På en bænk står et stykke træ. Et helt almindeligt stykke lindetræ skåret 50 centimeter i højden. 20 i bredden og 30 i dybden. På forsiden er omridset af en helgen tegnet med blyant, og nu sætter Claus Englund Pedersen sit billedskærerjern skråt mod en streg og hamrer med en kraftfuld bevægelse sin knippel mod jernet. Så følger endnu et slag og endnu et, mens træstumper flyver gennem luften.
Ud af det, der først ligner et ujævnt hul, træder en næsetip frem. Med erfaringens præcision hugger han videre, og snart ses også antydningerne af et kindben.
”Jeg mærker altid blodet pumpe rundt i mig, når jeg ser træet tage form og mærker livet træde frem. Wouw wouw wouw. Jeg kan mærke rytmen i ørerne, og jeg glemmer tid og sted,” siger den 45-årige billedskærer, da han har sluppet sit værktøj i det 200 kvadratmeter store værksted bag familiens hus i Køge.
Denne opgave indebærer frihugning. Han har en tegning at gå efter, men ellers er det hans stil og kunnen, der bestemmer helgenens udseende. Andre opgaver handler om at kopiere eller genskabe noget eksisterende, og så bruger han sit punkteringsapparat. Den lange, tynde metalstav med den sylespidse ende sættes præcis det sted, der skal måles, og så flytter han hele apparatet over til det, der skal blive kopien. Hundredvis af gange gentager han bevægelserne. En simpel, men præcis teknik, der er brugt gennem mere end 500 år, og som er helt central, når han snart skal lave nøjagtige kopier af de syv uvurderlige figurer, der blev stjålet fra Thorsø Kirke i Østjylland sidste år.
”Der er kun en lille håndfuld mennesker, der kan udføre den opgave. Man kan godt få en maskine til at 3D-printe kopier, men resultatet ser du til 10 kroner på markeder rundtomkring i verden. Det bliver koldt og endimensionelt, for maskinen gør kun det, man sætter den til, den vil aldrig rumme min erfaring eller min passion. Den er åndløs. Men mange har ikke øje for forskellen i dag. Eller også vil de bare ikke betale, hvad ordentligt og åndfuldt håndværk koster,” siger han.
Det er derfor, der kun er ganske få billedskærere tilbage i landet. Frem til 1950’erne var der stadig billedskærere i hver by, men både metoder og mode skiftede, forklarer Claus Englund Pedersen og peger over i et hjørne, hvor der står en PK22 stol designet af Poul Kjærholm. Den blev et stilikon i løbet af 1950’erne og 60’erne med sine rene linjer, helt blottet for tidligere tiders hang til ornamenter og krummelurer. Og den indvarslede en ny og mere trængt tid for billedskærerne, hvis uddannelse med tiden blev nedlagt. Claus Englund blev alligevel først møbelsnedker og så billedskærer gennem en uddannelse i Østrig. Det kunne ikke være anderledes.
”Jeg er sjette generation i en familie af møbelsnedkere, som grundlagde dette værksted i 1845, og jeg er vokset op med en dyb fascination af håndværket,” siger han og tager fat om en af sine 256 billedskærerjern, der ligger rundt på borde og hænger på vægge. ”Mærk lige, hvor godt den her ligger i hånden.”
Overalt i det store, åbne rum står resultaterne af hans hænders værk. Små og store krucifikser. Våbenskjold og helgener. Midt i det hele står en engel i menneskestørrelse fra Trinitatis Kirke i det indre København. En kirkegænger har rejst sig op i den og brækket et stykke af vingen, og han skal restaurere den. Indimellem står her også prædikestole og altertavler – næsten alt, han laver, er til kirker. Det er der, opgaverne er, men det er også her, hans hjerte er mest med. Han har været troende, så længe han kan huske.
”Det er klart, at min tro giver arbejdet en ekstra dimension for mig. Jeg føler, at jeg er med til at gøre figurerne levende og give dem et helt unikt udtryk,” siger han.
Lige nu er han i gang med et epitafium, en mindetavle, til Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Han skal udbedre de manglende dele på englevingerne, et par flagermusvinger og et kranium. Det vil tage cirka en måneds fuldtidsarbejde og koster en normal håndværkerløn, men den slags opgaver er der rigeligt af, og han arbejder gerne 60-70 timer om ugen for at følge med efterspørgslen. Det er dog de færreste af de få billedskærere, der er tilbage, som ikke er nødt til at supplere med almindeligt snedkerarbejde for at få det til at løbe rundt, siger han, og det ærgrer ham. For hvem skal overtage billedskærerkulturen, når de få tilbage er væk? Selv har han ingen arvtagere.
”Uanset hvad, så kræver det jo, at nogen vil betale for originalt, håndlavet håndværk. Den her helgen,” siger han og tager fat om træstykket, der stadig kun er en næsetip og lidt kindben, ”ender nok med at koste 15-20.000 kroner, og hvis ingen vil værdsætte det nok, mister vi både evnen til at skabe nyt og holde liv i det, vi har. Og det vil med tiden helt sikkert give kirkerne et andet og mere tomt udtryk.”