Prøv avisen
Talepauser

Det er dejligt at tale med nogen uden for ekkokammeret

Klokken nærmer sig 20 denne hverdagsaften på værtshuset Hugos Kælder i Køge syd for København, hvor specialøl normalt er trækplasteret. I aften får øllene dog konkurrence fra samtalen mellem mennesker, når præsterne fra Køge Provsti forsøger at løfte værtshussnakken til et nyt niveau. Foto: Leif Tuxen

I en krostue i Køge mødtes 25 mennesker til ”Talepauser” for at tale om drømme. Værtshussnakken var arrangeret af provstiets præster, der ad den vej håber at etablere et fællesskab med nye mennesker

I en lavloftet ølstue fra 1400-tallet sidder folk i små grupper og drikker øl og julegløgg og nipper til tapas. Klokken nærmer sig 20 denne hverdagsaften på værtshuset Hugos Kælder i Køge syd for København, hvor specialøl normalt er trækplasteret. I aften får øllene dog konkurrence fra samtalen mellem mennesker, når præsterne fra Køge Provsti forsøger at løfte værtshussnakken til et nyt niveau. For anden gang holder de samtalesalonen ”Talepauser”, hvor folk i små grupper taler i dybden om et bestemt emne.

”Vi håber på også at møde mennesker her, som ikke plejer at komme i kirken. Vi vil gerne skabe rum og tid for samtale, og vi vil gerne have, at også de store ord og drømme bliver en del af hverdagen. Som præster støder vi ofte på dem i samtaler om dåb, konfirmation, begravelser og bryllupper, men nu vil vi gerne tage den samtale ud af kirkerummet,” siger sognepræst ved Boholte Kirke Maria Eva Napier.

Det lille lokale er blevet fyldt op af 25 personer i den modne ende af skalaen. De fleste er fulgtes med nogen.

”Velkommen til ’Talepauser’ og til både gamle og nye ansigter. I dag skal vi tale om drømme,” siger sognepræst Maria Eva Napier.

Aftenen begynder med et kort oplæg ved cand.mag. i filosofi og engagementsdirektør i Ungdomsbureauet Olav Hesseldahl.

”Unge har mistet evnen til at drømme, og det har store konsekvenser for vores samfund. Når jeg spørger dem, hvad de drømmer om, svarer de, hvad deres karriereplan er,” siger han.

”Hvorfor taler du kun om de unge, hvor det stadig er hypotetisk, om de når deres drømme? Hvorfor ikke spørge os, hvordan det så gik med det, vi drømte om?”, spørger en kvinde.

”Nu er Olav jo kommet for at give et oplæg ud fra sin synsvinkel, og så kan I komme ud med jeres tanker om drømme lige om lidt, for nu er det tid til at gå i grupper,” siger Maria Eva Napier.

Der bliver skramlet med stole, og folk bytter plads. Normalt vil jeg som journalist være fluen på væggen, men i dag har jeg lovet at være med i samtalen af respekt for deltagerne.

Jeg ender ved et bord sammen med Lars, der er 70 år og pensionist fra Køge, og med Kirsti, der er 65 år, ligeledes pensionist og bor i Karise. De bliver enige om kun at stå frem med fornavn. Ingen af os har deltaget i ”Talepauser” før eller kommer i kirkerne i Køge Provsti. Med os har vi et interviewark med fire punkter med spørgsmål, som vi skal svare på.

Det første punkt på arket lyder: Hvornår har du tid og rum til at drømme og lade nye idéer om fremtiden få plads? Hvad drømmer du om i dit eget liv? Hvor er du om 10 år? 20 år? 50 år? Og hvor er samfundet?

”Ja, jeg er her i hvert fald ikke om 50 år. Måske heller ikke om 20. Gennemsnitslevealderen for danske mænd ligger jo på 78-79 år, og man ved aldrig med helbredet. Men jeg har al den tid i verden, der skal til for at drømme. Og det gør jeg tit. Sidder stille og tænker på de gode ting, jeg skal. Om det så er at sejle en tur, spille golf eller være sammen med familie og venner. Jeg tror, det har været en fordel, at jeg ikke har haft vilde, urealitiske drømme, og det betyder, at jeg nu kan læne mig tilbage og nyde det.”

Jeg svarer, at jeg godt kan følge Olav Hesseldahls beskrivelse af at forveksle drømme med ambitioner. Og måske skal jeg, der har små børn, lære at drømme i mere hverdagsagtig skala – om en familietur i svømmehallen for eksempel.

”Ja, det er med at nyde dem, mens de er små. Pludselig er tiden bare fløjet,” siger Lars, der har tre voksne døtre.

