Prøv avisen

Mor og datter er begge ofre for voldtægt: Vores nej blev ikke respekteret

Isabel (tv.) og Zen Donen har begge oplevet at blive voldtaget. Ingen af dem anmeldte overgrebet, da de var bange for, at voldtægten ikke kunne bevises. ”Men hvis loven havde sagt, at sex kræver samtykke, så havde jeg ikke været i tvivl om, at jeg var blevet voldtaget. Og så havde jeg meldt ham,” siger Isabel Donen. – Alle fotos: Lars Aarø/Fokus.

For tre år siden blev Isabel Donen voldtaget. Hun var 17 år og undlod at anmelde sagen, fordi hun var bange for, at voldtægten ikke kunne bevises. Det samme skete for hendes mor, da hun var ung, så i dag kæmper de for at udbrede kendskabet til overgreb og håber på en lovændring om samtykke før sex

Det er tre år siden, men når hun sover, bliver voldtægten ved med at vende tilbage som voldsomme mareridt, der forstærker den frygt, som stadig sidder i hende. Hun tør ikke gå alene ude om aftenen længere, og når hun er i København, er hendes største frygt, at hun pludselig møder ham. At hun ser hans ansigt i mængden af mennesker på rulletrappen på Hovedbanegården. Og når de tanker melder sig, begynder Isabel Donens hjerte at banke. Hårdt, hurtigt og med den lammende angst, der følger med. En angst, der lige siden voldtægten har været en del af hendes virkelighed, og som var årsagen til, at hun gik ud af gymnasiet. For pludselig kunne hun bryde sammen midt i en time og kun høre ordene ”nej, nej, nej!”, der blev ved med at kværne rundt inde i hendes hoved.

I dag er Isabel Donen 20 år. Hun flyttede med sin familie til Aarhus noget tid efter voldtægten og kunne mærke i hele kroppen, hvor rart det var at komme væk fra København, hvor han var.

Hun har sagt ja til at fortælle sin historie, ”fordi det er vigtigt, at nogle af os, der har oplevet at blive voldtaget også står frem og taler åbent om det. For der er simpelthen så mange af mine veninder, der har været ude for det samme, men de færreste tør fortælle om det, fordi de er bange for, at man ikke vil tro dem. For havde de måske ikke selv flirtet? Gået i for korte nederdele? Eller kysset først og måske endda gået med ham hjem? Og kan man så overhovedet sige nej til sex? Når jeg står frem, er det også for at vise, at det altså er helt almindelige kvinder, der udsættes for voldtægt, og helt almindelige mænd, der begår den”.

Isabel Donen sidder ved køkkenbordet hjemme hos sin mor. Med en kop kaffe og en pakke cigaretter foran sig. I dag går hun på HF Stage i Aarhus, en gymnasieuddannelse, der er suppleret med fag inden for scene- og teaterkunst. Og så er hun aktiv i foreningen Everyday Sexism Project Danmark, ESPD, hvor hendes mor, Zen Donen, er bestyrelsesmedlem. Formålet med foreningen er ”at oplyse om og bekæmpe sexisme og samle beretninger om den hverdagssexisme, som kvinder oplever”, som beskrivelsen lyder.

Når mor og datter er engagerede i den samme forening, hænger det ikke kun sammen med en fælles interesse for at sætte fokus på de overgreb, fysiske og verbale, som kvinder oplever. De deler også skæbne. Da Zen Donen var i begyndelsen af 20’erne, blev hun voldtaget. Ikke af en fremmed mand, der sprang frem fra en busk, ”som er en af de myter, der er udbredt omkring voldtægtsmænd,” som hun siger. Men af sin daværende kæreste, der kom meget fuld hjem ud på natten og ville have sex.

”Jeg ville ikke. Blev ved med at sige nej, gjorde modstand og begyndte til sidst at græde, da han bare holdt mig fast og fortsatte. Dagen efter sagde han, at han intet huskede, og så blev overgrebet ligesom parkeret der. Jeg har ikke været traumatiseret af det på samme måde, som Isabel har. Men der har været perioder i mit liv, hvor overgrebet har fyldt meget, og hvor jeg har følt mig mere sårbar end andre.”

Zen Donen arbejder i dag som jurist, og hun blev både ked af det og vred, da hun hørte, at datteren var blevet voldtaget.

”Som mor er det jo noget af det værste, man kan forestille sig for sit barn. Men jeg opfordrede hende ikke til at anmelde sagen, da hun fortalte mig om det efter et stykke tid, for jeg vedfra mit frivillige arbejde og mit arbejde som jurist, hvor svært det er at være offeret med den nuværende lovgivning. I dag er det jo sådan, at der skal være tydelige fysiske tegn på modværge eller kamp, før man har en chance for at få dømt gerningsmanden. Og selv det er ikke altid nok. Men mange bliver så bange i situationen, at deres krop fryser, og de ligger derfor helt stille. Paralyseret af angst. Langt de fleste voldtægter bliver slet ikke anmeldt, blandt andet på grund af følelser som skam og skyld hos offeret, og fordi man ikke kan genkende sig selv i loven. Nej’et, afvisningen og tårerne er ikke tilstrækkeligt, som straffeloven er udformet i dag. Det ville det derimod være, hvis vi får en ny voldtægtsbestemmelse, hvor sex kræver samtykke, og ’nej’ derfor er et ord, der skal respekteres.”

Det blev det ikke den aften for tre år siden, da Isabel blev voldtaget.

