Prøv avisen

Der var engang en præst, som hed Balslev

For nogle er Balslev et efternavn, men det er også navnet på en vestfynsk landsby, hvor man finder en mindelund domineret af en mindesten rejst for bonden Anders Rasmussen og dennes søn Rasmus Andersen, som blev amtsforvalter og far til Jens Balsløw, fra hvem præsteslægten nedstammer. – Foto: Ida Balslev-Olesen

I 1690 kom Jens Balsløw til verden og blev stamfader til en slægt rig på præster, som siden har sat deres præg på folkekirken. Tre repræsentanter for Balslev-slægten giver et indblik i historien

Henfarne slægter – forglem dem ej! I arv de gav dig en ædel gave.

Johannes V. Jensen ”Hvor smiler fagert den danske kyst” 1925.

Klassisk filolog Ole Balslevs farfar, Lars Chr. Balslev, vidste, at slægtens historie er en ædel gave, som man synger det i Johannes V. Jensens sang. I hjemmet i Ebeltoft har den pensionerede lektor et godt brugt eksemplar af sin farfars værk ”Stamtavle over Haarslev-grenen af slægten Balslev”.

Inden for slægtsforskning taler man om, at visse erhverv går i arv fra generation til generation. Der er slægter af advokater, læger og præster. Ole Balslev tilhører en præsteslægt, som gennem 300 år har sat sit præg på folkekirken. Slår man op i Paul Nedergaards ”100 danske præsteslægter – en lille slægtshaandbog opstillet i uddrag af stamtavler” fra 1954, kan man læse, at Balslev-slægten er blandt de slægter, som tæller flest slægtled af præster i ubrudt rækkefølge.

Dengang i 1954 kom slægten Rørdam ind på førstepladsen med en ubrudt linje på 10 slægtled af præster, mens slægterne Monrad og Zeuthen begge talte ni slægtsled.

Højt oppe på listen var også Balslev-slægten, som talte syv slægtled. Balslev’erne toppede en anden liste i bogen: Præster, hvor flest søskende i samme flok blev præster. Rasmus Balslev (1762-1840) havde fem sønner, som alle blev præster.

For nogle er Balslev et efternavn, men det er også navnet på en landsby på Vestfyn mellem Middelfart og Assens. Her kom Rasmus Andersen til verden i 1656, og i 1688 giftede han sig med Maria Elisabeth Bang. Deres ældste barn, Jens Balsløw, blev født i 1690 og fik sit efternavn fra fødebyen og blev stamfader til de Balslev’er, som siden har beklædt talrige præsteembeder i den danske folkekirke.

Rasmus Andersen og Maria Elisabeth Bang fik en søn mere, som døde som lille, samt to døtre. Men historien om Balslev’erne kunne være blevet en ganske anden. Jens Balsløw (1690-1761) var som barn to gange tæt på at dø, hvilket han skrev om som voksen.

Første gang var, da han som seksårig besøgte sin morfar, hvor man ville skyde en høg, som havde angrebet familiens duer. Her var Jens Balsløw tæt på at blive ramt i en vådeskudsulykke. En tjenestepige fik slemme skudsår, mens den unge Balsløw slap uskadt.

Det andet uheld indtraf, da han var ni år og på besøg i Odense, hvor han legede ved en dam ved vintertide. Han faldt i vandet og har siden beskrevet, hvordan han hørte vandet buldre. På modig vis hjalp to af hans venner ham op af vandet.

Om hændelsen skrev han: ”Jeg har ikke uden taknemmelig Erindring kunnet tænke derpaa og prise mine trofaste Frelsere, som opvakte denne Hjælp.”

Som dreng blev Ole Balslev introduceret til historien om Jens Balsløw af sin farfar, Lars Chr. Balslev. Jens Balsløws forældre fik malet et portræt af deres eneste søn, hvor den blonde dreng er klædt i fornemt tøj og ser mildt på beskueren. Kunsterens navn er ukendt, men man regner med, at billedet er malet, efter at Jens Balsløw havde overlevet drukneulykken som niårig.

”Min farfar opfattede det fuldstændig som nåde fra Gud, at Jens Balsløw ikke omkom ved vådeskudsulykken eller i dammen. Vi fik historien om Jens Balsløw fortalt som et billede på en guddommelig indgriben,” siger Ole Balslev.

Jens Balsløw blev undervist i hjemmet, til han var 16 år, hvor han kom i gymnasiet og fortsatte på teologistudiet. Da han var 25 år, slog han sig ned i Tommerup som præst, og en måned efter indsættelsen blev han gift.

Hans første hustru døde i barselssengen. I sit andet ægteskab fik han fem børn og gennem dem 33 børnebørn. Det var kun de tre af hans fem børn, som fik efterkommere med efternavnet Balslev.

Læs mere om Ole Balslev her

Balslev-slægten blev her delt i tre grene: En sjællandsk gren, en Tommerup-gren og en Haarslev-gren. I både Tommerup og Haarslev hed præsterne i mere end 100 år Balslev. Ole Balslev er ud af Haarslev-grenen, som er den mest talrige gren af slægten, hvor en stor del har været præster, og enkelte stadig er det.

