Derfor kan Sørine Gotfredsen ikke tie

Mange spørger præsten og debattøren Sørine Gotfredsen, hvorfor hun er sur. I dag fylder den markante debattør 50 år. Hun er ikke sur, men ser det som sin pligt at tale mod tidsånden

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Sørine Gotfredsen har lige rejst sig fra skrivebordet. Hun arbejder på et bogprojekt, og bøger, tidsskrifter og aviser kæmper om pladsen på skrivebordet. Arbejdet med bogen gør det ud for sognepræstens sommerferie. Og sådan har hun levet de seneste mange år: læst, skrevet, talt og tænkt.

Hun viser vej ud i køkkenet, som er indrettet sådan, som man indrettede køkkener i lejligheder, længe før samtalekøkkenet blev opfundet, men her er blevet plads til et lille bord og to stole med småblomstrede hynder.

Krogen i køkkenet er et godt sted at gæste, hvis man vil forstå Sørine Gotfredsens drivkraft som præst og debattør, for hun har indrettet sig med fotografier og billeder, som er nøgler til at forstå hendes engagement i den offentlige debat.

Der er skrevet artikler om ”Sørine-syndromet”. Sidste år skrev hun ifølge medieovervågningsfirmaet Infomedia 108 gange i Kristeligt Dagblad, havde 30 indlæg i Berlingske og 4 i Politiken, og så er der de elektroniske medier, hvor hun jævnligt er gæst i Søndagsfrokosten på P1 og i Deadline på DR 2.

Nogle kalder hende ”Surine”, og et af de hyppigste spørgsmål, hun får, lyder: Hvorfor er du altid sur? Hun er ikke sur, men ser det som sin lod at tale tidsånden imod.

Den første nøgle til at forstå Sørine Gotfredsen er det danmarkskort, som hun har sat op i spisekrogen. På kortet er der tegnet en cirkel med tynd, rød tusch på størrelse med en enkrone omkring Hadsten mellem Aarhus og Randers. Hun kommer fra den egn, og en af hendes drivkræfter er en kærlighed til Danmark og den forankring, det giver at komme et sted fra.

”Man kan overveje, hvorfor man elsker sit land så højt. Det er trygt og fyldt med genkendelse. Jeg har en meget stor kærlighed til min egen virkelighed, og jeg elsker at have et sprog, som er helt særligt for at være dansker.”

Hun har boet i København størstedelen af sit liv uden at opbygge et inderligt forhold til byen. Aarhus har derimod en størrelse og en stemning, som harmonerer bedre med hendes sind, og så der er cirklen på danmarkskortet: naturen omkring Hadsten. Hun kan beskrive sommertidens krydrede duft af tørt græs på engen, hvor hendes pony græssede, og ligeledes duften af den fugtige jord i den del af engen, som grænsede op mod mosen.

”Kærligheden til stedet har altid været en drivkraft. Som barn elskede jeg netop den eng, hvor min hest gik. Kærligheden til det givne har man, fra man er lille, og længslen efter stedet er på en eller anden måde bevaret, selvom jeg er flyttet væk.”

Ude i entréen står den saddel, hun brugte, da hun red på ponyen. Et af sommerens projekter er at give sadlen læderfedt. Hun tog sadlen med til Sjælland, fordi hendes far for nylig har solgt barndomshjemmet. For Sørine Gotfredsen er der værdi i at værne om at være forankret.

”Selvom man ikke kan bevare pletten, så kan man i overført betydning værne om det, man forbinder med at være forankret. Jeg tror, der inde i alle mennesker er en frygt for at havne i intethed, tomhed, meningsløshed. Den frygt er for mig forbundet med en erkendelse af, at det, som er omkring os, i virkeligheden er ret skrøbeligt, så hvis vi ikke selv opretholder det, så kan det risikere at forgå.”

Anden nøgle til at forstå Sørine Gotfredsens drivkraft som debattør er et billede af den hvide pony Rosita og et billede af brødrene Karl og Jonatan, bedre kendt som Brødrene Løvehjerte. Begge billeder er sat op på opslagstavlen. Meget af hendes debatvirksomhed kredser om, hvad mennesket rummer. Det er hendes overbevisning, at mange mennesker underkender det onde i mennesket, hvilket har betydning, hvad enten man drøfter overførselsindkomster, indvandring eller det multikulturelle.

”Fra jeg var barn, har jeg reflekteret over, hvad mennesket indeholder. Hvorfor rummer vi så stor selviskhed, og hvorfor vil vi ikke altid hinanden det bedste? Den spørgen dukkede op på grund af min egen erfaring af ikke altid at være sød. Jeg havde en fornemmelse af mig selv som et trodsigt og tromlende barn, og jeg undrede mig tit over, at jeg ikke havde et større behov for at være sød.”

Hun fortæller om den dag, hvor de hentede ponyen Rosita hjem til deres landejendom ved Hadsten. En ven af familien var taget med for at hente ponyen. Rosita stod hos en familie, som blandt andet talte en lille pige, som græd, da hun skulle tage afsked med ponyen. Sørine Gotfredsen, som var ni år, spurgte pigen, hvorfor hun græd. Den ven af familien, som var med, sagde til Sørine Gotfredsen, at hun vel nok kunne forstå, at pigen græd, fordi Rosita skulle rejse.

