Stille klassisk musik fylder krypten under Silkeborg Kirke. Omkring 20 mennesker sidder tavse og lytter. De er sammen med hinanden, men indeni er de hver især i selskab med deres døde. En er kommet for at mindes sin afdøde hustru gennem et langt liv, en anden sidder og tænker på sin søster, som for nylig døde af kræft og en tredje på sin svoger, der har begået selvmord. De tavse lyttende er deltagere i et ritual, som hedder ”Rum for Livsbånd.” Det er en månedligt tilbagevendende begivenhed, som er åben for alle, der vil bruge tid og tanker på deres relation til de døde.
”Uanset om vores nærmeste er levende eller døde, er vi forbundet på godt og ondt. Hvis vi forestiller os, at alt slutter ved begravelsen, så får vi ikke glæde af alle de gaver, som ligger i relationen. Det, som jeg for eksempel selv kan hente i relationen til min afdøde mor og bedstemor, udfolder sig jo hver dag i mig. Og det har ikke ændret sig ved, at de døde,” forklarer konfliktmægler Ulla Fink, der sammen med præst og religionshistoriker Liselotte Horneman Kragh har udviklet idéen til Rum for Livsbånd.
De to kvinder har fundet sammen i en fælles optagethed af, hvordan moderne mennesker håndterer det mest grundlæggende livsvilkår: døden, vores egen dødelighed og forholdet til de afdøde. Ulla Fink er oprindeligt jurist og konfliktmægler, men underviser nu ligesom Liselotte Horneman Kragh blandt andet sorggruppeledere og sundhedspersonale og andre, der arbejder med døende og efterladte, i at forholde sig til døden.
”Der er mange, som synes, det er meget underligt at være så optaget af døden, som vi er, og det er tit svært at finde nogen, der vil gå ind i en samtale om døden som eksistensens grundvilkår, men det vil Liselotte til hver en tid, og vi mødes helst hver uge til en samtale om døden,” fortæller Ulla Fink.
Det kan lyde underligt i nogles ører, men dødsforskrækkelsen i vores kulutur er faktisk af nyere dato, påpeger Liselotte Horneman Kragh.
”Før i tiden var det helt normalt at forholde sig både til sin egen og til andres død, mens man stadig var sprællevende og rask, men i dag har den moderne lægevidenskab flyttet døden fra at være et eksistentielt anliggende til at være et rent kropsligt og teknisk fænomen,” siger hun.
I takt med at døden er blevet overtaget af lægevidenskaben, er sorgen over den tilsvarende blevet en sygdom, der skal diagnosticeres og behandles, og det er blandt andet det, de to kvinder bag Rum for Livsbånd, vil skabe en modvægt til.
”Det er ikke en sorggruppe, og det er ikke et terapeutisk rum, men i bogstavelig forstand et rum, hvor det er tilladt at opleve, at man stadig er forbundet med sine døde,” forklarer Ulla Fink.
Musikken i krypten fader ud, og Ulla Fink giver en kort introduktion til, hvordan den kommende halvanden time i dette Rum for Livsbånd skal forløbe. Derefter rejser deltagerne sig en efter en, går frem og tænder et lys og nævner navnet på den afdøde, de tænker på i aften, og deres relation til vedkommende. Man behøver ikke gøre det, hvis man ikke føler nogen trang til det, men i aften rejser alle sig og tænder lys – selv én, som siger, hun tænder det for sin far, der sikkert ville synes, det var noget pjat.
Da alle igen har sat sig, læser Liselotte Horneman et uddrag af journalist Esben Kjærs bog ”Min usynlige søn”, som handler om at leve med dem, man har mistet. Det skal være en almen tekst, alle kan forbinde sig med, forklarer hun senere, for Rum for Livsbånd skal være åben for enhver uanset religiøs indstilling og baggrund.
Efter tekstlæsningen sidder deltagerne igen en stund til stille musik og lader deres egne tanker om den døde komme og gå. De skal hverken siges højt, forklares eller diskuteres. Man har dem for sig selv.
