Min kone og jeg udgjorde indtil for godt to år siden et ”præstepar” i Den Danske Kirke i Schweiz. Man lagde megen vægt på, at vi var et præstepar, og af praktiske grunde gjorde vi det sådan set også selv. Det var ikke blot det letteste, men også mest fornøjeligt at være to om det. Vores embedsbolig kaldte folk stædigt for ”præstegården”, uanset at den lå på tredje sal i en stor boligblok.
En pæn del af menigheden bestod af ældre mennesker, som for mere end en menneskealder siden var udvandret fra Danmark. Det var erhvervsfolk, hvoraf mange nu var på pension, samt tidligere danske au pair-piger, som engang havde forelsket sig i en eller anden urmager og derfor var blevet hængende i landet. Deres forestillinger om ”præstepar” og ”præstegård” var noget, som de havde taget med sig fra Danmark i 1950’erne eller 1960’erne. Det var det ikke let at ændre på, selvom forholdene i Danmark har ændret sig i mellemtiden.
For mange år siden fandt man et sted i Jylland under omsætning af et stendige en sten med en tekstside, der havde følgende budskab: ”Præstens velfærd er sognets frelse”. På et tidspunkt har man vel ment, at dette budskab var lovlig højstemt og havde derfor vendt tekstsiden indad i stendiget. Jeg har tænkt på denne indskrift, når jeg en gang imellem har sagt, at sognets fornemste pligt er at holde præsten glad, for ellers får sognet nogle sure og dårlige prædikener.
Det kan godt være, at præstegården er blevet til både en myte og et symbol. Men som symbol er præstegården med til at holde både sogn og præst fast på, at man gensidigt er forpligtede på hinanden. Intuitivt forstår sognene symbolet bedre end forpligtelsen. I et lille landsogn med en ringe kirkegang tiggede og bad man biskoppen om at få lov til at beholde præsteembedet, som var truet af nedlæggelse. Begrundelsen for at beholde præsten var den, at man så gerne ville, at der var lys i præstegården.
Hos præsterne er det omvendt. Når sognet alligevel forsømmer sin kirkegangspligt, hvorfor skal præsten så stadig opretholde sin boligpligt? I embedsboligen skal man finde sig i, at der hvert andet år holdes et boligsyn, hvilket af præstefamilien tolkes som beluring, mens menighedsrådet tolker det som omsorg for præstens velfærd. Hvis noget skal repareres, skal menighedsrådet tage stilling til sagen og se efter, om der er penge på budgettet. Hvis ikke, må sagen vente til næste budgetår. Af præsterne fornemmes dette som en ydmygelse, der ikke opvejes af den relativt billige hus- leje.
I hvert fald på landet er sognenes interesse i at fastholde præsternes boligpligt nok større end præsternes. I mange landsogne har man endnu en erindring om det kulturtab, der skete, da skolelærerne med 11-timersreglen som bannermærke flygtede ud af både sogn og skoledistrikt og efterlod embedsboligen til den højstbydende landsbyromantiker.
Måske er der ved at ske det samme med præsteboligerne. For nogen tid siden kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at en sjettedel af præsteboligerne er nedlagt som embedsboliger. Nogle præster ønsker dem ikke mere, og i mange sogne er der heller ikke behov for dem, fordi præstegårdsfunktionen i mange sogne er erstattet af sognegårde og menighedshuse.
Under de omstændigheder kan man lige så godt lave den om til sogne- eller ungdomshus og installere et tænd-og-sluk-ur, hvis man mener, at det er vigtigt med lys i præstegården.
Efter min opfattelse er det et kulturtab, at præsteboligerne tilsyneladende er ved at forsvinde. Personligt har jeg haft det sådan, at jeg helst vil bo midt iblandt dem, jeg har været præst for.
Og midt i al digitaliseringen mener jeg også, at det er bedst for sognene, at man kan gå hen til et bestemt hus i sognet og finde en præst, hvis det er sådan en, man har brug for – en præst, der ikke blot giver lyd fra sig på telefonsvareren.