Det begynder og ender med lysten til at synge

Siden kirkekorleder og musikentreprenør Mads Bille var 18 år, har han viet sit liv til at skabe mere mening, et bedre fællesskab og i sidste ende et bedre samfund gennem sang. Metoderne har været radikale, men nu nærmer han sig en slags mål

Det er højsæson for Herning Kirkes Drengekor netop nu. I spidsen for koret har de seneste 30 år stået musikentreprenøren Mads Bille. -
Det er højsæson for Herning Kirkes Drengekor netop nu. I spidsen for koret har de seneste 30 år stået musikentreprenøren Mads Bille. - . Foto: Jens Bach.

Kokken Claus Meyer var uforberedt. Hvorfor er det lige, vi skal mødes? spurgte han, da de havde sat sig i hans stue, og spørgsmålet var helt legalt. For over for ham sad Mads Bille, kunstnerisk leder af Den Jyske Sangskole og Sangens Hus samt dirigent for Herning Kirkes Drengekor, og han havde tænkt sig at tale om sang.

Meningen var der, for det var Meyers unikke evne til at skabe fortællinger, Bille gerne ville lære. Claus Meyer havde på få år fået alle danskere til at tænke over, hvad god mad er - og hvor vi selv står eller ønsker at stå i spændet mellem junkfood og ristede myrer på restaurant Noma.

Den samme bevidsthed ville Bille gerne skabe om det at synge. For sangen kan blive en vigtig del af folkesundheden på lige fod med idræt og ernæring, mener han, og sangen har et langt større potentiale som samfundsressource, end vi hidtil har set udfoldet.

Det er den overbevisning, der har fået den nu 61-årige musikentreprenør til at vie sit liv til at gøre kunsten at synge til et samfundsanliggende. Og til at gøre det med alle tænkelige midler og alle tænkelige samarbejdspartnere.

”Jeg er nok lige dele musiker og entreprenør,” forklarer han i en overvældende ordstrøm i familiens stue i hjertet af Herning.

Hans stemme er kontrolleret og venlig, men insisterende, så man hele tiden fornemmer den brusende flod af idéer og virketrang, der har gjort ham til en af landets mest visionære musikledere.

”Jeg elsker at lade mig opsluge af musikken, men min største drivkraft er at se andre blive det. At høre sangen virkelig udfolde sit enorme potentiale og få en langt mere klar rolle i samfundet. Lige fra den lille drengesopran i 3. klasse, der pludselig finder sin stemme og aldrig slipper den igen, til de helt store visioner om at skabe kvalificerede fællesskaber og lade sangen være meningsgivende og identitetsskabende for så mange danskere som muligt,” siger han.

Der er flere anledninger til dette interview. Det er 30 år siden, at Mads Bille blev ansat som organist og leder af drengekoret i Herning Kirke. Og dermed også 30 år siden, at han begyndte sin mission om at skabe en ny sangbevægelse i Danmark. Samtidig er det kirkemusikkens højtid. Det er netop i disse dage, at et flertal af danskerne - undtagelsesvis - finder lejlighed til at synge sammen. Mange af dem hører Mads Billes drengekor, der rejser rundt i landet for blandt andet at synge mesterværker som Händels ”Messias” og Bachs juleoratorium.

Formålet med interviewet er at komme lidt tættere på mennesket bag de store visioner og insisterende energiudladninger. Hvad er det, der driver ham - stadigvæk? Og hvilke værdier er det, han fører med sig?

Svaret må nødvendigvis være langt og utvetydigt, men sikkert er det, at det begynder tidligt, for Mads Bille har altid stukket ud fra mængden.

Hans farfar var violinist og havde et kammerorkester, Axel Billes Musikkreds, der holdt til i Gentofte ved København. Mange musikere begyndte deres karriere der, blandt dem den verdensberømte blokfløjtespiller Michala Petri og nu afdøde cellist Erling Bløndal Bengtsson.

”Min farfar var fuldblodsmusiker. Jeg hørte ham aldrig tale om andet end musik. Min bedstefar var direktør på forlaget Høst & Søn, min oldefar var Nordens konsul på De Vestindiske Øer, og på den måde har mange i min familie haft en entreprenant nerve. Men interessen for at organisere og sætte perspektiv på tingene har jeg nok mest fra min far,” fortæller Mads Bille.

Faderen var overlæge i psykiatri, men også viceamtsborgmester i Aarhus gennem mange år og med i et hav af bestyrelser. Og så spillede han bratsch.

”Hele min barndom var der kvartetspil i vores hus. Konerne lavede mad i dagevis, inden der skulle spilles. Først spillede de, så spiste de, og så spillede de igen, og det lød altid værre efter maden, for de fik rigeligt at drikke til, men humøret var altid højt, og der var en lethed over det hele. Den lethed var en grundrytme i min opvækst.”

