Prøv avisen
Koreansk-adopteret

Birgit var et af de første koreanske børn, der kom til Danmark: Der var ingen fremmede – kun mig

Birgit Nørgaard blev som nyfødt afleveret i en kurv på politistationen i Seoul. Men der skulle ikke gå mere end tre måneder på et lokalt børnehjem, før hun fra sin tremmeseng blev valgt som et af de allerførste koreanske børn, der skulle bortadopteres til Danmark. Indtil adoptionen gik igennem boede hun i obligatorisk privatpleje hos en sydkoreansk sygeplejerske. Foto: Emil Kastrup Andersen

Det er 50 år siden, at de første koreanske børn blev adopteret af danske forældrepar. Birgit Nørgaard var et af dem. Da hun i 1988 rejste tilbage til landet for første gang, fik hun både en erkendelse af sit fødelands værdier og sit eget livssyn

På gågaden i Herning i 1960’erne undrede fodgængerne sig, når Birgit Nørgaards forældre gik med den lille, sorthårede pige imellem sig. Flere stoppede og antastede dem bramfrit for at høre om konstellationen. For nok havde man hørt, at mange danske par tog efterladte børn til sig fra særligt Tyskland og Finland, men at man adopterede børn hele vejen fra Korea var helt nyt.

I november sidste år var det 50 år siden, at Birgit Nørgaard – sammen med tre andre spædbørn – blev fløjet til Danmark som de allerførste koreansk-adopterede børn.

”Hele min barndom var præget af en særlig opmærksomhed omkring min person. Specielt mit blanke, sorte hår vakte opsigt, og jeg kan huske følelsen af, at mange ville røre ved det. Dengang var der ikke et nær så mangfoldigt befolkningsbillede, som vi ser i dag. Der var ingen flygtninge. Der var ingen fremmede. Jeg var den eneste. I Ikast var der dog en grønlandsk skole, og derfor blev jeg ret tit forvekslet med en grønlænder. Men jeg var i hvert fald ikke grønlænder. Jeg var dansker. Den misforståelse kunne jeg blive meget fornærmet over,” siger Birgit Nørgaard.

Med tiden lærte hun sig selv nogle standardfraser, som hun altid kunne kaste af sig, når andre kommenterede på hendes udseende eller flotte danske sprog.

”Min far sagde ofte til mig, at når det blev for meget, kunne jeg jo bare sige, at jeg kom lidt øst for Ikast. Men det var jo bare min fars humor,” siger hun.

Birgit Nørgaards adoptivfar arbejdede som landmand for stifterne af restaurantkæden A Hereford Beefstouw, Bitten og Aage Damgaard, i Herning i mere end 50 år. Forældrene boede derfor i bestyrerboligen over for gården. Og det var netop livet hos familien Damgaard, der inspirerede det dengang barnløse landmandspar til at adoptere. I hjemmet kom nemlig også et væld af internationale kunstnere, heriblandt det koreanske kunstnerpar Han, som parret hurtigt blev betagede af.

Familien Damgaard tog desuden ofte på forretningsrejser, og da de i 1967 skulle til Korea, spurgte landmandsparret, om de ikke kunne lede efter et koreansk barn til dem. Selvfølgelig, lød svaret.

Det var før, der var det veletablerede adoptionssystem med journalnumre og databaser, som findes i dag. Det var derfor den dengang spæde Birgit Nørgaards blik, der gjorde udslaget. For specielt Bitten Damgaard har senere nydt at fortælle hende, hvordan hun fra det koreanske børnehjems tremmeseng fangede deres opmærksomhed ved at holde en helt særlig øjenkontakt med dem.

”Jeg føler mig heldig, fordi det virker, som om hele mit liv er bygget op om en tilfældighed. Jeg ved slet ikke, hvor jeg var endt, hvis ikke et uforudset og særegent blik havde startet det hele,” siger hun.

Birgit Nørgaard så først sin særegenhed klart nogle år efter. Det var, da hun fik sit klassebillede i hånden, at hun for første gang lagde mærke til, at hun var anderledes. Det lyder lidt hul i hovedet, synes hun selv. For naturligvis havde hun set sig selv i spejlet inden da. Men de blikke, som folk havde givet hende på gaden, havde hun ikke kunnet forstå før nu.

