En vinterdag i 2020 overtog Jane Færge Kipp en fin lejlighed i Højbjerg ved Aarhus med altan, godt lysindfald og adgang til grønne områder. I annoncen stod der, at det var en ældrevenlig bolig i rolige omgivelser, og da hun flyttede ind, tænkte hun, at her kunne hun bo i mange år. Ja, måske resten af livet.
Nu gør den 65-årige psykoterapeut sig klar til at flytte. Støjgenerne har fået hendes blodtryk til at stige, og hun er ofte grådlabil. Hun havde knap nået at få sig indrettet, inden lydene begyndte at genere, men hun tænkte, at det måske var hende, som var for sensitiv, og naboens datter skulle have lov til både at grine og græde. Nabostøjen tog til, og en dag faldt hun i snak med overboen, en yngre kvinde, der også er generet af nabostøjen. Sammen skrev de en klage til udlejeren.
”Det er jo en svær situation, og jeg synes jo også, at de unge skal have lov at være her og høre musik, men her er larm fra 06.30 til 22.00. Mine naboer taler meget højt, og det lyder, som om de spiller golf eller fodbold på gulvet i lejligheden, for der er ekstremt lydt i ejendommen, så jeg kan høre, når der støvsuges, grines og tisses.”
Hun har gået mange ture for at finde ro, og andre gange har hun forsøgt at skærme for lyden med høreværn, men alligevel har hun ofte hovedpine og hjertebanken, og tårerne trænger sig let på.
”Når man er i sit hjem, skal der være mulighed for stilhed. Nu ved jeg, hvor vigtigt det er,” siger hun.
Det er ikke kun naboerne, som har fået hende til at flytte, men erkendelsen af, at der er lydt i ejendommen. I nat blev hun vækket af lyden af en tørretumbler et sted i opgangen, og i morges var det lyden af en håndværkers betonbor. Et sted i ejendommen er man i gang med at renovere.
”Jeg kan ikke mere og har sagt op og begrundet over for min udlejer, hvorfor jeg flytter. Ligesom man energimærker hårde hvidevarer, ville det være smart, hvis man opgjorde støjniveauet i boliger. Hvis jeg havde vidst, hvor lydt her var, ville jeg jo aldrig være flyttet ind,” siger Jane Færge Kipp, som nu flytter til en lille bolig i to plan i Mårslet syd for Aarhus. Hun vil ikke bo i lejlighed mere.
Idéen om at støjmærke lejligheder, på samme måde som man energimærker dem, er Birgit Rasmussen helt på linje med. Hun er seniorforsker ved Build, det tidligere Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, København, og har netop været med til at udgive folderen ”Lydisolering mod nabostøj i boligbyggeri — god praksis”. Folderen slår fast, at 35 procent af alle danskere, der bor i lejlighed, føler sig generet af nabostøj, og den opstiller faktisk seks lydklasser, fra A til F, som markerer, hvor god lydisolation der er mellem lejligheder.
”Vi får jævnligt henvendelser fra folk, der er desperate for at få hjælp med løsninger, der kan holde naboens lyde ude. Det er ikke ny viden, at man kan lydisolere sig til en del af løsningen, men viljen til at gøre noget ved det er stigende,” siger Birgit Rasmussen.
Der findes i Danmark 1,1 million boliger i etagebyggeri, og 600.000 af disse boliger er opført, inden der kom et bygningsreglement med krav om lydisolering. Det betyder ifølge Birgit Rasmussen, at der findes lejligheder, hvor væggene nok skaber en visuel afgrænsning mellem to boliger, men ikke afgrænser lyden. Hun mener, at en påbudt mærkning svarende til energimærket ville øge opmærksomheden hos købere og lejere af lejligheder.
”Der er nok nogle ejendomsmæglere, der vil rulle med øjnene, hvis man spørger til boligens lydklasse, men det er værd at overveje. Jeg hører om folk, der har købt en dyr, smuk lejlighed til flere millioner kroner, men bagefter bliver overrasket over, at de rent lydligt nærmest bor sammen med naboerne,” siger hun.
Selvom hun er uddannet civilingeniør og måler støj i præcise decibel-værdier, er Birgit Rasmussen helt på det rene med, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem lydniveauet og graden af irritation. Støj er en meget subjektiv oplevelse:
”Støvsugere udsender en høj, men neutral lyd. Det er meget værre at kunne høre naboerne skændes. Samtidig er der bevidstheden om, at når jeg kan høre naboen så tydeligt, så kan naboen også høre mig og mit privatliv.”
