”
Siden han blev præst for 40 år siden, har han hver dag fejret messe. Som sognepræst gjorde han det med sin menighed. Da han for 24 år siden blev biskop, fortsatte han som sognepræst i en længere periode. I dag fejrer han messen i et lille kapel i bispeboligen i det indre København sammen med de to polske katolske ordenssøstre, som står ham bi med alt det praktiske i hjemmet.
Når han tænker tilbage på de 40 år, han har været præst, så er nadveren det, som har båret ham. Han beskriver nadveren som essensen af sit kald.
”Det er der, hvor himmel og jord mødes også på en almindelig hverdag. Kristus har sagt, at han er til stede i nadveren, og så tager vi ham på ordet. Samtidig er nadveren et udtryk for kirkens fællesskab, og det er kirkens fornemmeste form for bøn. De grænser, som døden har sat mellem mennesker, bliver suspenderet for en tid under nadveren. De mennesker, vi ikke længere kan have normal menneskelig kontakt med, kan vi have fællesskab med gennem troen i nadveren.”
I anledning af sit 40-årsjubilæum som præst fik Kozon trykt et lille erindringskort. På forsiden er der et udsnit af Bernt Notkes altertavle i Aarhus Domkirke fra før Reformationen. En slags økumenisk hilsen. Nok er han katolik, men han er samtidig optaget af samtalen med folkekirken.
I kortet sætter han ord på den taknemmelighed, som fylder ham, når han ser tilbage på de forgangne årtier. På kortet er der blevet plads til at citere vers fra salme 116 i Salmernes Bog, som udtrykker den tak, han føler:
”Hvordan kan jeg gengælde Herren
alle hans velgerninger mod mig?
Jeg løfter frelsens bæger
og påkalder Herrens navn.”
Fra 1. klasse gik han til skrifte en gang om måneden i kirken i Nykøbing Falster. Han husker, at klassen blev fulgt over i kirken og sad på bænkene og ventede på, at det blev deres tur til at bekende deres synder til præsten på den anden side af gitteret.
”Måske havde jeg været ond mod en kammerat, eller jeg havde ikke adlydt mine forældre. Så bekendte jeg det. Jeg havde det meget afslappet med at gå til skrifte og kom tidligt til at holde af det.”
Han ved, at mange har det svært med at gå til skrifte, men som biskop råder han til, at man går til skrifte en gang om måneden. Den praksis holder han selv fast ved.
Når biskoppen skrifter, foregår det dog ikke i en traditionel skriftestol, men ansigt til ansigt med en præst. Når Kozon fremhæver troen som en relation, så er syndsbevidstheden som den udtrykkes i skriftemålet en vigtig del af relationen.
”Jo ældre man bliver, og jo mere ansvar man får, jo mere mærker man også konsekvenserne af sine handlinger. Måske har jeg optrådt uvenligt, ukærligt, overreageret eller er kommet til at tage et andet menneskes arbejde og indsats for givet.”