”Jeg havde jo dengang kun danskere at spejle mig i, og jeg følte mig i så høj grad dansk, at jeg fuldstændig overså mit særlige udseende,” siger Birgit Nørgaard.

I folkeskoleklassen startede dansklæreren hver eneste time med en sang fra Højskolesangbogen. Det var for at få nogle af eleverne til at falde ned – og for at få andre til at vågne efter frikvarteret. Men Birgit Nørgaard havde hverken lyst til at falde ned eller vågne. Hun ville bare synge de gamle vers. Og der gik ikke lang tid, før hun havde memoreret hele den danske kulturarv.

Ud over sangbogen havde en papæske en helt særlig betydning i barndommen. Heri lå der et sæt babytøj og en slidt flyvertaske med et par sejlersko og en flaske.

”Æsken bevidnede og fortalte historien om, at jeg havde været et andet sted, før jeg var derhjemme. Vi har jo altid sagt, at jeg kom med storken, fordi det faktisk tog nøjagtigt ni måneder, fra min adoption gik på plads, til at jeg fløj hjem i flyet,” siger Birgit Nørgaard, der lige var fyldt et år, da hun kom til Herning.

Selv husker hun intet fra sin første tid i Korea. Men det er hun nu ganske tilfreds med. For hun tror kun, at det er en fordel, at hun ikke har haft for mange flyvertasker og andet bagage med sig hjem.

”Jo mindre du har med derovrefra, jo mindre husker kroppen – og jo mere dansk kan du føle dig,” siger hun.

En lyst til at rejse væk fra Danmark opstod alligevel med tiden. Ja, faktisk havde hun dårligt færdiggjort sin HF, før hun blev au pair for en fransk familie i Israel, hvor hun lærte hebraisk, fransk og engelsk. Og da hun vendte retur, besluttede hun sig straks for at blive landbrugsstudent i Australien. Senere blev hun tilbudt at komme til Barcelona og etablere en restaurant dernede. Men den mulighed takkede hun nej til.

”Jeg vidste godt, at jeg havde lidt udlængsel, og jeg ville ikke risikere at ende som rodløs i udlandet,” siger Birgit Nørgaard, der i dag er hoteldirektør på Scandic Eremitage i Lyngby nord for København.

En dag fik Birgit Nør- gaards far en værdifuld gave af ægteparret Damgaard. Det var et guldur med en besked om, at det kunne byttes til tre flybilletter til Korea. Det var en unik mulighed. Og i sommeren 1988 rejste familien derfor til Birgit Nørgaards fødeland for første gang. Her fik hun sat nogle billeder på det land, som førhen blot havde været et abstrakt begreb.

”Rejsen gav mig et indblik i det land, jeg er født i, i kulturen og en forståelsen for, hvorfor så mange koreanere bortadopterer deres børn. Fattigdom var formentlig grunden til, at jeg endte på børnehjem, mens det nu er af kulturelle årsager, der adopteres børn væk,” siger Birgit Nørgaard.

Hun følte sig ikke personligt knyttet til landet under besøget. Nok mest af alt blot som en dansk turist. De koreanske kvinder tog nogle alt for små skridt, mens det føltes, som om hun selv marcherede derudaf. Fri og selvsikker. Besøget overbeviste hende om, at hun med sin personlighed og sit selvværd ville have mistrivedes i Korea. Og det faktum blev ikke mindst forstærket af en skelsættende oplysning, hun fik kendskab til derovre. Selvom Korea egentlig følger den kinesiske kalender med dyretegn, har de hvert 60. år det, de kalder den hvide hests år. De kvinder, der fødes i det årstal, er så selvstændige og egenrådige, at nogle forældre vælger at abortere inden fødslen, hvis de har en formodning om, at fosteret kunne være en pige. Birgit Nør-gaard er født i 1966 – den hvide hests år.

”Pludselig forstod jeg, hvorfor det var meningen, at jeg skulle leve mit liv i Danmark. Her bliver selvstændighed og egenrådighed set som en kvalitet, men derovre ville jeg være blevet opfattet som en oprører, der ikke kunne indfinde mig under de strenge koreanske normer,” siger Birgit Nørgaard, som har den kristne grundholdning, at det er vigtigt at have en tro på, at der er en større mening med tilværelsen.