Liva bor på tredje sal i en femetages ejendom i det indre København sammen med sin samlever og deres to børn. Målt i decibel er lejligheden ikke ekstremt støjplaget, men Liva lider af tiltagende stress og kan ikke kontrollere, at naboernes festlyde, sexlyde og hverdagslyde blander sig med trafiklydene udefra og stresser hende endnu mere.
Når hendes børn har et myggestik, er hun som fornuftig mor vant til at give det råd, at man bare skal ignorere det og lade være med at klø. Men lydene er som et myggestik, hun ikke kan lade med at klø i. Allermest irriterende er det, at hun om aftenen, når hun har lagt sig i sin seng, kan høre naboerne tale sammen. Ikke råbe eller skændes, bare tale.
”Der er intet at klage over, men det er mere generende for mig, end musik ville være, fordi det er privat,” fortæller Liva, som sammen med 29 andre anonymiserede interviewpersoner fra København og Struer indgår i et treårigt forskningsprojekt om menneskers oplevelse af nabostøj, som Sandra Lori Petersen, postdoc i antropologi ved Københavns Universitet, netop har afsluttet.
Ud over at undersøge konkrete løsninger som bedre lydisolering af vægge, gode præcise husregler og procedurer for at håndhæve dem har nabostøjforskeren også forsøgt at trænge dybere ned i, hvorfor støj i hjemmet går mennesker som Liva så meget på. Også selvom de ved, støjen ikke burde genere dem, og de derfor føler skam over overhovedet at være generet af den.
”Min tanke om Liva er, at hun og væggen har det tilfælles, at begge er meget porøse,” forklarer Sandra Lori Petersen.
Hun uddyber, at når hun taler om nabostøj med byggefagfolk, er fokus på byggeløsninger. Andre fagfolk ser på nabostøj som et problem, der kan løses gennem en ændret adfærd. Men når hun som antropolog beskæftiger sig med, hvad der sker inde i menneskene, og finder ud af, at folk som Liva vender irritationen over naboens lyde indad og bebrejder sig selv, overrasker det typisk fagfolkene.
”Det er for let af affærdige mennesker ved at sige, at de er for sarte og tyndhudede. Jeg er heller ikke sikker på, at naboer nødvendigvis er blevet mere hensynsløse over for hinanden. Men der er noget i de reaktioner på lyde i hjemmet, jeg støder på, som rejser spørgsmål om, hvad hjemmet egentlig betyder for os,” siger antropologen.
Hun uddyber, at mange moderne danskere er meget, meget tætte med deres hjem. Det er næsten, som om væggene er deres egen krops skal, og ligesom væggenes farver og indretning og møblering af rummene betyder meget, betyder hjemmets lyde — de hyggelige såvel som de mindre hyggelige — også mere, end de fleste er klar over. Og lydmæssige invasioner i hjemmets rum bliver dermed også til noget meget personligt.
”I Skandinavien har mennesker en særlig forbindelse til hjemmet som en central del af deres identitet. Det er deres base i verden, det sted de kan gå ud fra og vende tilbage til. Flere af mine interviewpersoner giver udtryk for, at hvis der er lyde i hjemmet, kan de ikke regne med at have en rolig base, og dermed forsvinder følelsen af at have fast grund under fødderne. Derfor påvirkes vi meget anderledes af lydene i hjemmet end for eksempel de lyde, vi støder på i det offentlige rum og på arbejdspladsen,” forklarer Sandra Lori Petersen.
Hun formulerer sine interviewpersoners oplevelse af støjen på den måde, at det virker, som om loftet buler nedad og indskrænker pladsen i lejligheden for dem:
”Den andens væren fylder så meget, at der næsten ikke er plads til min egen væren.”
I et år frygtede Daniel Boysen for nætterne, for de fleste nætter blev hans søvn afbrudt eller hindret af nabolarm. Den 35-årige litteraturformidler og forfatter lå i sin seng og kunne høre overboerne råbe til hinanden, spille computerspil med høj lydstyrke, se film eller skubbe rundt med møblerne.
”Jeg følte lidt, at det var som en scene i en Krumme-film, da jeg første gang stod i vores dobbeltseng og bankede mine håndflader mod loftet i et forsøg på at signalere, at vi var generet af larmen. Det gentog sig mange nætter. Nogle gange hjalp det, og andre gange kunne jeg høre, at der blev grinet,” fortæller han.
Det var ikke længe, Daniel Boysen og hans kæreste Rikke havde boet i lejligheden i det vestlige Aarhus, da de første gang blev generet af lyde fra overboen.