I første omgang stak Mads Bille dog ud på andre måder end gennem musikken. Allerede som barn stod han de fleste morgener op før solen, gik ud i skoven og så naturen - og især fuglene - blive vækket til live af solopgangen.

Det var begyndt tilfældigt med en fuglebog, han fik i gave, men entusiasmen kendte næsten ingen grænser. Som 14-årig tog han ofte rundt i landet på egen hånd for at se fugletræk og andre naturfænomener. Parallelt begyndte han - også sent og umiddelbart tilfældigt - at spille på familiens klaver. Han øvede sig ustruktureret, men meget. Der var noget ved klaveret, der gjorde, at han godt kunne lide at sidde der. Som om noget faldt i hak.

Snart fandt han en ny rytme, så han - når han ikke så på fugletræk - gik til kammermusikkoncerter.

”Jeg har muligvis skilt mig lidt ud som barn. Men ikke sådan, at jeg blev mobbet, og jeg havde venner nok. Jeg var og er meget ubekymret af natur og gjorde bare, hvad der faldt mig mest naturligt. Det var først senere, at jeg begyndte at gå mere systematisk til værks”.

Sideløbende fik Mads Bille en anderledes grundig indføring i kirkemusikkens verden. Præsten, han var ansat hos i Virring og Essenbæk Kirker ved Randers, hed Børge Gabriel Barsøe. Ifølge Mads Bille den formentlig mest højkirkelige præst i Danmark nogensinde med sine meget højstemte gudstjenester, der indeholdt alle oprindelige gudstjenesteled. Ud over at være en streng mand var han ingen stor pædagog. Faktisk sagde han så lidt som muligt, så når Mads Bille var i vildrede inden en gudstjeneste, og Barsøe kom til ham og brysk spurgte: ”Er der noget, De er i tvivl om, hr. organist?”, svarede Bille altid: ”Ja”. ”Glimrende, glimrende,” sagde Barsøe og gik igen. Messen var - og skulle forblive - et mysterium.

”Barsøe kunne godt lide, at alle havde lidt høj puls i deres bestræbelser på at gøre det rigtige. Det var et krævende job, men det tvang mig til at læse mig ind på kirken. Jeg havde absolut ingen redskaber med hjemmefra, for ingen af mine forældre var det mindste troende, og der sad jeg så midt i den mest indviklede liturgi, man kunne opdrive i landet. Vi fejrede blandt andet Kristi legemsfest for fulde gardiner med processionerende præster ned gennem den lille by, og jeg sugede til mig i en grad, så jeg siden har været meget svær at ryste, uanset hvad en præst har bedt mig om. Jeg kan min gudstjenestehistorie forfra og bagfra.”

Hans oprindelige glæde ved musikken tog nu ikke skade af den grund. Han fortsatte med at invitere sine venner med som kor til de store gudstjenester og sad mange aftener og nætter ved kirkens orgel og spillede.

”Orglet havde en næsten hypnotisk tiltrækning på mig,” fortæller Mads Bille.

Han stopper abrupt sin begejstrede talestrøm, hans lomme brummer.

”Undskyld,” siger han høfligt. ”Jeg er nødt til liiige at “ det er en ret stor uge, forstår du.”

Om et par timer tager han med Herning Kirkes Drengekor til Aarhus for at synge Händels ”Messias” i Domkirken. I overmorgen er koret årets kunstner ved kirkeministerens julekoncert i Holmens Kirke i København. Faktisk er det kun torsdag, at drengene har fri i denne uge, og sådan ser hele december ud.

”Okay, hvor kom vi til,” siger han så, inden det brummer igen. Han smiler bredt. Det er en sms fra Morten Bunk. Han kom til drengekoret i 3. klasse ligesom alle de andre, og nu søger han ind på Royal Academy of Music i London og har brug for et godt råd. Han er 20 år, det samme som Bille selv var, da han i 1973 blev organist ved to kirker i Kent i England og elev hos domorganisten i Canterbury Cathedral - moderkirken for den anglikanske kirke og et af de vigtigste rum i Storbritannien.

Domorganisten, dr. Allan Wicks, en stor orgelspiller og dirigent, inviterede på et tidspunkt sin unge elev med til gudstjeneste med kirkens verdensberømte drenge- og mandskor. Den oplevelse blev skelsættende.

”Jeg blev fuldstændig overvældet. Jeg kunne slet ikke forbinde den klang med en menneskelig aktivitet. Det var så smuk en klang, og jeg havde en intuitiv fornemmelse af den tætte symbiose mellem klangen, liturgien og dagens tekster. Der gik adskillige år, før det gik op for mig rent intellektuelt, hvad der foregik, men jeg mærkede en meningsfuldhed, jeg ikke havde mærket før. Sådan er det i øvrigt ofte: Jeg mærker tingene, før jeg forstår dem. Min kone siger, jeg er det mest intuitive menneske, hun kender. Mit held er, at jeg kan få mine drømme ned på jorden og forholde mig strategisk til dem. Ellers var jeg bare blevet en kæmpe dagdrømmer.”