Aftenen slutter med endnu en rituel handling: Alle, der vil, rejser sig og henter en vesterhavssten, som ligger på et stort fad. På hver sten er skrevet et ord: tro, håb, tilgivelse, savn og mange andre. Deltagerne vælger en sten, der appellerer til dem netop nu, og sætter sig tilbage i kontemplation over, hvad ordet på stenen betyder i forholdet til den afdøde.
”Vi har valgt at skrive ordene på sten, fordi stenene har været her på Jorden i millioner af år, og når vi får en i hånden, kan vi rent fysisk forbinde os med noget, som er meget større og ældre end hvert enkelt lille skrøbeligt menneskeliv,” forklarer Liselotte Horneman Kragh.
”Ritualerne kom før religionen. Mennesker har brug for ritualer, og mange kan finde glæde og tryghed i folkekirkens traditionelle ritualer, men ikke alle. Derfor er der brug for nye, som det, vi skaber her. I alle ritualer indgår der objekter, genstande, vi kan tage og føle på, for det er en ældgammel visdom, at vi er nødt til at mærke det i kroppen, som vi for alvor vil forstå,” siger hun.
Det er voldsomme oplevelser, som ligger bag både Ulla Fink og Liselotte Horneman Kraghs interesse for at skabe rammer, der gør det nemmere at tale om døden og de afdøde. Ulla Fink blev første gang for alvor konfronteret med døden i 1992, da hun som 20-årig var i kibbutz i Israel. Hun arbejdede som frivillig appelsinplukker, strygedame og børnepasser. Hun var forelsket, skulle snart giftes med sin israelske kæreste, og hun levede i ungdommelig forvisning om, at der lå et langt og lykkeligt liv foran hende.
Men en dag fik hendes grundlæggende tillid til livet et knæk, der påvirkede hende for altid. Hun var på vej hjem fra børnehuset, glad og let til mode, da hun så en god veninde komme imod sig længere fremme på stien. Veninden så helt forkert ud i ansigtet. Der var tydeligvis noget, hun ville fortælle, noget, hun havde svært ved at få over sine læber.
Netop på det tidspunkt var Ulla Finks kommende svoger udstationeret i det besatte Gaza. Hun havde snakket med ham i telefonen aftenen før. Han var indkaldt til en måneds militærtjeneste, som alle reservister i den israelske hær bliver én gang om året. Han var ikke glad for det, men i telefonen havde han beroligende forklaret, at han bare kørte morgenpatrulje, og det var stille og fredeligt.
Men det, veninden nu ville fortælle der på stien denne dejlige dag, hvor livet var så smukt og ukompliceret og fremtiden så lys, handlede netop om ham: Samme morgen var hans patrulje blevet beskudt. Han var blevet ramt, og nu var han død.
”Det er den eneste gang, hvor jeg har måttet have hjælp til at trække vejret, fordi jeg ikke kunne selv,” husker Ulla Fink.
”For en dansk pige som mig var det rystende at opleve sådan et voldsomt dødsfald så tæt på. Jeg havde levet et trygt og beskyttet liv i Danmark, og som de fleste andre unge danskere opfattede jeg livet som godt og troede, det bare altid ville være sådan. Det var et chok for mig pludselig at forstå, at døden er et vilkår, vi må leve med, og at vi altid går på en knivsæg mellem liv og død, uanset hvor trygge vi føler os,” siger hun.
Hun blev gift med sin israelske kæreste, og parret slog sig ned i Danmark, hvor Ulla Fink uddannede sig til jurist og konfliktmægler og arbejdede som sådan i en årrække. Men svogerens voldsomme død og andre dødsfald i familie og omgangskreds påvirkede hende så dybt, at hun som 40-årig valgte at blive foredragsholder og underviser med ét overordnet tema: døden.
”Jeg besluttede, at jeg måtte tage min interesse for døden og dødeligheden alvorligt. Ellers ville livet pludselig være gået, uden at jeg fik beskæftiget mig med det, som jeg egentlig synes er det allervigtigste, og forholdet til døden er det, der har størst betydning overhovedet for menneskers evne til at leve,” mener hun.
Liselotte Horneman Kragh var i en helt anden livssituation, da hun blev konfronteret med døden på en livsomvæltende måde. Hun var sognepræst i Kværs i Sønderjylland, gift og mor til fem drenge i alderen 4 til 14 år, da hun modtog et skæbnesvangert telefonopkald fra USA.
