Prøv avisen
Boguddrag

Anders mistede sin datter: "Der kommer ingen og redder dig"

Anders Legarth Schmidts blog "Jeg løber", hvor han blandt andet tackler datteren Ellens død, udkommer nu som bog. Teksterne er tidligere også opført som teaterstykke af Det Kongelige Teater. Foto: Rune Pedersen/Politiken

Efter Anders Legarth Schmidt mistede sin seksårige datter Ellen, kunne han det første år ikke holde ud at besøge hendes grav. Men med tiden er han begyndt at komme der, for han vil ikke finde sig i, at planterne omkring gravsten visner. Læs uddrag af hans bog "Jeg løber" her

Det første år efter Ellens død besøgte jeg hendes grav en håndfuld gange. Jeg kunne ikke være der. Min lille piges sted, og jeg kunne ikke være der. Vi havde ellers fundet en fin stor og meget tung sten ved en skovsø i Sverige, og jeg havde slæbt den ind i bagagerummet på mine elskede venners bil. Der lød et tungt dunk, da granitten tyngede bilen mod jorden.

Men hver gang jeg stod ved stenen i Ellens have, strømmede der nåle op fra jorden foran mig. Jeg prøvede at skærme min krop fra dem. Jeg fægtede i luften som en gal mand og råbte ”lad mig nu for helvede være”, men lige lidt hjalp det. Nålene gennemborede min tynde slidte hud, og jeg kunne bare stå der og se, hvordan blodsporene drev ned over min krop som kilder med udspring i de allerhøjeste bjerge.

Græsset i haven med Ellens gravsten og de små planter brændte under fødderne på mig. Jeg måtte væk, lige så snart jeg var kommet. Jeg fandt aldrig ro i bare at stå der og ære hendes minde. Jeg var nødt til at holde mig i bevægelse for ikke at synke ned og blive til ét med overfladen. Jeg kunne tids nok blive til muld, og jeg ved, at hvis jeg opholdt mig i haven længe nok, så ville jeg på et tidspunkt gå i opløsning.

Det ville ikke gå hurtigt, men det ville ske. Jeg ville blive blegere. Huden ville flage, øjnene falde længere og længere ind i kraniet og til sidst ville jeg falde sammen og blive til ét med mulden. Så jeg var nødt til at blive stående oprejst. Derfor var jeg nødt til at forlade haven, lige så snart jeg var ankommet. Det var ikke et sted for mig. Jeg var en fremmed på besøg i de underjordiskes verden.

Der kommer ingen og redder dig. Der kommer ingen og redder dig. Der kommer ingen og redder dig.

Jeg har messet det til mig selv igen og igen. Jeg tror på gentagelsen. Ingen kan hive mig op. Ingen kan frelse mig. Ingen kan bære mig. Selv om de har nok så meget kærlighed, nytter det ikke, hvis jeg ikke tager imod. Så jeg øver mig i at tage imod. Jeg må gribe fat i det, som er. Ellen og Alice, guderne skal vide, at jeg øver mig i at tage imod. I ved det. Med jeres far er det enten eller. Jeg kan være kulsort og se tordenskyer over mit hoved og i mit allerinderste.

Når jeg vrister mig fri, kan jeg mærke euforien. Det kræver, at jeg vælger det. For der kommer ingen og redder mig. Jeg er nødt til at gribe den kærlighed, der er lige foran mig. Jeg øver mig i det. Jeg gjorde det i weekenden efter samme opskrift. Først tænkte jeg, at dette ikke er for mig. Bar mave, seler og brandmandshjelm?

Men så råbte jeg ”fuck it” til mig selv og gik ind med alt, hvad jeg har. Tid og sted forsvandt. I kender det nok. Det øjeblik, hvor sindet er renset for tanker, skam, frygt og bekymring. Der er kun nu. Der er kun nu. Der er kun nu. Råb for helvede. Nej, råb dig væk fra helvede. Elsk og smil og græd dig væk fra helvedet. Lev. For Guds skyld, ikke for Satans skyld. Hvem ved, om vi er her i morgen. Sandsynlighedentaler for det. Men ingen ved det. Det er sandheden. Dagen efter gjorde jeg det igen til fødselsdag i familien.

”Kom nu, Anders,” sagde jeg til mig selv.

Vælg begejstringen. Vælg dyndet fra. Grib bolden. Slå til bolden. Hør musikken. Tænkte på det igen i morges. Jeg vågnede klokken halv 6. Regnen havde farvet tage, asfalt og biler et par nuancer mørkere. Himlen var grå, men dog lys. Jeg kom af sted. Mærkede dråberne lægge sig som små buler på mit ansigt for kort efter at danne strømme, der samlede sig til brede floder, der fandt vej ned over mit furede ansigt.

Jeg så Nordhavn. Store lastbiler, der kan kvase dig hvert øjeblik, det skal være. Et øjebliks uopmærksomhed, og det kan være slut. Midt i en sætning. Midt i et åndedrag. Midt i et syn ud over gråblåt hav. Gennemblødt og gennemvarm kom jeg hjem igen knap halvanden time og 19 kilometer senere.

Jeg er begyndt at komme i Ellens have. Det er sket gennem den seneste måned. Det er startet af praktiske grunde. Det har været varmt. Jeg vil sikre mig, at planterne omkring hendes sten ikke visner. Intet skal visne. Jeg finder mig ikke i det. Så jeg vander. Den får ekstra. Masser af vand.

Forleden så jeg et rødt jordbær på en af de planter, Ellens mor og lillesøster har plantet derovre. Jeg må have vandet det godt, for bærret var stort og rødt. En fugl havde også opdaget det og hakket et hul i den ene side. Jeg skyllede bærret og puttede det i munden. Surt og sødt på samme tid. Jeg mærkede mine tænder perforere den fine skal og tyggede nogle gange, før bærret var væk.

Jeg glemmer ikke det jordbær lige foreløbig.

Tegning af Ellen Legarth Schmidt. Da hendes forældre fejrede hendes 10 års fødselsdag på kirkegården, hvor hun ligger begravet, sendte gæsterne lyserøde balloner fyldt med helium op mod en skyfri himmel. Foto: Privatfoto