Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Jeg holder ofte foredrag om de nære samtaler ved livets afslutning. I salen er der altid en, der stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi insistere på at tale med vores nærmeste, hvis de ikke har lyst? Det er et svært dilemma, for selvfølgelig kan vi ikke presse samtalen ned i halsen på hinanden, men betyder det så, at vi skal give afkald på vores eget behov for at komme tættere på vores nærmeste, mens vi har muligheden for det? Jeg svarer altid, at det er bedre at skubbe kærligt på end slet ikke at prøve. For det kan gøre uendeligt ondt at erkende, at vi kunne have brugt den sidste tid bedre. Omvendt er der en lindring i at vide, at vi gjorde vores bedste. Nogle oplever, at deres nærmeste ikke er klar til at tage samtalen – og det er ofte en generationsting. For nogle generationer er der en styrke i at tie, mens der for andre er en styrke i at tale. I min egen generation er man vant til at sætte ord på det dybe, det nære, det følsomme og det svære, og det er næsten et tabu ikke at have været til psykolog, mens det i mine forældres generation er et tabu, hvis man har.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Da min egen mor blev uhelbredeligt syg af kræft, havde jeg behov for at tage hul på de nære samtaler, mens hun mest havde behov for, at livet gik videre, som det plejede. Det var vigtigt for mig at respektere hendes grænser, så jeg forsøgte at skabe nogle alternative rammer for samtalerne. Da hun fyldte 61 år, fik jeg gode venner og familie til at sende deres bedste minder om min mor, som vi sammen kunne læse og tale om. Det kan være svært at tale om det nære på kommando, så for os begge to var det en smuk vej at gå igennem minderne på. Jeg lavede også en playliste med hendes yndlingssange, og derigennem fik vi talt om, at en af dem skulle spilles til hendes bisættelse – og hvad der i øvrigt skulle ske. Det endte med, at vi kom tættere på hinanden end nogensinde før og fik delt vores kærlighed til hinanden. Samtalerne hjalp hende med at binde sløjfe på livet, og langsomt blev hun mere åben. Få dage før sin død takkede hun mig for, at jeg havde skubbet på for, at vi skulle have de samtaler. Det var en stor lettelse for mig at vide, at jeg ikke kun havde hjulpet mig selv. Jeg havde også hjulpet hende. Det kan jo være ensomt at gå døden i møde, hvis det uundgåelige får lov til at svæve som en stor lyserød elefant i rummet.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Der er de åbenlyse, store dilemmaer, der knytter sig til klimakrisen, flygtningesituationen og udviklingen i kunstig intelligens. Særligt klimakrisen tænker jeg personligt meget over. Ønsker vi at ændre på klimaets tilstand, må vi træffe individuelle og kollektive valg, der har betydning for vores ressourceforbrug, madindkøb og transportvaner.
Vi ved godt, hvad der skal til, men hvor langt er vi klar til at gå? Det bliver jeg selv mindet om, hver gang jeg står i supermarkedet og skal tage stilling til, hvilke varer jeg putter i kurven.
Også aktiv dødshjælp er et relevant dilemma. Burde man tillade det eller ikke? Og hvis det var lovligt, er det så som nærtstående reelt muligt at tage stilling til, hvornår vores pårørende har sit endeligt? Det er jeg personligt meget i tvivl om.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
I vores samfund oplever vi hele tiden store og små dilemmaer, der kommer og går i debatten. I en periode er det genmodificeret mad, og så er det håndtering af sundhedsdata. I Danmark er vi gode til at debattere og diskutere frit. Tonen kan være bedre, men rummet for debatten er der, og det er vigtigt.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
Jeg forsøger at handle med den største respekt for mig selv og de mennesker, jeg møder på min vej. Jeg prøver at møde dem åbent og nysgerrigt og der, hvor de er. Det er en stor og vigtig værdi for mig.