Hendes amerikanske mand, der også var teolog og forsker, var i sin hjemstat North Carolina for at undervise, og det var hans bror, der ringede: Den 55-årige Fred var faldet om under en løbetur ramt af et slagtilfælde. Nu lå han i respirator, og det var uvist, om han ville komme til bevidsthed igen.
”Det telefonopkald splittede min verden fuldstændig totalt ad i et før og et efter og rev al normalitet, al hverdag og al selvfølgelighed i tusind stykker. Han var ikke hjernedød, men få millimeter fra, og skulle han fortsætte livet, ville det blive som en grøntsag,” fortæller hun.
I huj og hast rejste hun til USA med sine fem børn og med sin mor som hjælper.
”Jeg vidste, at for at forstå døden skal man se den, mærke den og være i rummet med den. Den skal sanses, hvis vi skal have en jordisk chance for at fatte den. Derfor vidste jeg også, at det var nødvendigt, at mine fem børn kom over for at tage afsked med deres far,” siger hun.
Han var stadig i live, da de nåede frem, men uden udsigt til at kunne overleve uden kunstig hjælp, så familien måtte træffe den svære beslutning at bede hospitalet slukke for respiratoren. Hun føler sig sikker på, at det var et rigtigt valg, men har stadig svært ved at tilgive sig selv, at børnenes far kom til at dø alene. Hospitalet trak stikket, mens hun var ude at sørge for mad til børnene sammen med deres onkel, og ingen på hospitalet gjorde noget for at få familien samlet i dødsøjeblikket.
”Det er kolossalt vigtigt, at de institutioner, vi dør på i dag, er opmærksomme og vågne i forhold til, hvad der er vigtigt i dødsprocessen. I USA gjorde man i endnu højere grad end herhjemme døden til en medicinsk hændelse. Men døden er i virkeligheden en social begivenhed, og det er vigtigt, at sundhedspersonalet kan hjælpe de pårørende og med en nænsom, guidende hånd støtte dem i at tage afsked på den bedst mulige måde,” siger hun.
Deltagerne i Rum for Livsbånd lægger stille deres sten tilbage. Der er tid til at dele oplevelser, men ikke noget krav om at gøre det. Man skal heller ikke kommentere eller forholde sig til det, andre fortæller, bare lytte og respektere, at det var det, den anden oplevede.
”Det er vigtigt, at folk ikke bliver låst fast i, at de skal være kede af det på en bestemt måde. Det kan vække mange følelser, at man mister en nærtstående – ikke bare sorg. Det kan også være taknemmelighed eller måske lettelse, hvis forholdet har været meget anstrengt,” forklarer Liselotte Horneman Kragh.
”Jeg sad selv en aften i Rum for Livsbånd med en helt ung mand i tankerne. Han havde begået selvmord, og jeg havde altid været vred på ham over det og aldrig kunnet tænke andet end: Din dumme, dumme dreng. Hvordan kunne du gøre det!”.
”Men i mens jeg sad og tænkte på ham, fornemmede jeg for første gang, at min vrede gik i opløsning, og det gik op for mig, at det ikke var den, han havde brug for. I stedet mærkede jeg en dyb fornemmelse af barmhjertighed,” siger hun.
”Det var som at åbne en dør i hjertet, der gjorde det større ikke kun for den unge mand, men også for andre mennesker. På den måde kan følelserne i forhold til de afdøde forandre sig, når man giver dem tid og rum.”
”Religionshistorisk ved vi, at mennesker altid har vidst, at de levende har brug for de døde, og at de døde har brug for de levende. Om det kun er en følelse i den enkelte eller også virkelighed uden for den enkeltes bevidsthed, er i den forbindelse ikke interessant for mig. Det ved jeg lige så lidt som alle andre, men jeg ved, at relationen og forbundetheden bliver ved med at have betydning,” siger hun.
Rum for Livsbånd lukker og slukker for denne gang. Deltagerne tager deres frakker på og går ud i efterårsmørket sammen eller hver for sig, men med deres døde i frisk erindring.