At Balslev er koblet sammen med slægten Balslev, kan man få syn for, hvis man besøger den vestfynske landsby. I en aktuel udgave af den lokale turistavis kan man på dansk og tysk læse om den mindelund på hjørnet af Mindevej og Granlyvej, som blev rejst i 1928 for bonden i Balslev, Anders Rasmussen, og dennes søn Rasmus Andersen, som blev amtsforvalter og far til Jens Balsløw, fra hvem præsteslægten nedstammer.

I midten står en bautasten, og rundt om er der 25 sten over afdøde præster med Balslev-navnet fra Haarslev-grenen. En af slægtens præster, Sofus Balslev, holdt tale den dag i 1928, hvor stenen blev afsløret. Han talte om slægtens arv og sagde blandt andet:

”Disse Ord retter jeg til Jer, I unge, der kommer efter os gamle, hvis Saga snart er ude, bevar denne gode Slægtsarv, elsk den som et Klenodie og bind den om Eders Hals, som den unge Pige bærer det Smykke, hendes Moder har baaret og er stolt og glad ved at bære det, og mindes hende og ønsker at gaa i hendes Fodspor”.

Det var ikke familien, som tog initiativ til mindelunden, men Odense Amts Historiske Samfund. I familien var der ikke udelt begejstring for tiltaget.

Ole Balslev husker, at hans farfar, Lars Chr. Balslev, mente, at det var utidigt praleri med stenene i landsbyen.

På et Skype-opkald fra Zimbabwes hovedstad, Harare, fortæller Folkekirkens Nødhjælps landedirektør, Christian Balslev-Olesen, om, hvordan han som ung kom til mindelunden i Balslev og blev betaget af den historie, han er en del af, uden at vide meget om den.

I 1985 blev han ansat i Folkekirkens Nødhjælp og var projektkoordinator for det sydlige Afrika, inden han fra 1992 til 2002 var generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Siden blev han chef for Unicefs arbejde i Eritrea og Somalia. Men han er også syvende generation præst i familien Balslev, og gennem årene er det blevet til en del tjenester som ulønnet hjælpepræst ved Osted Valgmenighed, der er familiens base i Lejre.

Skønt der var en tradition i familien for at læse teologi, oplevede Christian Balslev-Olesen aldrig et pres fra forældrene om at vælge teologien.

”Min far vaklede mellem at blive dyrlæge eller teolog og valgte teologien. Selv regnede jeg fuldt og fast med, at jeg skulle være landmand, og efter min realeksamen fik jeg en plads på en gård, og jeg syntes, at landbruget var spændende.”

Christian Balslev-Olesen blev tidligt aktiv i FDF og fortsatte efter realeksamen. Han besluttede, at han ville tage på en vinterhøjskole i Silkeborg, hvor den unge teolog Lars Tjalve underviste og vakte noget i Christian Balslev-Olesen, som fik ham til at skifte spor.

”Jeg var optaget af landbruget, men jeg tænkte, at hvis jeg skulle prøve teologien, måtte jeg springe nu, og så kunne jeg jo altid komme tilbage til landbruget. ”

Da han begyndte på teologistudiet, fortalte hans far ham en anekdote fra sin studietid: Når en Balslev sad som eksaminand ved den afsluttende eksamen, sagde lærer og censor til hinanden, at Balslev’erne kunne man lige så godt lade bestå, for de skulle jo alle ud og være præster. Før eller siden.

”Det er stadig et efternavn, som vækker genklang, og i forbindelse med foredrag bliver jeg tit spurgt, om jeg er i familie med den pastor Balslev, som konfirmerede vedkommende. Og mit svar er oftest, at det kan jeg ikke svare på; vi er mange Balslev-præster. I min mor havde jeg en bagstopper, for hun havde styr på det med slægten. Her i Zimbabwe oplever jeg, hvordan folk uden at have slægtsbøger har absolut styr på deres udvidede familie, og jeg kan føle, at jeg går glip af noget værdifuldt og er lidt historieløs i forhold til dem, fordi jeg tilhører en kultur, hvor man i højere grad er optaget af, hvem vi selv er, end hvem vi er efterkommere af,” siger han.

Da Peter Balslev-Clausen blev indskrevet på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet i 1961, var han et af ganske mange præstebørn på studiet, fortæller han i telefonen fra sommerhuset i Skagen.

”Mine forældre (Ruth og Thorkild Balslev-Clausen, red.) har aldrig presset mig til noget som helst. Det var mit eget valg og lå for mig som noget ganske naturligt. Når man kommer som teologisk student fra en præstefamilie, så bliver man ikke let imponeret af sig selv. Det var mere et spørgsmål om at leve op til standard, så man kunne se sig selv i øjnene. Jeg har i høj grad været inspireret af min far som præst og haft mange gode teologiske samtaler med ham,” siger Peter Balslev-Clausen.

