Økologisk landmand: Jeg håber, mine børn vil sige, at deres far var med til at forandre verden

Landmand og slotsejer Svend Brodersen finder ro og inspiration i naturens rytme. Han er inkarneret økolog og går ofte ud i skoven og ser på et bøgetræ, hvis det moderne liv bliver for meget

I forhold til de valg, vi har truffet som familie, har jeg tænkt på, hvordan mine børn vil fortælle om vores valg til næste generation. Det kan teste, om det, man arbejder med, har reel værdi, fortæller Svend Brodersen, der håber, at hans børn vil sige, at deres forældre var med til at forandre verden og gav et lille nøk i den rigtige retning
I forhold til de valg, vi har truffet som familie, har jeg tænkt på, hvordan mine børn vil fortælle om vores valg til næste generation. Det kan teste, om det, man arbejder med, har reel værdi, fortæller Svend Brodersen, der håber, at hans børn vil sige, at deres forældre var med til at forandre verden og gav et lille nøk i den rigtige retning.

Fortalt af Svend Brodersen

Forleden viste min mor mig et billede, hvor jeg som godt etårig bader i en zinkbalje på vores gårdsplads i Agtrupskov. Vi tre børn fik bad i baljen en gang om ugen, og vi brugte det samme vand. Det lyder beskedent, men det, som har præget mig, er først og fremmest det fællesskab, jeg blev født ind i. Jeg var sammen med min mor og far og søskende fra morgen til morgen, og fra jeg kunne gå, hjalp jeg til.

Mine forældre overtog min fars fødehjem med marker ned mod Kolding Fjord, da jeg var omkring et år. Min mor måtte bære sand ind i køkkenet, for der var et stort hul foran komfuret. De kom fra en velholdt forpagtergård, hvor min mor gerne var blevet, men min far ønskede at overtage slægtsgården. Dengang behøvede man ikke mangle noget med 25 hektar jord og seks køer, men min mor fortæller dog om en tid, hvor hun afleverede æggene hos købmanden og fik penge, som hun kunne handle for.

Mit hjem var præget af højskolekulturen, og selvom hverken min mor eller far havde været på højskole, så kom Højskolesangbogen tit frem, og vi sang både sange og salmer, og min far var god til at holde taler. De kunne med alle folk, uanset om de var grundtvigianere eller missionsfolk.

Med tiden syntes min mor, at jeg stillede for mange spørgsmål og trængte til udfordringer. Jeg husker den dag, hun ringede til skoleinspektør Oluf Rørbæk Madsen i Sdr. Bjert for at høre, om jeg mon kunne begynde i skole. Han tog om mit ene knæ og så mig i øjnene, inden han konkluderede, at jeg var skoleklar. Jeg var lige fyldt fem år, da jeg kom i 1. klasse i Sdr. Bjert.

Snart var det flere gange om dagen, jeg var i Sdr. Bjert, for jeg begyndte både at gå til fodbold og håndbold i KFUM's idrætsforening, og straks jeg var gammel nok, blev jeg KFUM-spejder. Her mødte jeg mennesker, som blev rollemodeller for mig. KFUM-spejderne holdt til i præstegården, og det var helt naturligt, at vi kom i kirken. Det er ikke så meget andagterne, jeg husker, som samværet med unge voksne, der havde overskud til mere end sig selv. Det kristne livs- og menneskesyn blev omsat til gode snakke og et fælles værdisæt, hvor alle havde et ansvar og skulle bidrage.

En dag jeg var ved at gøre rent på vores halmloft, kørte en bil ind på gårdspladsen. Det var lederen af den lokale KFUM-idrætsforening, som ville snakke med mig og mine forældre. Han ville spørge, om jeg kunne tænke mig at få en uddannelse som idrætsleder, for i foreningen havde man valgt at indstille mig til et lederkursus i sommerferien på Hellebjerg, som er en kristen efterskole ved Juelsminde.

Mine sommerferier var ikke just pakkede med rejser, så jeg sagde ja, og jeg husker stadig, hvor stort det var, at nogen kom og sagde, at de havde tænkt på, at jeg kunne blive en god træner, selvom jeg bare var 12 år. Jeg var på Hellebjerg tre somre i streg og oplevede et fællesskab, andre oplever på efterskoler. Jeg lærte at holde en andagt, selvom jeg var vildt nervøs og tænkte meget over, hvad jeg skulle sige.

