Overlæge Gitte Wrist Lam, 54 år, har altid set livet som en gave, og den overbevisning delte hun med sin mand, præsten Holger Lam. Et arbejdsliv, hvor hun har set mennesker få deres liv forandret af sygdom, har gjort hende bevidst om, at man ikke skal gemme alle drømmene, til man går på pension.
”Det var noget, Holger og jeg talte om også ud fra en religiøs synsvinkel. Et eller andet sted er livet en gave, og Gud kan ikke have ment, at vi skal leve, som om tiden bare er noget, der skal overstås. Holger og jeg har mange gange talt om, at vi skal leve vores liv, nyde det, gøre noget for andre og gøre en forskel, hvis vi kan. Det må være det, som er formålet.”
Denne jul er det syv år siden, Holger Lam oplevede, at maden satte sig fast i spiserøret, og han gik til sin læge i Lyngby nord for København. Den praktiserende læge henviste ham til at blive undersøgt hos en privat praktiserende kirurg.
Han tog selv til undersøgelsen, for ingen af dem havde en anelse om, at synkebesværet kunne være noget kritisk. Kirurgen fortalte imidlertid nænsomt, at det lignede kræft og henviste Holger Lam til Rigshospitalet. Nogle dage senere viste undersøgelsen, at det var spiserørscancer med spredning til lunger og lymfeknuder, og parret fik at vide, at sygdommen var uhelbredelig. Omkring 70 procent af patienter med spiserørscancer dør inden for et år. Fordi kræften havde spredt sig, besluttede lægerne, at han ikke skulle opereres, men have kemoterapi. Efter de første tre behandlinger forsvandt synkebesværet, og efter de næste tre var den såkaldte tumorbyrde svundet betydeligt, og Holger Lam havde det godt.
Efter de seks kemobehandlinger, planlagde familien sommerferie. De lånte det hus ved kysten i Sydfrankrig, hvor de ofte har holdt ferie, og Holger Lam besluttede, at han ville cykle op af Mont Ventoux i Provence, som regnes for en af Europas mest udfordrende stigninger.
”De sidste mange år, før han blev syg, var han meget fysisk aktiv og løb meget. Da han begyndte at tale om at ville cykle op af Mont Ventoux, overvejede jeg, om det mon var en flugt. Men det var det ikke. Jeg tror, han i virkeligheden altid gerne har villet cykle op af et bjerg, og skulle han gøre det, så skulle han gøre det nu, og jeg prøvede at støtte ham i det.”
Den dag han cyklede op af Mont Ventoux, sad Gitte Wrist Lam nervøs på en café og ventede på at høre nyt fra ægtefællen. Hun vidste, at han ville blive skuffet, hvis han ikke kunne gennemføre turen, men det gjorde han.
De var 16 år, da de mødtes på Århus Statsgymnasium. De gik i samme klasse, og i løbet af de første to år i gymnasiet blev de kærester. De var begge udadvendte, aktive og engagerede. Inden de kom i gymnasiet, havde de eksempelvis begge været elevrådsformænd i deres folkeskole. I gymnasiet involverede hun sig i kor og teater, mens han sad i elevrådet.
Da de var blevet studenter, begyndte han at læse matematik og fysik, men skiftede efter kort tid til teologi på Aarhus Universitet, hvor hun læste medicin. Gitte Wrist Lam var medlem af folkekirken, og Holger Lam var baptist.
”Jeg var KFUK-spejder i mange år, og det religiøse har altid haft en plads i mit liv, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg troede på Gud, men jeg har også altid tænkt, at jeg sagtens kunne være kristen uden at gå i kirke.”
De fik begge deres gang i baptistkirkens ungdomsforening og sang i et kor tilknyttet baptistkirken i Aarhus, og hun følte sig hjemme i kirken. Som 20-årige blev de begge døbt i baptistkirken og efter at have boet sammen i flere år, blev de gift i 1989. Ægteskabet beskriver hun som privilegeret.
”Holger og jeg har ikke en eneste gang tænkt på at skulle skilles. Vi har ikke engang nævnt ordet. Det er enormt privilegeret at have været gift med en mand, som jeg har elsket hele mit liv. Det har jeg faktisk.”