Han blev sognepræst i Hellerup i 1971 og siden provst i Gentofte Provsti og havde sideløbende sin gang på universitetet først som ekstern lektor i kirkehistorie, siden som ph.d.-stipendiat og fra 2003 som adjungeret professor i kirkehistorie og hymnologi. Fra 1991 til 2002 var han sekretær for Salmebogskommissionen.

Fortællingen om slægten Balslev blev i Balslev-Clausens familie overvejende holdt i live af to ugifte fastre: Gudrun Balslev-Clausen og Sigrid Balslev-Clausen.

”Det var to taknemmelige og positive mennesker, som kunne fortælle om livet i den danske præstegårdskultur tilbage fra midten af 1800-tallet. De holdt sammen på slægten, og vi var i løbende forbindelse med dem. Det har gjort et stærkt indtryk og gav mig en del af min baggrundsdannelse, som jeg har været taknemmelig for. Når man kender sin historie, føler man en selvfølgelighed omkring, hvem man er, og det giver en menneskelig rodfæstethed at være en del af en slægt med en erhvervsmæssig kontinuitet.”

Skal han sammenfatte det præsteliv, han så hos sin far, og det præsteliv, han selv har levet, tænker han på Grundtvigs ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, som Grundtvig skrev til sine to sønner for at dele erfaringer om sit virke.

”Bedre kan det vist ikke siges.”

Hvert år i juli drog Ole Balslev med sine forældre fra hjemmet i Oksbøl til godsforvalterboligen Erikshåb mellem Faaborg og Odense, hvor hans farmor, Maria Sperling Balslev (1897-1945), og farfar, Lars Chr. Balslev (1869-1961), samlede deres otte børn, svigerbørn og børnebørn i anledning af farfaderens fødselsdag den 18. juli. Ole Balslevs farmor havde en arv, som gjorde det muligt for parret at leve et liv, som var mere privilegeret end pensionerede præster generelt.

To af de otte børn var blevet præster, som der var tradition for i slægten, mens Ole Balslevs far var dyrlæge.

31 senge blev taget i brug, når familien var samlet, og Ole Balslev husker, hvordan hans farfar understregede, at han havde prøvesovet dem alle, inden de mange gæster ankom til den rummelige bolig nær Arreskov Gods på Sydfyn.

Lars Chr. Balslev var præstesøn, og ligesom to af sine brødre læste han teologi. Den ene bror, Thorvald Balslev, blev præst i Vartov, hvor han virkede, til han var næsten 90 år. Den anden bror, Harald Balslev, var forstander for Ubberup Højskole og komponist.

Mest kendt er han for melodien til Ludvig Holsteins ”Det lysner over agres felt”. Lars Chr. Balslev gik af som præst i 1910 fra Skibet Sogn ved Vejle, fordi han var tunghør, og fik 51 år som pensionist, hvor han beskæftigede sig indgående med blandt andet slægtsforskning. Ole Balslev beskriver, hvordan hans farfar havde trådt en sti i studereværelsets gulvtæppe fra skrivebordet til den plads i reolen, hvor Kirkelig Håndbog stod.

”Han nød at have med slægten at gøre, han var lykkelig over den slægt, han tilhørte, og han var samtidig ydmyg over for den arv, han havde.”

Opholdet på Erikshåb var gerne en mindre ferie, hvor Lars Chr. Balslevs talrige efterslægt var sammen i flere dage. Dagene havde deres faste rytme. Søndag gik man i kirke, og fra mandag til og med lørdag holdt Lars Chr. Balslev en andagt med salmesang, læsning fra Bibelen, bøn og velsignelse, som man kender det fra morgenandagten i Domkirken i København. Her havde alle mødepligt. Efter andagten var der oplæsning af breve fra familien.

”Det var alle breve, som var kommet til familien. Farfar havde otte søskende, som alle var flittige brevskrivere. Hans søskende og søskendebørnene skrev hyppigt, og de fik tilsvarende lange og gode breve om alt, hvad der rørte sig i familien. Især ved min farfars fødselsdag i juli var der mange breve hver eneste dag, som blev læst op. Skrev man et brev, skulle man vide, at man ikke skrev noget, som ikke kunne tåle at blive læst op, når vi var samlet på Erikshåb.”

Sammenkomsterne på Erikshåb fortsatte under krigen, hvor Ole Balslevs far og faster begge var interneret i Frøslev, arresteret af Gestapo. I 1945 døde Ole Balslevs farmor, mens hans farfar fortsatte med at samle sin voksende efterslægt på Erikshåb.

Ole Balslev vaklede mellem at læse jura og klassisk filologi, men valgte det sidste. I studietiden i København kom han næsten hver søndag i Vartov, hvor hans farfars bror, Thorvald Balslev, var præst frem til 1960.

”Jeg er utrolig glad for det kendskab, jeg helt naturligt har fået til min slægt. Det var virksomme folk, og der hvilede en grundtvigsk ånd over slægten. Jeg kan høre min farfar og hans brødre sige til hinanden på fynsk: ’Vor Herre har ikke noget mod, at vi gør os livet lidt behageligt’.”

Andre læser lige nu