”Må jeg præsentere dig for en af mine venner?”.
Det spørgsmål kunne være hentet fra en hvilken som helst fest, fra et tilfældigt møde ude i byen eller hvorfor ikke: fra pladsen uden for kirken, mens minutterne flyver forbi efter en gudstjeneste.
For hver dag, der går, tror jeg, at det kan være nogle af tilværelsens vigtigste øjeblikke. Ofte fører sådanne møder ikke til noget særligt, men nogle gange får man æren af at blive et forbindelsesled mellem to mennesker, som måske aldrig ville have mødt hinanden ellers.
Det var under en konference i Washington i vinter, at jeg hørte ordene, som i en vis forstand forklarede mit liv: Den bedste gave, du kan give dine venner, er dine venner.
Dagene havde frem til da været spækket med interessante seminarer, taler og møder. Det hele holdt gennemgående en høj kvalitet, og alligevel var det beretningen fra en kvinde, der havde viet sit liv til et socialt projekt i Honduras, som fæstnede sig og blev siddende længe efter.
Hun tog til orde i en mindre og ret uformel forsamling og fortalte om sit arbejde, og hvad der havde gjort det muligt. I forbifarten indskød hun ordene om, at den bedste gave, man kan give sine venner, er sine venner.
Når jeg i den senere tid har forsøgt at kortlægge alt det, der er sket i mit eget liv, ud fra at nogen har været generøs nok til at dele ud af sin vennekreds, er jeg blevet svimmel af resultatet. Så meget er begyndt netop der eller har taget en ny og uventet drejning.
Og nogle gange tænker jeg, at man burde tilegne mere af sin tid til at præsentere folk for hinanden og lade venner blive venner. Give det i gave, som man selv har fået som gave. For skal man satse på noget her i verden, så må det være vennerne. Mister man dem, mister meget andet sin værdi.
Nye og spændende mennesker kan for en tid sætte farve på tilværelsen, men det er de trofaste venner, man vender tilbage til. Og når jeg ser tilbage på vort eget liv indtil nu, så ved jeg, at vi ville have været ilde farne uden vore venner. Det er dem, der udfordrer os til at gøre det, som vi egentlig ikke turde; det er dem, som har forandret os, og dem, som har været der uden at svigte, når vi har stået ved vores livs åbne grave.
Virkeligt venskab kan kendes på, at det altid gerne vil rumme flere. Når man opdager, hvor værdifuldt venskabet er, vil man fluks gerne dele ud af det. Jeg tror, at det har med Gud at gøre. Venskaber er en bæk fra den Gud, som er en kærlighed, der hele tiden udvider sig. Den begynder i Guds hjerte og vokser i treenighedens indbyrdes kærlighedsforhold og favner til sidst en hel verden:
”Således elskede Gud hele verden...”. Og det slår mig, at de fleste mennesker, jeg har mødt, fortæller om vejen til troen netop sådan. Nogen sagde: ”Må jeg præsentere dig for min ven?”. Og livet blev aldrig det samme siden. For det bedste, man kan give sine venner, er sine venner.
Oversat fra svensk af Sara Høyrup