Prøv avisen

Sognepræst: Det er en kærlighedserklæring at bede om noget

”Bøn har den forunderlige virkning, at den giver ro. Den får sat ord på afmagten. Jeg kan ikke alt selv. En bøn er udtryk for, at andre og Gud gerne må træde ind, hvor vi ikke selv fylder nok. Med bønnen tilskriver man den, man beder til, en betydning i sit liv,” siger Jesper Stange. Foto: Leif Tuxen

Lørdag vil sognepræst Jesper Stange for sidste gang være ved mikrofonen, når DR sender morgenandagt fra Københavns Domkirke. Han forlader embedet med en glæde over at se en ny åbenlys interesse for kristendommen

Helligånd, Guds åndedræt,

Lær du mig at bede ret,

bed for mig, som ikke ved,

Hvad der tjener til min fred.

Herre, bær mit suk og skrig

Som din bøn til Himmerig!

Johannes Johansen (1925-2012)

I morgen er det store bededag, og sognepræst Jesper Stange har bestemt, at kirkegængerne i Københavns Domkirke skal synge Johannes Johansens ”Herre, gør mit liv til bøn”. Som i så mange andre af landets kirker er der konfirmation på store bededag, men Jesper Stange vil gerne, at konfirmanderne og deres familier får et ord med om bøn. Derfor skal de synge salmen, som ifølge Jesper Stange er noget af det bedste, som er skrevet om, hvad bøn er. Netop på en konfirmationsdag er det værd at pege på bønnen, mener han.

”Hvis du aldrig beder dine børn om noget, vil de føle sig svigtet og i stedet begynde at gætte, hvad dine behov mon er. Man ser det også i parforholdet, hvor man er holdt op med at bede hinanden om noget, og parterne i stedet prøver at gætte hinandens behov. Det er meget lettere, hvis man beder om noget.”

Når han skal beskrive, hvad bøn er, maler han et billede med brede penselstrøg, som forener en klassisk kristen forståelse af bøn med de bønner, som siges i mellemmenneskelige relationer.

”Vi bliver neurotiske af ikke at kunne bede. Tidligere generationer har sagt, at de ikke ville ligge nogen til last. Det var på sin vis meget hensynsfuldt, at de ville fritage deres børn fra at yde dem omsorg på forventet efterbevilling, men samtidig var det dybt forkert. At bede nogen om noget er en kærlighedserklæring. Vi bliver hinanden skyldige, og vi kommer til at skylde hinanden. Det er det, man giver udtryk for, når man beder.”

Vi skal tale mere om bøn, relationer og tro. Jesper Stange er ret sikker på, at der er ledigt i konfirmandstuen oppe i kirkens tårn. På vej op ad trapperne spørger han, om han må vise det sted, hvor han finder kirken smukkest. Han låser døren op til sangerpulpituret, hvor Københavns Drengkor står om søndagen. Han går hen til kanten af pulpituret, hvor man har godt udsyn over rummets storhed og sollysets spil.

”Et kinesisk ordsprog siger, at man ikke kan bade to gange i den samme flod. Man kan sige det samme om Vor Frue. Lyset gør, at rummet aldrig er det samme.”

Hans stemme er mere kendt end hans ansigt. Mange vil forbinde ham med morgenandagten, som fra mandag til lørdag sendes fra kirken. Lørdag morgen klokken 8.07 skal lytterne tage afsked med den afholdte radiopræst, som er fyldt 65 år og derfor har besluttet at gå på pension.

Han har været præst i 38 år. 18 år er det blevet til ved Københavns Domkirke. Gennem alle årene har det været hans opgave at planlægge andagterne. Det er en del af hans virke, han kommer til at savne, for andagterne er en del af hans personlige morgenritual. Når han ikke har stået ved alteret, har han ofte sat sig i koret og taget del i andagten i kirken.

De bønner, han beder ved morgenandagten, er skrevet af andre, men aftenen inden en andagt har han sat sig med de nedskrevne bønner for at gøre dem til sine.

”En bøn kan blive for rigtig. Bøn skal ikke være et udtryk for teologisk præstation, men udtrykke erkendelsen af, at man ikke kan alting selv.”

”Bøn har den forunderlige virkning, at den giver ro. Den får sat ord på afmagten. Jeg kan ikke alt selv. En bøn er udtryk for, at andre og Gud gerne må træde ind, hvor vi ikke selv fylder nok. Med bønnen tilskriver man den, man beder til, en betydning i sit liv.”

I de 38 år, han har været præst, er synet på kirken ændret. Forandringen er udtalt i samtalerne med forældre, som kommer og vil have deres børn døbt.

”Jeg møder en helt ny åbenlys interesse fra manges side om at vide noget, så samtalerne er blevet længere, og vi kommer tættere på det egentlige.”

Han fortæller om en far, som opsøgte ham, fordi han ville have sit barn døbt. Denne far var ikke selv døbt, og han nævnte, at han også gerne ville døbes. Først fortalte manden, hvordan han satte pris på at komme i kirkerummet, og Jesper Stange sagde, at han var velkommen til at bruge kirkerummet uden medlemskort.