I husordenen fra boligforeningen står, at man fra klokken 23 skal tænke over ikke at larme af hensyn til naboerne. Daniel Boysen vil hverken fremstå som en hystade eller den, som klager, og han tænkte sig længe om, inden han skrev en håndskreven hilsen til overboerne, hvor han gjorde opmærksom på problemet.
”I måske en uge blev det bedre, men så var alt som før,” fortæller han.
Når han lå søvnløs, overvejede han at kontakte politiet eller indsende en officiel klage til boligforeningen, men han ville ikke skubbe til en familie, som han fornemmede var udsat. Samtidig er han også bevidst om, at den manglende kommunikation med familien var med til at gøre tingene værre.
En morgen blev det for meget. Med meget små øjne og et tungt hoved tog han turen op af trapperne til overboen og bankede på. I fire nætter havde larmen været intens, og han havde sovet elendigt.
”Jeg bankede længe på døren, inden der blev åbnet og endte med at spørge de tre voksne mennesker, hvem af dem, som ville gå på arbejde for mig, når de havde hindret mig i at sove,” fortæller Daniel Boysen, som heller ikke dengang fik noget konkret ud af sin henvendelse.
Nattesøvnen var blevet noget, Daniel Boysen frygtede, og han udviklede stresssymptomer som trykken for brystet og udslæt. Det kulminerede, da han blev delvist sygemeldt på grund af en bristet akillessene.
w”Jeg var mere i lejligheden, og nabostøjen var plagsom, og samtidig blev det kritisk, at jeg ikke fik sovet, for det hindrede restitutionen. Jeg kender til at være presset i mit arbejdsliv, men så er hjemmet der, hvor man kan slappe af. Men når man frygter for natten, bliver hele ens liv påvirket,” fortæller Daniel Boysen.
Til sidst lykkedes det Daniel Boysen og Rikke at få en anden lejlighed i samme boligforening, hvor de har boet de seneste to år. Og som konsekvens af den opslidende tid i stuelejligheden har parret lovet hinanden, at de fremover ikke vil have overboer.
Anette Vandsø er lektor ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Lyd” i bogserien ”Tænkepauser”. Hun peger på, at klager over støj mindst går tilbage til den romerske digter Juvenal, som levede år 50-135 og i nogle af sine tekster klagede over larmen i oldtids-storbyen Rom.
”Jeg ved ikke, om vores tærskel i forhold til støj er blevet mindre siden dengang,” siger hun.
”Men siden 1970’erne er støj blevet et politisk emne. Lydniveauer er reguleret af politiske direktiver, hvilket vil sige, at vi har rettigheder som borgere, og dermed er vores samtale om støj blevet en anden. Vi er bevidste om, at vi som borgere har krav på et vist miljø i vores hjem og på vores arbejdsplads,” tilføjer hun.
Men hvis man tror, at de øgede rettigheder har givet mere ro, tager man fejl. For sideløbende med, at vi moderne mennesker føler, at vi har krav på ro i vores lejlighed eller enfamiliehus, så føler vi også, at vi har ret til fri udfoldelse, uden at naboen tysser på os. Og selvom alle ved, at trafik, koncerter, livlig gadehandel og meget andet støjer, så er der en masse andre hensyn, som gør, at myndigheder tillader, at der bliver skruet op for disse aktiviteter, påpeger Anette Vandsø.
Hun minder om, at vores forhold til lyd er ekstremt kontekstbaseret. Graden af gener og irritation kan ikke kun gøres op ud fra, hvor kraftig lyden egentlig er:
”Ved man, at det er ens elskede børn, som griner i trampolinen, er lyden en anden, end hvis det er naboens møgunger, som i øvrigt fodrer din kat, så den er kommet i tvivl om, hvor den bor.”
Anette Vandsø har tre konkrete forslag til at komme boligens støjproblemer til livs:
”Det første er, at vi skal lære at tale om lyd som andet og mere end blot en kvantitativ størrelse. Det andet er, at vi skal holde op med at tro, at der kommer et teknologisk quick-fix og løser problemerne for os,” siger hun og tilføjer:
”I stedet skal vi til at have flere samtaler om lyd og en større offentlighed om vores forhold til lyd som sådan. Og den samtale skal ikke kun handle om støj som noget negativt, men også om hvilke lyde vi kan lide. Den samtale kan passende starte i folkeskolens musikundervisning, som alt andet lige er det sted, hvor fremtidens borgere lærer at være sammen i og om lyd.”