En ting, som kendetegnede deres forhold, var en åbenhed til at tale.
”Vi har altid kunnet tale vildt godt om alt muligt.”
De fik to børn, Nikolaj og Benjamin, som ikke var særligt gamle, inden de med naturlighed kunne tage del i samtalerne omkring middagsbordet. Også da Holger Lam var blevet syg, var der mange aftener med lange samtaler i forbindelse med måltider.
”Vi har altid været en familie, som sad længe ved bordet og kunne tale om alt muligt. Heller ikke som familie har vi haft tabu-emner.”
I de godt fire år, Holger Lam levede med en kræftdiagnose, var parret enige om, at de ville gøre deres bedste for at leve fuldt ud som ægtefæller, forældre og venner med en åbenhed omkring deres situation.
Han havde han det godt en stor del af tiden og kunne for eksempel passe sit job som præst i baptistkirken i Lyngby. Drengene levede deres teenageliv, og Gitte Wrist Lam passede sit job som overlæge på urologisk afdeling på Herlev Hospital. Sygdommen var der, men den fyldte ikke det hele.
”Vi havde en periode, hvor vi nød mange ting. Vi har for eksempel aldrig spist så god mad, som efter Holger blev syg. Holger havde også et ønske om at komme på restaurant Noma, og det fik vi arrangeret, og vi havde en rigtig fin aften.”
En aften over et glas rødvin, sagde Holger Lam, at han ikke ville have undværet det, som han havde fået ud af at være syg.
”Jeg forstod godt, hvad han mente. Jeg ville hellere have været det foruden, men det var helt rigtigt, hvad han sagde.”
Sygdommen forandrede ikke deres forhold til tro. Flere sagde til dem, at de var sikre på, at Gud ville gøre Holger Lam rask, mens andre sagde, at det var uretfærdigt, at netop han skulle blive syg.
”Holger gjorde meget ud af at sige, at han ikke troede, at det var Guds skyld, at han blev syg, og han troede heller ikke, at det var Guds skyld, at han ikke ville blive rask. Ingen af os har tænkt, at sygdommen var Guds vilje, så vi har ikke blandet Gud ind i spørgsmålet om helbredelse. Sådan har Holgers teologi og vores fælles kristne tro altid været.”
Holger Lam løb sit sidste maraton i august 2013. Han havde lavet en aftale med to kræftoverlevere om, at de sammen skulle lave en ironman. En skulle svømme, en anden cykle og han skulle løbe. Kort inden løbet fik han konstateret en hjernemetastase. Da han vågnede efter at være blevet undersøgt på neurologisk afdeling på Herlev Hospital, var det første han sagde, at han skulle løbe om søndagen. Lægen syntes ikke umiddelbart, det var en god idé, men Holger Lam holdt fast og fik grønt lys af hospitalet. Familien tog sammen til København og så ham løbe.
”Han gennemførte det, og han var så glad. Han fik meget positiv respons, og jeg tror gerne, han ville vise andre, at man kunne det her.”
Efter operationen tog han til Frankrig med sine løbevenner og løb en særlig rute på 18 kilometer i bjergene, og han cyklede igen op af Mont Ventoux. Han fik fleksjob, som gjorde det muligt for ham fortsat at holde gudstjenester i kirken, som var en del af livet som præst, der var vigtig for ham.
Senere det efterår fik han endnu hjernemetastase, og den tredje metastase opdagede parret i påsken året efter, mens han var ved at sætte en lampe op ude i entréen. Pludselig mistede han evnen til at tale. Han blev opereret, men lægerne kunne ikke fjerne hele metastasen.
Når Gitte Wrist Lam skal beskrive hans omsorg for hende, så tænker hun tilbage på den dag, hvor han blev udskrevet fra Rigshospitalet med stort sår i hovedet efter den tredje operation i hjernen. Hun havde nævnt, at deres bil var ved at blive noget gammel, og samme dag som han blev udskrevet, havde han sat en aftale op med en bilforhandler. Sammen tog de ud og bestilte en ny bil, for han havde fået udbetalt sin pensionsopsparing. Hun husker endnu bilforhandlerens undrende udtryk, da Holger Lam sagde, at han ikke skulle køre i bilen.
