Prøv avisen

Derfor er vi stadig ikke gode venner med mørket

Vores liv er stadig mindre fuld af mørke. I byerne er der lyst op mange steder, og i de senere år er det blevet muligt at stå på skøjter på mange offentlige pladser og i parker. Her er det i Aarhus med byens rådhus i baggrunden på en af årets korteste dage i december. – Foto: Emil Kastrup Andersen

I dag er årets korteste og mørkeste dag. For et folk, der dyrker hyggen og det eftertænksomme, burde det være en festdag, men vi fejrer kun, at lyset er på vej tilbage. For det ligger dybt i vores natur og kultur at betragte mørket som en uven. Det er dog ved at ændre sig

Gruppen rykker sammen, for det er mørkt. Så mørkt, det næsten kan blive – langt ude på den jyske hede helt ugeneret af genskær fra byen.

”Velkommen til en guidet tur ind i folketroen,” siger den kappeklædte lygtefører. ”Vi bevæger os ind i en verden befolket af væsener, venlige vætter og underlige oplevelser.”

På frilandsmuseet Hjerl Hede nord for Holstebro er der venteliste for at komme med på guidede ture dybt ind i mørket og tilbage til en tid, hvor troen på trolde, skiftinger og andre af nattens skabninger var en fast del af manges forståelse af verden. I dag ved vi, at frygten for mørket er irrationel, men den lever ikke desto mindre videre i bedste velgående.

”Det er ganske mærkværdigt at opleve, hvor uvante folk er med mørket – selv på disse kanter,” siger leder af skoletjenesten på Hjerl Hede Inge-Merete Bøge.

”Folk slutter sig sammen, kigger sig over skulderen og er særligt sensitive over for alle lyde og bevægelser, og det er netop derfor, vores ture er så populære: Mørket har fået en enorm fascinationskraft, fordi det ikke længere er en naturlig del af vores liv.”

Idag er det årets korteste og mørkeste dag. Kun knap syv timer finder solens lys os. Dagen er derfor passende opkaldt efter apostlen Thomas, der blev tortureret og martyrdræbt, da han nægtede at ofre til solguden. Vi fejrer dog ikke mørket, vi taler i stedet om, at ”nu går vi endelig mod lysere tider”. Men hvorfor er det egentlig sådan, når vi ellers ynder at dyrke hyggen med levende lys og tæppet hevet op under hagen? Vi tilhører da et af de nordiske folkefærd, der hyldes overalt i verden for vores sorte håbløshed i film og litteratur. Vores kultur og identitet er på mange måder defineret af det store, stille, iskolde vintermørke, og vi sætter normalt stor pris på årstidernes skiften. Så hvorfor er vi – når det kommer til stykket – stadigvæk ikke gode venner med mørket?

Det er der mange forklaringer på, og blandt de mest grundlæggende er, at angst er en af de ældste mekanismer, mennesker har. Det har gennem tiden gjort os i stand til at reagere hurtigt på mulige farer, men udfordringen opstår ved, at det er den vurderede trussel og ikke nødvendigvis den reelle, der udløser angsten. I mørket er det netop svært at lave en reel vurdering af truslen, fordi vi som art er tilpasset et liv i dagslys. Det gør os forsvarsløse, hvilket forstærker angsten, men også nemt får os til at overreagere.

Den overreaktion har så været med til at skabe et væld af historier om nattens dæmoniske kræfter. Og givet lyset sit tilsvarende magiske skær. Daggry blev således i den tidligste mytologi gjort til symbol på håb og ungdom, mens mørket repræsenterede underverdenen, hvor de døde måtte vandre. Også i Bibelen bliver der skelnet skarpt mellem nat og dag, lys og mørke, liv og død, ondskab og godhed, og det er tydeligt, hvad der er at foretrække.

Løbende er mørket blevet fyldt med alverdens skrækindjagende, lokkende og svigefulde skabninger i folketroen og har gennem århundreder været tæt forbundet med rædsel for de onde, fordærvede kræfter, mange mente var ganske virkelige, fortæller Poul Duedahl. Han er lektor i historie og har skrevet bogen ”Nattens gerninger” om nattens kulturhistorie fra 1500-tallet til i dag:

”Helt frem til 1857 blev byporten til København lukket hver aften, og det er blot et af mange eksempler på, hvor udbredt og konkret rædslen for natten var helt op i nyere tid. Natten var Djævelens arena, og historier og sagn om lygtemænd, spøgelser og varulve var hverdag. De begyndte først at dø ud, da der i 1857 blev sat 1800 gaslamper op rundt i København – samme år som man holdt op med at lukke byporten. Nu kunne man jo se, hvem og hvad der kom og gik.”