”Faderens pointe var, at han var opdraget som original, og at det var hårdt at skulle opfinde verden hver eneste morgen. Han ville derfor gerne være en del af noget gammelt og større. Det er en enkel og smuk måde at sige, at der er noget større, som man ikke nødvendigvis skal begribe.”

Nok trak det overskrifter, da videnskabsjournalist på Weekendavisen Lone Frank ved påsketid brugte Københavns Domkirke som ramme om en video, hvor hun proklamerede, at opstandelsen var aflyst, og sagde, at man skulle gå til videnskaben, hvis man ville vide noget om eksistensen. Jesper Stange kalder Lone Franks synspunkter for anakronistiske.

”Vores virkelighed består af det, vi ved, og det, vi ikke ved. Jo mere vi ved, desto mere ved vi, hvad vi ikke ved. Men virkeligheden består også af det, som vi ved, at vi ikke kan vide noget om. Den dimension ved vi kun noget om, hvis den fortæller om sig selv.”

”Gud har vist sig i Kristus. Det, vi ved, at vi ikke kan vide noget om, har meddelt sig. Det er blevet en intellektuel mulighed for mange i dag, og man melder sig ikke ind i fladpandernes selskab, fordi man siger, man er troende.”

Det er blevet tid til en tidsrejse. Vi skal tilbage til foråret 1971, hvor Jesper Stange gik i 3. g på Virum Statsskole. Som den første i en familie af håndværkere havde typografens søn fra Hjortekær fået lov til at gå på gymnasiet. Hans fars eneste krav var, at han skulle bruge sin studentereksamen til noget. På gymnasiet var der erhvervsvejledning ved en historielærer, som orienterede eleverne om deres mange muligheder for at læse videre.

”Vi kunne blive alt. Vi skulle bare vælge. Jeg husker, erhvervsvejlederen fortalte, at han havde fået en bog fra teologi i Aarhus, og sagde, at han havde smidt den i papirkurven, for der var ikke nogen ordentlige mennesker, som læste teologi. Det blev mit stikord. Jeg sagde til ham, at det forholdt sig således, at jeg tænkte på at læse teologi.”

Jesper Stange fik bogen fra papirkurven, og han har den stadig hjemme i reolen. I sensommeren 1971 begyndte han at læse teologi i Aarhus sammen med 100 andre. Antallet af nye teologistuderende satte rekord, så Danmarks Radio lavede et indslag fra deres rus-tur, hvor en af de medstuderende udtalte, at han læste teologi, fordi han ville sprænge universets grænser. Blandt de studerende var der bred enighed om, at de ikke skulle være præster.

”1971 i Danmark svarede til 1968 i Paris. Det var studenteroprørets tid, og alt var muligt. Man kunne tage til Tibet og tale med den store lama, eller man kunne tage til Aarhus og læse teologi i håb om at sprænge universets grænser. Begge dele var syret.”

Som de fleste af sine medstuderende læste Jesper Stange teologi uden at ville være præst. Et møde med fængselspræst Carl Lomholt i Horsens Statsfængsel fik ham til at ændre holdning. Han mødte ham, da han i slutningen af studietiden arbejdede 10 måneder som militærnægter i fængslet.

”Kirken i fængslet var som ventilen i en trykkoger, og Carl Lomholt forvaltede rollen forbilledligt. Jeg tænkte, at hvis man kunne være præst på en så ordentlig måde, så ville jeg gerne prøve.”

Når han ser tilbage, kan han se, at en stor del af hans tid som præst har bestået i at begrunde for sig selv og for andre, hvorfor han var præst, og hvorfor kirken var en mulighed.

”Da jeg læste i 1970’erne, kunne ingen studerende Marx bedre end os teologistuderende. Vi skulle vise, at vi som teologer havde vores berettigelse ved at være mere politisk bevidste. Siden blev man som teolog grøn, feministisk eller litterær, hvor man skulle vise, at man kunne læse bedre end alle andre for så at ende som den poetiske præst.”

Han holder en pause i talestrømmen for Vor Frues klokke bryder ind og umuliggør samtale i konfirmandstuen.

”Er det ikke en smuk klokke? Den synger,” når han at sige, inden vi for en stund må opgive at tale.

Hvis kirken ikke længere skal være politisk, grøn eller poetisk, hvad skal den så være? Ifølge Jesper Stange er den tid forbi, hvor man som kirke skal forklare og forsvare sig.

”Nu kan vi nøjes med at være teologer. Før lå kirken i midten, men vi har fået tildelt matrikel Nørregade 8A. Det betyder, at vi er flyttet ind på række med andre ejendomme og virksomheder. Som kirke har vi en plads som alle andre, og vi kan indgå i samtale. I den samtale må kirken spørge sig selv, hvordan den kan blive spændende at tale med. Den ændrede position betyder, at kirken skal tale på egne vegne og ikke skal tale på skolens, kulturens eller politikkens vegne. Det er både en kæmpe lettelse og udfordring.”