”Det er et udtryk for en kæmpe omsorg fra Holger. Jeg tænker på det, hver gang jeg sætter mig ind i bilen. Han havde sat sig for, at nu skulle jeg have en god bil.”
”Havde han kunnet, så tror jeg også, han havde skaffet sig en afløser, som han kunne splejse mig sammen med. Første gang han sagde, at han ønskede for mig, at jeg skulle finde en anden, så blev jeg ked af det. Jeg vidst jo godt, hvad vej det gik, men det var svært at snakke om, men nu er jeg glad for, at vi gjorde det, og det var godt, at han også talte med drengene om det.”
Holger Lam sov ind hjemme i familiens stue en morgen i maj 2014 godt en måned efter den tredje hjernemetastase. I en lille uge havde han været hjemme, hvor familien havde plejet ham. Den sidste nat sov hele familien i stuen. Samme aften som han var død, kom nogle af parrets nærmeste venner, og de hjalp hinanden med at lave god mad. De sad i den lune aften på terrassen, drak rødvin og talte til langt ud på natten om Holger Lam. Siden er det blevet en tradition at samles på dødsdagen til god mad, vin og minder.
”Der er ikke nogen, som har sagt, at livet skal være let, men vi har oplevet, at det, som ikke er nemt, kan vendes, så det kommer til at give værdi. Efter Holger blev syg, kom der en anden intensitet ind i livet.”
Inden han døde, havde Holger Lam talt med den præst, som skulle stå for begravelsen, lavet aftale med musikere og en bedemandsforretning. Salmerne havde han også valgt, blandt andet Grundtvigs ”Gud vi er i gode hænder”, der er en salme, Gitte Wrist Lam er glad for. Hun synes, salmeteksten giver mening.
”Holger fortalte af og til en historie om en mand, som var ude i et øde landskab og et frygteligt vejr. Han følte sig fortabt og bange og kaldte på Gud. Manden spurgte Gud, hvor han var, for han kunne kun se et sæt fodspor. Gud svarede, at det var fordi, Gud havde båret ham. Sådan så Holger på sin situation, og sådan kan jeg også se på det.”
Efter dødsfaldet fulgte måneder med mange tårer.
”Jeg sørger stadig, og jeg græder også jævnligt. Han var min bedste ven. At miste ham var som at miste et ben. Noget jeg altid har haft.”
I takt med at hun har fået det bedre, kan hun også se, hvor svært det egentlig har været af og til under Holger Lams sygdom, og i hvilken grad hun har været i krise.
”De sammenbrud jeg har haft, har jeg mest haft efter Holgers døde, for mens det stod på, var jeg meget stærk.”
Holger Lams ønske om at hun måtte finde en kæreste er opfyldt.
”Jeg plejer at sige, at jeg ingen lig har i lasten bortset fra min afdøde mand. Når man skal finde en anden i min alder, så kommer man typisk med skilsmisser eller vanskelige forhold. Jeg har bare en død mand, som jeg elskede højt. Det, tror jeg, er et godt udgangspunkt, for jeg har kun oplevet forhold fuld af kærlighed og omsorg. Jeg er ikke brændt. Jeg har bare været rigtig ked af det.”
”Jeg har fundet en enormt sød mand, og vi er begyndt at gøre nogle af de ting sammen, som jeg før nød at gøre med Holger. Vi kan godt tale om Holger. Det ville ikke fungere uden, for hverken mig eller børnene.”
Gitte Wrist Lam oplever, at hun er forandret som følge af ægtefællens sygdom og død.
”Jeg har fået en bedre forståelse for, hvordan det er at være patient og pårørende, som jeg meget bevidst bruger, og så er jeg blevet hærdet på en måde. Jeg ærgrer mig mindre, og jeg er blevet virkeligt god til at komme ting i pyt-kassen. Jeg bliver for eksempel ikke længere irriteret, når jeg sidder fast i en trafikkø, for jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det.”
Men det vigtigste er oplevelsen af at livet er en gave.
”Det, vi har været igennem, har tilført os noget godt. Mine børn ved, at livet skal leves, og de har oplevet det.”