Journalist: Der var højt til loftet hos de indremissionske

For et par nyuddannede cand.mag.er hang jobbene ikke på træerne, og min mors første stilling blev som højskolelærer på den indremissionske højskole i Haslev. For vores lille Østerbro-familie betød det ikke alene udflytning til provinsen, men også et værdisæt, der lå meget langt fra vores, skriver journalist på Kristeligt Dagblad Tine Maria Winther

Haslev udvidede Højskole lukkede i 2010. –
Haslev udvidede Højskole lukkede i 2010. – . Foto: Tine Maria Winther.

For tiden viser DR 3 en dokumentar i fire afsnit om en gruppe unge kristne fra Indre Mission. I pressemeddelelsen til ”Jesus unge soldater” sammenlignedes de unges tro med islamisk ekstremisme. Den formulering er siden blevet trukket tilbage, men der bliver da kælet for fordommene!

I øvrigt de samme fordomme som ulmede i mine unge kulturradikale forældre, da de i 1960’erne landede midt i en indremissionsk højborg.

For et par nyuddannede cand.mag.er hang jobbene ikke på træerne, og min mors første stilling blev som højskolelærer på den indremissionske højskole i Haslev. For vores lille Østerbro-familie betød det ikke alene udflytning til provinsen, men også et værdisæt, der lå meget langt fra vores.

Men af sted kom vi.

Dengang var Sydsjælland berygtet for sine snevintre, og da vi kørte ind i bibelbæltet, stod himmel og jord meget symbolsk i ét.

Embedsboligen kunne kun opvarmes med kakkelovne (!), og de osede trodsigt fra start. Vi frøs, vi var langt hjemmefra, vi befandt os muligvis blandt ekstremister. Og mine forældre kunne ved fælles anstrengelser højst tilberede én spiselig middagsret.

Det så sort ud.

Men så rullede de indremissionske sig ud. En flok højskoleelever, ikke ulig dem i DR 3-dokumentaren, baksede vores møbler på plads og tændte op i de umulige ovne. Vi blev budt på aftensmad hos nabolærer Brinth, hvis to døtre blev mine bedste kammerater, og i det hele taget budt velkommen som en anden familie Ingalls i det lille hus på prærien.

Og det var vitterligt som at lande i Midtvesten – med bibellæsning, bordbøn, lune æbletærter og fornemmelsen af, at hvis der var nogen, der skulle have rejst en lade, ville den stå færdig inden solnedgang.

Dengang fungerede Haslev udvidede Højskole som en lille herregård med køkkenpiger, hønsegård, svinesti, køkkenhave, park – samt gymnastiksal og teaterscene. I spisesalen blev der på klokkeslet serveret både hovedret og dessert – alene det sikrede vores overlevelse – og der gik ikke en uge, før jeg hjemmevant bad bordbøn og langede tallerken videre, når der blev råbt samle.

Reglerne på den indremissionske højskole var sikkert skrappere end så mange andre steder. Men den sociale kontrol næppe værre, end den vi senere mødte på den yderste venstrefløj. Her kunne man med rette tale om fare for at blive radikaliseret.

For faktum er, at der trods regler og forbud var højt til loftet på Haslev udvidede Højskole. Der blev studeret litteratur, debatteret, spillet teater, musik. Her var både foredrag og fester. Og vi, der ikke var missionske, blev både tolereret og holdt af, også selvom jeg ikke måtte gå i bibelskole, og på trods af at jeg fik fastelavnsris og den slags (de andre fik kors, der kunne lyse i mørket).

I det hele taget blev venskaber indgået på højskolen i Haslev typisk lange og trofaste – og flere elever gik derfra som par (i 1960’erne blev ”Jerntæppet”, som muren mellem pige- og drengeafdelingen hed, revet ned). Også mine forældres utænkelige venskaber med missionens folk holdt, selvom vi flyttede videre, og på trods af at vi var mere til Hans Kirk end til fiskerne.

Med årene gik det ned ad bakke for Haslev udvidede Højskole, og for 8-10 år siden lukkede den som egentlig højskole. Sidste sommer kørte jeg forbi, og rammerne ligner sig selv. De sort-hvide årgangsfotografier fra velmagtsdagene hænger, hvor de hang. Gulvenes sort-hvide fliser er de samme, og parken er stadig fantastisk. Til gengæld var det slut med både dannelsens og troens vingesus – uden nu at tale korte kurser i akvarelmaling ned.

Så bare for at vise flaget fik jeg lyst til at huje: ”Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja pris da Gud, for al hans herlighed.”

Men jeg tror ikke, den trinde akvarel-lærerinde i de spraglede gevandter ville have sat pris på det.

Indrømmet, de unge Jesus-soldater i DR 3-dokumentaren virker lidt bims – hvem gør ikke det, når DR filmer subkulturer – men radikaliserede ekstremister, det er de ligegodt ikke.

Til gengæld er de lette at hænge til tørre, fordi de har nogle andre værdier end de fleste af dem, der ser på DR 3. Eller måske bare fordi de har nogle værdier? Lidt bims er det jo blevet at kæmpe for det, man har kært.