Mange gange tænker jeg tilbage på et af foredragene på Hellebjerg, hvor der blev sagt, at man skulle huske at behandle folk forskelligt, hvis man ønskede at behandle dem ens. Som trænere ønskede vi at give børnene de samme muligheder og chancer, men for at gøre det skulle vi som ledere have et overblik, der gjorde os i stand til at se det enkelte menneske og dets forudsætninger. Som leder tænker jeg tit på, at han havde ret. Det ligger i det kristne menneskesyn, at det enkelte menneske har værdi, uanset hvad det kan bidrage med, og vil vi behandle folk ens, skal vi behandle dem forskelligt.

Som student fik jeg ansættelse på en lokal tavlefabrik, hvor jeg var i ni måneder og fik et indblik i, hvordan mennesker tænker, når man sælger sin arbejdskraft. At arbejdsliv og fritidsliv kunne være opdelt i en sådan grad, kendte jeg slet ikke. Sammenhængen mellem liv og virke, som jeg var vokset op med, tog jeg nok lidt for givet.

Jeg kom på Ladelund Landbrugsskole ved Vejen og fandt snart ud af, at jeg ville have mit eget landbrug, og som 21-årig købte jeg halvpart i mine forældres gård, og jeg fik lov at afslutte min landbrugsuddannelse hjemme hos min far.

Mit syn på naturen er præget af mine år som spejder, hvor du lærer naturen at kende og dermed bliver opmærksom og får en respekt for skaberværket. Da der dukkede en sag op fra Ejstrupholm om forurening af grundvandet med sprøjtegifte, påvirkede det mig meget, for vi sprøjtede jo også vores marker. Samtidig var der et krav fra EU om, at dansk landbrug skulle producere mindre. Jeg skrev en rapport til landbrugsminister Bjørn Westh (S) og miljøminister Svend Auken (S), hvor jeg argumenterede for, at i stedet for at braklægge burde man nedsætte brugen af kemikalier og kunstgødning radikalt.

"Mit syn på naturen er præget af mine år som spejder, hvor du lærer naturen at kende og dermed bliver opmærksom og får en respekt for skaberværket."
"Mit syn på naturen er præget af mine år som spejder, hvor du lærer naturen at kende og dermed bliver opmærksom og får en respekt for skaberværket." Foto: Leif Tuxen

Kort efter blev jeg til min forbløffelse kontaktet af en af Landbrugsministeriets embedsmænd. Men i samtalen med ham fandt jeg ud af, at det måske ikke var nok at være landmand, hvis man ville tages alvorligt, så uden at tænke nærmere over konsekvenserne, søgte jeg ind på cand.oecon.-studiet på Odense Universitet. Jeg vidste, at jeg aldrig ville forlade landbruget, men jeg har altid været nysgerrig efter viden og var enormt motiveret. På et tidspunkt blev jeg også opfordret til at stille op for Venstre i Kolding Byråd, og da jeg samtidig var blevet gift, og vi havde fået vores første barn, måtte jeg træffe nogle valg. Det blev familie, landbrug og politik.

Jeg var borgmesterkandidat for Venstre i Kolding, og selvom jeg er gift med en SF'er, bakkede hun mig op. En dag spurgte hun mig, hvorfor jeg var sikker på, at jeg ville blive borgmester. Jeg svarede, at jeg havde mødt mange, som syntes, at vi har de rigtige grundholdninger, og hun spurgte, hvad det var for grundholdninger, og jeg hørte mig selv sige, at det var, at man prioriterede det nære og familien. Hendes svar ætsede sig fast: ”Hvor er det dejligt at vide, at du prioriterer familien, når vi sidder alene hjemme for fjerde gang den her uge.”

Det blev klart for mig, at vi skulle sadle om, og tre dage senere så jeg en annonce for Gram Slot, og spontant opstod idéen om at købe den gamle herregård, drive den som en af landets største økologiske gårde og i hver eneste detalje afspejle de holdninger og værdier, Sanne og jeg deler. Vi ville gerne lave en arbejdsplads, hvor det er mennesket og ikke systemet, som er i centrum, og hvor man tager et socialt ansvar. Da vi havde besøgt stedet første gang, var Sanne med på idéen, og fra første færd var det et fælles projekt, hvor vi ville prioritere at have et liv med hinanden og børnene, selvom vi godt var klar over, at der var masser af arbejde foran os.