”Hun sagde til mig, om jeg ikke også ville græde, hvis jeg skulle sige farvel til Rosita. Jeg svarede: ’Næh’, for jeg var et trodsigt barn, og jeg ville ikke være den, som hele tiden gav mennesker ret i, at mennesker er søde, for så nemt er det ikke. Jeg tror, jeg handlede instinktivt mod at skulle underlægge mig en sentimental udlægning af mennesket. Jeg har givet fremstået som et ikke særligt charmerende barn, men jeg fik bevist, at det ikke er sikkert, at vi er søde.”


Når hun ofte fremstår som en Rasmus Modsat i debatten, så er det ofte, fordi hun reagerer på, hvad hun beskriver som en naiv udlægning af mennesket.

”Jeg antager ikke mennesket for grundlæggende at være ret godt. Jeg insisterer på, at vi skal være mere realistiske omkring, hvad vi rummer, og det betyder, at jeg ofte kommer til at være en lyseslukker.”

”Vi er vokset op med en trosbekendelse, som siger, at mennesket som udgangspunkt er godt, og at der er alle mulige sociale og psykologiske forklaringer på, at vi alligevel gør det onde og ikke bliver dejlige, rene og altid stærke.”

”Jeg har altid tvivlet på den udlægning af mennesket. Jeg har aldrig købt det moderne menneskesyn, og jeg føler mig ikke specielt meget i pagt med nutiden, derfor har mit liv også taget den bane, det har. Det er den grunderkendelse, som har trukket mig ind i kristendommen, den teologiske verden og overvejelsen om faldet. Det kunne næsten ikke gå andre veje.”

Der er et men til hendes beskrivelse af, hvor meget ondskab mennesket rummer. Det ”men” kommer fra Brødrene Løvehjerte, som er sat op på opslagstavlen. Hun har læst Astrid Lindgrens roman flere gange som barn og ung.

”Selvom jeg har overbevisningen om det ondes eksistens, er jeg meget fascineret af tanken om, at der også er en kerne af godhed i os. De to brødre gør aldrig noget selvisk, men er rene af hjertet. Jeg tror ikke, at noget menneske er rent af hjertet, men de to væsener er billeder på en tilstand, man må prøve at stræbe efter. Vi har alle glimt af det i vores liv.”

Tredje nøgle til at forstå dagens fødselar som debattør er et billede af Martin Luther, som hun har sat op på den hvidmalede dør, som fører ud til bagtrappen. Hun beskriver det som køkkenets hædersplads. Længe var det Søren Kierkegaard, som indtog denne plads, men i anledning af Luther-året har hun for en stund skiftet Kierkegaard ud med reformatoren. En god del af hendes debattørvirksomhed hænger sammen med hendes kristne tro.

”Hvis ikke mennesket hele tiden får at vide, hvilken position det har på jorden i forhold til sin skaber, så kan vi ikke finde den rigtige balance. Hvis mennesket ikke forstår sin placering i forhold til Gud, vil det, fordi det er et svagt og forfængeligt væsen, umærkeligt indtage den godhedens plads, som er Guds. Hvis vi ikke har Gud som vores etiske målestok, vil vi overvurdere vores egne evner, godhed og barmhjertighed og løfte mennesket op til en position, hvor vi ikke hører til.”

Som præst tror hun, at det er vigtigt at tale mennesket op. Hun beskriver en erfaring, hun havde som ganske ung til en højmesse i Sct. Pauls Kirke i Hadsten, hvor præsten lyste velsignelsen. Den søndag var det som om, ordene blev talt til hende.

”Jeg havde den der fornemmelse af, at jeg blev tiltalt af noget, som var sandt og ville passe på mig. Det er sådan et punkt, som står i klar i bevidstheden, fordi man ved, at man har mødt noget, som var virkeligt og uomgængeligt.”

Selvom det er Luther, som hænger på døren, er hun ikke enig med ham i alt. Teologisk er Kierkegaard hendes rygrad. Hun mener, at mennesket har et ansvar for sin egen udvikling i verden.

”Mennesket er udstyret med et stort ansvar i forhold til at tage sig selv så alvorligt, at vi insisterer på ikke at leve overfladisk. Det er en viljesbeslutning at ville være et menneske, som arbejder sig fremad eksistentielt og tager livet, sig selv og det onde så alvorligt, at man hele tiden vil gøre sig umage med at være i bevægelse.”

Når det gælder det moderne menneskes forhold til kristendommen, er Sørine Gotfredsen ikke umiddelbar optimistisk.

”Kristendommen i den udgave, jeg gerne vil forkynde den, bliver ved med at sige mennesker imod. Min forkyndelse rummer både det frisættende, men også det begrænsende. Og vi er opdraget med et livssyn, hvor begrænsningen ikke umiddelbart giver mening, og derfor bliver forargelsen over evangeliet større, og mange mennesker bevæger sig i en retning væk fra kirken. Det moderne menneskesyn, hvor den enkelte bliver pålagt at skulle frembringe alt godt selv, tror jeg dog, at en del vil opleve som en overanstrengelse og måske genoverveje deres forhold til kristendommen.”