Hun havde mødt en sød fyr på nettet, været på en hyggelig date i byen med ham, ”og han fortalte blandt andet, at han stadig boede hjemme ved sine forældre, og at han var imod ’onenightstands’, engangsaffærer, så da han spurgte, om vi skulle gå hjem til ham og se en film, var jeg helt tryg ved situationen. Vi kom hjem til ham og gik ind på hans værelse, hvor han satte filmen i gang, og vi kyssede en lille smule. Det var helt fint. Men så stak han pludselig sin hånd ned i mine bukser. Jeg sagde nej og fjernede hans hånd, men så skete det igen. Tre til fire gange. Jeg sagde nej hver gang. På et splitsekund får han så væltet mig rundt, så jeg ligger på maven, og han begynder at trække mine bukser af. Det gør ondt, han hiver og flår dem af mig og lægger sig så bagefter hårdt oven på mig og holder mig nede, mens han trænger ind i mig. Jeg bliver ved med at sige nej, nej, nej, og jeg begynder at græde. Samtidig er jeg også vildt bange, for han er meget større end mig og meget muskuløs, og jeg er bange for, hvad han vil gøre ved mig, hvis jeg råber højere, for hans familie er jo lige inde i stuen ved siden af, og han har allerede vist, at han ikke respekterer mit nej. Samtidig skammer jeg mig faktisk. Jeg forstår ikke, at det her sker for mig. Min krop fryser. Og da han endelig er færdig, skynder jeg mig at komme på benene og får mumlet noget om, at jeg skal gå, for jeg skal til jobsamtale. Selv om klokken er halv tre om natten. Det var det eneste, jeg kunne finde på”.

Isabel er rykket lidt tættere på sin mor, mens hun fortæller.

”Bagefter var jeg helt rystet, og jeg var også i tvivl. Var det nu voldtægt? For jeg havde jo kysset ham. Godt nok havde jeg sagt højt og tydeligt nej, men han havde jo ikke truet mig på livet. Og hvis jeg skulle melde ham, var jeg klar over, at jeg ville blive udspurgt og krydsforhørt i timevis, og det var jeg simpelthen ikke mentalt stærk nok til at klare. Men hvis loven havde sagt, at sex kræver samtykke, så havde jeg ikke været i tvivl om, at jeg var blevet voldtaget. Og så havde jeg meldt ham.”

Zen Donen kigger på sin datter.

”Det er hårdt at høre på,” siger hun.

”Men hvor er du sej, at du fortæller om det.”

I virkeligheden er det en hel kultur omkring sex og køn, der kan og skal ændres, mener Zen Donen. Og hun tror, at Folketingets planer om at ændre straffelovens voldtægtsbestemmelse vil have en effekt. For med et krav om samtykke før sex vil der være fokus på den gensidige lyst og på frivillighed.

”I dag har vi nærmere en kultur, hvor en kvindes nej ikke rigtigt bliver respekteret. ’Hun skal nok bare lige bearbejdes lidt’, ’i virkeligheden vil hun nok gerne have det på den hårde måde’, ’hun spiller bare kostbar’, og ’nej’et er en del af spillet’. Sådan nogle holdninger har de fleste af os nok mødt. Og de går igen i mange af de kommentarer, der knytter sig til opslag på nettet, hvor kvinder fortæller om seksualiserede overgreb. Så det er en stor holdningsændring til køn og sex, vi har brug for. For den har fulgt os i mange generationer. I min mors, Isabels mormors, generation var det bare ikke noget, der blev talt så højt om, som vi heldigvis er begyndt at gøre nu. Men det var udbredt at tænke, selv blandt kvinder, at ’har man sagt A, må man også sige B’ – forstået som: har man kysset en mand, så har man selv lagt op til sex.”

Derfor er Zen Donen da også enig med dem, der kalder en eventuel lovændring for symbolsk, ”for selvfølgelig er den det. Alle vore love er jo symboler på, hvad vi som samfund synes er rigtigt og forkert. Det er samfundets måde at sige: her går grænsen. Og der er altså forskel på, om grænsen går ved samtykke, eller om der først er tale om voldtægt, hvis man har været udsat for vold eller trusler – eller er ude af stand til at sige nej.”

En ændringen af straffeloven vil derfor også have betydning for vores kultur, mener hun.

Isabel Donen tilføjer, at en lovændring også kan få en positiv betydning for mændene.

”For ligesom der er myter knyttet til kvindens seksualitet, så gælder det jo også mandens. Han ’kan altid’, ’er altid klar’ og ’har altid lyst’, men det er jo også et pres at ligge under for. Og nogle mænd oplever derfor også at blive presset eller overtalt til sex, selvom de måske ikke har lyst. Samtidig tror jeg også, at de myter om kvinder, som vi talte om før, ligger i baghovedet på mange mænd som en del af deres syn på kvinders seksualitet. Så nogle gange tror de sikkert selv på, at ’hun gerne vil have det lidt hårdt’, at hendes nej bare er til forhandling.”

Det er blandt andet nogle af de stereotyper om hinanden, som Isabel Donen er optaget af at bryde ned. I de seneste år har hun derfor stået for workshops på Roskilde Festival og ved Ungdommens Folkemøde, hvor flirt er overskriften.

”For flirt er jo megafedt og positivt i sig selv, og vi må meget gerne flirte med hinanden. Men vi skal lære at kende vores egne grænser og ikke mindst den andens grænser. Vi er allesammen forskellige, og det kan godt være, at et klap i måsen er okay for den ene, men ikke for den anden. På samme måde som med sex: Vores omgang med hinanden kræver samtykke. Præcis som det gør i alle andre menneskelige relationer i livet.”