Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Tre unge: Derfor er ældres livshistorier vigtige

Jais Hammer, Michael Buhl Jonassen og Vibeke Follmann sætter alle pris på at lytte til deres bedsteforældres livsfortællinger. Foto: Privatfotos

Ældres livserfaring giver nutiden perspektiv, mener tre unge. Her fortæller de, hvorfor de kan lide at høre deres ældre ven eller et familiemedlem fortælle historier fra deres liv

Jais Hammer, 30 år og arkitektstuderende, København

”I vores kælder har vi et rum, hvor vi kan vaske og vedligeholde vores cykler, hvilket jeg ofte gør. Her støder jeg på de mennesker, der kommer igennem kælderen. En af dem er en høj, ældre mand på 71 år. En dag sagde jeg hej, og siden har vi talt sammen hver dag.

Han er gammel sømand og har boet i Japan i 45 år. Han har familie derovre og kom egentlig kun hjem til Danmark for at modtage sin folkepension, så han kender ikke ret mange herboende. Jeg kalder ham ’Sømand’.

Sømanden cykler ofte til Helsingør og tilbage igen for at komme ud at holde sig i form. Han står gerne længe i kælderen med sin cykel og fortæller historier, inden han skal af sted, især om Japan og tiden på havet.

Han er meget mere jordnær end de unge, jeg kender, og koncentrerer sig slet ikke om medier og Facebook. Det er rart at blive revet ud af det ’ræs’. Vi taler om mand over bord-øvelser, men også om, hvordan man skal gebærde sig, ofre sig og prioritere i livet ud fra hans livshistorie.

Det er en måde at tale sammen på, hvor man kommer ind på et spor, og så giver man helt slip. Bedsteforældre og voksne børnebørn bliver ofte i rollerne, men for nylig oplevede jeg for første gang sådan en samtale med min egen morfar. Jeg var fuldstændig opslugt.

Jeg taler også med en anden ældre mand, Verner, der hver dag kommer ned i kælderen for at hente sin rollator. Kommunen har vist kørt nogle kampagner her i området, hvor de har opsøgt de ældre og spurgt, om de føler sig ensomme. Min kone og jeg har begge travlt med studierne og arbejdet, og det kan godt være ret ensomt. Så jeg ser nærmere Sømanden og Verner som mine besøgsvenner.”

Michael Buhl Jonassen, 32 år og cand.mag. i filosofi, København

”Min bedstemor er født under krigen og har gået i skole til 7. klasse. Hun skriver ikke så godt, men er en stor fortæller. Hun er gammel fagforeningsdame og synes, historien er så vigtig, at hun gør alt, hvad hun kan for at formidle den. Hun husker som en elefant.

Da jeg var lille, fortalte hun historier, inden vi børnebørn blev lagt i seng. Det var minder fra min fars barndom, for eksempel hvordan de skød med bue og pil ude i skoven. Som små kunne vi interviewe hende om hendes liv og er fortsat med det som voksne.

Hun er for mig at se nøglen til den tid. Det er værdifuldt at have et levende opslagsværk, man kan udfritte om alle detaljerne. Man kan bare spole tiden tilbage, og så kan hun blive ved med at huske små bidder fra dengang, hun boede i Nyhavn, og gaden så sådan ud og så videre.

Jeg tænker tit på, at jeg skal passe lidt på, hvordan jeg siger tingene til hende. Men man glemmer, at ældre også har været unge, midaldrende, og nu er de endda blevet gamle. Hvis man laver en plat vittighed eller siger noget upassende, så griner de ofte med, fordi de har set lidt af hvert. Man tror, man skal pakke ældre ind i vat, fordi de er fra en tid, hvor de ikke forstår det, der sker nu. Men de ved lige præcis, hvad der foregår.

Jeg er begyndt at tage en blok og pen med til familiefesterne. Jeg er ikke kommet dertil med min bedstemor, hvor vi siger: Skal du ikke fortælle mig det hele? Og jeg er heller ikke sikker på, det ville være en god snak. Så hver gang, hun fortæller noget til familiefesterne, så husker jeg det, hun siger, og skynder mig hen til blokken for at skrive det ned. Det er mit spion-trick, men jeg tror godt, hun ved, hvad jeg har gang i.”

Vibeke Follmann, 29 år, antropologistuderende og selvstændig, Aarhus

”Jeg har købt en bog til min mormor, som hedder ’Fortæl nu, mormor’. Det er sådan en bog, som hjælper ældre til at skrive erindringerne ned. Det begyndte med, at min oldemor skrev sine erindringer i hånden. Da min mormor så fik en computer, renskrev hun dem. Så nu har vi en bog med min oldemors erindringer. Men jeg ville også gerne høre min mormor fortælle.

Nu har hun udfyldt bogen, og det er nogle vilde ting, hun har oplevet: at være barn under krigen og at bo i Afrika i sin ungdom. Men i virkeligheden er det de dagligdags erindringer, jeg får mest ud af.

Man oplever, hvor stor forskel der var på at være barn i 1930’erne og så i dag. Min mormor kom fra trange kår. Hendes far døde, da hun var ung, og hendes mor skulle få tingene til at hænge sammen. Hun fortæller om en juleaften, hvor de ikke havde ret meget at spise, men så stod der pludselig en kurv med mad på trappetrinnet.

Hun har på ingen måde ondt af sig selv, sådan var hendes liv. Hun skriver det, som om hun havde en dejlig barndom med sine søskende. Det har givet mig nogle refleksioner over, hvad det er, der har betydning.

Jeg har også fået placeret mig selv i en kronologi og kan se mit liv foregå i en større fortælling, især fordi jeg også har oldemors erindringer. Hvem ved, hvilken verden min datter skal vokse op i? Når der er sket så meget i den tid, min mormor har levet, hvad kan der så ikke ske de næste 70-100 år?”.