Kan tro forklares? Jesper Stanges svar tager afsæt i de første ord i Johannesevangeliet, hvor det hedder: ”I begyndelsen var Ordet.” Inspireret af Martin Buber (1878-1965) og K.E. Løgstrup (1905-1981) siger Jesper Stange:

”I begyndelsen var forholdet. Tro er ikke en forestilling, men et forhold.”

”Vi bliver til i forholdet. Menneskets eksistens er altid en relation. Vi kan alle have en forestilling om at have en kæreste, men det er bedre at have et forhold. Vi kan alle have en forestilling om Gud, men det er bedre at have et forhold. Jeg har begravet min far for mange år siden, men jeg har ikke en forestilling om min far. Jeg har et forhold, og det vil jeg have, så længe jeg lever. På samme måde med min himmelske far. Jeg har ikke en forestilling om ham. Jeg har et forhold.”

”Forholdet oprettes i dåben. Vi får ikke serveret et sæt forestillinger, som vi skal holde for sande, men vi får et forhold til Gud, som er så tæt, at vi skal helt ind i familiens kerne for at finde en betegnelse for det: Gud er far. Vi er børn.”

Hans tro på, at mennesket bliver til i relationen, er styrket af hans arbejde som mægler. For 13 år siden tog han en uddannelse i konfliktmægling på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, og siden har han været optaget af forsoningsprocesser. Han har haft mæglingsprocesser mellem medarbejdere i det kirkelige og mæglinger i familier. Det kan være mellem søskende i forbindelse med arvesager eller ved skilsmisse.

”Man har kaldt konflikt for de døves dialog, for man hører ikke hinanden. Et vigtigt skridt i mæglingen er, at man kommer til sig selv ved at fortælle sin historie. Når man har fortalt sin historie og kommet til sig selv, er der mere plads til at høre på sin modpart i konflikten.”

Når det gælder om at komme til sig selv som menneske, peger han igen på relationernes værdi.

”Den bærende idé er, at vi skal komme til os selv hver for sig, men hvad enten man finder ind i gudsforholdet eller i parforholdet, finder man ud af, at man bliver sig selv ved at have en at blive det sammen med. Sin Gud. Og for den døbte er Gud mange ting. Gud er trygheden, men det er også fordringen.”

”Det er fordringen om, at jeg skal kaste mine evner ind i de nærmeste krav. Det kan være i medmenneskets krav på min omsorg eller i kravet om, at jeg forvalter den magt, jeg har i det andet menneskes liv til det andet menneskes bedste, at jeg tager mig af min næste, naturen og af mit liv og behandler det med den respekt og taknemmelighed, man skylder den, man har fået det af.”

Søndag er der afskedsgudstjeneste i Vor Frue. Embedsboligen bag kirken er allerede fraflyttet og skiftet ud med et hus på Bornholm. Jesper Stanges far var bornholmer, og Jesper Stange er kommet på øen hele livet. I mange år har han haft sommerhus på øen, men for fire år siden købte han sammen med sin ægtefælle, kongelig operasanger Hanne Stange Bremholm, et helårs hus 15 meter fra vandet i Tejn på den nordøstlige del af øen. De har desuden en lille lejlighed i hovedstaden, hvor de kan bo af og til, for han vil fortsat komme til byen for at undervise, og ægtefællen er fortsat tilknyttet Det Kongelige Teater.

Jesper Stange ser frem til at holde gudstjenester i den lille kirke i Tejn. De søndage han ikke prædiker, vil han være at finde på en kirkebænk.

”Det er en vane, og vaner er gode at have, og så synes jeg stadig, at jeg kan blive ved med at aflokke alterbogens tekst-mosaik nye, dybsindige indsigter. Men det kræver, at man har hele året med.”

Når morgenandagten fremover sendes fra Københavns Domkirke, vil Jesper Stange gå i vandet fra en stige på klippen ved huset sammen med de andre morgenbadere. Han har deltaget i det våde morgenritual på det sidste, når han har været i huset. Nu glæder han sig til at hellige sig badningen med større trofasthed. Af og til vil man kunne høre sang nede fra klippen, hvor morgenbaderne samles.

”En af bønderne kommer kørende fra sin gård, og nogle morgener har han højskolesangbøger og læsebriller med, og så synger vi.”

Min sjæl, pris Herren

Lad alt i mig lovprise dit hellige navn

Vi takker dig, Herre, vor Gud,

for din godhed og barmhjertighed.

Og vi beder dig

giv os og alle mennesker tryghed og mod

ved din troskab.

Hellige Gud!

Du kender tankerne i vores sind,

du kender alle vores fejl.

Og vi beder dig,

forlad os i din uudgrundelige nåde al vor skyld.

Herre, vor Gud!

Tak for de opgaver, du giver os,

for sundhed og dagligt brød.

Velsign vores arbejde,

lad det være dig til ære

og til vores medmenneskers gavn.

Vær nær hos ensomme mennesker

hos de gamle, de syge,

hos alle angste, undertrykte og nødlidende.

Velsign det arbejde, som gøres hos os og ud over verden for at hjælpe mennesker i nød.

Amen

216788219
Foto: Leif Tuxen
Her skal bønnen stå. Foto: Leif Tuxen