Prøv avisen
Spørg om livet

Svar til par, der vil skilles efter 50 års ægteskab: Det er aldrig for sent at komme til sig selv

I sidste uges brevkasse fortalte Kirsten og Svend, at de efter 50 års ægteskab ville gå fra hinanden. Baggrunden var, at Svend gennem rigtig mange år havde været Kirsten utro med mange kvinder, og han havde også ofte løjet omkring økonomiske forhold og brugt penge på sig selv forud for sin kone og børn. Modelfoto.

Det er aldrig for sent at tilkæmpe sig ærlighed og værdighed indadtil og udadtil. Nu gælder det om i en moden alder at inde egne ben, lyder rådet til Kirsten og Svend, der efter 50 års samliv vil skilles

I hele sidste uges brevkasse fortalte Kirsten og Svend om deres næsten 50 år lange ægteskab, som de nu i fællesskab ville afslutte med deling af bolig, bil og de resterende midler på en ordentlig måde. Baggrunden var, at Svend gennem rigtig mange år havde været Kirsten utro med mange kvinder blandt andet på massageklinikker og hos prostituerede, og han havde også ofte løjet omkring økonomiske forhold og brugt penge på sig selv forud for sin kone og børn.

Kirsten fortalte, at hun havde en baggrund i en større børneflok, hvor far døde tidligt, og hvor det ikke var så let at få en kærlig relation til mor. Opdragelsen kunne også inddrage fysisk afstraffelse. Hun var ganske ung, da hun mødte Svend, som var charmerende, og han strøede om sig med kærlige ord. Hun fortalte også, hvordan hun gentagne gange havde været naiv og havde håbet på nye tider, efter at hun igen og igen havde opdaget utroskaben.

Svend fortalte, at han i de senere år var kommet i en behandling, som nedsatte hans kønsdrift, og han havde fået en diagnose, som handlede om narcissisme og psykopati. Som lille var han i mange år blevet seksuelt misbrugt af sin far, og han vedkendte sig i brevet de mange års krænkelse af Kirsten både seksuelt og økonomisk. Hans store problem var, at han ingen følelser havde for det liv, som han havde levet. Han ville dog gerne påtage sig skyld og bidrage til, at deres børn fik større forståelse for deres mor.

Deres fælles ønske med brevet var også at få gode råd til, hvordan de skulle forholde sig til deres voksne børn, for de havde klart givet udtryk for, at det var et meget sent tidspunkt at gå fra hinanden på, og de ville slet ikke høre nogen forklaringer om grunden. Og det var ikke mindst for Kirsten en stor smerte, fordi hun i en stor del af deres opvækst ikke altid havde magtet at møde dem, som hun gerne ville. Nedenfor kommer vores svar.


Kære Kirsten og Svend

Tak for jeres brev. Vi har stor respekt for, at det er lykkedes jer at komme frem til en skilsmisse som en fælles løsning, og at I sender jeres brev i fællesskab. Måske er det første gang, at I har været så ærlige over for hinanden og taget konsekvensen af det. Uanset er det aldrig for sent at komme til sig selv og tilkæmpe sig ærlighed og værdighed indadtil og udadtil.

Vi kan også læse om mange års smerte og psykisk slid, og at det ene år nærmest umærkeligt er gået efter det andet, uden at det er lykkedes nogen af jer at stoppe op og ændre kurs. Udefra kan det godt forstås, hvordan en baggrund med utrygge eller fraværende forældre og en indre utryghed kan bidrage til et måske alt for tidligt bryllup, og at du, Kirsten, har holdt ud og tiet og håbet på bedre tider trods åbenlyse løgne – især når der kom børn, som du sikkert inderligt ønskede skulle have både en far og en mor og gode økonomiske og familiære forhold i modsætning til dig selv.

På samme måde er det ikke ukendt viden, at et barn, der bliver seksuelt misbrugt gennem mange år, i nogle tilfælde fortsætter misbruget i sit voksenliv over for andre, og mere eller mindre ubevidst får de nærmeste til at føle den ydmygelse eller det svigt, som man selv som barn ikke havde nogen chance for at udtrykke. Det betyder ikke, at det på nogen måde retfærdiggør de mange års løgne eller smerte, som især Kirsten er blevet påført, men det hører med til forståelsen af historien.

Vi vil også gerne kommentere dine tanker, Svend, om at dit største problem er, at du ikke har nogen følelser for det liv, som du har ført, og at du ikke kan udtrykke den lede, du har over for dig selv, men at du gerne vil påtage dig din skyld. Det sidste er vigtigt.

Vi tror, det er væsentligt at understrege, at skyld og skyldfølelse ikke er det samme. Ganske vist er det velkendt og almindeligt, at der kan følge skyldfølelser med, når man er skyldig over for andre eller de værdier, som er vigtige for en selv eller fællesskabet. Men andre gange kan mennesker slås med skyldfølelser over for sig selv eller andre, som ikke står i samsvar med noget reelt og dermed mere bliver en måde at plage sig selv. Og andre gange kan skylden være stor, uden at følelsen er der. At måle skyld efter graden af skyldfølelse er derfor en usikker sag.

Når det gælder dig, Svend, tror vi, at de diagnoser, som du fortæller om, gør, at du ikke vil finde almindelige og normale følelser af skyld hos dig selv, og at det vil være både ufrugtbart og frustrerende at lede efter noget, som ikke er udviklet på normal måde hos dig. Det vigtige er, at du kan vedkende for dig selv og Kirsten og for dine voksne børn, at du påtager dig ansvaret for de ting, som du gentagne gange har været skyldig i af løgne og utroskab. Konkret og uden omsvøb, nøgternt og uden undskyldninger. Hvis dine voksne børn ikke for nuværende ønsker det i mundtlig form, kunne du skrive et brev til dem om det.

Vi kan også godt forstå, at specielt du, Kirsten, har et stort behov for at forklare dig over for dine voksne børn. Måske også fordi du på ingen måde har problemer med at finde skyldfølelser i dit indre, som fortæller dig, at du ikke har magtet eller har haft ressourcer nok til at være den mor gennem de mange år, som du gerne ville have været. Og den skyldfølelse ville være rar at få reduceret, hvis dine voksne børn forstod dig eller gav dig vrede eller andet til gengæld. Det kan du bare ikke få lige nu, for de kan nok ikke se idéen i at indgå i dybere familiesamtaler på nuværende tidspunkt, da de måske i langt højere grad havde haft brug for det tidligere i deres liv.

Vi tror, at disse ting må få lov at tage lidt tid for jeres voksne børn. I første omgang må I nok hver især etablere jer i hver sin bolig og få igangsat et nyt kapitel af jeres liv. På hver sin måde må I prøve at fylde dagene og livet ud med meningsfulde opgaver, kontakter til venner og interessegrupper og så videre. Jeres voksne børn må opdage, at jeres beslutning er et aktivt valg og noget, I gør, fordi I nøje har overvejet det.

Ad den vej vil der ved fortsat kontakt måske på et senere tidspunkt opstå situationer, hvor der kan blive anledning til mere alvorlige og personlige samtaler om, hvilke tanker I har gjort jer, og hvordan de måske har været påvirket af jeres fælles liv. Det vil aldrig kunne ophæve konsekvenserne af svigt og løgne, men vil måske kunne bidrage til forståelse og en tilkæmpet ny værdighed, når det usminkede liv bliver delt ansigt til ansigt.

Mange hilsener