Det blev ikke sidste gang, Birgit Nørgaard rejste til Korea. Året efter – i 1989 – blev hun inviteret på en treugers rundrejse af den koreanske regering sammen med andre adoptivbørn fra Europa og USA. Inden afrejsen lykkedes det dem at arrangere, at de skulle være eskorter for fire koreansk-adopterede børn, som de havde med retur til europæiske par. To spædbørn satte de af i Paris, mens de fulgte to ældre piger helt til København. Birgit Nør- gaard har således bevidnet flere dele af det koreanske adoptionssystem.

Netop derfor kom et afgørende valg senere i livet igen til at kredse om Korea. Birgit Nørgaard og hendes norske mand ønskede at adoptere. På sine rejser til Korea havde hun set og oplevet, hvordan adoptionsbureauet Holt, der hvilede på et kristent livssyn, gav børnene en tryg start på en tilværelse, der ellers let kunne være præget af omsorgssvigt.

Hun var samtidig bevidst om, at det ville give hende en fordel frem for sin norske mand, fordi et barn fra Korea naturligt ville spejle sig mere i hende end i ham. Heldigvis så han også en fordel i, at mor og barn havde samme fødeland. Og i 2007 hentede de sammen sønnen Christian i Korea. Ud over at ligne Birgit Nørgaard efterligner han ubevidst hendes mimik og betoninger.

”Det er en kæmpe fordel, at han ligner mig biologisk. Christian får slet ikke de samme kritiske spørgsmål, som jeg fik. Til gengæld er der i dag mere racisme, som han potentielt kan opleve. Men det er stadig mit indtryk, at når danskere ser på koreanske børn, tænker vi med det samme på adopterede – og ikke på indvandrere,” siger Birgit Nørgaard.

Hun vil ikke fortælle Christian, hvad han skal føle sig som. Men bevidstheden om Korea er unægteligt blevet styrket, efter at han er kommet til.

”Vi deler en historie, han og jeg, og inddrager de elementer fra Korea, vi har lyst til. Men det konflikter ikke med, at vi er danske,” siger Birgit Nørgaard.

Hver dag oplever hun med Christian en følelse af forbundethed, som hun ikke tidligere har mærket med noget andet menneske.

For Birgit Nørgaard er familiebegrebet ellers en smule udvandet.

”Venskaber betyder mere end familie for mig. For familien får selvsagt en mindre betydning, når man er adopteret. Jeg har ikke noget blodsbånd med nogen omkring mig. Jeg føler egentlig kun, at min nære familie er min mor, far, mand og søn. Jeg har det selvfølgelig godt med min øvrige familie, men jeg omgås mennesker, fordi jeg kan lide dem – og ikke, fordi vi er i familie,” siger hun.

Hun begræder dog ikke sine ukendte blodsbånd. For så kunne hun bruge al sin tid på at bekymre sig: Hun har type 2-diabetes, men ved ikke, om hun har arvet det, hun kender ikke ophavet til sine styrker og svagheder, og hun har på grund af sit manglende journalnummer ikke mulighed for at søge efter sine aner.

”Det ville være fuldstændig utopisk for mig at lave et stamtræ. Jeg har en hel historie, som jeg ikke kan gøre noget ved. Og hvorfor så bruge min ærgrelse, tid og ressourcer på det? Når jeg ikke har mulighed for at se tilbage, er fremad den eneste farbare livsvej. Det livssyn lever jeg efter i sin fuldkommenhed. Måske netop fordi jeg har det sorte hul bag mig.”

Fotografer og journalister var mødt op i lufthavnen, da Birgit Nørgaard og tre andre koreanske børn var de første til at blive bortadopteret til Danmark. Her ses et udklip fra Billed-Bladet. For nylig modtog Birgit Nørgaard en blomsterbuket fra den sydkoreanske ambassade i anledningen af 50-året for adoptionen. – Privatfoto.
Karen Margrethe (th.) var ung pige i huset hos familien Damgaard, da hun forelskede sig i ægteparrets landbrugsbestyrer, Hans Nørgaard Jespersen (tv.). Da de ikke selv kunne få børn, besluttede de sig for at adoptere et barn fra Korea. – Privatfoto.
Birgit Nørgaard føler en helt særlig samhørighed med sin 11-årige søn Christian, som hun sammen med sin norske mand har adopteret fra Korea. Hun kan mærke, at det betyder noget, at sønnen og hun deler historien om at være adopteret, når han ubevidst spejler sig i hende frem for i faderen. Foto: Emil Kastrup Andersen