Jeg mistede min far for fem år siden. De sidste måneder var han syg, men ellers arbejdede han hele livet. Han tog fat klokken seks og arbejdede mange dage til klokken 22, men jeg oplevede aldrig, at han havde travlt. Jeg holder af at tænke på, at jeg kan arbejde som ham, hvor man altså slapper en lille smule af, samtidig med at man er i gang.

Det, som slider på mig, er ikke arbejdsopgaverne, men hvis jeg er i konflikt med et andet menneske. I vores ægteskab har vi en uskreven regel om ikke at lade solen gå ned over vores vrede, og som arbejdsgiver er jeg klar over, at jeg skal være den, som rækker hånden frem, for det sker mere end én gang om dagen, at jeg fejler. At indrømme sine fejl og over for et medmenneske letter mig.

For tre år siden syntes Sanne, at jeg havde brug for at komme ned i tempo, så hun gav mig en pilgrimsvandring på Hærvejen fra Viborg Domkirke til Stursbøl nær Gram. En grå dag i november kørte hun mig til Viborg Domkirke, hvor vi deltog i en andagt, så tog hun min mobiltelefon, og jeg fik hendes meget enkle telefon og en tung rygsæk, som hun havde pakket til mig. Den første dag brugte jeg på at tømme mit hoved for tanker og idéer, som jeg skrev ned på en blok. Og så gik jeg bare. Jeg parkerede de uløste ting og gjorde det muligt at åbne sanserne for naturens lyde og dufte.

Som moderne menneske tager jeg mig i at tænke, at jeg skal præstere hvert øjeblik, men så går jeg ud i skoven og ser et bøgetræ, hvor løvet er ved at ændre farve. Det er, som om træet gør det med en stolthed. Alle bladene visner, men en af de sidste dage i april vil bøgen stå med den mest kraftfulde grønne farve. Tænk at have overskuddet til at turde miste løvet uden at bekymre sig og vide, at man kommer styrket gennem løvfald og vinter. For mig er der megen inspiration i naturens rytme, og derfor bliver jeg også så bekymret, når man taler om at ville justere ved naturens tandhjul og for eksempel dyrke genmodificerede afgrøder.

Mine forældre lærte mig at bede Fadervor. Jeg har bedt hele mit liv og holder af den ensartethed, det giver. Men jeg tyr også til bønnen, når jeg er presset. For mig er min tro et holdepunkt og en måde at se på verden på, som giver en rummelighed. Hvis troen bliver fjern, så kan man blive helt bange, når man møder mennesker med en mere tydelig trospraksis.

I forhold til de valg, vi har truffet som familie, har jeg tænkt på, hvordan mine børn vil fortælle om vores valg til næste generation. Det kan teste, om det, man arbejder med, har reel værdi. Der er generationer i min slægt, som jeg tænker på og bliver inspireret af. Ikke mindst min tipoldefar Povl Julius Brodersen, som drev en proprietærgården Thygesminde i Sønder Stenderup Sogn. Hans datter var Anne Marie Brodersen (1863-1945), som blev gift med komponisten Carl Nielsen. Min tipoldefar gav hende lov til at blive kunstner. Det kostede hende meget på de indre og ydre linjer, men når jeg i dag ser den rytterstatue, Anne Marie Brodersen lavede til ridebanen ved Christiansborg Slot i København, er jeg stolt og bliver inspireret. Jeg håber, at mine børn vil sige, at deres forældre var med til at forandre verden og gav et lille nøk i den rigtige retning.

En søndag aften for en måned siden skulle jeg ud at hjælpe en landbrugselev med en kornvogn. En stor fjeder sprang op i mit øje, og jeg kunne ikke se noget og mærkede, det var alvorligt. Min elev ringede til 112 og ringede også til Sanne. Det, som slog mig, var, at jeg var fuldstændig rolig, selvom der var blod overalt. Skulle det have været min sidste time, som var kommet, så ville jeg have været både taknemmelig og stolt over det liv, jeg har levet. Jeg blev overført fra Aabenraa Sygehus til Odense, hvor de konstaterede to brud på kraniet omkring det ene øje og syv brud på næsen. Jeg har heldigvis ikke fået mén. Men det var roen, som kom til mig i ulykken, og jeg tænker, om den kom af troen.