”Jeg tror, vi skal følge dogmereglerne og kun spørge ’hvorfor’ og ’hvordan’ og ikke kommentere så meget på det, de andre fortæller,” siger Kirsti med henvisning til interviewarket.

Der står ganske rigtigt, at vi ikke skal give gode råd til hinanden. Hellere lytte og stille uddybende hv-spørgsmål. Og den, der fortæller, skal udtrykke sig med ”jeg”.

”Jeg har for nylig realiseret en stor drøm, som jeg har haft i mange år. Min mand og jeg er i sommer flyttet fra Bornholm og ind i et helt nyt økosamfund i Karise, hvor vi har et fuldt ressourcekredsløb. Vores søn bor også her på Sjælland. Og så er jeg ved at vække min passion for tekstilformgivning til live igen. Det er virkelig dejligt,” siger Kirsti og fortsætter:

”Jeg håber generelt, der kommer en større bevidsthed om bæredygtighed og klima. Verden har udviklet sig i en helt forrykt retning, hvor meget få mennesker ejer hele planetens rigdom.”

”Jeg synes faktisk, det overordnet går glimrende med vores samfund. Vi har nogle dygtige politikere, og jeg kan godt lide variationen i, at regeringsmagten skifter. Økonomien kører rundt, og jeg kan ikke se, noget går skævt. Jo, der er selvfølgelig lige Trump og så det med klimaet, der ikke har det så godt. I sidste ende tror jeg, teknologien kommer til at redde os,” siger Lars.

Et andet spørgsmål lyder: Skal drømme være realistiske, og er der grænser for, hvad vi kan drømme om?

”Drømme behøver ikke være realistiske, og det er godt at stræbe efter noget. Arbejdsmæssigt har jeg altid sat barren højt. Og så har jeg forsøgt at være et godt menneske og prøvet ikke at såre nogen. Jeg har været gift tre gange, og hver gang har det været udramatisk, når vi er gået fra hinanden. Vi er blevet enige om det,” siger Lars.

”Hvorfor er det vigtigt at være et godt menneske?”, spørger Kirsti.

”Man skal være ordentlig ved hinanden. Og jeg har det bedst med ikke at være i konflikt med folk. Jeg omgås heller ikke mennesker, som bevidst opsøger konflikter,” svarer Lars.

”Min far sagde også altid, at det er vigtigt at være et godt menneske, og med det mente han, at man skulle være et kristent menneske. Det har jeg båret med mig som en ledetråd. Man skal vælge sig nogle værdier,” mener Kirsti.

Jeg siger, at jeg synes, det er o.k. at have både realistiske og urealistiske drømme. Men at det er vigtigt at få nogle af drømmene ført ud i livet, hvis ikke man skal blive uforløst og deprimeret. Jeg fortæller også, at jeg godt kan lide at føre drømmelister i en notesbog, og at jeg i nogle perioder skriver taknemmelighedsdagbog, inden jeg skal sove. Det gør, at selv den værste dag pludselig fremstår i et bedre lys.

Kirsti lyser op.

”Jeg plejede også at have en levende idéstrøm som ung, som jeg indplacerede i små bøger. Nu vil jeg gå hjem og notere stort og småt og minde mig selv om mine drømme.”

Luften summer af samtaler om børn, parforhold, utroskab og Gud. Ved nogle borde bliver der grinet højt, og pludselig er tiden gået. Olav Hesseldahl runder af.

”Jeg må sige, at I gamle er meget bedre til at drømme end de unge. Det har været inspirerende for mig at være med og finde ud af, at drømmene ikke holder op, bare fordi man er gået på pen- sion.”

Lars fra gruppen har taget vinterjakken på og vinker tak for i dag.

Sognepræst Maria Eva Napier fortæller, er der nok var cirka en håndfuld deltagere, som præsterne kendte i forvejen. Resten var nye ansigter.

Kirsti bliver hængende lidt sammen med sin mand. Hun er glad for, at hun kom.

”Jeg havde troet, at det ville være en mere homogen gruppe, der mødte op i dag, men til min glædelige overraskelse kunne jeg se, at der også var mange, der kommer fra en anden verden end den, jeg normalt færdes i. Det er dejligt at tale med nogen uden for ekkokammeret.”

Temaet var drømme, da præsterne i Køge Provsti for anden gang arrangerede samtalesalonen ”Tale-pauser” på værtshuset Hugos Kælder i Køge. Målet er at skabe rum for den dybe samtale om livet og alt det, der følger med. – Foto: Leif Tuxen
Olav Hesseldahl fra Ungdomsbureauet. Foto: Leif Tuxen
Lars fra Køge og Kirsti fra Karise kunne godt blive enige om, at det er vigtigt at være et godt menneske. På mange andre områder havde de et forskelligt syn på tilværelsen. Foto: Leif Tuxen