En mand blev indlagt på Gentofte Hospital, hvor han havde en nærdødsoplevelse. Under en stuegang delte han sin oplevelse, og personalet sørgede for, at hospitalspræst Tove Gam Gade blev tilkaldt.
Hun har været hospitalspræst i 30 år, og hvert år har hun haft en håndfuld samtaler med mennesker, som har haft en erfaring i en tilstand mellem liv og død. Nogle vil afvise oplevelserne som en slags hallucination. Andre vil, som Tove Gam Gade, sætte sig og lytte. For den, det gælder, er oplevelsen dyrebar, og samtidig er man i grænselandet for sproget og virkelighedsopfattelsen.
Sådan var det også i samtalen med manden, som fastslog, at han ikke var religiøs. I den periode, hvor hans hjerte satte ud, oplevede han, at han blev modtaget af en åben favn for enden af en tunnel med lys. Oplevelsen fik ham til at spørge, om han mon behøvede at tro på Gud, når han havde haft den her oplevelse. Tove Gam Gade sagde til manden, at han måtte tro, som han kunne.
”For mig lød det, som om det var Gud, som tog imod ham. Jeg mærkede, at det var vigtigt for ham, at jeg tog ham alvorligt og gav ham lov til at være med det, han havde oplevet.”
Manden levede flere år efter indlæggelsen, men da han skulle begraves, blev Tove Gam Gade kontaktet. Det havde været hans ønske, at hun skulle begrave ham.
”Selvom han ikke mente, han var religiøs, havde oplevelsen gjort et stærkt indtryk på ham.”
En nærdødsoplevelse opleves af mange som at få en gave, man ikke ved, hvor man skal anbringe. På den ene side kan det være forbundet med en glæde og fred, men på den anden side kan man frygte, at omverdenen ikke forstår.
Solveig Refsgaard er præst på Odense Universitetshospital. Det er 24 år siden, hun blev indsat i embedet. Hun møder både unge og ældre, som har nærdødsoplevelser, og hun tror, at mange patienter vælger at tie om, hvad de har oplevet.
”Generelt er det erfaringer, som gør patienterne mere trygge i forhold til døden, fordi nærdødsoplevelsen er forbundet med en oplevelse af fred og lys. Selvom det kan have været en fredfyldt og god oplevelse, så vil man ikke tale om det, fordi mange patienter er bange for at gøre deres pårørende yderligere bekymrede. Man vil gerne beskytte sine nærmeste, så de måske ikke ved, hvor langt ude man har været.”
Men har man hørt og læst, at der venter en tunnel med lys for enden på vej ind i døden, hvad gør man så, hvis man efter et hjertestop konstaterer, at der udelukkende var mørke eller ingenting? Solveig Refsgaard har haft flere samtaler med mennesker, som er vendt tilbage til livet og er urolige af fraværet af lys og fred. Enkelte har sågar sagt, at de har følt sig snydt, fordi den forestilling, de har gjort sig, ikke er blevet indfriet. Solveig Refsgaard lytter og lader ikke fraværet af erfaring få det sidste ord i den sjælesørgeriske samtale.
”Er der et håb om, at man skal møde en slægtning efter døden, så har jeg talt med patienter, som har følt sig snydt, fordi det ikke skete. Men håbet om at møde en afdød efter døden skal vi ikke tage fra dem.”
Problemet med tomme nærdødsoplevelser kender Svend Erik Linde Sø- gaard også. Han er præst ved Regionshospitalet i Herning, og samtidig er han tilknyttet det palliative team. I forbindelse med den åndelige omsorg forsøger han at have et klinisk perspektiv inde over sit præstearbejde. Han siger, at han tager ud af kroppen-oplevelserne med et gran salt.
Som hospitalspræst i 21 år har han siddet ved mange dødslejer. I den forbindelse har han ofte læst fra Salmernes Bog salme 139, hvor der blandt andet står:
”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér (…) Siger jeg: ’Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,’ så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”
”Nogle mennesker bliver benådet med et lys og får en slags smagsprøve på, at mørket er som lyset, men det er ikke noget, vi kan regne med, og det er også mit budskab til det menneske, som er blevet genoplivet efter et hjertestop og efterfølgende siger, at han vel var død, men at der ikke var noget lys, og nu er han forskrækket.”
Svend Erik Linde Søgaard beskriver det mørke, han ser, når han som præst står ved en grav. Når han skuer ned i det sorte hul, tænker han på en bog skrevet af den svenske religionssociolog Owe Wikström med titlen ”Det blændende mørke”.
”Gravens sorte hul er fyldt med lys og er netop et blændende mørke. For mig er det vigtigt, at samtalen om nærdødsoplevelser ikke isoleres fra den kristne overlevering og løftet i dåben: ’Jeg er med jer alle dage.’ De to ord ’jeg er’ er helt centrale, og med det løfte kan man se dødens suk som et lettelsens suk.”
Karen Søe Pedersen, der er hospitalspræst på Aalborg Universitetshospital, inddeler samtalerne om nærdødsoplevelser i tre kategorier. Der er en gruppe af mennesker, hvor nærdødsoplevelsen har mindsket angsten i forhold til at dø. I hvert fald skræmmer dødsøjeblikket dem ikke mere, for i nærdødsoplevelsen var der lys og varme, og de oplevede at blive kaldt på og taget imod af nogle skikkelser.
”Selvom det har været en positiv oplevelse, kan man bagefter sidde med en frygt for, at man er ved at blive tosset, fordi man ikke kan genkende sig selv i erfaringen.”
En anden kategori er den gruppe af mennesker, som har haft et hjertestop og fortæller, at der intet var, hvilket hos nogle forstærker en frygt for døden.
Den tredje kategori har haft en skelsættende oplevelse, men de har svært ved at forholde sig til den, hvilket også er grunden til, at Karen Søe Pedersen lytter og tilbyder at holde i hånd, mens de taler.
”Der er en angst for at blive ramt af eksempelvis hjertestop igen og en sorg over, at hverdagslivet nu er med begrænsninger.”