Året 1857 indvarslede dermed et nyt forhold til mørket. I de følgende år bredte gaslamperne sig og afskaffede reelt mørket – eller gjorde det til et tilvalg. Staten pressede på udviklingen, for så kunne befolkningen arbejde mere, og kirken gjorde det samme for at skabe fornuft i døgndrift. Mørket skulle ikke længere være fjenden.

I dag er lysforurening blevet et omfattende og reelt problem. Kunstigt lys på og i bygninger, lysreklamer, gadebelysning, lys i træer, overalt og døgnet rundt, er ifølge international forskning blevet en så integreret del af vores kultur, at det påviseligt påvirker vores døgnrytme og skader ikke bare menneskers helbred, men også dyr og planters. For det gør, at vi er oppe og i gang langt længere, end hvad der er naturligt for kroppen, og det har øget antallet af mennesker med søvnproblemer og øget risikoen for en række alvorlige sygdomme som depression, diabetes og kræft, forklarer overlæge og døgnrytmeforsker på Bispebjerg Hospital, Jens Hannibal.

Så selvom vi nok er blevet mindre bange for mørket end tidligere, har vi samtidig fået et mere unaturligt forhold til det. Vi kan kontrollere det, men gør det i en grad og på en måde, hvor vi kun sjældent oplever, hvad reelt mørke er. Og befinder vi os endelig i virkeligt mørke på den jyske hede eller på Møn, der er et af landets mørkeste steder, er lyset aldrig længere væk end et greb i lommen efter mobilen.

Og hvad så, kan man spørge? Der er vel ikke noget alternativ? Vi vil vel ikke have mørkets tidsalder tilbage? Selvfølgelig ikke, men det er værd at være opmærksom på, hvordan afskaffelsen af mørket påvirker vores liv. I første omgang betød det en regulær revolution, også for oplysningen, for nu kunne man pludselig bruge aftenen til at læse (uden at få ondt i hovedet), og man kunne mødes i forsamlingshuse. Det var ikke mindst af den grund, flere aviser begyndte at skyde frem.

Men der er også gået meget tabt, ikke mindst i kulturen, påpeger Poul Duedahl. Der er således kun få nyere malerier af natten, og hele det kontrastfyldte spil mellem lys og mørke, som var med til at gøre Rembrandt berømt, fylder i det hele taget ikke så meget mere. En tilsvarende udvikling er sket i litteraturen, hvor mørket er reduceret til ren fascination eller en måde at marginalisere eksempelvis landets yderområder på. Selv i naturen, hvor oplevelsen af en stjernespækket himmel i dag er de færreste forundt, er mørket blevet en form for turistattraktion.

Og så er vi på en måde tilbage ved nattevandrergruppen på Hjerl Hede. Eller ved Møn, der netop har gjort en dyd (og en forretning) ud af at være et af de steder i Danmark og Europa, hvor der er bedst mulighed for at få den virkelige fornemmelse af stjernehimlens storhed. Også i kulturlivet er mørket de senere år blevet et tilbagevendende omdrejningspunkt, blandt andet hos kunstnergruppen Myrkr – det oldnordiske ord for mørke. Her undersøger man vores nutidige forhold til mørke ved for eksempel at genoplive den gamle nordiske tradition for mørkning – den rituelle markering af tusmørket. Og ved at bruge mørket som en sanselig ressource frem for noget, der blot er for lidt eller for meget af.

Forklaringen på denne øgede interesse for mørket er simpel: Mørket er blevet en sjældenhed. Og det er i færd med at skabe et gryende behov og interesse for at genforene os med det, forklarer ekstern lektor på Aarhus Universitet Tina Louise Sørensen. For Hjerl Hede er ikke det eneste sted, man kan komme på nattevandring, og Møns nylige udnævnelse til Dark Sky Park indskriver sig ifølge Tina Louise Sørensen i en større, international bevægelse, hvor mørket i stigende grad tænkes og markedsføres som et stedbundet potentiale, der har en vis oplevelsesværdi.

Både fordi man får en unik mulighed for at opleve stjernehimlen, og fordi mørket besidder muligheden for at nulstille sansehierarkiet, der i vores moderne, visuelle kultur i høj grad har synet som omdrejningspunkt:

”I mørket må vi mærke, lytte og observere vores ellers vante omgivelser på ny,” forklarer hun.

”Dette sanselige potentiale udforskes også inden for det kreative felt, hvor eksempelvis fotografen Carsten Ingemann beskæftiger sig med mørkets kvaliteter i provinsen og derigennem åbner for en genforhandling af, hvad vi forstår ved ’det mørke Jylland’. Provinsen tilbyder nemlig en mere naturlig forbindelse til mørket og dermed også døgnets rytme, som står i et positivt modsætningsforhold til storbyens overoplyste, men også disciplinerede og overvågede rum.”