Vi bryder op og sætter kursen mod Herning Kirke. Det var her, Mads Bille kom til i 1984 efter eventyret i England og syv år på konservatoriet. Han havde aldrig været i byen før, vidste faktisk knap nok, hvor den lå, men kirken havde et af landets få drengekor, og den søgte en organist.

Da vi kommer derop, er drengene så småt ved at ankomme fra alle dele af byen og oplandet. Hvert år besøger Bille 34 skolers 3. klasser og hører 1000 børn synge. Herudfra udvælger han syv drenge til drengekorets forskole og omkring 15 piger til sangskolens pigekor, MidtVest Pigekor, som dirigeres af hans kone, Dorte Bille.

Den praksis har skabt et musisk vækstcenter, der slet ikke svarer til byens størrelse. Det er i høj grad derfor, Herning kan prale af, at en række af landets største sangere kommer herfra, blandt andre operasangerne Peter Lodahl, Jens Søndergaard og Lars Møller.

Men Mads Bille er også gået radikalt til værks, erkender han. Det var nødvendigt, for i England oplevede han kor, som har eksisteret i mere end 1000 år, han så sangskoler, hvor man målrettet uddannede sangere, han så en helt anden kultur omkring sangen end i Danmark, hvor hans egne og de fleste andre kor gik i opløsning, så snart ildsjælen bag dem forsvandt.

”Vi har en udpræget ildsjælskultur i Danmark, og det er på mange måder godt, men det er også sårbart. Problemet med ildsjæle er, at de ofte står alene i manegen og brænder op, mens folk klapper. Og når ildsjælen falder bort, er der intet tilbage. Jeg har lyst til at skabe rammerne for en varig forandring, der har drivkraften til at blive udbredt til hele landet. Min far gik ind i politik for at ændre samfundet til det bedre. Jeg tror, man kan sige, at jeg er gået ind i musikken med samme formål.”

Det var derfor, han i sin tid satte rekrutteringen til drengekoret i system. Og derfor, han i 1999 stiftede Den Jyske Sangskole, som i dag er både nationalt og internationalt centrum for arbejdet med unge sangstemmer. Arbejdet blev i 2011 udbygget med etableringen af 10 regionale sangkraftcentre, der skal udvikle skolesangen og den folkelige sang og samtidig styrke nogle i forvejen velfungerende kor.

I foråret kom så Sangens Hus, der med statsstøtte er et nationalt samarbejdsforum for sang. Her skabes dialog mellem de mange aktører omkring sangen - højskoler, efterskoler, kororganisationer, universiteternes musikinstitutter, sangkraftcentrene, DR og mange flere.

De nye rammer er langtfra udfyldt endnu, og arbejdet er ikke færdigt, føler Mads Bille, men grundlaget for at give sangen en central rolle i samfundet er nu skabt, og han er overbevist om, at vi i de kommende år vil se den store fortælling om sangen i Danmark træde frem.

Selvom der nu er gået 30 år, er arbejdet som korleder og med det enkelte barn stadig lige så meningsfyldt, som det hele tiden har været, understreger korlederen, dirigenten og musikentreprenøren. At give børn og unge sangen med sig på en måde, så de bærer den i sig resten af livet, er en opgave, han hverken kan eller vil give fra sig endnu. Det er det alt for livgivende til.

For ham - og for mange andre - er det at synge en vigtig del af det at kunne udtrykke sig som menneske. Men det er også en vigtig måde at bygge bro på, siger han. Ikke mindst i disse juledage, hvor hans kor synger ”Messias”.

”Det er mere end 250 år gammel musik, der stadig taler til os på tværs af århundrederne og på tværs af alle forskelligheder og uenigheder. Musikken ophæver tiden, og når vi synger, træder vi ind i musikken og bliver en del af værket, samtidig med at vi genskaber det. Korsangen og fællessangen er i det hele taget en vidunderligt inkluderende aktivitet. En velfungerende gudstjeneste er netop båret af en fuldtonende menighedssang, og en forudsætning for en sammenhængende og meningsfuld gudstjeneste er, at hele menigheden kan synge med på salmerne. Kan de ikke det, bliver menighedssangen ekskluderende, og det vil på længere sigt kunne true hele folkekirkens eksistens.”

”Jeg ser kirkens menighedssang som et vigtigt element i den folkelige sang i Danmark. Kirkesangen og musikken i folkekirken er i stadig fornyelse og udvikling, og det er kun et sundhedstegn for en levende kirke, men der ligger en væsentlig opgave i at sikre, at vi midt i kirkens musikalske mangfoldighed til stadighed sikrer en kerne af sanglig og tekstlig sammenhængskraft. Det er ikke mindst den opgave, som bliver ved med at drive mig videre.”